No title found

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

2. Lidt dejlig

Lidt endnu, lidt mere, lidt oftere, lidt større, lidt bedre...

I et samfund som er lidt for effektiviseret, er det her, det eneste musik der spiller i industriens øre.

Her sidder jeg så i et klasselokale. Et klasselokale med dårlig ventilation, vinduer der ikke må åbnes og radiatorer der er defekte. En perfekt eksempel på et klasse lokale i den danske velfærdssamfund. Er det ikke mærkeligt at tænke på? Tænk engang at vi synes vi har det så dårligt, så tænk på dem der har det værre end os. Er det ikke bare en ulykkelig portration af vores samfund. Ikke engang de lykkeligste er lykkelige. Men ville det gøre os lykkelige at være lykkelige? Vil det gøre os lykkelige at leve i et samfund hvor vi ingen rygrad har? I et samfund hvor vi aldrig har haft udfordring? Jeg ved det ikke, min samfundsfags karakter er kun 4. Det jeg ved er at jeg bare gerne vil væk. Jeg vil gerne ud af klasselokalet. Ned i gården. Jeg løber længere og længere væk. Realiteten er at jeg egentlig gerne vil bliver. Dem der sidder i lokalet er venlige nok. Men nu vil mine ben ikke længere. Det er ikke mig der vælger det, min ben gør det af sig selv. Jeg kan ikke styre det.

Jeg går ned af en grusvej. Det gule sand blandet med stenene deri knaser under mine såler. Raps markerne står i flor så langt jeg kan se. I vejbredden vokser planterne vildt. Det her er intet som en villavej. Det her er hjem, her hører jeg til. Solen banker nådesløst ned i nakken på mig. En nordboer som mig er ikke vant til sådan en varme, men det er alligevel endnu en løgn, jeg bilder mig selv ind, varmen kommer igen vær år. Fuglene kvidrer, her er ingen træer i nærheden, de er her kun for maden. Mennesker er de samme, vi har bare folk til at transportere vores mad i stedet. Sveden drypper ned af min næse, jeg har for meget fedt på kroppen. Jeg vil gerne tabe mig, men det er ikke fordi at jeg ikke motionerer og det er heller ikke fordi jeg spiser usundt. Gud vil have at jeg er sådan her, buttet uden at være fed.

En brise lægger sig over landet, blæser håret væk fra ansigtet og køler hele min krop. Jeg strækker mine hænder ud og mærker vinde omkring mig. Det er min eneste trøst i denne nådeløse varmebølge. Mit brune hår flagrer i vinden, imens jeg stadigvæk går fremad. Et skridt efter det næste skridt... Og så lidt endnu. Vinden stopper og min beskyttelse er væk. Solen banker ned i nakken på mig igen. Jeg går endeløst uden en destination, for det er nemlig noget jeg gør og som jeg altid har gjort. Solen går ned over markerne, det er først nu, at jeg opdager, hvor sent det er blevet. Mine fødder gør ondt og jeg har egentlig ikke lyst til at gå mere. Jeg sætter mig ved en klynge træer. Solen er næsten gået ned nu, men det gør ikke noget, nætterne bliver ikke mørke.

Selvom nætterne er lyse og temperaturen varm, så ønsker jeg mig tilbage. Jeg ønsker at mit liv ikke var så styret af min impulser. Jeg ville ønske at min krop lod vær med at gøre alt hvad jeg tænker. Jeg vil for en gangs skyld bare gerne kunne tænke handlingen igennem. Sådan vil gud ikke have at jeg er, derfor lader jeg vær. En tåre triller lydløst ned af kinden på mig. Det er lige her, lige her dette sted kan jeg vise mine følelser. Lige her kan jeg vise, at jeg rent faktisk har følelser, og at jeg ikke bare er en kynisk robot, der monotont skriver det rigtige svar ned. Jeg begynder at rive i dellerne på min mave. De er blevet mindre siden sidst men ikke små nok endnu. Han banker på min dør, jeg lukker ham ind og nu står selvhadet i min køkken igen. Jeg lovede at jeg vil holde ham ude denne gang. Jeg lovede ikke bare mig selv, jeg har lovet flere personer, at jeg ikke vil lukke ham ind. Igen har jeg været for svag, igen står han i mit køkken og igen skuffer jeg. "Agnes!" der er en der kalder. Jeg er væk og kan ikke vejen hjem. Det er det der sker, når man er så impulsstyret, man løber sin vej uden at se sig om og bliver ved med at løbe, til man er godt og grundig væk. Nu tror jeg så at jeg er blevet fundet. Jeg læner mig tilbage og kigger op i natte himlen. Jeg sidder tavst, jeg vil ikke findes. Det er ligesom gemmeleg, jo længere jeg bliver her, jo længer kan jeg undgå de andre mennesker. Jo længer jeg bliver siddende kan jeg undgå mor, far, bror, lærerne, vennerne, pligterne, lektierne, timerne... Så længe de ikke finder mig, kan jeg undgå alt det dårlige, kedelige og tidskrævende.

Hans hoved dukker op sammen med et lys som blænder mig lige i fjæset.

"sluk lortet MAND!"

Han peger den hurtigt væk. Jeg ved hvem det er, men når jeg ser hans ansigt springer mit hjerte et slag over. Stemmen passer helt klart med ansigtet. Jeg kan genkende det hele. De brune krøller, de blå øjne, brede skuldre, enkelt tøj men som stadigvæk ser god ud. Jeg kigger væk igen. Han går langsomt hen til mig, det irriterer mig. Behandler mig som om jeg er sart. Som om jeg ved en pludselig bevægelse vil stikke af. Jeg løber ikke min vej uden grund, men det er der ingen der ved, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe deres gættelege. Han sætter sig på hug foran mig. Jeg kan føle han knæ på mine skinneben, mine egne knæ har jeg trukket op til ansigtet. Jeg kan føle varmen igennem stoffet, natten har måske ikke været så lun som jeg troede. Jeg kan høre hans åndedrag, natten er mere stille end jeg husker. Hans åndedrag er hurtigere, end det plejer, han har sikkert cyklet hele vejen, måske løbet hvis han har været meget nervøs. Jeg ligger hovedet på knæene, det er en kamp om øjenkontakten, men jeg nægter at kigge på ham og lade hans blik gennembore mig. Med hans blik kan han se alle mine syndere, med hans blik kan han se at jeg har det svært, men endnu ikke forstå alt det svære. Hans blik kan meget, men det kan ikke hele mere end at putte et plaster på en pulsåre blødning. Nej han kan ikke forstå, for han blev født med alt givet til ham. Han blev født intelligent men ikke intelligent nok, sporty men ikke alt for sporty, populær men ikke overdrevet. Han blev født med nok men ikke for meget. Han vil aldrig kunne forstå et dilemma som min, for ham er det noget fra en anden verden. Jeg føler at han forsigtigt ligger sine ru hænder på mine kinder. Han aer forsigtigt min kinder. Det kan godt være at han er en stor dreng, men hans berøring er så følsomt som et fjer som svæver. Han lægger sin pande imod min. Den er svedig, hvis det ikke var fordi at øjeblikket følts så sårbart, ville jeg have skubber ham af mig. Jeg kan føle hans ånde ned på min mund, hage og hals. Det kildrer hvor den ramme, mens sommerfuglene i min mave blive gale og prøver at slippe løs. Jeg kan se på hans trøje at hans hjerte banker roligt. Hvorfor er det kun mig der føler sådan?! Kniven stikker mig dybt i maven, smerten er overvældende, tårerne presser på og jeg må stjernekigge lidt. Det er ikke så slemt mere, jeg er vandt til at blive stukket i. Han aer mig over kinden med den anden side af hans hånd.

"Dit hoved er for godt til at din uddannelse skal stoppe i 9".

Jeg kan høre ømheden i hans stemme.

"Skole er bare ikke noget for mig"

Min stemme er svagere, end hvad jeg havde troet. Sandheden som jeg siger rammer mig som et knytnæveslag lige i maven.

"men alting er bedre på gym! Det er en ting jeg lover dig"

"jeg vil ikke gym og gym vil ikke mig"

Han trækker sin pande væk fra min og kigger på mig med sørgelige øjne. Jeg får det næsten dårligt over hvad det er jeg siger.

"bare prøv ik?"

Han niver mig i kinden og rejser sig op. Han vender ryggen til mig, for at jeg skal følge efter. Han vender ryggen til, så jeg ved at det øjeblik vi lige havde er ovre. Nu skal jeg være normal igen, nu skal mine mure genopbygges og jeg skal være stærk og ikke vise det svære. Jeg smiler, selvom det er en løgn. Jeg er klar nu. Jeg går hen forbi ham. Jeg er klar, facaden er sat nu forhåbentlig bedre en før.

"Hvilken vej er hjem"

Han peger og jeg begynder at gå. Han cykler hen ved siden af mig og henviser til at jeg skal sætte mig  bagved.

"har du ikke vigtigere at tage dig til end at cykle rundt med et barn som mig?"

Han griner stille

"søde snøvs nu er det ikke fordi, at jeg gør det her, fordi jeg babysitter dig. Jeg gør det her som en ven. Desuden så sagde jeg bare til din far, at du var hos mig, da han spurgte hvor du var"

"jeg troede, at du havde for travlt med at lege med dine gymnasie venner til at være sammen med mig?"

Han kigger ned i jorden. Han ved godt at jeg har ret, selvom jeg driller ham.

"Det havde jeg også, men åh så søde snøvs, hvordan kunne jeg i al verden leve uden dig?"

Han rækker tunge af mig, imens han lige undgår et hul i vejen. Jeg skal lige til at sige noget, men han når at afbryde mig

"Hop nu bare op forhelvede!"

Jeg hopper op bag på og så flyver vi over grusvejene på hans mors gamle cykel. Kun os to. Jeg holder fast i hans trøje, jorden forsvinder hurtigt igen når jeg ser den. Han cykler hurtigt afsted. Han kører ikke engang langsommere op af bakken. Samme tempo igennem hele terrænnet med mig bagpå. Jeg lugter i snu til hans vide trøje. Han har aflyst en tennisaftale for mig igen. Jeg er bange for at blodet fra mine sår kommer på hans trøje. Jeg må holde det skjult, skuffelsen i hans øjne kan jeg ikke se mere af. Grusvejen bliver til asfalt, asfalt til gågade, gågade til vej, vej til villa beboelse. Forbi mit hus. Videre hen og så ned af en smutvej. Stopper først ude foran hans carport. Cyklen bliver stillet og låst til sin plads.

Jeg står i hans køkken. Vi skal have noget at se film på. Han ligger i sofaen og jeg står og fylder i skåle. Det føles normalt. Det er normalt. Det her er noget vi normalt gjorde. Vi gjorde det normalt 1 eller 2 gange om ugen. Så fik han travlt med fester og jeg fik travlt med andre ting. Vi ser kun hinanden 1-2 gang om måneden. Det ved jeg vel ikke noget om, det er kun en måned, siden vi stoppede med at være sammen så ofte. Jeg hører ham ikke før han har lang sine arme på mine skuldre. Hans vægt trykker mig ned. Jeg stoppe med det jeg laver. Hans arme begynder langsomt at glide ned fra mine skuldre.

"hvad laver du?!"

Jeg lyder næsten panisk.

"jeg har aldrig fået det her sagt, men snøvs du er en fantastisk god armlæn"

"ku du la vær?"

Jeg lyder irriteret, men inden i beder jeg til at han bliver ved. Enhver berøring skal nydes. Hans arme begynder at glide længere ned og lige som jeg tror at kontakten er brudt, samler han sine arme omkring mig. Han krammer mig bagfra. Han ånder mig i øret hvilket kilder så meget at jeg ryster. Han lægger sit hoved ovenpå mit. Han varmer min ryg. Jeg bliver helt stiv. Slap nu af. Men jeg kan ikke slappe af. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på hvor dejlig han er, selvom jeg ved at det ikke er det rigtige at tænke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...