Bellus Draco

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2016
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
"Synet der mødte hende var så smukt og så forfærdeligt at hun næsten ikke kunne få vejret. Foran hende lå to af de smukkeste skabninger hun nogensinde havde set. To smukke drager."
Efter Nuna redder to drager, opstår et venskab mellem dem, men hvor stærk er dette venskab, når resten af verden er imod det.
Dette er mit bidrag til julekalender konkurrencen, mulighed 2.

0Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

7. 7. December

Nuna åbnede øjnene, som sollyset skar i hendes øjne. Hun satte sig langsomt op og lagde mærke til tæppet der dækkede hende. Hun havde ikke haft et tæppe da hun faldt søvn. Nuna kiggede op og lyste op ved synet af de to drager der lå og sov overfor hende. Bålet var næsten udbrændt, kun nogle få gløder lå tilbage. Nuna kunne nemt nå den hvide drage, fra hvor hun sad, men hun vidste ikke om hun kunne tillade sig det. Langsomt løftede hun hånden og rakte roligt over mod den hvide drage. Hendes fingerspidser rørte skællene og hun glippede af overraskelse over hvor bløde skællene var. Hun lod hele hånden ligge på de bløde, varme skæl. Hun kiggede op mod dragens hoved og gispede, da hun opdagede at dragen lå og kiggede på hende. Hun trak hurtigt hånden til sig og undskyldte. Dragen strakte sig og var hurtigt på benene. Den foldede vingerne ud og strakte også dem og endnu engang forelskede Nuna sig i de smukke vinger. Den sorte drage vågnede også og strakte sig som den hvide havde gjort. Nuna rejste sig og kiggede sig omkring, der var et kæmpe rod fra dagen inden og stønnene begyndte Nuna at rydde op. De to drager sad side om side og kiggede på hende. Nuna prøvede for sjov, at løsne stemningen med noget small talk.

”Såeh hvad? Er i mager?” spurgte hun nysgerrigt og fik med det samme to meget onde blikke tilbage.

”Det tager jeg som et nej” mumlede hun ”hmm, i ser ud til at være samme alder. Selvfølgelig kunne jeg tage fejl, jeg har ikke forstand på drager. Søskende?” Nuna kiggede mod dem og de nikkede begge to. Nuna var overrasket over at faktisk kunnet forstå hvert et ord hun sagde. Hun undrede sig over hvor kloge drager var, om deres intellekt overgik menneskers. Nuna fik ryddet op og stod nu kun med de ting, hun havde haft med. En følelse af sorg opstod i hende. Hun skulle hjem i dag. Hun var nødt til at tage hjem, ellers ville de sende en gruppe ud for at lede efter hende.  Nuna begyndte langsomt at pakke sine ting. De to drager stod lidt bag hende og kiggede over hendes skulder. Langsomt rykkede de tættere på, for at se bedre og Nuna kunne mærke varmen fra deres kroppe. Det havde Nuna også lagt mærke til, da hun rørte hunnen. Dragerne havde en høj kropsvarme. Det gav også god mening når man tænkte på at de kunne skabe og spy ildkugler. Nuna puttede soveposen i rygsækken og rejste sig op. Hun gik rundt og tjekkede at hun ikke havde glemt noget. Hun vendte sig mod dragerne der stod og kiggede nysgerrigt på hende. Nuna smilte svagt.

”jeg er nødt til at tage hjem” hun undrede sig over hvorfor hun egentlig sagde det. Ville de ikke være fuldstændig ligeglade. ”Tusinde tak fordi i reddede mit liv, det var en ære at møde så fantastiske skabninger som jer” sagde hun og fniste kort, da den sorte drage hævede hovedet stolt over komplimenten. Den hvide drage kiggede blidt på hende og det så nærmest ud som om hun smilte. Nuna smilte tilbage som hun trak alt overtøjet på. Hun tog rygsækken på ryggen og slukkede de resterende gløder i bålstedet. Hun kastede et blik på vægbilledet og så på dragerne.

”farvel” sagde hun kort og forlod så hulen. Dragerne fulgte efter hende til hulens åbning og blev så stående og så efter hende. Nuna gik ned af bjerget, fulgt af en trykken i brystet. Hun gik længe, til landsbyens tage kom til syne. Hun fortsatte til hun nåede udkanten og med det samme blev mange døre åbnet. Hendes forældre og mange andre byboer kom ud og gik hende i møde. Hendes mor lagde armene om hende og trak hende ind til sig, fulgt af hendes far der lagde armene om dem begge.

”Vi vidste du ville klare det, skat” sagde Nunas mor og hendes far fulgte trop ”vi er så stolte af dig” Nuna mærkede tårer i øjenkrogene. Hun havde savnet de kærlige ord og varme omfavninger. Den aften sov Nuna for første gang i en uge i en ordentlig seng. Mareridtet plagede hende. En verden af flammer tyngede hende sind. Skrig lød og midt i kaosset hele hørte hun skriget igen. Nunaaaa! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...