Sin fars datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2016
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Ylva har en meget stor hemmelighed, en der kan bringe mennesker omkring hende i fare, derfor holder hun andre, især mænd, på afstand.
Men så,støder hun helt bogstaveligt ind i skuespilleren Tom Hiddleston og han er ikke så nem at holde på afstand og endnu sværere at holde sig fra, men vil det bringe ham i fare ?
Og opdager Tom hendes hemmelighed ? En hemmelighed der vil vende op og ned på alt hvad han ved.


3Likes
0Kommentarer
1357Visninger
AA

5. "Du kan fortælle bedste at han kan rende mig i røven"


 *Tom POV*
 "Hej Luke, har du det jeg bad dig om at finde ?" Han vader ind på hans ven og puplisists kontor 4 dage senere, nu kunne han ikke vente længere.
 Luke ser op fra sin computer. "Åh hej Tom, ja jeg har det lige her, jeg ville have kommet forbi med det efter arbejde".
 "Jeg kedede mig og jeg ville ikke vente længere, opdagede du noget spændende ?" Tom griber den person fil Luke holder frem imod ham og begynder at vandre frem og tilbage i kontoret mens han ser i den.
 Luke læner sig tilbage i sin stol. "Der var ikke så meget at finde, men tilgengæld var noget af det temmeligt spændende, hvorfor er su så interesseret i denne kvinde Tom ?"
 "Tjah fordi jeg finder hende interassant, jeg er stødt på hende nogle gange på min løbetur, hun minder mig om en eller anden, men hun er meget hemmeligheds fuld og forsøger konstant at skubbe mig væk". Svare han.
 Luke ser meget seriøst på ham. "Hvis du vil have et godt råd Tom, så lad hende skubbe dig langt væk, der er noget galt her, noget jeg ikke bryder mig om".
 "Hvad snakker du om Luke ? Er der noget om hendes påstande om at være farlig for andre ? Fortæl mig alt". Han synker ned på en stol.
 Luke begynder. "Hun er 27 år gammel og arbejder med at oversætte gamle tekster, hun holder sig mest for sig selv, hendes mor på myrdet da hun var 17 år gammel og de fandt aldrig morderen".
 "Du godeste, det er jo tragisk". Tom har ondt af hende, det må være hårdt at miste sin mor så tidligt og så på den måde.
 Luke nikker. "Tjah og da hun var 21 begik hendes kæreste tilsyneladende selvmord ved at hoppe ud af et vindue foran hende, hans forældre beskyldte hende for at have skubbet ham, men hun blev aldrig tiltalt".
 "Og to år efter det blev hende og en veninde angrebet, de blev begge stukket ned, hendes veninde døde men Ylva overlevede". Luke så bekymret på ham.
 Tom vidste ikke hvad han skulle sige, det var jo forfærdeligt hvad hun havde været igennem og han forstod at hun gav sig selv skylden. "Det anede jeg ikke, hun må være ualmindeligt stærk for at være kommet igennem alt det".
 "Tom hvad vis det ikke er ulykker og sammenfald ?" Luke kradser sin arm mens han siger det.
 Han ser chokeret på sin ven. "Er du seriøs Luke ? Siger du at du tror hun har slået dem ihjel ?"
 "Måske ikke direkte, måske er hun blandet ind i noget der får folk i problemer, stoffer eller organiseret kriminalitet for eksempel". Svare Luke og Tom forventer lidt at han vil begynde at grine.
 Men da han fortsat ser helt alvorlig ud ryster Tom på hovedet. "Tro mig Luke, hun er ikke en psyko morder og hun er heller ikke gangster eller narkoman, fandt du hendes adresse ?"
 "Ja Tom den er i filen sammen med hendes telefon nummer, men lov mig at passe på, jeg tror hun måske har ret i at hun er farlig at omgåes". Siger Luke.

 *Ylva POV*
 De sidste par dage har hun løbet sent om aftenen for at undgå at støde på Tom, hun ved godt det er kujon agtigt, men lige nu er det den nemmeste måde at beskytte ham på.
 Da hun kommer tilbage ved hun med det samme at noget er galt, hendes hoveddør er ulåst, hvem er det denne gang ? Og hvad vil vedkommende ?
 Hun går langsomt ind i huset, alle hendes sanser køre i højeste gear og hun lytter efter en lyd der kan afsløre hvem der er i hendes hus.
 Da hun kommer ind i stuen er det som om luften nærmest er elektrisk og alle hårene på hendes krop stritter, nu ved hun hvem det er, så de har sendt en af de store denne gang.
 "Hejsa kære farbror, hvad skylder jeg æren ?" Siger hun og tænder lyset, han står midt i rummet med ryggen til.
 Han vender sig imod hende og smiler, hans stemme er som altid høj og larmende. "Lille lady Ylva, sikke yndig du er vokset dig, det er dejligt at se dig igen".
 "Ja ja spar mig for alt det der høfligheds bras, hvad vil du mig, jeg gætter det ikke er kære farmand, han ville have lettet røven og kommet selv så det må være farfar der har sendt dig". Siger hun.
 Han nikker og ser på hende med gennemborende blå øjne. "Ja min fader tilkalder dig, der er brug for dig derhjemme Ylva".
 "Nej, jeg har sagt det før og jeg er pænt sagt ved at være træt af at sige det, jeg vil ikke have noget at gøre med alle jeres spil og problemer, jeg er lykkelig her og jeg bliver her". Hun krydser sine arme på brystet.
 Han sukker. "Du er lige så stædig og modsætslig som din fader lady Ylva, er der ingen måde at overtale dig til at komme med ?"
 "Så har jeg i det mindste arvet et par gode ting fra ham og nej, du kan fortælle bedste at han kan rende mig i røven". Siger hun og går ud i køkkenet.
 Hun kan næste høre tandhjulene kører inde i hovedet på ham. "Øh hvad skulle bede ham gøre ? Jeg tror ikke jeg forstår".
 "Nej selvfølgelig gør du ikke det, men smut nu farbror og sig tak men nej tak og hold jer ude af mig liv". Siger hun og massere sit hovede, der er en migræne på vej.
 Han ryster på hovedet. "Som du ønsker, farvel for nu Lady Ylva, og pas på dig selv til vi ses igen".
 Og så forlader hendes farbror hende og hun håber virkeligt at der går langt tid før hun høre fra sin familie igen.

 
 
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...