We are endgame!

Emma er en pige på 19 der ikke har styr på hendes liv, hun bliver udstødt i skolen, og kun hendes familie er der for hende. En dag tager hendes liv en stor drejning, hun møder nemlig den verdensberømte Justin Bieber, hun har intet tilovers for stjernen da hun syntes han har det mest forskruet opførsel. Men ændre hun mening når hun møder ham? Find ud af det i "We are endgame!"

91Likes
27Kommentarer
48947Visninger
AA

24. Undskyld

'Justin P.O.V

Mit hjerte stopper i det øjeblik Emma beder mig om at gå, jeg vidste ikke at det ville se så slemt ud da jeg sagde det. Og så tror jeg ikke det her skænderi ser så godt ud i forhold til hendes far og mig.

"NU!" Skriger hun, så jeg jeg hopper lidt af chok. Det her er vidst vores andet skænderi, men dog vores første som par, og jeg hader og skændtes med mine kærester, det er bare det værste. Jeg mærker hendes øjne på en underlig måde brænde et hul i mit hjerte. I den her situation har jeg ingen anelse om hvad jeg skal gøre, skal jeg gå, eller skal jeg blive og kæmpe? Jeg begynder stille at pakke mine ting, så jeg kan give hende tid til at tænke det her igennem.

"Wow" Kommer det pludseligt fra hende, imens jeg pakker mine ting sammen, som ikke er særligt meget, det er kun sådan en trøje og min computer, så det er ikke så meget. Jeg vender hurtigt blikket op på hende, og sender hende et forvirret blik. Hun ruller hurtigt på øjnene.

"Hvad?" Siger jeg forvirret og retter mig op, samtidig med at jeg lægger mine arme på kors. Hun slår armene ud, så det lander hårdt på hendes lår.

"Du har tænkt dig at gå, bare sådan?" Siger hun hårdt, og går ud på toilettet, som er lige ved siden af hende. Jeg følger hurtigt efter hende.

"Du har lige bedt mig om at gå Emma?" Siger jeg en smule hårdt, hun vender sig hårdt om mod mig og sender et koldt blik.

"Det er ikke ens betydning med at du rent faktisk skal gå" Siger hun koldt, og gør mig endnu mere forvirret end jeg var i forvejen. Jeg kigger igen forvirret på hende, og slår armene ud.

"Hvad i alverden mener du?" Siger jeg igen forvirret. Hun retter sig stille op, og sætter armene på kryds.

"Du skal fucking kæmpe for det her forhold Justin, ellers er jeg ude!" Råber hun af mig. Jeg kigger chokeret på hende. Tror hun virkelig ikke at jeg vil kæmpe for det her forhold, tror hun at jeg er ude af døren om 5 minutter. Det er ikke nemt at have en kæreste i min branche, det er enormt svært, og noget skal tænke et stykke tid over, for det bringer andre mennesker ind i ens liv som bliver svære at få ud igen. Man bliver kun kærester hvis man ikke vil have dem ud af ens liv igen. 

"Det gør jeg sku da også? Tror du det er nemt? Tror du at jeg altid får 'kærester', for det gør jeg bestemt ikke Emma. Hvad skal jeg gøre når du ber mig gøre en ting, men vil have mig til at gøre noget helt andet?" Siger jeg hårdt, og gør Emma mundlam, da hun istedet for at svare kigger ned i jorden.

"Emma, jeg er klar til at gå igennem ild og vand for det her forhold, så stop med at beskylde mig for alt muligt pis som det her. Jeg vil være sig med dig, også efter sommer." Siger jeg stadig en smule hårdt, men nu må hun sku da få det klasket ind i hovedet. Emma siger stadig ikke noget, så jeg sætter mine fingre på hendes hage, og løfter hendes hoved, så hun er tvunget til at kigge mig i øjnene. Emma retter blikket op på mig, og jeg ser at hun står og græder. Jeg tøver ikke med at hive hende ind i mine arme. Hun svinger hurtigt armene om mig, og ligger sit ansigt i min skulder.

"Undskyld" Kommer det pludseligt fra hende, jeg nusser hendes ryg, og kysser roligt hendes hår. Hun strammer grebet om mig.

"Kom, vi går i seng" Siger jeg roligt, og hiver hende med ind på værelset igen. Hun giver forsigtigt slip på mig.

"Hvornår skal vi egentligt sove hos dig?" Siger hun, hvilket gør at fokusere mit blik på hende igen. Jeg begynder hurtigt at små grine, og det samme gør hun. Jeg betragter hende tage hendes tøj af, inden hun vender sig om imod mig og sender mig et spørgende blik, da jeg ikke har svaret på hendes spørgsmål.

"Det er op til dig" Siger jeg stille, uden at fjerne mit blik fra hendes perfekte krop. Hun bevæger sig over mod mig, i kun undertøj, og sætter sig på mit skød.

"Perfekt" Hvisker hun i mit øre, inden hun begynder at kysse mig op af halsen. Jeg mærker hurtigt at jeg vokser i bukserne, så jeg skynder mig at skubbe hende til siden så hun falder ned i sengen. Jeg kan ikke få mig selv til at have sex imens hendes forældre kan hører det, det kommer bare ikke til at ske. Hun kigger forvirret på mig, men ser så at jeg er blevet stor. Hun får hurtigt at flabet smil på læben, inden hun langsomt tager sin bh af, imens hun bider sig langsomt i læben.

"Emma, stop. Seriøst" Siger jeg seriøst. Hun fortsætter dog bare, og rejser sig op og går langsomt hen imod mig. Hun når ikke langt før hun bryder ud i grin.

"Du skulle se dit ansigt Justin" Griner hun, hvilket får mig til også at grine.

"Det var jo også fucking smart Emma" Siger jeg, og retter blikket ned på mit skød, inden jeg tager min trøje og bukser af, og lægger mig under dynen.

"Nej, det var fucking sjovt" Siger hun og lægger sig ind ved siden af mig. Jeg vender mig rundt, og lægger hende helt tæt ind til mig.

"Justin..." Siger hun pludseligt imens vi begge halv sover. Hun retter blikket op på mig, og jeg kigger dermed ned på hende.

"Justin, please ikke knus mit hjerte" Siger hun, og ligner en der er sekunder væk fra at græde. Jeg kysser hende hurtigt på panden.

"Har jeg ikke tænkt mig" Siger jeg forsigtigt, og med det lægger Emma igen hovedet ned til mit bryst, og kan måske mærke mit hjerte snart hopper ud af min brystkasse.

Emma gør mig sindsygt glad. Hun forstår mig, og hun ser mig ikke som 'Justin Bieber'.

Jeg elsker at hun ikke er bange for at sige mig imod, og ikke er bange for at sige at når jeg opfører mig som et røvhul. 

Elsker når hun rødmer, og hun kigger ned i gulvet så jeg ikke når at se det.

Hvad hun ikke kan se er det 1000 sommerfugle som sværmer rundt i min mave hver gang jeg hører hendes grin, eller bare hver gang jeg fanger hendes blik.

Jeg elsker når hun får mig til grine, og gør sådan at jeg kan smile bare ved tanken om at jeg skal se hende.

Jeg elsker den måde hun tør være sig selv, og jeg elsker den måde hun er midtpunktet fordi at man ikke kan blive træt af hende.

Jeg elsker at hun er min.

Og selvom jeg ikke har villet indrømme det før nu.

Så elsker jeg hende..

________________________________________________________________________________________________________

Heeej alle.

Undskyld forsinkelsen, men har ligget syg et par dage nu. Jeg ved godt at det her er et meget kort kapitel, og jeg lover at i ikke kommer til at se mange af dem, men det her var indholdet jeg gerne vil have med i dette kapitel.

Tusind tak for de 100 favoritter, troede aldrig jeg ville nå så langt med den her historie!

- Emma

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...