Sort Rose, Hvid Due

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2016
  • Opdateret: 9 apr. 2017
  • Status: Igang
I denne historie møder vi Stephanie. Stephanie er en ung pige, som har selvmordstanker og har flere gange forsøgt selvmord, men benægter, at hun har det dårligt, når andre spørger hende eller tilbyder hende hjælp. Hun møder dog Hans, en ung psykolog, som tilbyder, at hjælpe hende og Christian, Manden fra hendes drømme. Kunne 1 af de to hjælpe hende med at finde den lykke, hun så længe har søgt? Eller skal der helt andre midler til?

3Likes
6Kommentarer
659Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Den første tid

Jeg sad på mit værelse, og græd som jeg plejede. For jeg var endnu engang blevet mindet om, at jeg ikke duede til noget. Jeg hadede mit liv, hvilket også var en af grundene til, at jeg flere gange havde forsøgt på selvmord. Jeg var træt af livet, træt af, at være ensom. Jeg ønskede bare, at få fred. Men der var mange ting at tage hensyn til.

 

Jeg var en pæn pige. Høj, slank, langt, lyst hår og lyse, blå øjne, men alligevel havde jeg ikke nogen, at dele min hverdag med. Jeg håbede, at der en dag ville komme en, der kunne tage mig væk fra min ensomme verden, og give mig den lykke, jeg så længe havde søgt.

 

Jeg valgte, at gå en tur, for at klare tankerne op. Siden mit sidste selvmordsforsøg, har jeg ikke kunnet fokusere på noget som helst. Jeg kan ikke engang klare en simpel opvask eller oprydning. Jeg gik en tur langs skinnerne, og samlede tankerne, men kunne mærke da jeg gik, at jeg ikke havde lyst til at leve mere, så jeg overvejede at stille mig ud på skinnerne og lade toget komme og køre mig ned.

 

Jeg stillede mig ud på skinnerne og stod der et godt stykke tid, før jeg kunne høre toget fra en lang afstand. Men da jeg så toget nærme sig, fortrød jeg min handling, og hoppede ud til siden, og lod toget køre forbi. Så gik jeg hjem.

 

Da jeg kom hjem tændte jeg op i pejsen, og satte en gryde med vand over til te. Tanken om en varm kop te varmede mig meget, og jeg glædede mig til at mærke den varme te, hele vejen ned igennem halsen. Da vandet kogte, tog jeg det af og hældte en kop op, med det te pulver, jeg allerede havde puttet i koppen og rørte rundt. Jeg satte mig i en blød stol med den varme kop te i min hånd, og tænkte over, hvad der nu skulle ske. Mørket faldt på, mens jeg sad der i stolen og tænkte og jeg besluttede, at gå i seng. Jeg lagde hovedet på puden og faldt i søvn med det samme.

 

Jeg vågnede tidligt næste morgen, ved at solens stråler stod ind igennem vinduet og varmede min kind. Det var årets første sommerdag. En dag, jeg ikke havde glædet mig til, da det ville betyde mange mennesker i byens gader. Jeg valgte, at gå en morgentur, men den blev kort, da jeg ikke kunne overskue alle de mennesker, der allerede var ude for, at gøre dagens indkøb. Jeg skyndte mig hjem og låste døren med det samme jeg kom indenfor. Jeg ville ikke have gæster i dag.

 

Jeg satte mig i stolen og tog min dagbog frem. Jeg sad med den i hånden, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle skrive i den og kom frem til, at jeg egentlig ikke havde noget at skrive om, så jeg lagde den væk igen. Jeg lænede mig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Jeg døsede hen og faldt i søvn.

”Jeg løb en tur på stranden. Pludselig standsede jeg, da jeg så ham kom løbende imod mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle standse, eller løbe videre. Jeg blev stående og kigget forundrende på ham. Hans muskler, der bevægede sig i takt med han løb. Hans halvlange hår, der bølgede, og svævede i vinden. Hans grønne øjne, der lyste op i solens skær og hans smukke hud, der nærmest strålede af glans”.

Jeg vågnede ved, det bankede på døren. Jeg åbnede øjnene, og rejste mig op, og gik hen og åbnede døren. Udenfor stod en mand. Han var fuldstændig gennemblødt og jeg opdagede, at det var begyndt at regne, mens jeg havde siddet og sovet. Jeg spurgte manden, hvad han ville og han kiggede mig i øjnene, og smilte blidt da han svarede: ”Ser du, unge dame. Jeg søger blot ly for natten og hvis det ikke er for meget forlangt, et lille måltid mad”. Jeg kiggede på ham, og smilte tilbage, da jeg bød ham indenfor. Jeg tændte endnu engang op i pejsen og satte vand over til te. Jeg gav ham et håndklæde, han kunne tørre sig med, og tilbød ham en kop te, da han var tør. Så tændte jeg komfuret og begyndte at lave mad til os. Jeg lavede svensk pølseret og da det blev serveret, spiste han som om, at det var det eneste måltid han havde fået i lang tid. Da vi havde spist tog jeg af bordet, og vaskede op. Han skulle ikke se, at jeg ikke havde det godt og egentlig ikke havde overskud til, at han skulle være her og jeg skulle rydde op og vaske op efter maden. Han lagde sig på sofaen og faldt straks i søvn. Jeg hentede et tæppe og lagde over ham og så gik jeg selv i seng. Da jeg lagde hovedet på puden, faldt jeg straks i søvn.

 

Næste morgen da jeg vågnede og kom ind i stuen, var manden væk. På bordet lå en besked, hvori der stod: ”Tak for god behandling og et rigtig lækkert måltid mad. Det skal jeg sent glemme. Du har fået en plads i mit hjerte. Kærlig hilsen Hans.” Jeg kiggede beskeden igennem et par gange, og lagde den så væk, med en varme i hjertet, jeg ikke havde følt længe. Jeg kunne mærke, at jeg håbede at manden fandt den samme venlighed, andre steder. Jeg valgte at gå en tur langs stranden. Og da jeg gik på stranden, så jeg Hans. Han sad ved strandkanten og kiggede ud på vandet. Jeg gik ned til ham og satte mig ved siden af ham. Han kiggede på mig og smilede blidt. Vi sad der et stykke tid uden at snakke sammen, hvorefter han pludselig sagde: ”Jeg kommer i tanke om, at jeg aldrig fik spurgt om dit navn”. Jeg kiggede på ham og svarede ham med en meget blid stemme: ”Mit navn er Stephanie”. Han smilede igen og kiggede ned i jorden, og sagde: ”Stephanie, jeg er meget taknemmelig over det, du gjorde for mig i går. Der er meget få mennesker, der vil tage sig tid og overskud til at hjælpe en fremmed mand, og lukke ham ind i deres hjem. Det betyder utrolig meget for mig, men der er noget jeg må fortælle dig”. Jeg kiggede nysgerrig på ham og han fortsatte: ”Jeg er ikke en hjemløs”. Jeg fik store øjne og blev ligbleg i ansigtet, men dette lagde han ikke mærke til og han fortsatte bare: ”Jeg er en psykolog, som tager hjem til udsatte unge, der bor for sig selv, hvor jeg udgiver mig for en hjemløs, for at se, hvordan de reagere på nye og uvante situationer. Jeg kunne se på dig, at du holdt overblikket, trods overskuddet ikke var der”. Så stoppede han og jeg sukkede dybt og kiggede ned i Jorden. Så kiggede jeg op på ham igen og svarede: ”Jeg hjælper gerne folk, overskud eller ej”. Han smilede blidt og sagde: ”Jeg tilbyder gratis hjælp, til udsatte unge”. Jeg kiggede forundrende på ham og gispede: ”GRATIS???” Han rejste sig op for, at gå, men inden han gik, vendte han sig og kiggede ned på mig: ”Tænk over det og kontakt mig, hvis du kunne få brug for det”. Så gik han.

 

Jeg sad der et stykke tid og kiggede ud over vandet, mens jeg tænkte over, hvad han havde sagt. Så rejste jeg mig op og gik hjem. Da jeg kom hjem, satte jeg mig i stolen, med en kop te og tænkte videre over det, Hans havde sagt. Jeg begyndte at græde og tænkte, at der var da ikke nogen, der kunne hjælpe mig, uanset hvor meget de prøvede. Men jeg besluttede mig alligevel for, at ringe til ham. Jeg løftede røret og indtastede hans nummer, og den begyndte at ringe op, men den gik på telefonsvarer. Jeg skyndte mig at lægge røret på og tænkte ved mig selv, at det var nok fordi han ikke ville hjælpe mig alligevel. For hvem ville dog hjælpe, sådan en ung, dum pige som mig. Jeg gik ind og lagde mig i sengen og tog min dagbog frem og begyndte at skrive om min dag, og hvad jeg havde oplevet. Da jeg var færdig, lagde jeg dagbogen væk, lagde hovedet på puden, men havde svært ved, at sove. Jeg begyndte at tælle fra 1 og op mod 1000 og da jeg nåede til 356 faldt jeg endelig i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...