Sort snefnug

Du er et sort snefnug forklædt som et hvidt.

3Likes
0Kommentarer
117Visninger

1. .

Dit hår er snehvidt og dine øjne glasklare,

men du er så kold, så sort.

Mit hår er ravnsort og mine øjne uvejrsgrå,

men alligevel er jeg varmere og hvidere end dig.

Jeg mødte dig i vinters,

du sad oppe ved baren og hældte promillerne ned,

mens jeg bare så fortryllet på dig ude fra sidelinjen,

sammen med alle de andre duller, der solgte sig til natten.

Dit slørede blik landede på mig

og gav mig lidt tilfældig kærlighed,

som var jeg et lille snefnug i en gigantisk snestorm.

Du kom pludselig ned fra stolen og glidende hen til mig,

hvilket var mærkeligt,

for du havde nok drukket dig stivere end din rejsning på dette tidspunkt,

så hvordan kunne du stadigvæk se så godt ud?

Du gjorde tegn til mig om at følge med,

jeg var både skræmt og fascineret og endte med at følge dig.

Vi kom udenfor i den iskolde luft,

og jeg lagde mærke til vejkantens næsten sorte sne.

Du gik op af barens udendørs brandtrappe,

og metaltrinnene larmede så grusomt.

Jeg fulgte med, nysgerrig som jeg var.

Vi havde snart nået toppen af taget,

og der satte du dig.

Taget var begroet med frossen mos,

så jeg sparkede derfor nogle få mosklumper ned,

inden jeg satte mig tilrette ved siden af dig.

Du sagde at stjernerne var smukke,

og da begyndte jeg at grine,

det havde jeg ikke troet,

du ville sige som det første.

Du sagde, du kunne lide mit grin.

Det sagde du til mig mange gange,

og det var først,

da vi stod under misteltenen tre dage efter ved den samme bar,

at du sagde, du også kunne lide mine kys.

Men når der opstår kærlighed,

opstår der også skrøbelighed.

Da vi havde været sammen i ti decemberdage,

blev du skinsyg,

du gav mig sorte mærker,

hver gang jeg bare strøg et blik hen på en anden dreng.

Men mærkerne landede altid nogle steder,

hvor andre ikke kunne se dem.

Du forblev stadig hvid som den nyfaldne sne udenfor vinduet,

men jeg vidste, at du begyndte at blive sort,

eller også havde du altid været sort indeni,

det kunne jeg jo ikke vide.

Min pande blev glohed af vores få lykkelige stunder,

som var tilbage.

Jeg brændte op indvendig,

da du gang på gang sagde,

at du elskede mig.

For elskede jeg stadig dig?

Elskede jeg dig,

da du lagde dit blik på en anden piges bagdel og fløjtede?

Elskede jeg dig,

da du gav mig iskolde fnugkys op af min hals,

som et tavst undskyld for de gange,

du havde gjort noget, du ikke måtte?

Elskede jeg dig,

de gange du stille havde sneget dig ud af lejligheden i nattens mørke?

Hver gang frøs mit hjerte mere og mere til is.

Men jeg følte, jeg havde brug for dig.

Du havde i hvert fald brug for mig,

eller ikke?

Jeg havde lige købt to poser brændte mandler af gadesælgeren på strøget,

det var d. 24. december klokken var 10.00,

vi havde lige en time sammen,

inden du tog ned sammen med din familie til Sønderjylland for at fejre jul.

Det var bare ikke en fra din familie,

der stod i døråbningen,

da jeg kom op på første sal med de to poser i hånden.

Jeg troede vi var sammen,

at vi var en lindring for hinanden.

Men jeg var åbenbart kun din dulle,

og der stod så din sande kæreste i døråbningen.

Og som om det ikke var nok,

gav du mig lidt tilfældig kærlighed med dit blik,

inden du sagde farvel.

Det var på det tidspunkt,

mit hjerte frøs helt til is,

og jeg blev klar over,

at du er et sort snefnug forklædt som et hvidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...