Den første dag

Historien er baseret på min første dag på efterskolen. Jeg vælger at undlade nogle oplysninger, da det skal være nemt for folk, der enten har været på efterskole eller skal på efterskole, at sætte sig i mit sted. Håber i tager godt i mod den:))

1Likes
0Kommentarer
107Visninger
AA

1. Den første dag

Jeg fortæller det hele en gang til, men denne gang omstændigt.

Historien starter hel tilbage til d. 9 August 2015. 

Det var den dag et helt ny liv skulle starte. En ny hverdag, bygget på en ny mig. En mig, som var i udvikling og læringsproces. Jeg så en verden fyldt med nye muligheder og nye veje at gå.

Jeg kunne nu begynde på efterskole.

Jeg havde sommeren igennem fået en del forvetninger og råd med på vejen fra både fremmede og  bekendte. 

Jeg følte mig klar og energisk efter nye omgivelser og nye mennsker.

Det var stadigt hårdt at sige farvel til mine 2 tætteste veninder den morgen min nye ekspedition skulle til at begynde. 

Afsted kørte vores proppede sølvgrå Volvo med cykel i anhængeren. Bilen var pakkede fuldstændig op med egendele og ting der skulle til at have deres helt egen plads et nyt sted.

Sommerfuglen i maven måtte være på noget, for de gik fuldstændig amok. Hvad skulle jeg forvente, hvordan skulle jeg virke ud af til? Jeg havde så mange ubesvarede spørgsmål, og hvor var det dog spændende. Det at jeg bare sprang ud i det som skud i den lyse forårssol. 

Jeg blev ved med at gennem gå pakkelisten oppe i hovedet, da jeg kom på en del ting som tandpasta og føntørrer. Jeg havde glemt en hel basal ting som tandpasta, men husket en skide boldtpumpe? 

Vi nærmede os skolen. 

Det hele blev mere og mere realistisk. Det skulle virkelig til at ske, det var ikke bare endnu en af mine dagsdrømme. 

Vi kørte op af den lettere stejle asfalterede vej, med parkere biler i siderne. Der var fyldt med biler i flere meter begge veje. Der var familier på fortorvende med hænder fyldt med egendele, på den ene eller anden måde. 

Volvoen stoppede ude i kanten af vejen med de andre familie biler parkeret omkring den.

Jeg tog et dybt åndedrag inden jeg åbnede døren til min nye virkelighed og hverdag. 

Det var varmt, og naturen strålede ikke andet end positivet.

Atmosfæren var helt anderledes her end der hjemme, ikke på en dårlig måde, men på en forfriskende sommer måde. 

Ligesom når du tager den første dukkert i havet og du lader dit hoved dykke lige så stille ned i det saltede havvand, og kommer op med den mest forfriskende følelse.

Vi tog alle en portion af mine egendele og bevægede os over mod indgangen.

I det øjeblik jeg ville gå ind af hovedeindgangen, ville der ikke være nogen vej tilbage. Folk ville se mig som jeg så ud i det spektakulære øjeblik. Folk ville komme med deres førsthåndsindtryk, og jeg med mit. Vi var forskellige sjæle og personligeheder under et tag. 

Elever, var ikke hvad vi var længere, men derimod efterskoleelever. Vi havde allerede en ting tilfælles uden at komme til kende, og det var vores samfundstitler “efterskoleelever”. Jeg bar det med stolthed, for hvem gad ikke at være efterskoleelev. “Det er en forrygende chance at få som ung” fik jeg af vide utallige gange i løbet af sommeren.

Jeg tjekkede mit navn ind ved indgangen. “Banjo 2” fik vi af vide som om vi vidste hvor det var henne.

Vi gik undrende ind som var i en afrikansk jungle.  

Der duftede fredeligt nok, ikke som jeg havde forventet. Jeg havde forventet en rigtig tung luft med teenager og deres personlig dufte, nogen indelukket og kraftige, andre en mere let med en lille snært af parfume. Ikke en dyr en af slagsen, men bestemt heller ikke en fra Netto. En tilpas duft af sommer og alt det gode folk nu plejer at sige om den slags.

Vi nåede til nogle trapper, der både gik og ned og videre hen. Lidt ligesom et spøgelseshus bare uden spøgelserne selvfølgelig. Et skilt på den hvide murstensvæg, blev i øjenfaldene. “Banjo” stod der med pile til sådan nogle vildforende vestjyder som os.   

Vi gik op af de trappetrin der nu engang var, indtil vi stødte på den første indgang. 

En lettelse ramte mig da skiltet viste “Banjo”, og ikke videre op på næste sal.

Vi hilste pænt på læren der viste os hen til værelse 2. Døren gik op, og der var mit nye værelse så.

Her skulle jeg bo et helt år, her skulle jeg sove, her skulle alle mine egendele have deres nye plads.

Vi lod tingene i vores arme dumpe ned på sengen og det lange skrivebord. 

Der lå i forvejen en grå hættetrøje og et sorte par adidasbukser, begge dele med mit navn trykt på. Endnu en ting vi på forhånds vis ville have tilfælles. 

Jeg lod min luft falde tungt ud i rummet, efter jeg havde holdt vejret et stykke tid. 

Jeg åndede lettet op med en forventning om at det skulle dulme nerverne lidt. Men hvor kom de nerver nu fra? Fra det ene øjeblik til det andet blev jeg nu nervøs. 

Jeg fik øje på et andet sæt joggingtøj for den anden ende af det grå skrivebord. Der stod et navn, et pige navn, trykt som mit. 

Det var hende jeg skulle bo med, det var hende jeg skulle tilbringe et helt år med, lærer at kende, og lade mig selv falde til ro i hendes omgivelser. 

Hvilket førsthåndsindtryk skulle jeg komme med? Skulle jeg spørge indtil hende med det samme, eller bare være den akavede type og sidde på min halvdel af værelset og kigge filosoferende ud i luften, som tænkte jeg på noget klogt og stort. 

Jeg fulgte med mine forældre ned af et par trapper, indtil vi nåede til en gymnastiksal. Der var dækket op til mange både forældre, søskende og de så omtale “efterskoleelever” som jeg nu også var en del af. Der blev hilst pænt i døren som voksne nu plejer at vise sig frem fra deres bedste side. I det sekund jeg ville gå ind i den sal, ville alle se mig som jeg stod der, helt akavede og “nøgen” med mine forældre, en på hver side af mig som første skoledag i 0.klasse. 

Jeg træk vejret helt ned i maven inden jeg tog skridtet ind i salen. 

Luften slap lige så stille ud i salen da jeg var trådt ind, i den myldrende samling af familie og “efterskoleelever”. 

Der sad allerede forældre med kagekrummer i mundvigende og den lune stinkende kaffeånde som de fleste voksne nu om dage har. 

Vi gik hen til et langt bor med forskellige tilbud af tilfredstillende søde sager og drikkervarer. 

Jeg kiggede op, og fandt hurtig et tomt stykke for enden af et et bor, med 3 blå plastik stolte. Vi fik vores nysgerrige sjæl og kroppe slæbt med over til bordet. 

Jeg var ikke sulten, kunne ikke for en eneste bid ned. Jeg brugte min tid på at kigge rundt i salen, på de forskellige ansigter, og fik dem hurtigt analyseret og stemplet men hvad jeg nu fandt passende.

Der var mange forskellige udseende og stilarter da jeg kiggede rundt. Der var en god blanding af alt. Lidt ligesom en slikpose der har det hele, både vingummier af alle former, farver og smag. Lakridser af alle slags, chokolade, karameller, bolsjer og hvad der nu eller høre til i en slikpose, var lige her samlet på et sted. 

En slikpose der skulle til at skabe deres eget samfund, dele følelser og hjem. 

Min tanker blev forstyrret af hånd der viftede mod mig. Mit navn blev sagt højt med positiv og glad klang, eller sådan opfattede jeg det i hvert fald. 

Jeg rettede mit syn mod hånden, og lod mig syn følge den til jeg nåede til ansigtet af det forstyrrende og ivrige. 

Jeg smilte og vinkede tilbage, som var vi begge velvidende om hvad der skulle ske.

Jeg rejste mig kort efter, og tog små hurtige skridt over mod hende.

Kunne det blive bedre? Eller var det sådan den bedste start på et helt nyt år og liv skulle starte. 

Ingen ved det udover mig selv. Og det er lige præcis det man skal huske.

Alle de spørgsmål du bærer inde med pga nervøsitet, tristhed eller andre ubehaglige følelser findes inderste inde hos dig selv.

 

 

 

 

 

 

  

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...