December kaos.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 6 dec. 2016
  • Status: Igang
Siri får pludselig et godt og blåt øje til Alex da hun støder på ham og hans venner i en park. Venskabet mellem Alex og Siri vokser men Siri får pludselig andet at tænke på; "blokeret nummer" skriver pludseligt til hende og Siri føler sig utryg og bange. Kan hun balancere mellem frygten og den spirende kærlighed? Og hvem er "blokeret nummer"?

1Likes
0Kommentarer
328Visninger
AA

2. Som et skrællet æble.

 

 

2. December

 

Jeg var rædelssagen. Jeg kunne ikke rejse mig fra min seng uden at komme til at ryste over hele kroppen og konstant kigge mig over skulderen. Hver gang min mobil gad lyd fra sig, sprang jeg op og tog den i hånden, men turde ikke det mindste at kigge på skærmen. Når jeg så endelig fik taget mig sammen, bankede mit hjerte helt op i halsen på mig. Jeg fik kvalme, og min krop føltes klam og blottet. Jeg havde det som om at jeg var nøgen, at skrællen blev pillet af mig som et æble og at jeg ingenting havde for mig selv.

Jeg havde fået et par beskeder mere som den fra i går aftes.

Jeg havde fået en i morges der lød; “Wauw du står tidligt op!” blot 5 minutter efter at mit vækkeur havde ringet. Og senere endnu en; “Jeg kan godt lide den jakke, den klæder dig!”

Jeg var konstant på grådens rand, og jeg lukkede al kontakt af for andre mennesker. Jeg var simpelthen for bange for at være for åben og blotte mig endnu mere. Hver og en af mine kammerater i skolen kunne ligeså godt være blokeret nummer. De eneste jeg stadigvæk snakkede med var mine forældre, Melli og Alex. Jeg havde ikke fortalt nogen af dem om beskederne. Jeg følte ingen trang til at gå i dybden med problemet eller tænke på det. Jeg havde kun brug for det stikmodsatte; at glemme det hele.

Heldigvis havde jeg et par ting der var rigtig god til netop dét. Alex var en af dem. Vi skrev hver gang vi havde tid til det. Og vi havde overraskende meget af det. Jeg følte næsten allerede at han kendte mig bedre end mine veninder i skolen. Og vi havde alligevel kendt hinanden fra 0. klasse men Alex var så god til at lade en åbne sig og han havde heller ingen problemer med at åbne sig selv op.

Her til morges inviterede han mig også på Café til en kop varm drik. Jeg glædede mig vildt meget til jul. Jeg elskede hyggen, maden og generelt bare selve måneden hvor man bagte pebernødder, klejner og spiste risengrød eller gik rundt i byen der var fyldt med hyggelige julelys der lyste byen op mens man gik på gavejagt. Alex havde det på samme måde vidste jeg (og helt ærligt - sådan har alle det da! ALLE elsker jo julen!!) og det kunne tydeligt ses på ham; han var i godt humør da han trådte ind i den varme kaffe med handsker, hue og snedækkede støvler. Han sendte mig et smil fra døren af og jeg sendte et tilbage.

“Hej”, sagde han da han nåede hen til mig og kørte en hånd igennem hans hår.

“Hej”, svarede jeg.

“Ved du hvad du skal have?”, spurgte han med et smil.

Jeg nikkede. “Ja! Jeg skal bare have en kop varm kakao.” Det skulle jeg altid men det var så hyggeligt, synes jeg, så hvorfor ikke? Men han rystede på hovedet. Jeg rynkede panden.

“Nej?”

“Nej.”

“Hvorfor ikke?”

Han smilte. “Du bliver nødt til at smage deres julete.” Jeg åbnede munden for at fortælle ham at jeg ikke brød mig specielt godt om te men han afbrød mig; “Intet men! Om du så er allergisk overfor te eller ikke kan lide det så får du ikke lov til ikke at smage den! Stol på mig.” Han havde et glimt i øjnene og det fik mig til at smile. Jeg trak på skuldrene. “Okay så!” Han jublede og gik op til disken for at bestille to kopper julete.

Han vendte tilbage med et håbefuldt smil og rakte mig kruset. Jeg var bange for at skuffe ham og bed mig derfor hårdt i læben. Men der var ingen diskussion; så snart juleteen flød over mine læber var jeg solgt. Min begejstring gjorde Alex i et endnu bedre humør og han var helt oppe at køre. Jeg havde regnet med at det måske ville blive en smule akavet og med et par akavede tavsheder men vi kom ikke engang tæt på akavet. Vi snakkede, lo og drak mere julete. Min lørdag var pludselig blevet forvandlet fra kedelig til hyggelig og næsten perfekt. Men kun næsten.

Men hvorfor overraskede det mig ikke? Et lille stykke inde i vores hygge blev vi afbrudt af en bippen fra min mobil. Jeg frøs og blev stiv som et bræt. Min mobil bippede flere gange men jeg nægtede at kigge. ‘Ikke nu’, tænkte jeg. ‘Alting var lige så godt! Åh nej, ikke nu, ikke nu.’ Jeg gentog ordene igen og igen inde i mit hoved.

“Siri?” Jeg vågnede af min trance med et sæt. Alex så bekymret på mig med rynkede bryn. Skulle jeg sige det?

“Giv mig din mobil”, insisterede han. Jeg så forskrækket på ham. Han rakte hånden frem. Med rystende fingre og bankende hjerte tog jeg min mobil op af jakkelommen og gav den til ham. Hans øjne blev store da han læste beskeden - hvad end den så handlede om. Alt jeg vidste var fra hvem.

“Hvem er det her?”, spurgte han bidskt. Hans øjne mødte mine. Jeg rystede på skuldrene.

“Har du sagt det til nogen?” Jeg rystede på hovedet og han sukkede. Han lænede sig tilbage i sin stol og kørte endnu engang hånden igennem det krøllede hår. Han tog min hånd og kiggede mig dybt i øjnene.

“Vi finder ud af det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...