December kaos.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 6 dec. 2016
  • Status: Igang
Siri får pludselig et godt og blåt øje til Alex da hun støder på ham og hans venner i en park. Venskabet mellem Alex og Siri vokser men Siri får pludselig andet at tænke på; "blokeret nummer" skriver pludseligt til hende og Siri føler sig utryg og bange. Kan hun balancere mellem frygten og den spirende kærlighed? Og hvem er "blokeret nummer"?

1Likes
0Kommentarer
289Visninger
AA

1. Blåt eller godt øje?

 

1. December

 

Min latter rungede ud i den snefyldte park. Her var mennesker overalt. De myldrede omkring mig, farede forbi, skreg og lo i jubel og glæde, men mine øjne var kun fokuseret på Melli. Min lillesøster. Det var også svært at overse hende når hun havde krystalblå øjne som så utrolig store ud med hendes lille næse, som vi havde tilfælles, og hendes blonde hår fremhævede ikke mindst også hendes øjne. Jeg så hvordan flere kiggede efter hende når de løb forbi for at beundre hendes enkle og strålende skønhed. Hun var blot 6 år men man kunne allerede se på hende hvor smuk hun ville blive når hun nåede min alder.

Blandt andre 15 årige piger var navnet Siri ikke specielt populært. Jeg tror også at det blandt andet var derfor at mine forældre valgte netop det navn til mig. Det var nok også ag samme grund at de valgte Melli. På trods af at hun var yngre havde jeg altid misundet hende lidt for hendes skønhed. Ikke fordi at jeg just var grim; jeg havde krystaløjne som Melli, bare i en kaskade af blå og grøn og jeg havde hår der ikke var nær så lyst som Mellis dog stadig i kategorien ‘blond’. Melli og jeg var lidt noget for os selv. Det var også derfor det var så nemt at holde øje med hinanden i det kæmpe område. Vores øjne skinnede frem blandt alle huerne, vanterne og halstørklæderne der fræsede rundt og kastede sneen af på trods af at det ikke nyttet noget. Her i parken blev der kastet snebolde på tværs af ens hoved og man skulle passe på for ikke at blive ramt.

DUMP.

Apropo. Mellis snebold ramte mig lige på halsen og løb ind under mit halstørklæde, under min trøje og ned langs min mave. Dråberne var iskolde og jeg fik forfærdelige kuldegysninger og rystede over hele kroppen. Melli lo.

“Din lille møgunge!”, skreg jeg af hende men lo med. Hun hvinede og stak af. Jeg samlede en masse snebolde i min favn og løb efter hende. Hendes næsten hvide hår bølgede i en fletning bag hende. Da jeg var løbet tør for snebolde faldt Melli sammen af udmattelse og jeg omfavnede hende. Vi satte os begge på rumpen i sneen med hivende åndedræt. Vi kiggede hinanden i øjnene og lod latteren sprede sig imellem os. Vi sad der længe, bare og kiggede på hinanden og vores åndedræt der lavede små dampskyer i luften. Og med tiden kunne jeg mærke at der gemte sig et lag is under den sne vi sad på. Der var nok is i den her del af parken. Godt, Melli og jeg ikke havde leget sneboldkamp her.

Melli fjernede pludseligt sit blik fra mine øjne og kiggede bag mig; hendes øjne spærredes op i forskrækkelse og jeg vendte mig om da-

SMACK!

Endnu en snebold ramte mig og denne i lige midt på det højre øje. Og ligesom sneen vi sad på, så var der gemt en klump is under sneboldens lag af sne. Sne løb ind i mit øje, is skar i huden og det blev helt umuligt at åbne. Mine øjenlåg blev tunge og de blafrede som en sindssyg i forsøg på at åbne øjet. Smerten var forfærdelig og hele mit øje faldt tungt sammen og dunkede som en rasende. Jeg faldt så lang jeg var ned på sneen/isen. Melli skreg. Der lød døende latter og løbende fødder der kom nærmere og nærmere.

“Er du okay?”, stemmen lød bekymret og nåede mig idet de løbende fødder stoppede op foran mig.  

Jeg skubbede mig op at sidde, børstede sneen fra ansigtet og rejste mig op. Jeg satte hånden for øjet og kiggede på mit selskab. Det bestod af fem drenge, alle sammen på min alder (så det ud til) og så, så de utroligt godt ud, det måtte jeg give dem.

‘Det er fandme typisk’, tænkte jeg. ‘Når der rent faktisk er nogle pæne drenge der gider snakke med mig så står jeg i den her situation.'

Jeg sukkede og svarede; ‘øøhm… det tror jeg. Jeg ved det ikke helt.’

Jeg fjernede endelig hånden for øjet og væmmelsen blev tydeligt malet i deres ansigter.

“Er det så slemt?”, spurgte jeg?

Den ene af dem tøvede hvorefter han så rakte ud efter mig. Han tog blidt fat om min ene skulder og strøg forsigtigt sin finger over min kind. Han havde mørkebrunt hår der var krøllet fra rod til spids som stod i kontrast med hans øjne (der var en blanding af brun, blå og grøn) som blev gemt bag hans runde briller. Han så, godt ud det indrømmede jeg dybt inde i mig selv. Og i et splitsekund mødte hans øjne mine (eller nærmere kun det venstre) og mit hjerte sprang adskillige slag over, men jeg holdte masken.

Han studerede slaget.

“Dit øje er hævet og du får nok et blåt mærke men ingenting alvorligt. Det ser værre ud end det er.”

Han trak sig tilbage og så nervøst på mig med de mangefarvede øjne. Jeg vendte mig om og så Melli stå med et forvirret, træt og trist ansigt; hun trængte til at komme hjem under dynen med en kop varm kakao. Jeg tog hendes hånd, gav en hende et lille smil og trak hende tæt ind til mig.

“Tak for hjælpen”, svarede jeg.

“Du skal ikke takke os det er min skyld.” Det var en af de andre drenge. Ham her var blond. Samme nuance som mig. Næsten. “Det var min snebold og jeg beklager at det skulle gå ud over dig.”

Jeg trak på skuldrene og viftede med min frie hånd. “Ikk’ tænk på det, den slags sker.” Jeg pegede på den krølhårede; “Og som din ven sagde-”

“Alex”, afbrød han. Jeg nikkede.

“Og som Alex sagde, så ser det værre ud end det er, så det skal nok gå.”

Den blonde dreng nikkede langsomt og kiggede ned i jorden. Han skammede sig åbenbart stadig.  

“Nå men jeg må smutte nu, Melli her er træt”, sagde jeg og hentydede til min lillesøster der hang op ad mig, næsten i søvn. Jeg kiggede på Alex og tilføjede; “Tak for hjælpen.”

Han nikkede og de andre drenge begyndte at gå den ene vej hvorefter Melli og jeg traskede den anden vej.

Alex stod på usikre ben og tøvede endnu en gang før han satte efter os.

“Jeg glemte at spørge hvad du hed”, sagde han da han var nået op på siden af mig med et glimt i øjet.

“Siri”, svarede jeg.

Han nikkede.

“Det er specielt. Jeg kan godt lide det.” Han smilede mens vi banede vej mellem alle de legende børn og unge der stadig tumlede rundt. Jeg bed mig i læben i den akavede tavshed.

“Er det virkelig slet ikke så slemt med mit øje, som du sagde, eller sagde du bare det for, at berolige din ven?”

Han rystede på hovedet. “Det er ikke ret slemt. Og med lidt is på øjet er det væk på ingen tid.”

“Is??”, udbrød jeg forbavset. “Tror du ikke jeg har fået nok is?” Han lo en stille og sød latter der fik hans øjne til at stråle af varme. Men så rystede han på hovedet. Han tog et stykke papir frem af lommen, fumlede med en kuglepen og skrev sit nummer på papiret hvorefter han rakte det til mig.

“Det tror jeg ikke, nej. Så du må hellere ringe hvis du får brug for noget mere.” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var verdens dårligste scorereplik men jeg tog alligevel imod papiret, sagde farvel og tog hjem med min trætte Melli. Jeg lagde hende under hendes

dyne så snart vi kom hjem og hun sov efter 3 sekunder. Jeg fandt en pose frosne ærter, viklede dem ind i et viskestykke og trykkede det mod øjet. Som Alex havde forudset blev mit øje blåt. Vi skrev sammen hele aftenen og da jeg endelig lagde ærteposen og viskestykket tilbage, kravlede jeg glad og lykkelig ned under min dyne med en kildrende mave og en boblende følelse i hjertet.

 

Efter et par minutter i min bløde seng lød der en beskedtone fra min mobil. Jeg troede, det var Alex igen, men da jeg kiggede på skærmen, konstaterede jeg, at jeg havde taget fejl.

Blokeret nummer, stod der. Jeg rynkede min pande og mit hjerte bankede helt oppe i halsen på mig, da jeg gik ind for at læse beskeden.

“Stakkels Siri. Måtte gå hjem alene kun med en træt søster og et blåt øje. God bedring til dig og læg dig nu ned igen og sov.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...