Bellus Draco

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2016
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Igang
"Synet der mødte hende var så smukt og så forfærdeligt at hun næsten ikke kunne få vejret. Foran hende lå to af de smukkeste skabninger hun nogensinde havde set. To smukke drager."
Efter Nuna redder to drager, opstår et venskab mellem dem, men hvor stærk er dette venskab, når resten af verden er imod det.
Dette er mit bidrag til julekalender konkurrencen, mulighed 2.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

2. 2. December

Nuna åbnede langsomt øjnene og glippede mod lyset. Selv inde bagerst i hulen nåede sollyset frem. Nuna strakte sig og skubbede soveposen af. Hendes ryg var øm af at sidde op mod den hårde væg hele natten. Bålet var næsten gået ud, men Nuna reddede det med nogle kævler. Hulen blev hurtigt varm igen og Nuna gik friskt ud mod skoven. Oplevelserne fra aftenen før lå stadig i baghovedet, men hun nægtede at være bange. På hendes ryg hang buen og pilehylsteret og i hendes bælte hang kniven, et reb og en økse hun havde fundet i proviant kassen. Nuna smilte. Første dag var overstået, seks dage endnu. Når dette var overstået, var hun officielt voksen. I 18 år var hun blevet trænet til dette. Overlevelse. Først når man overlevede syv dage i hulen uden menneskelig kontakt, uden hjælp, kunne man kalde sig selv voksen og så var man tilladt at forlade landsbyen helt. Nuna havde ventet på dette så længe hun kunne huske og intet skulle få hende ned. Hun fandt hurtigt et godt tyndt træ. Ved hjælp af øksen fik hun fældet træet. Hun bandt rebet om træet og slæbte det tilbage til hulen. I hulen huggede hun det hele op til brænde, på nær god kraftig gren som hun snittede ren for bark. Hun skar nogle stykker rådyr kød fra, satte på grenen og stegte over ilden. Efter at have spist gik hun på opdagelse i skoven. Hun havde ikke været så langt væk hjemmefra før og de nye indtryk betagede hende. Hun snittede et N i træerne her og der, så hun ikke farede vild. Hun havde gået en times tid, da en lyd fik hende til at stoppe brat.

 

Det lød som brølet fra aftenen før, men det var meget svagt. Nuna stod og overvejede om hun skulle gå tilbage, men hun hadede følelsen af frygt og besluttede sig for at følge lyden. Hver en celle i hendes krop hylede at hun skulle vende om, men hun fortsatte stædigt. Hun tog øksen op af bæltet og holdte den foran sig. Det svage brøl blev højere og højere og Nunas skridt blev langsommere og langsommere. Pludselig blev det svage brøl erstattet af en dybere og raskt knurren. Nuna stoppede. Var der flere af hvad end det var. Hun fortsatte i sneglefart. Hun gik længere og længere i knæ til hun nærmest kravlede.  Hun endte bag nogle buske og lydene fra dyrene, fortalte hun at hun var lige ved siden af dem. Hun takkede sig lykkelig over at vinden var til hendes fordel og ikke afslørede hende.

 

Hun rejste sig langsomt og stoppede brat. Synet der mødte hende var så smukt og så forfærdeligt at hun næsten ikke kunne få vejret. Foran hende lå to af de smukkeste skabninger hun nogensinde havde set. To smukke drager. Den ene var en kulsort handrage med smukke røde aftegninger. Røde striber prægede hans kinder, vingespidser og hale. Hans øjne var store og gyldne. Den anden var en hvid hundrage med blå striber på kinder, vinger og hale som hannen, men i stedet for farvede vingespidser havde hun to tykke blå striber på vingerne i stedet. hunnens ører var mere spidse men hendes øjne var også gyldne.

 

Nuna forstod pludseligt hvorfor brølet havde lydt så svagt. Den hvide hun, lå ned omgivet af sølvkæder. Kæderne strammede om hendes skælv og sår havde dannet, efter hvad der sikkert havde været megen kamp. Den sorte han lå ved hendes side og skubbede konstant til hendes hoved, som for at holde hende vågen. Nuna følte sig pludselig syg og forarget over hendes medmennesker. Dette var tydeligt et menneskes værk og tanken om at nogen kunne gøre sådan noget gjorde hende rasende. Tårerne trillede ned af hendes kinder over den lidelse der forgik foran hende. Hun hørte noget rasle i buskene ikke langt fra hende og hun dykkede lidt ned igen. En mand kom gående ud af buskene og den sorte handrage begyndte at knurre højt. Manden lo bare og rettede et underlige gevær med dragen.

 

”Læg dig Fido!” sagde han hånligt og dragen trådte langsomt tilbage. Tydeligt var den bange for dette våben. Nuna følte vreden boble op og hun vendte øksen, der stadig lå i hendes hånd, så den flade side vendte ud mod manden. Den sorte drage knurrede højt igen og lagde sin vinge beskyttende over hunnen, der lå og klagede sig. Manden spændte hanen på geværet og Nuna kastede sig fremad. Hun svingede øksen og ramte manden hårdt med den flade side. Manden spjættede kort og drattede så til jorden. Dragerne kiggede begge overrasket på hende. Nuna stod stille et sekund og smed så øksen. Hun ledte febrilsk i mandens frakke efter en nøgle til låsen der holdte kæderne sammen. Hun fandt den i hans inderlomme og kiggede op. Hannen stod stadig med vingen over hunnen og kiggede mistroisk på Nuna. Alt Nunas frygt var undertrygt og hun ønskede intet mindre end at hjælpe disse smukke skabninger. Nuna holdte begge hænder frem for at vise at hun intet ondt ville. Hun nærmede sig langsomt og selvom hannen knurrede lod han hende komme. Med rystende hænder lod hun nøglen glide ind i låsen. Hun drejede nøglen og et klik lød. Det gav et sæt i hunnen og hendes gyldne øje blev rettet mod Nuna. Nuna tog fat om låsen og med et ryk rev hun den af og kæderne blev slap om dragens krop.

 

Hunnen kastede sig opad, rystede kæderne af og foldede vingerne ud. Nuna røg bagover og spærrede øjnene op ved synet af de smukke hvide og blå vinger. Hunnen trådte frem mod hende og stirrede på hende et kort øjeblik. Manden begyndte at røre på sig. Hunnen slog med vingerne og med en utrolig fart, var hun væk. Hannen fulgte hurtigt trop. Nuna sad kort og kiggede efter dragerne, da manden rørte sig igen. Nuna kom hurtigt på benene og løb tilbage mod hulen. Hendes hjerte bankede hurtigt. Hun havde aldrig set en drage før. Historier var der mange af, men dragerne få. De var truet, da deres skæl var eftertragtet. Nuna skammede sig over mennesker der kunne få sig selv til at dræbe så smukt et dyr. Bag sig hørte hun et brøl. Ikke det dragebrøl hun havde fulgt, dette var en mands brøl af vrede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...