Tidens jul

Hvad ville der ske, hvis jule tiden var ved at løbe ud?
Hvad ville der ske, hvis Julemandens hjerte ikke længere tikkede?
Rina som ikke længere tænker at Julemanden findes, får ændret sin opfattelse når tiden ligger i hendes hænder.
Kan Rina finde Julemanden i Tiden og give ham hans tikkede hjerte tilbage? Men hun kan ikke klare opgaven alene.


Konkurrence med julekalender 2016
Mulighed 2: Skriv en julekalender baseret på det overnaturlige

0Likes
0Kommentarer
344Visninger
AA

7. 7. December

Den sovende Rina lå uroligt på sengen, som smerterne skød op gennem hendes højre hånd. Sveden begyndte langsomt at forme sig på hendes pande og hun slår øjnene op med et skrig. Hendes højre hånd dunkede og hun så ned på den, men der var intet at se. Rina satte sig forsigtigt op og lagde sin venstre hånd mod sin pande. Hendes jadegrønne øjne kiggede uroligt omkring, men der er ingen andre end hende på værelset. Igen skød der smerte op gennem hendes hånd og hun vred sig i smerte.

`Nu det jul igen og nu det jul igen.´ Rina stoppede hurtigt uret og langsomt rejste hun sig. Hendes højre hånd hang ned langs hendes side, som hun bevægede sig gennem værelset. Kalenderen på væggen markerede tirsdag den syvende december. Rina gjorder sig langsomt klar til skolen, men smerte i hendes hånd aftog ikke.  

Hey Rina, jeg undskylder rigtig, rigtig, rigtig mange gange, men jeg kommer ikke i skole i dag :-( Jeg lover, at jeg gør det godt igen <3

En SMS ankom fra Freja og Rina så hurtigt beskeden, hun sukkede og svarede:

Bare kom i skole så snart du kan <3 <3

 

Samuel gik rundt i stuen og satte sig så ned på sofaen. Hans søster Sandalfon bevægede sig yndefuldt omkring, mens hun lavede deres morgenmad. Broren Rafael læste det nyligt ankommende brev sendt fra englenes kontor.

``De skriver at der ikke er et menneske ved det navn.´´ Rafael kiggede hen på Samuel, han virkede ikke til at være hel rolig.

``Samuel, du må finde ud af mere om hende. Er du sikker på hun hedder Rina Cecillia Jepsen?´´ Samuel nikkede og så afventede på Rafael.

``Tjek om menneskene har de samme fortællinger om hende.´´ Samuel nikkede og Sandalfon kom ind med maden.

``I er så alvorlige, I to er alt for alvorlige omkring vores opgave her på jorden. Slap af, lad os tage en flyve tur her i aften.´´ Sandalfon smilte roligt og gav Samuel en kop med te, hun gav også Rafael en kop te.

``Sandalfon, du kan godt glemme det. Vi har ikke tid til, at slappe af. Vi må finde den dæmon.´´ Rafael så alvorligt på Sandalfon, og vendte sig tilbage mod brevet.

``Vores bror er så alvorlig og så belastende.´´ Sandalfon smilte drillede og så hen på Samuel.

``Du skal snart i skole, så må hellere skynde dig.´´ Samuel nikkede og drak hurtigt teen.

``Vi ses i aften.´´ Samuel forsvandt ud af huset.

``Tror du, at denne Rina måske ikke er menneske?´´ Sandalfon satte sig ned på sofaen og så hen på Rafael.

``Det ved jeg ikke, jeg ville vide det hvis jeg mødte hende.´´ Rafael tog sig til hovedet og sukkede.

``Samuel er for ung til de her opgaver.´´ Et suk undslap hans læber og Sandalfon lænede sig lidt tilbage.

``Samuel skal nok klare sig, han er ikke dum.´´ Rafael nikkede som til at bekrafte det.

``Du har sikkert ret, Sandalfon.´´   

 

Seamus sad på sin plads som Rina bevægede sig ind i klassen og satte sig. Rigtig nok var Freja ikke til at se. Seamus lagde også mærke til dette og så hen på Rina, som hun sad der alene og kiggede ned i bordet. Vicky stillede sig foran Seamus og kiggede ned på ham.

``Hey Seamus, har du tid efter skolen?´´ Vickey lænede sig let ind over bordet og flirtede let med håret.

``Hej Vickey, ja har desværre planer for i dag.´´ Seamus så forbi Vickey og hen på Rina som var begyndt at finde en bog frem.

``Hey Vickey, har Rina nogle andre venner end Freja?´´ Vickey så mod Rina for så at se tilbage på Seamus.

``Der er ingen andre som nærmer sig hende, hun er for indelukket. Freja og Rina har været venner for næsten evigt. Jeg har aldrig set hende med andre end Freja.´´ Seamus nikkede af det hun sagde, men hans blik hvilede på Rina.

 

Rina kiggede ned i bogen og begyndte at læse videre på teksten.

Jeg glemte at fortælle hvor uret befinder sig. Jeg gemte uret i en æske, men æsken kan kun åbnes af de udvalgte. Urets kræfter er større end man kan forestille sig, og derfor må den ikke falde i de forkerte hænder. Jeg håber, at hjulet igen snart kan dreje og lade Tidens jul begynde på ny. Jeg håber, at ved, at starte hjulet igen vil Nicklas  komme til live. Start tiden, og stop dæmonen fra, at få uret. Jeg ønsker dig alt godt, held og lykke med opgaven.

Rina lukkede bogen og lagde den forsigtigt væk, hun kiggede kort op, kun for at møde Seamus’ blik. Han smilte let og rejste sig for at gå hen til hende.

``Hey Rina, hvad skal du i dag?´´ Seamus stillede sig ved hendes bord og så ned på hende, hun forholdt sig helt stille.

``Ingenting.´´ Rinas svar er kort og hun siger ikke mere.

``Vil du så være sammen i dag?´´ Seamus prøver at spørge hende, han prøver at få hende til at se på ham.

``Nej.´´ Igen er Rinas svar kort. Seamus nikkede roligt og satte sig ned ved siden af hende.

``Seamus, du kan ligeså godt opgive hende.´´ Vickeys stemme skære gennem lokalet og alle vender deres opmærksomhed mod Rina og Seamus. Rina gemte sig indeni sin hættetrøje og kiggede ned i bordet.

``Lad nu vær, jeg er ikke sådan en der opgiver noget jeg sætter mig for.´´ Seamus smilte med selvtillid og kiggede på Vickey som stillede sig lænede op af væggen i den ene ende af lokalet.

``Du ringer bare hvis du har brug for noget.´´ En flirtede tone lå i Vickeys stemme som hun igen vendte tilbage til hendes gruppe. Skolens mange timer gik med at Seamus prøvende, at holde en samtale med Rina, men det eneste hun svarede var korte svar som ikke kunne svare til et svar.

Da klokken ringede, forsvandt de andre elever hurtigt, men Rina var den eneste som sad tilbage i lokalet. Det var som om hun var sten. Men hvis man så godt på hende, kunne man se hvordan smerten vidste sig i hendes ansigt. Hun lagde den højre hånd på bordet, de sorte mønstre pulserede næsten som smerten skød igennem hende.

Seamus kiggede op mod lokalet nede fra gården og han sukkede roligt. Rina havde ikke været til at snakke med, og han havde prøvet alt. Seamus begyndte igen at gå, men han lagde ikke mærke til at Freja gik mod skolen. Freja kiggede mod lokalet og sukkede, hun kunne mærke det. Den var ved, at vågne.

 

>>`Drip … drip … drip …´ Det røde væske dryppede. En stemme begynder at tale.

``Væk mig, lad mig vise dig, hvad du gemmer.´´ Stemmen forsvinder.

`Drip … drip… drip…´ Tårerne triller ned af hud og drypper ned mod gulvet.

``Jeg vil vise dig sandheden, jeg vil give dig sandheden.´´ Stemmen er kun en hvisken som den forfører dig hen i mørket.

`Drip… drip… drip…´ Uret er dækket af det dryppede blod. <<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...