Sin fars datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Ylva har en meget stor hemmelighed, en der kan bringe mennesker omkring hende i fare, derfor holder hun andre, især mænd, på afstand.
Men så,støder hun helt bogstaveligt ind i skuespilleren Tom Hiddleston og han er ikke så nem at holde på afstand og endnu sværere at holde sig fra, men vil det bringe ham i fare ?
Og opdager Tom hendes hemmelighed ? En hemmelighed der vil vende op og ned på alt hvad han ved.


3Likes
0Kommentarer
1449Visninger
AA

2. "Min far gav mig navnet, han syntes det var sjovt"


 2 uger tidligere
 *Ylva POV*
 Ylva så sig i spejlet på vej ud af døren, hun tog sin kasket på, hun er på vej ud på,sin morgen løbe tur, det hjalp,hende med at klarer hjernen og holde fokus og det holdt hende i form, hvilket somme tider var ret handy.
 Hun startede på den sædvanlige rute, ned af gaden og ind i den locale park, hun holdt altid hovedet nede, hun havde ikke lyst til at hilse på nogen eller snakke med nogen, hun var ikke sikker at omgåes.
 Det er sent på foråret og det så ud til at blive en sjælden solskinsdag i London, men lige nu var det stadig tidlig morgen og parken var næsten tom.
 Hun løb afsted dybt i sine egne tanker, da hun rundede et skarpt sving på stien løb hun pludseligt ind i noget højt og røg omkuld.
 "Rør mig ikke, jeg er klar til kamp hvis det er nødvendigt". Sagde hun meget højt og tydeligt, da en hånd griber hemdes ene arm.
 Hun hører et lavt grin og en dyb varm stemme siger. "Undskyld jeg væltede dem, men det er vel ikke ligefrem grundlag for vold".
 "Åh, det var ikke min mening, jeg har bare haft nogle virkeligt dårlige oplevelser". Fremstammer hun, hun havde troet hun blev overfaldet.
 En stor hånd med lange fingre bliver rakt frem imod hende og hun tager imod den og lader ham hive hende op at stå. "Er du okay ? Har du slået dig nogle steder ?"
 "Nej, nej jeg har det fint, jeg må se at komme videre". Hun vil trække sin hånd ud af hans greb, men han giver ikke slip og hun ser op på ham.
 Der er noget familiært over hans ansigtstræk, så velkendte at hun i øjeblikket tror at det er en anden, men så ser hun det rødblonde uglede hår og de skinnende blå øjne, fuck hun er lige blevet væltet omkuld af Tom Hiddleston.
 "Du bløder jo, lad mig lige se på det". Han knæler ned foran hende og de lange fingre skimmer over hendes læg, mens han ser intenst på hendes knæ.
 Det gør en smule ondt nu og det gør hendes håndflader også, men hun må se at komme væk. "Det er ikke nogetbsærligt, jeg må videre".
 "Det her er nød til at blive ranset ordentligt darling, lad mig i det mindste hjælp dig nu det var min skyld, jeg bor lige uden for parken og jeg har en stor førstehjælpskasse". Han rejser sig op i hans fulde højde hvilket er ca 10 cm højere end hendes 178 cm.
 Hun ville sige nej, se at komme væk, men de der øjne var svære at sige nej til. "Okay så, men kun et øjeblik, jeg må se at komme hjem".
 "Kom med denne vej, jeg hedder forresten Tom og jeg er altså ked af at jeg væltede dig". Han tager blidt fat om hendes albue og føre hende ud af parken.
 Hun skæver op til ham, forventede han at hun ikke vidste hvem han var, det var faktisk lidt sødt. "Bare roligt du er tilgivet, jeg så mig ikke ligefrem for, jeg hedder Ylva".
 "Ylva ? Jeg tror aldrig jeg har hørt det navn før, det er meget specielt og meget smukt, hvor stammer det fra ?" Han ser på,hende med ægte interesse.
 Måske skulle hun have sagt et andet navn ? Men det at kende hendes navn var jo ikke i sig selv farligt. "Det er faktisk et gammelt nordisk navn, med rod i den nordiske mytologi".
 "Selvfølgelig, det burde jeg have kunnet høre, betyder det noget specielt ?" De er ude af parken nu og han føre hende over gaden.
 Hun smiler for sig selv. "Det betyder 'kvindelig ulv', min far gav mig navnet, han syntes det var sjovt, han håbede sikkert jeg kom til at minde om min halvbror".

 *Tom POV*
 Han havde faktisk set hende i parken nogle gange, hun løb der ofte tidligt om morgen lige som ham selv.
 Lige nu virkede hun bange for noget og hun så sig hele tiden over skulderen, som om hun ikke ville have at nogen så dem sammen.
 Han åbner sin hoved dør og hun går indenfor foran ham, hun er temmeligt høj af en kvinde at være, kun omkring 10 cm lavere end ham og hendes ben er meget lange og slanke, et kort øjeblik forestiller han sig de ben viklet omkring ham selv, men han skubber hurtigt billedet fra sig.
 "Sæt dig her så henter jeg første hjælps kassen". Han hiver en stol frem og hun sætter sig og tager kasketten af, en tyk kulsort fletning falder ned af ryggen på hende.
 Han henter førstehjælps kassen og en skål med vand før han knæler foran hende. "Det her kommer nok til at gøre lidt ondt, der er temmeligt meget skidt imsåret, men prøv at sidde stille".
 "Intet problem, jeg er ikke specielt pivet". Svare hun og han må give hende ret, hun sidder helt stille og giver sig kun ganske lidt mens han renser sårene.
 Han skæver op til hende, hun har en udstråling der er en dronning værdig og de mest hypnotiserende grønne øjne, hun minder ham om en eller anden, men han kan ikke lige sætte en finger på hvem.
 "Så er det ordnet darling". Siger han og sætter et plaster over såret, inden han rejser sig op.
 Hun rejser sig også og sender ham et smil der lyser hendes ansigt op og gør hende utroligt smuk. "Tak Tom, det var sødt af dig at hjælpe".
  "Mig en glæde Ylva, jeg tænkte på om jeg måtte indvitere dig ud på en kop teneller lignende ?" Noget ved hende gjorde at han gerne ville lære hende bedre at kende.
 Hun rystede på hovedet, et trist smil gled over hendes fyldige læber. "Det ville ikke være en god ide Tom, men tak for tilbuddet og fordi du hjalp mig, jeg må hellere komme videre".
 "Åh okay så, pas på der ude og sørg for at holde det rent okay ?" Han følte sig en anelse skuffet, men han smilte alligevel da han fulgte hende ud til døren.
 Hun stoppede lige uden for døren og tog sin kasket på igen, så vendte hun sig kort imod ham. "Farvel Tom".
 "Farvel Ylva og kom godt hjem". Han så efter hende da hun forsvandt hen af gaden, så smuttede han ind for at tage sig et bad, mens han undrede sig over hvad hun var bange for.
 

 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...