Sort Rose, Hvid Due

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2016
  • Opdateret: 9 apr. 2017
  • Status: Igang
I denne historie møder vi Stephanie. Stephanie er en ung pige, som har selvmordstanker og har flere gange forsøgt selvmord, men benægter, at hun har det dårligt, når andre spørger hende eller tilbyder hende hjælp. Hun møder dog Hans, en ung psykolog, som tilbyder, at hjælpe hende og Christian, Manden fra hendes drømme. Kunne 1 af de to hjælpe hende med at finde den lykke, hun så længe har søgt? Eller skal der helt andre midler til?

3Likes
6Kommentarer
657Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Det første møde

Da jeg vågnede, næste morgen, havde jeg en meget slem hovedpine, så jeg ville gå på apoteket for, at købe nogle hovedpinepiller. Jeg gik ud af døren og ned gennem gaden i byen, men stoppede brat, da jeg så ham. Manden fra min drøm. Hans halvlange hår der bølgede og svævede i takt med han gik. Jeg kiggede forundrende på ham, men da jeg så, at han også kiggede på mig, kiggede jeg ned i jorden. Han kom hen imod mig, med raske skridt og stillede sig foran mig. Jeg kiggede op på ham igen. Da han stod foran mig kunne jeg se, hvor høj han egentlig var. Og jeg kunne se hans funklende, grønne øjne, der lyste op i solens skær. Han smilede med et meget charmerende smil og jeg smilede forsigtigt igen. Han åbnede munden og sagde: ”Hej. Jeg hedder Christian. Hvad hedder du?”. Jeg kiggede på ham og svarede med en nervøs stemme: ”Jeg… Hedder… Stephanie…”. Han smilede blidt og sagde: ”Hej Stephanie, hyggeligt at møde dig”. Jeg smilede blidt igen og mit blik, mødte hans.

 

Jeg begyndte at vende mig om, for at gå hjem, da han tog fat i min arm og sagde: ”Stop. Vent. Du går vel ikke allerede?”. Jeg vendte mig om og kiggede på ham og svarede: ”Jeg har ting, jeg skal nå. Ting der skal ordnes”. (Det var en løgn, men jeg var så forblændet af ham, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige). Han kiggede på mig og spurgte så, om han måtte komme med mig hjem. Bare en times tid og jeg svarede, at det ikke passede så godt i dag. (Det var også en løgn. Jeg havde bare ikke lyst til gæster). Jeg vendte mig om og begyndte at gå hjem af. Jeg havde glemt alt om de hovedpinepiller, jeg skulle købe og da jeg kom i tanke om det, var jeg allerede nået hjem.

 

Jeg besluttede mig for, at sætte vand over til te, da det pludselig bankede på døren. Jeg gik ud for at åbne og så, at det var Hans der stod ude foran. Jeg lukkede ham ind og han satte sig i sofaen. Jeg rakte ham en kop te og tog selv en kop og satte mig i lænestolen. Hans kiggede på mig og brød så stilheden: ”Stephanie. Jeg har overvåget dig lidt de sidste par dage og har lagt mærke til, at du ofte laver de samme ting, hver dag. Du er meget deprimeret og laver derfor ikke rigtig noget, og du sover rigtig meget. Har jeg ret i, at det er for, at få selvmordstankerne væk?”. Jeg nikkede og han fortsatte: ”Jeg har villet snakke med dig om, at begynde din behandling, hvis du har lyst, men det kræver, at du er væk hjemmefra et stykke tid, da du vil blive indlagt på en psykiatrisk afdeling”. Jeg kiggede på ham, mens han snakkede og svarede så: ”Jeg har ikke brug for hjælp! Jeg har det helt fint!” Jeg lød nok mere vred, end jeg lige havde regnet med.

 

Han satte sin kop hårdt ned i bordet og sagde med en blid og rolig stemme: ”Jeg tror du benægter, at du ikke har det godt. Men det er dit valg. Mit tilbud står åbent, hvis du skifter mening”. Han rejste sig op og gik ud, af døren. Jeg rejste mig op og låste døren efter ham. Jeg var så rasende, at jeg ikke ville have flere gæster nu. Jeg satte de to kopper ud i køkkenet og gik i seng. Jeg lagde hovedet på puden og faldt i søvn med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...