Tidens jul

Hvad ville der ske, hvis jule tiden var ved at løbe ud?
Hvad ville der ske, hvis Julemandens hjerte ikke længere tikkede?
Rina som ikke længere tænker at Julemanden findes, får ændret sin opfattelse når tiden ligger i hendes hænder.
Kan Rina finde Julemanden i Tiden og give ham hans tikkede hjerte tilbage? Men hun kan ikke klare opgaven alene.


Konkurrence med julekalender 2016
Mulighed 2: Skriv en julekalender baseret på det overnaturlige

0Likes
0Kommentarer
368Visninger
AA

15. 15. December

Hestene banede sig vej ind gennem byen, de var nået deres mål: Paris. De ledte nu kun efter kirken, den kirke som ikke længere ringede julen ind.

``Hvor tror du kirken er?´´ Samuel henvendte sig roligt til Winter, som ikke engang så på ham, men svarede dog.

``I centrum, det er det eneste sted som kirken ville være gemt.´´ Samuel nikkede forstående og så rundt i gaderne. Winter styrede med lethed hestevognen gennem gaderne ind mod centrum. Men det hun ikke lade mærke til var menneskenes blikke på hende. Samuel lagde mærke til dette og holdte roligt øje med det hele. Menneskene virkede bange for hende, de virkede rædselsslagen for hende.

``Winter jeg tror der er noget i vejen.´´ Samuel kiggede mod Winter som nikkede roligt. Hun kunne godt mærke menneskenes blikke på hende.

``De ved, at jeg er en dæmon, det er grunden til, hvad de gør.´´ Samuel nikkede, men han var stadig urolig. Mennesker var farlige når de var bange.

``Slap af, der sker ikke noget. Det hele skal nok gå.´´ Winter prøvede at berolige Samuel, men hun var selv en smule bange. Det var hende de var efter.

``Vi må skynde os at finde kirken.´´ Samuel nikkede bekræftende. Men det var allerede for sent. Menneskede havde samlet sig om hestevognen, alle var de i bonde klæder og med våben. Winter så på dem og sukkede uroligt, hun havde haft det på fornemmelsen.

``Dæmon!´´ Menneskede skreg af hende og rettede hurtigt deres våben mod hende.

``Forsvind din forbandende dæmon!´´ Deres ansigter lyste med vrede, lyste med had. Winter rejste sig roligt op, hun så bare på dem og nikkede roligt til dem.

``Jeg skal nok forsvinde, men jeg skal først finde kirken der ikke ringer.´´ Hendes stemme kunne ikke høres for menneskene tilråb. Hun var ikke længere velkommen. Winter vendte sig mod Samuel og tog roligt hans hånd, i hendes anden hånd var uret og satte uret roligt i gang.

Alt omkring dem blev hvidt, deres kroppe føltes tynge og så lette. Deres syn fordrejet og så tilbage til almindeligt som de sat i Rinas seng på værelset.

``Hvorfor tog vi tilbage?´´ Samuel så anklagende på Winter som hun rettede på hendes tøj.

``Ville du gerne se Rina dø?´´ Samuel svarede ikke, selvfølgelig ville han ikke det. Men lige nu var det Winter han snakkede med og ikke Rina.

``Vi tager tilbage om nogle dage, når vi ved mere.´´ Det var det sidste Winter sagde, før hun faldt om på sengen og hendes hår ændrede sig tilbage til sort. Samuel så uroligt på den sovende Rina. Winter var forsvundet ligeså pludselig som hun var kommet.  

 

>>``Rina sov du bare videre, du behøver ikke tage dig af noget, jeg skal nok klare det hele. Jeg skal nok klare Freja og Samuel.´´ Stemme var næsten hendes egen, det var en stemme hun kun kendte alt for godt.

``Sov og lad mig klare det du ikke selv vil se. Sov og lad mig være dig.´´ Stemmen var kraftigere og mere bestemmende.

``Sov og glem alt om den virkelige verden.´´<<

 

Rinas åndedragt var uroligt, det var tydeligt at hun var i smerter. Det var tydeligt at hun kæmpede mod et eller andet. Samuel var allerede forsvundet, som hun slog øjnene op. Men hun var ikke alene i værelset, ikke alene.

``Rina, hvor har du dog været?´´ blikket der mødte hendes var koldt, men velkendt.    

``Freja…?´´

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...