Nu og for evigt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Igang
Det er nu et år siden, Amelia valgte, at acceptere hans død. Hun er glad. Men hvad sker der, når vi denne gang følger Ben og hans oplevelser efter døden?

Efterfølgeren til Dengang og nu. Deltager i 'Skriv forhistorien eller efterfølgeren' konkurrencen.

1Likes
4Kommentarer
303Visninger
AA

4. Del 4.

”Jeg har brug for at have dig ved siden af mig.”

”Og jeg har brug for, at du kommer herover lige nu. Mor prøver at få mig til at spille Ludo igen og jeg tør ikke at sige til hende, at hun ikke kan finde ud af det.”

”Tro mig, der er ikke noget, jeg hellere vil,” hvisker jeg gennem mørket. ”Men—”

”Men?”

”Jeg kan ikke forlade mit studie,” lyver jeg.  

”Det ved jeg. Jeg jokede kun,” siger hun, men jeg hører, hvordan hendes stemme falder flere oktaver. Hun har virkelig også brug for, at jeg er der. Jeg er ikke den eneste, der føler mig en smule fortabt.  

Der bliver stille i røret og jeg fornemmer de usagte ord, som der ikke er nogen af os, der tør udtale.

”Jeg falder snart i søvn,” mumler hun og jeg lytter til, at hun rusker op i dynen.

”Så sov,” fortæller jeg hende. ”Jeg vil blive lige her.”

”Tænker du nogensinde over, hvordan vores liv ville have været, hvis bestemte ting ikke var sket?”

Jeg ved, hvad hun snakker om.

For et stykke tid tænker jeg over det. Jeg har for alt i verden lyst til at være ærlig, men jeg ved også, at det vil sende mig ud i en længere forklaring.

”Jeg tror, alting har en årsag.” Den næste ting, jeg siger, splintrer mit hjerte i tusinde stykker og spreder det ud over hele gulvet. ”Jeg tror på, at det var det bedste. Han var bestemt til at gå borte.”

”Det tror jeg også,” gør hun sig enig, men hendes ord er så svage, at jeg må koncentrere mig hårdt for at høre dem. Mit hoved snurrer en smule og jeg kører en udmattet hånd gennem håret. ”Godnat,” slører hun.

”Godnat,” ånder jeg tilbage.

Jeg lægger mobilen ved siden af billedet på mit natbord. Han er midt i et grin og jeg har armen om hans skuldre. Ved synet mærker jeg mine øjne begynde at brænde, og jeg prøver at tvinge mig selv til at tro på det, jeg lige har fortalt Amelia om min bedste ven. At han skulle dø. At han blot var en brik i et puslespil, der når det var samlet, ville få mit liv til at udspille sig, som det var meningen, det hele tiden skulle.

Det virker ikke, og jeg ender i stedet med at sidde oppe den halve nat med flasken i min hånd og hovedet i min pude, mens tårerne fugter pudebetrækket. Jeg er ikke sikker på, hvornår Eva kommer hjem, men idet hun træder ind af soveværelsesdøren, holder jeg vejret og venter på, at mit hjerte finder tilbage til sin normale rytme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...