Amourøs

Elvis er alt Dakota vil have, og lige præcis det hun ikke kan få.

Hvad sker der når Dakota lige pludselig har en chance?


0Likes
0Kommentarer
185Visninger

2. 1

Learning not to envy someone else's blessings is what grace looks like 

Rupi Kaur  

Hans hår faldt ned over hans hjerteformede hoved på en så pæn, men alligevel tilfældig måde, at det så ud som om han havde brugt flere timer på at få det til at sidde præcis sådan. Hans øjne skinnede så meget at det nærmest lignede han havde pudset dem med glasrens. Tilfældigheden klædte ham. Alt klædte ham. Hvis der var en anden der turde nærme sig hans rodede tilfældighed, ville de ikke bare føle sig forkert placeret, men de ville også føle at de var fanget i en anden verden. De ville se en skønhed der ikke var som de kendte. Den var hverken højtråbende eller ordentlig. Nej, den prøvede heller ikke at få nogen anerkendelse, men den var simpel og så utrolig charmerende - og det var bare det uden på. 

Selv hvis man gravede sig ind til det dybeste hul i hans sjæl, ville man aldrig kede sig. Han var en bog af lidenskabelig glød, og for hvert kapitel man læste af ham, blev bogen kun mere spændende. Han var en bog man læste om og om igen, og man blev aldrig træt af de ord der stod på hans sidder. Men så er det bare ærgerligt at jeg ikke kunne få ham. Så sindssygt ærgerligt at ham og jeg bare måtte være et tankespil i mit hoved. Så sindssygt ærgerligt at det bare måtte forblive sådan.

Jeg kiggede skuffet ned på min tallerken. Han sad ved siden af hende som altid. Han havde hånden på hendes lår som altid, og han opfangede overhoved ikke at jeg også sad ved bordet og spiste det akkurat sammen som ham - Som altid. Jeg hadede hende ikke. Jeg beundrede hende, og jeg forstod hende ærlig talt godt. Jeg bebrejdede ham heller ikke for at han ikke lagde mærke til mig. Jeg gjorde intet for at blive set.

Jeg kiggede over på hans mor, som sad på den anden side af ham. Han havde hendes øjne. Den samme klare blå farve, som mindede om himlen på en varm sommerdag. Ved siden af mig sad min bror. Han havde de samme kedelige brune øjne som jeg, men de havde aldrig været et problem for ham eller for hans chancer hos pigerne.

Min far bryd som altid den stille madro, der havde lagt sig over bordet. 

"Hvor lang tid har i to efterhånden været sammen Elvis? " Selvfølgelig skulle han spørger. Selvfølgelig skulle han mindede mig om at de to var uadskillelige, og nok ville blive begravet ved siden af hinanden. 

"Nok lige knap 4 år, vi kom jo sammen da vi var 13, " svarede han høfligt, imens han kiggede kærligt ned på pigen han mødte, da han var 13. 

"Det er så kært, " udbrød min mor, og kiggede hen mod min bror. 

"Anton, du kunne godt lære meget af Elvis. " Anton rullede med øjne, og jeg smilede ned mod min tallerken. 

"Jeg siger bare at jeg rigtig gerne snart vil have at du snart slår dig ned, " sagde min mor, og kiggede bedende over mod Anton. Anton var 19 år, og han havde aldrig haft en rigtig kæreste. Han havde dog rendt rundt med utallige piger og fjollet, men han havde aldrig ladet en af dem blive i mere end en uge. 

"En dag slår jeg mig nok ned, men tiden må vel bare vise hvornår, " svarede han modent vores mor, og sendte mig et smørret smil. 

"Intet pres, " grinte Elvis far, og resten af os grinte med ud af høflighed. 

"Hvordan går det så med dig Dakota? " Jeg kunne mærke alles øjne på mig, og jeg kiggede op, og sendte Mariana (Elvis mor) et lille smil. 

"Altså skolen går, som den skal, " svarede jeg stille, jeg kiggede meget hurtigt op på Elvis, kun for at opdage at det nok var en dårlig ide, for han kiggede allerede direkte hen på mig. 

"Jaja, selvfølgelig går skolen godt, du er jo et geni. Jeg mener med drengene. " Mariana smilte spændt til mig, og jeg trak roligt på skuldrene.

 "Du ved jeg ikke er sådan, " formåede jeg at mumle som svar, og det fik hende til at sukke dybt. 

"Det kunne vel godt være du havde mødt en der var noget for dig, " smilede hun opmuntrende, hvilket bare fik mig til at trække på skuldrene.

Vores månedlige middag med familien Hanson sluttede som altid sent, men det var heller ikke fordi vi boede langt væk fra dem. Vi boede lige over vejen, og det var nok også den eneste grund til at vores familier var blevet venner.

 

Jeg er tilbage. 

Så halløjsa. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...