Sølvdragen

Casondrah Dwyghte-datter af Arcanix er ikke kun datter af sin fader, som er ranger, men af dragerne. Hendes mission er at opnå det, som kun de færreste har opnået: hun vil tæmme alle slags drageracer og redde dem fra at uddø. Hun lever og ånder udelukkende for sine drager. Men for at kunne mestre alle de elementer, som dragerne repræsenterer, skal hun først være i stand til selv at kontrollere dem.

1Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

1. Tilfangetaget

Casondrah kiggede op på feerne med stædig vrede i blikket. Hvis ikke hendes hænder havde været bundet, havde hun helt klart slået ud efter dem. For bare det at forsøge at knække hende var en stor fejltagelse.

Og de havde daggerten med igen. En tynd stribe af røg sivede ud af spidsen af den, som for at bekræfte hvor glohed den var.

Det havde været en ordre fra tilfangetageren - Xhavias. Cass havde kun set hans ansigt én gang, og det havde ikke engang været meningen; det havde været imens de - feerne - prøvede at binde hende. De havde åbenbart troet, at hun stadig var bevidstløs - og det var så her at hun fandt ud af, at manden hed Xhavias. Noget, som hun især havde bemærket,

var mandens melodiøse stemme; den lød nærmest som sang, dog uden venlighed. Det havde lydt som en… vred sang, en sang som var præget af bitterhed med en undertone af mistet tiltro og nøgternhed.

De kom nærmere med daggerten. Eller nej, kunne Cass nu se, jo tættere de kom på; det var en saxkniv. Mærkværdige runer var indgraveret i bladet, der så nærmest dæmoniske ud - men der var heller ikke den store forskel mellem feer og dæmoner. Efter sigende kom feer også af dæmonblod - hvis hun altså troede på, hvad vennen Drystan fortalte hende. Feernes blik så også helt henrykte ud, mest fordi de aldrig havde haft det bedste forhold med humaner. Efter deres mening var humaner destruktive væsner, der dræbte og ødelagde alt, så længe det var fordelagtigt for dem. Og hun var én af dem.

Cass kæmpede ikke engang imod; hun sørgede bare for at få øjenkontakt med hver og én af dem og vise, hvor lidt det ragede hende, at de havde en skarp saxkniv. Bare den måde feen holdte den på afslørede, at de ikke var så vant til at holde og bruge disse slags våben. Dog måtte Cass indrømme, at det var en smuk kniv, selvom noget ved den frastødte hende. Hvad det helt konkret var, kunne hun ikke sætte fingeren på.

En af feerne skubbede hende ned på jorden og blottede hendes allerede arrede ryg. Feen, som nu holdte hende nede, sagde noget på et andet sprog til feen, der holdte kniven. Cass rettede sit blik mod dem med sin højre kind presset mod det kolde og beskidte stengulv. Ved at forholde sig i ro kom hun i tanke om genstanden, hun havde i lommen.

Med lukkede øjne fokuserede hun på stenen i sin lomme, og pludselig mærkede hun en lille, varm genstand i venstre hånd, som hun bød velkommen. Den blev varmere, og de mærkelige lyde - sproget, de talte - blev tydeligt for Cass; som om de talte hendes eget tungemål.

Det var jo helt fantastisk, hvad den cleric til Alwyn kunne. At lave en sprogsten, som blev tiltrukket af hendes håndflade - utroligt. Da han havde givet den til hende, havde Cass bare troet, at det var en ‘held og lykke’-sten. Men så snart han gav

hende den i hånden og talte et andet, underligt sprog, havde stenen lyst op i alle mulige, kønne farver på skift - først rød, så orange, gul, grøn, som så skiftede over til blå og til sidst violet; og startede så forfra igen. Og hun havde forstået Alwyn uden problemer.

Senere havde han så fortalt, at det havde været det officielle sprog, som alle clerics kunne tale.

“Giv nu bare tingesten videre til Cerida,” sagde feen, der holdte hende nede.

“Han er jo kun god med pensler!” vrissede feen med kniven, “det, han har lavet indtil nu, er jo bare små, ubetydelige ar.”

Pensler? Hvorfor mon de skulle bruge én, der var god til dét?

“Dét der? Jeg er jo knap nok begyndt!” sagde en tredje fe - højst sandsynligt Cerida. Han havde blond-blåligt hår og meget bleg hud.

“Giv ham nu bare saxen, Brezic,” sagde den første fe til feen med våbnet, og Brezic gav den ligegyldigt til Cerida. Men han holdte den lidt mærkeligt; han holdte den ærbødigt, som var det en pensel; som var det noget, man malede med.

Og som om hendes ryg var lærredet. Hvad var det mon, de havde af planer?

Feen satte sig i skrædderstilling ved siden af hende, og i et kort øjeblik kunne Cass have svoret på, at hun fik øjenkontakt med feen. Og dog. Denne var alt for opslugt af sit kunstværk. Som om han var fanget i en helt anden verden; en helt anden dimension.

Og så begyndte han.

Den ophedede spids rørte Cass’ ryg og skar omhyggelige, men langsomme og overvejede streger. Hun kunne nemt mærke, at det var én med let hånd, der var i besiddelse af saxkniven nu. Han startede ved skulderbladet, og Cass brugte al sin viljestyrke på ikke at komme til at skrige eller udgive den mindste lyd, der bekræftede, at hun led smerte.

“Hun er en stædig én, det må man give hende,” sagde ham, der holdte hende.

“Shh, Eirak!” vrissede den sidste, som ellers ikke havde sagt noget. Med det fulgte en bevægelse, som Cass kunne mærke; en lille, men stadig mærkelig bevægelse ved siden af sig - det var Eirak, der skuttede sig.

“Hvordan…”

Cerida havde også fået øje på det nu, og var vågnet op af sin kunstneriske trance. Det fjerne blik, som før havde præget ham, stilnede lige så stille af indtil han atter fik en sin realitetssans tilbage.

“Hendes blod…” mumlede Cerida.

“Jeg troede, at humaners blod var mørkerødt,” sagde Brezic. “Det her er jo - orange gyldent.”

“Du havde vist ret alligevel, Loylis,” sagde Eirak til den fjerde af dem, “vi har sgu fat i den rigtige dragetæmmer.”

Casondrah hvæsede lavmælt af dem - nu hvor de vidste, nu hvor de havde fundet ud af det… hvad var pointen så ved at holde det skjult? Alwyn havde ellers sagt, at hun hverken skulle benægte eller bekræfte noget, hvis nogen spurgte eller - hvis det nu skulle ske - at hun blev taget til fange. Og det var så sket. Var hun ikke bare heldig?

Men før Cass kunne gøre noget, flåede den tavse Loylis kniven ud af hånden på den lamslåede Cerida og slog hende bevidstløs med et godt slag mod tindingen ved brug af saxknivens skaft.

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...