December kaos.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 6 dec. 2016
  • Status: Igang
Siri får pludselig et godt og blåt øje til Alex da hun støder på ham og hans venner i en park. Venskabet mellem Alex og Siri vokser men Siri får pludselig andet at tænke på; "blokeret nummer" skriver pludseligt til hende og Siri føler sig utryg og bange. Kan hun balancere mellem frygten og den spirende kærlighed? Og hvem er "blokeret nummer"?

1Likes
0Kommentarer
296Visninger
AA

3. En del af familien.

 

3. December

 

Alex holdt sit ord. Efter skole trådte han uventet ind ad min dør (min mor blev meget begejstret men jeg forsikrede hende at Alex bare var en ven) og insisterede på at vi skulle gå en tur. Så snart vi var trådt ud af døren bad han om min mobil. Jeg tog den op af lommen og gav ham den og han prøvede næsten alt fra øst til vest. Han forsøgte at blokere nummeret, ringe til nummeret (selvom man ikke kan) og prøvede at regne ud hvem der stod bag. Vi prøvede endda at lade mig sidde alene i parken mens Alex gik rundt og forsøgte at spotte en person som holdt øje med mig. Vi blev der i hele to timer. Alex ville have fortsat men jeg var blevet så kold og frossen at vi måtte gå hjem. Jeg fik hverken nogen besked eller Alex så nogen i parken og vi troede derfor at Blokeret nummer måske bare ikke var aktiv i dag men så snart vi forlod parken kunne vi se at vi tog fejl.

“Går I allerede hjem?”, lød beskeden. Alex blev endnu mere stædig.

“Lad os gå tilbage!”, sagde han.

“U-u-under i-ingen o-o-omstændighe-eder!”, hvæsede jeg med klaprende tænder. Han vendte ansigtet mod mig og da han så min rysten, mit blege ansigt og lillae læber, overgav han sig. Vi tog tilbage, hjem til mig for at få varmen igen. Vi kravlede under tæpper og dyner inde på mit værelses gulv og jeg lavede julete til os begge to. Teen var varm og min klapren holdt hurtigt op. Mine læbers normale farve vente også efter et lille stykke tid tilbage. Jeg følte mig tryg under min dyne ved siden af Alex’ varme krop hvilken var en følelse jeg havde savnet forbandet meget selvom der ikke engang var gået 48 timer siden den første besked.

“Hvad med politiet? Kan de ikke hjælpe os?”, spurgte Alex ud af det blå og jeg fik en slurk te galt i halsen. Han bankede mig let i ryggen indtil jeg kunne få vejret igen.

“Jeg tager det som et nej”, sagde han med et smil. Jeg rystede på hovedet.

“Jeg kender ikke den her person, Alex. Jeg ved ikke hvad han/hun er istand til. Om det blot er beskederne eller om det går længere og jeg er bange for hvad den her person kan finde på.” Jeg bed mig i læben.

“Men er det ikke netop bedst at kontakte politiet før det går over for vind?”

“Nej for hvad nu hvis det ikke lykkes for politiet at finde den her person som så vælger at blive endnu mere grovere og påtrængende netop fordi jeg gik til politiet?” Jeg var ved at blive utålmodig nu. Alex rynkede brynene og åbnede munden men jeg slog en hånd over mig.

“Drop det. Jeg har besluttet mig.” Jeg kunne se på ham at han var bestemt ikke tilfreds. “Jeg prøver jo bare at passe på dig.” Jeg skævede til ham og så at han kiggede mig i øjnene. Jeg rettede mig op.

“Det forstår jeg faktisk ikke.”

“Forstår ikke hvad? At jeg vil passe på dig?”

“Ja! Jeg mener vi har kendt hinanden i tre dage men du er åben som en åben bog og tager handling så snart du finder ud af hvad der er sket - hvorfor? Kunne du ikke bare hvad ligeglad?” Jeg sagde det meget barskt og skyndte mig at tilføje et lille smil.

“Hvorfor skulle jeg ikke? Da jeg mødte dig virkede du som en sød pige og da jeg fandt ud af hvilken situation du stod i kunne jeg da ikke bare efterlade dig dér i den situation.”

Jeg smilte. Her var en dreng der rent faktisk gjorde sig tanker om pigers følelser. Det var nyt.

 

Alex blev og spiste. Melli betragtede ham allerede som en storebror og også mine forældre var ret vilde med ham. Alex og min far kunne snakke om fodbold mens min mor og jeg kunne ‘vaske op’. I virkeligheden vidste jeg jo hvad det handlede om da min mor bad mig hjælpe med opvasken. Og det overraskede mig ikke at hun spurgte ind til forholdet mellem mig og Alex men alt jeg kunne fortælle hende var at jeg mødte ham da jeg fik det blå øje (hvilket man stadigvæk tydeligt kunne se med mindre jeg dækkede det med en masse makeup) og at vi var gode venner. Hun lød en smule skuffet men blev ved med at skæve til mig og ledte efter tegn på at jeg løj om mine følelser. Jeg tror hun havde svært ved at tyde det hos mig. Det skyldtes nok at jeg ikke selv helt vidste hvad jeg følte. Jeg kiggede på Alex fra køkkenet af og ind i stuen hvor han sad opslugt i en samtale med min far mens han legede med Melli. Når jeg sådan kiggede på ham, så han utroligt attraktiv ud; det krøllede år, de mangefarvede øjne og brillerne så, så søde ud at det var mærkeligt at jeg ikke havde fået noget for ham endnu. Men måske ville vi begge to bare være venner? Eller også havde Alex det på samme måde som mig; forvirret men nysgerrig. Èn ting var i hvert fald sikkert. Han havde vist nogen tegn på at han kunne lide mig. Var det et lille stik af skuffelse jeg kunne mærke da tanken gled ind? Jeg ved det virkelig ikke og jeg rystede på hovedet af mig selv. Han fik øje på mig bag min fars skulder og gav mig et lille smil. Jeg smilte tilbage og vi holdte øjenkontakten længe. Det forvirrede mig blot yderligere og det blev mig der rev blikket fra mig som den første. Melli studerede mig med et underligt blik og kiggede frem og tilbage mellem mig og Alex og prøvede at regne noget ud. Min mor ville heller ikke lade mig være med et par mistænksomme blikke så jeg skyndte mig at blive færdig med opvasken for endelig at kunne flygte ud af køkkenet. Vi blev færdige i det øjeblik at Alex meddelte at han skulle til at køre hjem. Min far tilbød at køre ham hjem men Alex afslog og sagde at han blev nødt til at tage sin cykel for han skulle bruge den til næste dag. Hele min familie samlede sig ved hoveddøren og betragtede ham tage sko og jakke på. Det var så kikset at da Alex gik ud af døren gik jeg med ham for at få en lille pause. Vi sagde ikke noget før han låste sin cykel op.

“Det var da meget hyggeligt”, sagde han. Jeg løftede mine øjenbryn i hans retning.

“Jeg mener det!”, sagde han.

“Mmm-hmmm.”

“Du synes måske ikke at det var hyggeligt?” Nu var det hans tur til de løftede øjenbryn. Jeg tøvede.

“Jeg synes bare at de snakkede med og om dig som om du allerede var en del af familien.”

Han løftede hovedet fra sin cykel og så mig i øjnene.

“‘Allerede?’” Jeg holdte vejret. Ups. Det var en smutter. Han ville ikke slippe mine øjne før jeg spurgte om han ikke skulle til at køre hjem da det var blevet kulsort. Han nikkede og kørte. Jeg vidste jeg havde ødelagt øjeblik og Alex vidste det også.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...