Mit liv på Efterskole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2017
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Igang
Jeg er 16 år. Jeg går på efterskole. Jeg er egentlig ret moden, men til tider får jeg flashbacks til min fangirl-tid. Det har jeg nu. Jeg sidder i min seng, har taget mit One Direction sengetøj på. Jeg har sat deres 3. album på, og sidder og læser Movellas.
Jeg går på efterskole, og vil gerne dele min historie.
Det var en lille sidebemærkning i mit ellers pragtfulde liv. Hvis man altså tager med, at jeg er ulykkelig forelsket.

0Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

2. 2. Kryds og Bolle

2. Kryds og Bolle

Kryds og bolle. Det var skæbnespillet, hvis du altså spørger mig. Jeg ved ikke helt hvad han siger. 

Det var spilleaften. Stadig første uge, så man havde ikke fået en 'fast' vennegruppe endnu. Man satte sig bare hvor man lige følte for spillet. Jeg satte mig så ved bezzerwisser. Det kunne jeg egentlig ikke finde ud af, så jeg satte mig sammen med en pige, og en dreng. William. Jeg spillede så kryds og bolle med ham, og det viste sig faktisk at jeg også var mega dårlig til det. Jeg vidste ikke engang at man kunne det, altså være dårlig til kryds og bolle. Jeg snød, eller det vil sige at hende pigen jeg sad ved siden af, sagde til mig, så diskret at han opdagede det, hvad jeg skulle gøre. Han anklagede os så for at snyde, hvilket jeg ikke kunne se. Ej, det var pænt indlysende at vi snød, men det var sjovt. Vi grinte en del mens vi spillede, og det var bare mega hyggeligt. Et af de spil man aldrig ønsker ender. 

Det må have været der jeg fik øjnene op for ham. Siden da har jeg bare været ulykkelig forelsket. 

Min allerbedste veninde på skolen mødte jeg en af de første dage, hvor vi skulle lave 'lær hinanden at kende' lege. Marie, hedder hun. Marie Majskolbe, som hun kaldte sig i navneleg. Vi bor overfor hinanden, så hver gang vi så hinanden i døren, sådan inden vi blev veninder, vinkede vi altid akavet til hinanden. Det er en lidt skør historie, men det er sjovt når folk spørger hvordan vi begyndte at snakke. Da jeg så hende første gang, havde jeg bare den sygeste drøm om at blive hendes veninde. Hun ligner en af de der populære tøser, og hun har den FEDESTE stil. Det viste sig så at hun var knap så 'populær' og faktisk er mega underlig og akavet. Men det har vi jo så tilfælles, og det må være grunden til at vi klinger så godt. 

Jeg kan huske at vi spillede rundbold, også i den første uge, hvor Marie og jeg, heldigvis, var på samme hold, og hvor vi bare sprang rundt på banen, heppede, grinede, råbte og bare var mega underlige, og vi var ligeglade med hvordan vi så ud, og hvad folk tænkte om os. Det var så hyggeligt!

Også da vi spillede rundbold, fortalt Marie mig også om hendes pizzamand, der kalder hende Marrriii, men rigtig ruld på tungen ved R. Det begyndte jeg selvfølgelig at kalde hende. Men jeg ville jo ikke tyvstjæle så nu hedder hun Marmar, og jeg hedder Ika, som i at hun allerede havde gættet alle mine kælenavne, og heller ikke ville tyvstjæle. Så lige pludselig blev Ida til Ika. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...