Tidens jul

Hvad ville der ske, hvis jule tiden var ved at løbe ud?
Hvad ville der ske, hvis Julemandens hjerte ikke længere tikkede?
Rina som ikke længere tænker at Julemanden findes, får ændret sin opfattelse når tiden ligger i hendes hænder.
Kan Rina finde Julemanden i Tiden og give ham hans tikkede hjerte tilbage? Men hun kan ikke klare opgaven alene.


Konkurrence med julekalender 2016
Mulighed 2: Skriv en julekalender baseret på det overnaturlige

0Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

11. 11. December

Seamus åbnede sine øjne og kiggede hen på Rina, som stadig lå og sov på sengen.

``Rina…´´ Hans stemme var en hvisken, men Rina slog sine øjne op og kiggede tilbage på ham.

``Hvad er der?´´ Hendes stemme var svag og hendes øjne en smule matte. 

``Skal vi finde ud af, hvordan uret virker?´´ Rina nikkede og satte sig forsigtigt op, man kunne se smerterne i hendes ansigt som hun bevægede sig.

``Hvordan finder vi ud af, hvordan den virker?´´ Rina så lidt afskrækket ud, men så stadig Seamus lige ind i øjnene. Seamus smilte til hende og så på uret.

``Vi prøver os frem.´´ Seamus smilte udfordrerne til Rina som begyndte at grine, hendes ansigt havde nu kun en smule bleghed. Seamus satte sig hen ved siden af Rina og viste uret frem til hende, så de kunne tænke sig frem til nogle muligheder. Seamus sad i stilhed og tænkte så hans hjerne næsten var rødglødende. Rina så på uret og lod dens vægt væge i hendes hånd. Uret var smukt. Dens elegante ydre og dens gotiske stil var betagende. Rinas øjne kiggede på den og lagde mærke til skriften: Hjulet stoppede, hjulet drejede. Spol tiden og forandringen må ske. Rina så kort op og begyndte roligt at dreje på viserne. Året stillede hun til 1810, et sted inde i det århundred hvor klokken var stoppet. Datoen satte hun til den samme og hun lod uret begyndte.

`Riiiiing´

Lyden ekkoede igennem værelset og rummet blev tilsløret, deres kroppe gik fra, at føles lette til, at føles tunge. Vækkeuret gik baglæns, hurtigere og hurtigere. Husets vægge nedrives og opløses i den tynde luft, som om huset ikke længere fandtes. Solen stod op i vest og gik ned i øst, alt spores baglæns end til året stod på 1810. De to unge mennesker stod på den store gade, brostenene stoppede ikke hestevognene i, at køre så hurtigt de kunne. Mange af husene var nybyggende og pæne. Rinas blik landende på alle omgivelserne, hun var som tryllebundet til denne tid, et sted hvor hun ikke kunne tro, at virkeligheden ikke var der. Seamus så en smule sur ud, mest fordi han ville havde løst urets måde at virke på, men også fordi Rina lige havde fået dem til 1810 uden, at sige noget først.

``Rina, hvordan gjorder du?´´ Han så hen på hende, men hun kiggede ikke på ham. Hendes blik løb rundt på omgivelserne og hun begyndte at gå ned ad gaden. Sneen var faldet og deres tøj var ikke det varmeste.

``Rina, hvor er du på vej hen?´´ Seamus satte i løb for at nå hen til hende, men hun lyttede ikke. Hun stoppede ikke op, hun blev ved med at fortsætte ned ad gaden. Gaden blev smallere og smallere, kun et menneske kunne komme igennem nu, men dette stoppede i Rina. Rina fortsætte som om hun fulgte noget.

``Rina vent!´´ Seamus begyndte at løbe hurtigere og nåde op til hende, kun for at hun drejede ned af ved et hjørne.

``Rina!´´ Seamus tog fat i hende og vendte hende mod ham. Hendes normalt jadegrønne øjne var røde som blod, de var som kolde krystaller i en vinter nat.

``Rina…´´ Hans stemme var forsigtig, afventede. Hun smilte, men der var noget koldt over smilet.

``Samuel, du må være Samuel.´´ Rinas stemme var ikke længere hendes egen, hun var en anden.

``Hvem er du? Og hvor er Rina?´´ Personen som var i Rina kiggede på ham og lade hovedet let på skrå.

``Jeg er Winter. Rina sover lige nu og jeg vil ikke vække hende endnu.´´ Winter smilte, hun så på Samuel og lænede sig let op af muren.

``Hvad laver en engel som dig ved Rinas side, hun har ikke brug for dig. Hun har mig!´´ Winters stemme var kold, de røde øjne lå på Samuel. Ventede.

``Jeg vil hjælpe hende.´´ Samuel svarede roligt, han så ikke Winter som en trusel. Hun var jo en del af Rina.

``Hvis du vil hjælpe hende, så tag tilbage til jeres egen tid og bliv der! Du høre ikke til her i denne tid.´´ Samuels tanker stoppede kort.

``Men gør Rina?´´ Han spurte roligt Winter, hun lænede sig op af muren som om hun kun ventede på at dræbe ham.

``Ja. Hun vil altid være en del af tiden. Hun er barnet som kan ændre tidens grænser, hun kan skabe grænser i tidens rum.´´

``Hvad mener du? Hvem er Rina? Hvad er I?´´ Winter smilte.

``Rina er pigen som kan låse op for sandheden, låse op for virkeligheden, låse op for endeløsheden. Hun kan låse op for tiden. Hun er hans barn, tidsvogterens barn.´´ Winter kiggede på ham og smilte roligt til ham igen.

``Du ved hvad vi er, dæmoner. Men det er ikke Rina I engle leder efter på jorden, hun budte ikke være i din tid.´´

>>``Trine jeg elsker dig!´´ kvinden kigger på manden, hans jadegrønne øjne lyste smuk. Men hun vidste sandheden om ham.

``Jeg elsker også dig, men hun vil ikke stoppe med at lede efter dig. Hun vil finde vores barn.´´ Kvinden kigger ned på den lille pige, pigen sorte hår var sat op og de jadegrønne øjne var som mandens, faderens.<<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...