Sort Rose, Hvid Due

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2016
  • Opdateret: 9 apr. 2017
  • Status: Igang
I denne historie møder vi Stephanie. Stephanie er en ung pige, som har selvmordstanker og har flere gange forsøgt selvmord, men benægter, at hun har det dårligt, når andre spørger hende eller tilbyder hende hjælp. Hun møder dog Hans, en ung psykolog, som tilbyder, at hjælpe hende og Christian, Manden fra hendes drømme. Kunne 1 af de to hjælpe hende med at finde den lykke, hun så længe har søgt? Eller skal der helt andre midler til?

3Likes
6Kommentarer
635Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Selvmordsforsøg nummer 6

Da jeg vågnede næste morgen havde jeg det rigtig skidt, så vendte mig i sengen og lukkede øjnene igen. Jeg døsede hen men kunne ikke sove, så tænkte, at jeg bare ville stå op. Jeg gik ind i stuen og satte mig i min lænestol, efter jeg havde lavet en kop te. Jeg sad og tænkte på, hvad jeg skulle lave i løbet af dagen, da jeg besluttede, at jeg bare ville slappe af hele dagen, da det bankede på døren. Det var Hans. Jeg åbnede døren og da jeg så, at det var ham sagde jeg: ”Du giver bare ikke op, var?”. Han smilede og sagde: ”Nej, for jeg ønsker virkelig, at hjælpe dig, Stephanie”. Så smækkede jeg døren i hovedet på ham mens jeg sagde: ”Skrub af!”, låste døren og gik ind og satte mig i lænestolen og fortsatte med, at drikke min te.

 

Jeg lænede mig tilbage i lænestolen og tog min dagbog frem, men da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive i den, lagde jeg den væk igen. Så lænede jeg mig tilbage og lukkede øjnene. Jeg kunne dog ikke falde i søvn, så åbnede øjnene igen og satte mig lidt frem i lænestolen. Jeg besluttede mig for, at ordne hjemmet, selvom jeg ikke havde overskud til det. Jeg begyndte først, at rydde op. Så fejede jeg gulvet og derefter vaskede jeg det. Så besluttede jeg mig for, at tage opvasken, nu jeg var i gang. Men opvasken tog næsten en time, da jeg holdt pauser hele tiden, fordi jeg ikke kunne magte det. Jeg kiggede på uret og så, at klokken kun var halv ti om formiddagen. Hvad skulle jeg nu lave? Jeg havde ikke lyst til at gå en tur, eller i det hele taget, komme udenfor.

 

Jeg satte mig i min lænestol og kunne mærke, at selvmordstankerne pressede sig på. Jeg begyndte at græde, mens tankerne kørte på, hvordan jeg dog skulle tage mit eget liv. Jeg tænkte på, at jeg kunne hænge mig selv, eller måske hoppe ud foran et tog. Jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere ulykkelig, mens jeg sad og tænkte på forskellige metoder. Jeg gik ud og hentede en kniv ude i køkkenet og gik ind og satte mig i lænestolen, med kniven i hånden og tårerne løbende ned af kinderne. Jeg tog kniven og begyndte at skære i mit håndled. Jeg kunne mærke smerten fordele sig på armen, efterhånden som jeg skar flere steder rundt omkring på armen. Kunne mærke blodet løbe ned ad armen, ned til hånden og derfra dryppede det ned på gulvet. Jeg kunne mærke, at smerterne indeni blev lidt nemmere at håndtere i takt med, at de kom ud på kroppen og jeg kunne ikke længere mærke tårer trille ned ad min kind.

 

Jeg hentede et håndklæde, som jeg viklede omkring armen og gik ud og vaskede kniven af og lagde den på plads. Jeg satte mig ind i min lænestol og satte mig tilbage og lukkede øjnene og faldt i søvn.

”Jeg løb en tur på stranden. Pludselig standsede jeg, da jeg så ham kom løbende imod mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle standse, eller løbe videre. Jeg blev stående og kigget forundrende på ham. Hans muskler, der bevægede sig i takt med han løb. Hans halvlange hår, der bølgede, og svævede i vinden. Hans grønne øjne, der lyste op i solens skær og hans smukke hud, der nærmest strålede af glans”.

Jeg vågnede med et sæt, da det igen bankede på døren. Jeg tog en langærmet bluse på, der dækkede armen og gik ud for, at åbne. Det var Christian. Jeg smilede blidt da jeg så ham og sagde nervøst: ”Øh, hej Christian… Hvad … Hvad vil du?” Han smilede og sagde med en blid stemme: ”Hej Stephanie, må jeg komme ind? Der er noget vi skal snakke om”. Jeg kiggede på ham og sagde: ”Jeg har egentlig ikke lyst til gæster i dag. Kan du komme igen i morgen?” og han svarede: ”Det er meget vigtigt!” Jeg besluttede, at lukke ham ind og viste ham til rette i sofaen og placerede mig selv i min lænestol. Jeg drejede lænestolen, så jeg kunne kigge på ham.

 

Han kiggede på mig med et meget bekymret blik og sagde: ”Jeg har haft besøg af en, der hedder Hans og han fortalte mig, at du havde smækket døren i hovedet på ham. Og så fortalte han også, at du så meget trist ud, da han var her, så selvom jeg ikke kender dig endnu, blev jeg meget bekymret og skyndte mig herhen”. Jeg kiggede på ham og sagde med en lidt vred stemme: ”Ham Hans, skal ikke blande sig i, hvordan jeg har det og ikke har det! Det rager ikke ham! Og så skal han ikke gå til dig og fortælle at jeg ikke har det godt! Jeg har det fint!”

 

Han kiggede forarget på mig, men sendte mig et forsigtigt smil og sagde: ”Hvis du har det fint, hvorfor bliver du så, så vred over, at han er kommet til mig med sine bekymringer? Hvis du virkelig har det fint, er der jo ingen grund til, at hidse sig op over det!” Jeg kiggede på ham og sagde, med en lidt mere rolig stemme: ”Du må tro på mig. Jeg har det helt fint. Men jeg vil gerne have ro nu, så jeg vil bede dig om at gå”. Han rejste sig op og begyndte, at gå hen mod døren, men vendte sig om imod mig og sagde: ”Inden jeg går, vil du så være sød, at trække op i ærmerne og vise mig dine arme?” Jeg kiggede ondt på ham og svarede: ”Nej!” Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ”Hvis du ikke har noget at skjule, burde det ikke være et problem!” Jeg trak ærmerne op, og da han så sårene på armen, kiggede han meget chokeret og bekymret på mig og sagde: ”Du har det jo ikke fint! Så ville du ikke gøre sådan noget!” Jeg sendte ham et forsigtigt smil og sagde: ”Jeg gør det når jeg er helt nede for, at få det fint igen. Jeg har det fint nu og har ikke planer om, at gøre noget, men jeg vil bede dig om ikke at fortælle det til Hans! Jeg gider ikke have ham rendende!” Han nikkede og gik sin vej.

 

Jeg låste døren efter ham og satte mig i lænestolen. Så begyndte jeg, at græde igen. Men denne gang var det ikke nok ’bare’ at gøre selvskade. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg gik ud i skuret og fandt et reb. Så tog jeg det med ind, låste døren igen og satte mig i lænestolen med rebet imellem mine hænder. Jeg begyndte at lave en lykke på rebet, og bandt det derefter fast til en bjælke i loftet. Jeg hoppede ned af stolen og gik hen for at sikre mig, at døren var låst. Så gik jeg tilbage og stillede mig på stolen og tog lykken om halsen og strammede den til. Jeg kunne mærke, at jeg var klar til, at forlade denne verden. Jeg hoppede ned af stolen, med rebet godt strammet om halsen og mens jeg hang der kunne jeg mærke luften forlade mine lunger langsomt.

 

Døren blev sparket ind og jeg kiggede derhen. Det var Hans igen. Han løb hen til mig og løftede mig op på stolen. Så løsnede han lykken om halsen og fjernede rebet omkring min hals og bar mig over i sofaen. Jeg begyndte at græde og kiggede forsigtigt på ham og sagde med gråd i stemmen: ”Jeg har brug for din hjælp. Vær sød at hjælpe mig!” Han smilede bare og bar mig ud i bilen og så kørte vi væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...