Tidens jul

Hvad ville der ske, hvis jule tiden var ved at løbe ud?
Hvad ville der ske, hvis Julemandens hjerte ikke længere tikkede?
Rina som ikke længere tænker at Julemanden findes, får ændret sin opfattelse når tiden ligger i hendes hænder.
Kan Rina finde Julemanden i Tiden og give ham hans tikkede hjerte tilbage? Men hun kan ikke klare opgaven alene.


Konkurrence med julekalender 2016
Mulighed 2: Skriv en julekalender baseret på det overnaturlige

0Likes
0Kommentarer
366Visninger
AA

20. 20. December

Winters skridt ned af trappen var tydelige, og Freja så op mod hende, hendes blik var vredt.

``Du skulle ikke starte hjulet!´´ Frejas mønstre begyndte at pulsere med en dunkede rytme, hendes vrede var tydelig.

``Men jeg kan stadig nå at ødelægge det!´´ Frejas skridt var hurtige som hun bevægende sig mod Winter.

``Freja, du vil skabe Kaos, hvis du ødelægger det.´´ Freja smilte roligt og nikkede.

``Kaos er det eneste rigtige for denne verden.´´ Samuel greb fat om Frejas arm og hun kiggede mod ham.

``Du kan ikke stoppe mig, engel!´´ Hun kastede han mod væggen og lyden af hans sammenstød genlød i kirken.

``Men så må jeg.´´ Winter stod foran Freja, begge deres mønstre pulserede og deres røde øjne gennemborede hinanden.

``Er du ikke bare en død en, åhh, jeg mente sød en.´´ Frejas smil var ondskabsfuldt og koldt.

``Er du virkelig sikker på det her valg, Winter? Du ved at du ikke har længe tilbage.´´ Winter nikkede afklaret til Freja.

``Men før det, tager jeg dig med mig.´´ De to dæmoner løb mod hinanden, deres negle længere end før gennemborede hinandens hud.

``Argh!´´ Deres smertelige hyl lød som verdens ende. De to kiggede på hinanden afklaret, begge var de klart på at død, begge var dette deres eneste kamp.

``Du burde dø nu!´´ Frejas vrede stemme var det eneste som kunne høres i kirken. De to satte af og igen ramte de sammen, neglene borede sig gennem deres hud, deres menneskelige hud. Lyden af deres åndedræt var der ikke længere, de var ikke længere mennesker, de behøvede ikke længere deres åndedræt. Deres menneskelige kroppe lå på gulvet, begge slappe.

``Lad os se, hvem der vinder.´´ Winter stemme var kold som hun satte af mod Freja. Kroppene der lå på gulvet blev beskyttet af Winter, Rinas krop blev beskyttet af Winter.

``Du burde have lært, hvordan man kæmpede!´´ Frejas negle borede sig ind i Winter. Blodet begyndte at løbe ned langs hendes arme.

``Du ved intet!´´ Winters negle borede sig ind i Freja. Begge var de klar til denne kamp, begge var de sikre på at vinde. Deres dæmon kroppe var forblødte, deres pulserende mønstre blandende sig med blodet. Deres kroppe lignede ikke længere dem selv, det var som om kroppene var deres pulserende hjerte.

``Kom an!´´ Frejas råb genlød i kirken og de to satte igen af. Deres negle borede sig gennem huden, begge tog de fat og hinandens hjerte, begge så de ind i hinandens øjne og hev.

 

Rina åbnede sine jadegrønne øjne, hun kiggede op på Samuel der sad ved hendes side.    

``Hvor er jeg?´´ Samuel smilte roligt til hende.

``En kirke i Paris i 1800-tallet.´´ Rina nikkede kort og så rundt, kirkens vægge var ikke længere hvide, det røde blod løb ned langs deres sider.

``Hvor er Winter og Freja?´´ Rina kiggede alvorligt på Samuel som kun kunne vende hovedet væk og pege. De to dæmon kroppe lå på gulvet, begge var de for revnede og forblødte. Den ene lignede Rina på en prik, undtagen det hvide hår og de halvlukkede røde øjne. Begge dæmoner holdte et hjerte i højre hånd.

``Hvorfor gjorder du det her, Winter?´´ Rinas blik som hvilede på Winter var omsorgsfuldt og kærligt, det var første og sidste gang hun så hende.

``Hun gjorder det for dig.´´ Samuel svarede hende, men hun vidste at det var forkert.

``Nej, hun gjorder det for hende selv. Hun ville bare se lyset en enkel gang.´´ Rinas stemme dryppede af sorg, hun vidste at Winter var god og havde hjertet på rette sted, men det vidste ingen andre.

``Hun gjorder alt det her for hende selv, hun vidste at hun måtte gøre det. Hun så sandheden i øjnene og så lyset.´´ Rinas smil var trist og hendes blik var på Winters døde dæmon krop.

``Vi må hellere finde Nickolas.´´ Rinas stemme var sikker og målrettet. Uret var begyndt at gå, begyndt at være i live. Samuel kiggede på hende og nikkede.

 

>>``Rina, tak for alt. Held og lykke…´´ Winters sidste ord lød som en hvisken og forsvandt i lyden af bølger. Alt var stille, ingen banken fra hjertet.<<    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...