Tidens jul

Hvad ville der ske, hvis jule tiden var ved at løbe ud?
Hvad ville der ske, hvis Julemandens hjerte ikke længere tikkede?
Rina som ikke længere tænker at Julemanden findes, får ændret sin opfattelse når tiden ligger i hendes hænder.
Kan Rina finde Julemanden i Tiden og give ham hans tikkede hjerte tilbage? Men hun kan ikke klare opgaven alene.


Konkurrence med julekalender 2016
Mulighed 2: Skriv en julekalender baseret på det overnaturlige

0Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

14. 14. December

Samuel vågner og kigger rundt i skoven, de valgte at overnatte der ude i skoven. Hestene stod og græssede, hvor det var muligt, men der var allerede kommet meget sne. Træernes grene bar sneen smukt som om de var pyntet til denne årstid. Winter rejste sig og begyndte at spænde hestene for vognen igen. Hun så hen på Samuel der mødte hendes blik.

``Kom så vi skal afsted, vi har ikke meget tid at spilde.´´ Winter hoppede op på vognen og kiggede lidt anklagende på Samuel.

``Vi har altså ikke hele dagen.´´ Samuel nikkede og satte sig op på vognen ved siden af Winter.

``Hvordan kan det være at Rina ikke kommer frem?´´ Winter så på ham, men hun sagde ingenting. Hun holdte Rina væk, det var hende som valgte at Rina skulle `sove´.

``Hun har nok ikke lyst til at komme frem.´´ Winters svar var roligt og stille. Samuel nikkede bare, forstod ikke, hvorfor Winter var tilbage holdende med svaret. Men godkendte svaret, da han ikke vidste bedre. Winter satte hestene i galop og vognen bevægede sig i høj fart videre gennem skoven med byen Paris.

Landskaberne ændrede sig, men sneen forandrede sig ikke, den lå over alle landskaberne som et dække. Som et hvidt slør der kun gjorder det, det gemte smukkere. Samuel kiggede rundt på landskaberne, tryllebundet til den virkelighed de stod overfor. Tryllebundet af det der umuligt kunne være sandt. Winter kiggede kort hen på ham, men kiggede hurtigt væk. Tidens ur hang om hendes hals og var som en byrde hun ikke ville give til Rina. Et ansvar som hun ikke kunne lagde Rina klare alene.

``Tror du Freja kan komme hertil?´´ Samuel kiggede på Winter, han var tydelig bekymret.

``Hun kommer når tiden er inde, hun vil finde en vej.´´ Winter tog ikke øjnene fra vejen, som hun svarede ham. Hendes røde øjne var så anderledes fra Rinas jade grønne øjne, men de lignede hinanden så meget.   

``Rina bliver ikke skadet af at jeg har kontrollen, slap af.´´ Winter kunne tydeligt mærke hans bekymring for Rina, men det eneste det gjorder, var at irriterer hende.

``Hun skal nok komme tilbage når jeg har klaret det her for hende.´´ Winter så kort på Samuel der nikkede roligt som svar. Winter følte, hvordan det hele faldt sammen, men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun var ikke den som han holdte af, hun var kun en skygge af den person som holdt hans hjerte.

``Vi når til Paris i morgen, så skal vi bare hen til kirken og finde hjulet.´´ Winter så frem for dem og holdte roligt øje med vejen og hestene. Bare de ikke behøvede at starte hjulet, så behøvede hun ikke forsvinde ind i Rina igen.

Hestene bevægede sig i hast som de galoppede gennem skoven og forbi landskaberne. Men hele tiden tænkte Winter på at hun ville forsvinde. Hele tiden tænkte hun på at hun aldrig ville se gennem disse øjne igen. Aldrig mere ville hun se, snakke, mærke eller føle. Aldrig mere ville hun være i ´live´. Hestene satte aldrig farten ned, de fortsatte med uændret fart mod Paris, mod hjulet og kirken.

 

>>``Kunne tiden stoppes bare for et minut, ville vi forblive der sammen. Kunne tiden stoppes for en time, kunne vi være sammen. Kunne tiden stoppes for et år, kunne vi forblive sammen. Kunne tiden stoppes forevigt, ville jeg aldrig miste dig.´´ Stemmen var bange og rystede, det var som om den ikke længere blev holdt sammen af noget.

``Holdes hjulet stoppet, vil tiden fryse og alting vil forblive. Holdes hjulet stoppet, ender juletidens tid.´´ Stemmen er urolig og bange, ikke længere en enhed, men delt.

``Kan alt forblive som i dette sekund? Kan vi fryse tiden for nu?´´ Stemmen dør ud og efter lader et ekko.<<

 

Winter kiggede over på Samuel, der havde hele sin opmærksomhed rettet med landskaberne som forsvandt forbi dem. Ville hun også blive som et forbi gående landskab? Ville hun også blive glemt efter et sekund? Winter frøs, hun så ikke længere på Samuel, bange for det hun følte, bange for det som kunne ske.

``Vi når til Paris i morgen…´´ Det var det eneste Winter sagde, det var det eneste hun kunne sige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...