Sort Rose, Hvid Due

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2016
  • Opdateret: 9 apr. 2017
  • Status: Igang
I denne historie møder vi Stephanie. Stephanie er en ung pige, som har selvmordstanker og har flere gange forsøgt selvmord, men benægter, at hun har det dårligt, når andre spørger hende eller tilbyder hende hjælp. Hun møder dog Hans, en ung psykolog, som tilbyder, at hjælpe hende og Christian, Manden fra hendes drømme. Kunne 1 af de to hjælpe hende med at finde den lykke, hun så længe har søgt? Eller skal der helt andre midler til?

3Likes
6Kommentarer
634Visninger
AA

6. Kapitel 5 - De næste par dage på afdelingen

Næste morgen vågnede jeg med hovedpine og gik ud i opholdsstuen og satte mig. En fra personalet kom hen til mig og sagde, at en jeg kendte havde ringet til morgen og sagt, at han ville komme på besøg i dag. Jeg vidste ikke hvem det var og spurgte heller ikke. Jeg spurgte til gengæld om en hovedpine pille og en sygeplejerske kom med et par panodiler efter et lille stykke tid. Der var stadig noget tid til morgenmaden, så jeg tænkte, at jeg ville tage et bad, men kom i tanke om, at jeg ikke havde fået ekstra tøj med, så jeg gik ind til personalet og spurgte, om de ikke havde noget tøj, jeg kunne låne. Det havde de. De havde også nogle håndklæder og noget shampoo, så jeg kunne blive vasket og tørret. Efter badet, var det blevet tid til morgenmad. Efter morgenmaden, skulle vi have morgenmøde, hvor vi skulle finde ud af, hvem der skulle lave hvad, i løbet af dagen. Jeg fik ikke nogen opgave, da jeg lige var ankommet til afdelingen.

 

Efter et par timer skulle jeg have samtale med Susan. Det tog ca. halvanden time, men var meget befriende, at få snakket om de ting, der gik mig på. Susan sagde så, at jeg skulle til en samtale med Hans, senere på dagen. Men det skulle først være efter frokost. Efter samtalen, startede der en gruppe på afdelingen der hed ”Social Færdighedstræning”, som jeg tænkte at jeg ville prøve, at deltage i, selvom jeg nok ikke ville sige ret meget. Jeg sad passivt i gruppen og lyttede til de andres input. De havde meget spændene ting at fortælle om. Der var også en øvelse, men den sagde jeg, at jeg helst ikke ville være med til, da det jo var første gang jeg var med i gruppen.

 

Efter gruppen, var det tid til frokost og vi fik, som de andre havde fortalt, varm mad. Efter maden havde jeg lige en halv time, inden samtalen med Hans, så jeg gik til personalet og spurgte, om de kunne ringe til ham, der skulle komme og spørge, om han ikke kunne tage noget tøj og nogle forskellige ting med til mig. Jeg forklarede dem også, hvor min ekstranøgle lå, så han kunne komme ind i min lejlighed. Det ville de gøre med det samme. Mathilde kom og spurgte, om jeg ville spille lidt kort, og jeg så, at der var stadig 25 minutter til min samtale, så jeg sagde, at det kunne jeg godt. Vi spillede ”500” og pludselig var tiden gået og Hans kom og hentede mig.

 

Til samtalen med Hans spurgte han om alt muligt lige fra min barndom og til nu. Jeg begyndte, at græde, da jeg fortalte, at jeg var vokset op med en far, der var alkoholiker, og dette ikke altid var lige nemt. Jeg fortalte også, at jeg som 13-årig var udsat for en voldtægt og derefter var røget ind i et stofmisbrug, som jeg gudskelov var kommet ud af igen. Han spurgte nærmere ind til min voldtægt og jeg forklarede ham i detaljer, hvad der var sket. Jeg lukkede øjnene, for at se det for mig, mens jeg fortalte det til ham. Da vi var færdige sagde han, at han næste gang gerne vil lave et interview på mig, for at se, hvilke symptomer jeg rent faktisk havde, og for nemmere, at kunne stille en diagnose. Dette ville så blive dagen efter.

 

Der gik et par timer, og pludselig så jeg Christian komme ind ad døren. Jeg smilede stort og løb hen og gav ham et kram. Han smed tasken, han havde om skulderen og krammede mig hårdt tilbage. Så tog han tasken på skulderen igen og vi gik ind på min stue og satte os, ved bordet. Han smilede til mig og spurgte så: ”Hvordan har du det?” Jeg smilede tilbage og sagde: ”Jeg har det nogenlunde. Det har været en meget lang dag, så jeg er allerede ved, at være træt. Jeg overvejer, at gå i seng efter aftensmaden”. Han fik et meget seriøst udtryk i ansigtet og spurgte så: ”Og hvad med selvmordstankerne? Hvor slemme er de på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er rigtig slemt?” Jeg tænkte nøje over spørgsmålet et øjeblik og svarede så: ”De er på 9, men jeg har ikke tænkt mig, at gøre noget ved dem herinde. Så længe jeg er her, kan jeg styre det”. Han smilede blidt og sagde så: ”Det er jeg glad for, at høre, for selvom vi ikke kender hinanden så godt, er jeg meget bekymret for dig”. Jeg smilede tilbage, men sagde ingenting, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle sige. Han blev indtil aftensmaden, hvor vi sad og snakkede om alle mulige forskellige ting, hvor vi lærte hinanden lidt bedre, at kende. Så sagde han pludselig: ”Jeg vil komme og besøge dig hver dag, indtil du bliver udskrevet. Det kan godt være vi ikke har kendt hinanden så længe, men jeg føler, at vi har en gnist”. Jeg smilede og sagde så: ”Jeg føler også, at vi har en gnist og det vil glæde mig meget, at se dig, hver dag”. Så sagde han: ”Jeg er nødt til, at tage af sted nu, men i tasken er de ting, du bad om og jeg kommer samme tid i morgen. Er der noget, jeg skal tage med til dig?” Jeg tænkte mig om et øjeblik. Så sagde jeg: ”Du må meget gerne tage min computer med. Ifølge lægen skal jeg være her, et stykke tid, og det ville være rart, at have den herinde”. Han smilede og sagde: ”Modtaget”. Så fulgte jeg ham ud, og gav ham et stort kram inden jeg vinkede farvel til ham. Så gik jeg tilbage på afdelingen og fik aftensmad. Efter aftensmaden, sagde jeg godnat til de andre og gik i seng. Jeg lagde hovedet på puden og faldt i søvn med det samme.

 

Jeg blev vækket næste morgen klokken 7 af en af nattevagterne og fik at vide, at nu var der kun en time til vi skulle have morgenmad. Jeg stod op og fandt noget tøj og min egen shampoo frem og gik en tur i bad. Efter badet, var der en halv time til morgenmaden og jeg satte mig ud i fællesstuen til de andre, og fik en kop kaffe. En dreng ved navn Emil spurgte, om jeg havde sovet godt og jeg svarede: ”Jeg har sovet bedre end jeg har gjort i lang tid”. Han smilede og sagde: ”Det er jeg glad for, at høre”. Jeg smilede tilbage, uden at sige noget.

 

Efter morgenmaden, havde vi igen morgenmøde, hvor jeg fik en enkelt opgave. Jeg skulle dække bord til frokost. Denne opgave synes jeg var god, da den var dejlig nem og overskuelig for mig. Vi var 15 i det hele der skulle spise frokost sammen. 11 patienter og 4 ansatte. Efter morgenmødet og efter, at jeg havde gjort klar til frokost, var det tid til min samtale med Hans. Han kom og hentede mig og fulgte mig ind i lokalet, hvor der lå en mappe klar på bordet. Han smilede og bad mig sætte mig ned. Så satte han sig ned foran mig og sagde: ”Det jeg havde tænkt mig i dag, er et interview omkring dine symptomer, for bedre at kunne danne mig et billede og forhåbentlig finde frem til en diagnose. Efter mødet, gik jeg grædende derfra, og gik direkte ind på min stue. Emil kom og bankede på men jeg bad ham bare gå igen, for havde ikke lyst til, at snakke med nogen. Så bankede det på døren igen. Det var Camilla. Jeg ville ikke lukke hende en, så hun låste selv døren op og kom ind. Vi snakkede i en time ca. og jeg kunne mærke, at det var meget rart, at få snakket det igennem alligevel.

 

Så var det tid til frokost og jeg fik bøf med kartofler og bearnaisesauce. Efter frokost, sad jeg spændt og ventede på, at Christian skulle komme og da han langt om længe kom ind ad døren, løb jeg hen og gav ham et kram. Han krammede mig tilbage og sagde: ”Hej smukke, jeg har din computer med”. Så gik vi ind på min stue og satte os ved bordet. Han kiggede på mig med et lidt bekymret udtryk i ansigtet og spurgte så: ”Hvordan har du det i dag? Har du det bedre?”. Jeg smilede til ham og sagde så: ”Ved ikke om jeg har det bedre endnu. Det føler jeg ikke, at jeg har, men de tager godt nok fat og har fart på med, at hjælpe mig. Jeg er lige kommet her for et par dage siden og de er allerede i gang med, at prøve, at stille en diagnose”. ”Det er jeg glad for, at høre. Det er godt de går så hurtigt til den, så du kan få den hjælp, du har brug for”, sagde han og smilede. Jeg nikkede bare. Vi sad i stilhed et øjeblik så smilede han til mig og sagde: ”Jeg har tænkt på dig”. Jeg rødmede lidt og sagde så: ”Jeg har også tænkt på dig”. Han smilede bare og rødmede også lidt. Så bankede det på døren. Det var Susan. Hun ville lige snakke med mig i 5 minutter, så jeg bad hende komme ind og sagde, at hvad hun ville snakke med mig om, kunne hun sagtens snakke med mig om foran Christian. Hun lukkede døren efter sig og satte sig ved bordet sammen med os. Så kiggede hun alvorligt på mig og sagde: ”Jeg har snakket med Hans og vi har gennemgået dit interview sammen og er kommet frem til en diagnose”. Jeg kiggede forarget på hende og sagde: ”Allerede?”. Så sagde hun: ”Ja, og du har ”Paranoid Skizofreni”. Jeg kiggede ned i bordet og kunne mærke en tåre trille ned ad mine kinder. Dette så Christian og han knugede mig ind til mig og trøstede mig. Jeg begyndte at græde, men sagde så: ”Jeg græder mest glædestårer, da jeg er glad for, at der endelig er sat ord på, hvad jeg fejler”. Christian og Susan smilede og Susan sagde så: ”Vi vil gerne påbegynde din medicin hurtigst muligt. Vi har tænkt at prøve med det præparat, der hedder Seroquel, men du skal ikke regne med forandringer lige med det samme. Der går lidt tid, inden det virker, men hvis det går godt, bliver du udskrevet i løbet af ugen”. Jeg blev glad og smilede stort og sagde: ”Det lyder dejligt”. ”Jeg kommer med din medicin om lidt. Vi starter dig på en lav dosis”, sagde Susan og gik ud. Da Christian og jeg sad alene tilbage igen, smilede han og sagde: ”Det er da dejligt, at de allerede efter 2 dage, har kunnet stille en diagnose. Jeg er her for dig, så godt jeg nu kan. Også når du kommer hjem. Her er mit telefonnummer”. Han rakte mig en seddel med sit nummer på. ”Så kan du altid ringe til mig, hvis du har brug for, at snakke. Du kan ringe alle tider på dagen”. ”Tak”, sagde jeg og smilede blidt. ”Jeg er nødt til at gå nu, men vi ses igen i morgen”, sagde han. Jeg nikkede og vi rejste os op og jeg fulgte ham ud. Inden han kig trak han mig ind til sig, til et meget langt og varmt kram og gav mig et kys på kinden. Så gik han.

 

Jeg gik tilbage på afdelingen og sygeplejersken kom med min medicin. Jeg tog den hurtigt og gik så ind på min stue, for at tage en lur. Da jeg vågnede igen, var det blevet tid til aftensmad og jeg sad og snakkede godt med de andre, mens vi spiste. Efter aftensmaden var jeg meget træt og spurgte derfor personalet, om jeg skulle have mere medicin inden jeg skulle i seng. Det skulle jeg. Så jeg gik med sygeplejersken ud, fik min pille og sagde så godnat til de andre. Så gik jeg ind på min stue, tog tøjet af og lagde mig under dynen. Jeg faldt i søvn med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...