Nu og for evigt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2016
  • Opdateret: 28 nov. 2016
  • Status: Igang
Det er nu et år siden, Amelia valgte, at acceptere hans død. Hun er glad. Men hvad sker der, når vi denne gang følger Ben og hans oplevelser efter døden?

Efterfølgeren til Dengang og nu. Deltager i 'Skriv forhistorien eller efterfølgeren' konkurrencen.

1Likes
4Kommentarer
300Visninger
AA

17. Del 17.

Jeg er på vej til at forlade lejligheden, da det banker på døren. Jeg når ikke at rejse mig, før den bliver slynget op og Amelia står i indgangen. Hun ser på mig, øjne blodsprængte og kinder våde. Hendes blik falder dernæst på Eva, der sidder i den anden ende af sofaen, og på kort tid forsvinder al sindsbevægelse fra hendes ansigt. Jeg husker dette udtryk fra tiden lige efter, han forlod denne jord, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg har aldrig forestillet mig at skulle bringe følelsen tilbage i hende. Mit hjerte falder i takt med, at døren smækker bag hende.

Af en eller anden grund formår Eva at forlade rummet. Jeg ser på Amelia. Hun ser på mig.

Hun åbner munden, men lukker den igen.

Jeg åbner min. ”Vi er ikke sammen. Jeg kunne aldrig gøre det mod dig,” fortæller jeg hende, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg lyder overbevisende.  

Hun nikker. ”Hvorfor forlod du mig så?”

Samtalen mellem os er så rolig, at jeg får lyst til at råbe. Det er ikke meningen, den skal være rolig. Hun skal råbe ad mig. Fortælle mig, at det er forkert, at bo i samme lejlighed med min ex. Men hvorfor kom jeg så tilbage?

Jeg kan ikke finde rundt i tingene mere. Min ånde lugter af vodka.

Med øjnene klemt sammen forsøger jeg at finde roen i den svimlende tilstand, jeg er blevet så vant til. Suger den til mig. Gør den til mig og mig til den.

”Jeg var nødt til det.”

”Du kan foretage dine egne valg,” siger hun.

Jeg åbner mine øjne igen, og hun er tættere på end før. Så tæt.

Der er en pause. Jeg lader ord slippe, før jeg når at tænke dem igennem. ”Hvorfor tog sygdommen dem så fra ham?” 

Hun ser overrasket ud over mit spørgsmål. For et øjeblik svømmer hun med i en bølge af minder og overvældelse og kærlighed og sorg. Jeg ser det hele i hendes øjne.

”Hvorfor lod han døden bestemme?” hvisker jeg et sted dybt inde fra mig selv af.

I stilhed går hun rundt om sofaen og sætter sig på pladsen, hvor Eva før sad. Jeg drejer mig en smule, så jeg kan se, hvordan hun reagerer, men hendes ansigt er stadig blankt og jeg kan ikke få et glimt af hendes øjne. Alt synes umuligt i dag. Alt har syntes umuligt de sidste mange uger.

Amelia samler sine hænder mellem sine ben og klemmer dem hårdt sammen. Jeg betragter hende, og hun vender langsomt hovedet mod mig. Hun tager en dyb vejrtrækning.

”Du bliver nødt til at være stærkere end det,” fortæller hun mig. ”Du kan ikke også tage dit liv, Ben. Du lovede mig en evighed!”

Jeg har det dårligt med mig selv. Så dårligt. Det gør ondt helt ind til den inderste knogle. Min sjæl tager skade, da hun indser, hvad jeg var klar til at gøre mod hende, inden hun trådte ind ad døren.

”Du var på vej til at forlade mig,” hvisker hun så lavt, at jeg ikke kan koncentrere mig om andet end hendes stemme. Jeg ser ikke på hende, for jeg er sikker på, at mit hjerte ikke kan holde til det i øjeblikket. Stilheden er kold og den bider i min hud, så kuldegysninger løber op og ned ad mine arme, og jeg må kæmpe for ikke at ryste over hele kroppen. ”Du ikke bare forlod mig dér, men var parat til at forlade mig for evigt. Den korte periode, du var ved mig, skulle være vores evighed.” Jeg mærker det bide i mine arme igen. ”Ben, du lovede mig ikke en evighed…” lykkes det for hende at få ud gennem små, hurtige vejrtrækninger. ”Du lovede mig syv uger. Hvordan kunne du gøre det?”

Hendes øjne borer sig ind i mine. En tåre finder sin vej ud af hendes øjenkrog, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvad hun tænker lige nu.

”Jeg—” starter jeg ud, men kommer ikke længere.

”Hvorfor?” spørger hun. 

I stedet for at ryste udenpå, skælver jeg indeni. Jeg bider mig i indersiden af kinden for at holde råbene tilbage. Jeg krøller mine tæer sammen for ikke at trampe i gulvet. Jeg borer mine negle ned i huden på min håndflade for ikke at løfte hænderne og rive mig selv i håret. Jeg gør alt dette for at holde sammen på mig selv, og jeg gør det for ikke at svigte hende endnu en gang.

Jeg bryder sammen.

Tårerne begynder at løbe ned ad mine kinder i strømme, der ikke er til at stoppe. Jeg løsner langsomt mine tæer, hænder og tænder og presser øjnene hårdt i. Hvad er det meningen, jeg skal gøre? Hvad er det meningen, jeg skal være til hende?

Jeg mærker hendes hånd på min overarm og puden i sofaen sænker ned ved min side. Det er nu min tur til at være i hendes arme, og jeg sænker mit hoved ned på hendes skulder, mens jeg forsøger at få vejret. Snottet løber ud af min næse. Jeg føler mig klam og ubrugelig, og kan ikke formå at gøre rede på den her situation. Hvor blev min fornuft af, da alt det her startede? Hvordan endte jeg ud i det her?

”Jeg savner ham,” ånder jeg ud mod hendes hals. ”Jeg savner ham meget,” græder jeg.

Hendes arm løber omkring livet på mig. ”Det ved jeg.”

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Endnu en tåre triller ned af hendes ansigt. ”Du hjalp mig,” hvisker hun. ”Du gjorde mig stærk igen.”

”Det hele var løgn.”

”Jeg er ligeglad. Du hjalp mig, selvom du havde det skidt. Du hjalp mig, selvom du var ved at bryde sammen.”

Jeg retter mig op i sofaen igen og drejer mig mod hende. For et sekund mærker jeg en svag styrke. ”Og hvis jeg ikke kommer væk fra dig nu, vil du ende tilbage,” forsikrer jeg hende. ”Jeg hjalp dig, men jeg vil også ødelægge dig, hvis det her bliver ved. Du var sammen med ham. Min bedste ven. Jeg kan ikke tage det fra ham. Det kan jeg bare ikke.” Jeg rykker mig en smule væk fra hende i sofaen. Det varer dog ikke lang tid, før hun sidder ved siden af mig igen – denne gang tættere på end før.

”Hør her!” begynder hun og griber fat om mit ansigt, indtil jeg ser hende i øjnene. ”Du vil ikke slå op med mig nu!”

Jeg lader mine hænder tørre vandet væk under mine øjne.

”Jeg vil hjælpe dig,” fortæller hun mig så. ”Du får ikke lov til at forlade mig, for jeg vil hjælpe dig videre, som du har hjulpet mig.”

”Amelia—”

”Jeg vil hjælpe dig!” siger hun denne gang med mere kraft i sin stemme og dominans i sine øjne. Hun græder stadig på trods af alvoren, der beklæder hendes ansigt. Vi er et besynderligt par, er vi. ”Jeg vælger stadig at tro på vores evighed, Ben. Det gør jeg altså. Du tager mig ikke fra ham. Stop med at skylde skylden på dig selv.” Hendes hånd falder ned i hendes skød.

Jeg siger det bedste, jeg kan komme på. ”Eva bor her kun, fordi hun ikke har andre steder at tage hen.”

”Det er okay.”

”Er du sikker?” Jeg snøfter lidt.

”Jeg stoler på dig.”

Jeg har lyst til at fortælle hende, at det skal hun ikke, for jeg kommer med sikkerhed til at skuffe hende, men jeg holder min mund lukket.

Skal jeg virkelig lytte til hende? Er det her det rigtige at gøre på trods af min overbevisning om det modsatte?

”Så du vil redde mig?” mumler jeg så og smiler næsten ved tanken. Vi har byttet roller, og jeg ved ikke om jeg er glad for det eller fuldstændig fortabt.  

Der er stille for en stund.

Hun smiler og begynder at nikke sikkert. ”Jeg vil redde dig.”

Og i det sekund tror jeg på hende. Hun ved, hvad hun har med at gøre nu. Jeg bliver nødt til at stoppe med at tænke på hende som en del af ham. Det er ikke, hvad hun er. Hun er bare… hende. Og det er alt jeg ønsker.

Jeg begynder at nikke sammen med hende. Dernæst siger jeg et ”Okay.” Jeg håber bare, at denne evighed vil føre os ud i mere end seks uger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...