A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

43Likes
63Kommentarer
27519Visninger
AA

15. ❅ You could have notified me

Dag 14, 13. december 2016

 

❅❅❅

 

Tidligere på dagen, omkring klokken elleve, var jeg vågnet op i den sorte lædersofa der stod i studiet. Jeg havde sovet der hele natten, det var blevet sent dagen inden og jeg måtte jo have faldet i søvn. Jeg havde stadig tøj på, intet tæppe, sko på, og jeg flød i papirer hvor der stod tilfældige ord på, som måske ville kunne bruges til sangtekster på et eller andet tidspunkt, og på en eller anden måde. 

Jeg var den eneste af drengene der havde været derhenne, men da Louis havde spurgt mig hvad jeg lavede, og jeg mod min egen vilje havde fortalt at jeg var i studiet for ikke at være derhjemme, så var han kommet derhen og havde skrevet sange med mig. Vi havde spist kinesisk, vi havde sunget julesange, og så havde vi skrevet en hel sang. Vi var ikke sikre på at den var passende på et album, måske bare endnu en sang til den samling som vi holdt for os selv. Det var ikke engang sikkert at de andre drenge skulle vide at den var til. 

Det var i dag den trettende december, Luciadag, hvis man gik op i sådan noget. Julia og jeg ville få besøg af hendes kusine og hendes mand, og så skulle vi lave risengrød som vi kunne spise mens at vi så en julefilm. Vi skulle sidde i sofaen og grisse, og hygge og snakke, og snakke om alt hvad der var sket siden sidst vi så dem. Det var omkring ni måneder siden at jeg sidst havde set dem, hvis ikke langt mere, så jeg gik ud fra at vi ville have en masse at snakke om. Julias kusine var et år yngre end hende selv, men manden var et år ældre end mig. Vi havde en del til fælles; han elskede både musik, og spillede golf i sin fritid. 

Som regel tog vi en guitar frem, sad og spillede og sang julesange. Julia og hendes kusine havde ikke de mest perfekte stemmer, men når vi alle fire sang sammen, så kunne det ikke lyde bedre. På trods af at jeg ikke officielt var en del af deres familie endnu, så var jeg i familie med de to tosser. Det havde jeg været utroligt længe, og det var helt klart dem fra Julias familie, som jeg kom bedst ud af det med. 

Jeg åbnede døren ind til vores lejlighed, og jeg så Julia sidde henne i sofaen og halvsove. Hun var ikke engang i gang med at gøre klar, selvom at hun som regel gik i rengøringsvanvid når hendes familie kom på besøg. Sidste år havde vi holdt det i min lejlighed, og Julia havde overnattet for at hun kunne gå igang med at gøre mit toilet rent tidligt om morgenen, lige efter at jeg ville have været i bad.

Sådan var det tydeligvis ikke i år, og jeg kunne ikke lade vær med at tvivle på hvorfor. Altså, om hun havde været længe oppe aftenen før, eller om hun var ved at blive syg eller lignende. Det lignede overhovedet ikke hendes normale opførelse når de kom forbi, især eftersom at hendes kusine kunne have lidt problemer med rengøring, snavs, bakterier og alt hvad der ville kunne gøre hende syg. 

“Jules?” Råbte jeg, i håb om at bringe lidt liv i hende igen. Ingen reaktion, så jeg prøvede igen. Hun rettede lidt på sit hoved, og kiggede så sløvt hen på mig. Hendes øjne var knapt nok åbne, men hun smilede da hun fik øje på mig. Jeg smed sko og støvler, gik hen til hende og gav hende et kram. 

Lige der var jeg lidt ligeglad med at vi nærmest ikke havde snakket, og at hun stadig ikke havde udtalt sig om Aaron. Jeg skulle bare kramme min bedste veninde, min kæreste, fordi at jeg ikke havde set hende i fireogtyve timer. Faktisk mere, når man tænkte over at jeg ikke havde snakket med hende inden at jeg var taget hen i studiet dagen før, og at vi begge havde forladt bordet for to dage siden omkring klokken tretten.

Så næsten otteogfyrre timer uden at have snakket sammen, og ikke at have set hinanden - så ja, så syntes jeg at hun fortjente et kram. Hun gengældte krammet, og da vi gav slip på hinanden kiggede hun forvirret på mig. Jeg smilede til hende, og kyssede hende på panden. 

“Sov du i studiet?” Spurgte hun, og gned sig i øjnene. Jeg satte mig ved siden af hende i sofaen, på trods af at jeg burde gå i bad og få skiftet tøj. Jeg nikkede, og kiggede hen på TV’et, som spillede en eller anden julefilm jeg ikke lige umiddelbart havde set før. Det virkede heller ikke til at Julia havde set halvdelen af den.

“Vi er alene i aften,” mumlede hun, så jeg knapt nok kunne høre hvad hun sagde. Jeg kiggede på hende med to løftede øjenbryn, men hun kiggede ikke engang på mig. Jeg ville spørge hvorfor, jeg ville spørge om det var deres valg, hendes, eller vores, og jeg ville spørge hende hvad vi så skulle lave.

Jeg kunne bare ikke få nogle af spørgsmålene ud af min mund, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle formulere dem. Det ville bare være ord som virkede onde, og hvad ved jeg, måske ville de starte et skænderi som i virkeligheden ville handle om noget andet. Jeg nikkede og sukkede, pustede ud af munden som en hest. 

“Skulle de da noget andet?” Spurgte jeg hende forsigtigt om, mens at jeg lagde en hånd på hendes lår. Hun rykkede lidt på sin krop, fik det til at virke som om at hun sad dårligt. Min hånd faldt ned på sofapuden, og så trak jeg den til mig igen. Det var et rimeligt tydeligt tegn på at det var hende der havde aflyst.

“Ja,” svarede hun ligegyldigt. Jeg kiggede rundt i rummet, og skulle lige til at rejse mig op for at gå i bad, da jeg kom i tanke om hvad jeg burde sige. Og så sagde jeg det bare, uden at tænke mig om.

“Julia, vi skal snakke om det,” røg det ud af mig. Jeg lød bestemt, sikker, og lød ikke som en der ville fortryde det. Men det gjorde jeg heller ikke, jeg fortrød ikke at jeg havde sagt det. Jeg rejste mig op, og hun kiggede på mig. Hun så ikke den mindste smule chokeret ud.

“Ja,” mumlede hun, mens at hun kiggede mig ind i øjnene. Vi havde slet ikke snakket om Aaron endnu, og jeg ville så gerne vide hvad hun tænkte, og hvad der var sket i caféen. Harry havde stadig intet fortalt mig, muligvis fordi at han opdagede at han kendte ham. Måske havde de to snakket sammen efterfølgende, hvad ved jeg. Jeg gik ud mod badeværelset og låste døren efter mig. Tændte for bruseren, og skruede op for det varme vand. Jeg lagde et håndklæde frem på vasken, og hev t-shirten over hovedet. 

Da det varme vand ramte min krop, gjorde det først ondt. Derefter vænnede jeg mig til det. Jeg ved ikke om det var sådan at jeg havde det med Julia, men det kunne sagtens være. Uanset hvad vi fandt på, så vænnede vi os altid til det, uanset hvor ubehageligt det først havde været.

Altså, det havde først været underligt og ubehageligt at bo sammen, at skulle tilpasse sig til hinandens levestile og arbejdstider, men nu føltes det som en af de mest naturlige ting i verden. Jeg havde vænnet mig til noget, som først brændte på min hud. 

Jeg ved ikke hvor længe jeg stod i badet, men det føltes befriende. Det var bare mig selv, ingen der dømte mig for det, og jeg kunne bare tænke på alt og på intet. Jeg kunne finde ud af alt som jeg ville sige til Julia, og jeg kunne finde ud af at få det til at fungere resten af måneden. Jeg vidste allerede nu at der ville være omkring seks dage mere der skulle bruges i studiet eller på hjemmearbejde, og det var altså seks ud af elleve dage, før at der ikke var mere jul tilbage til os. Jeg ville ønske at det kunne rykkes, men nej. 

Det var en af de eneste ulemper ved min karriere, vagter og datoer kunne ikke bare rykkes fordi at der var en sygdom eller en fødselsdag, eller en juleaften for den sags skyld. Fik man en dato, så rykkede man alt andet for ikke at skuffe dem som skaffede en penge. Var de utilfredse, så røg lønnen ned. 

Det var sådan pladeselskabet sagde det, men det var ikke sådan at jeg så det. Jeg ville ikke skuffe vores fans, men jeg så dem ikke som pengemaskiner. Jeg nød at spille koncerter for dem sammen med mine bedste venner, og det var en af de ting ved sommeren som jeg savnede mest. Generelt bare at spille foran andre mennesker, som vi ikke havde gjort i en evighed. Jeg glædede mig til at komme tilbage til det, selvom at det ville efterlade Julia meget alene igen. Hun kunne ikke bare slippe alt og komme med mig, desværre. 

Jeg slukkede for vandet, steg ud af brusekabinen, og viklede håndklædet omkring min underkrop. Jeg tog et lille håndklæde fra skabet, og tørrede mit hår så godt som jeg nu kunne. Vores gulv varmede mine fødder, men jeg frøs på resten af kroppen. Alligevel havde jeg ikke lyst til at tage tøj på og komme ud herfra, jeg ville bare gerne blive. Stilheden var rar, indtil at Julia bankede ivrigt på døren fordi hun skulle tisse.

Jeg grinede svagt for mig selv, men samlede så mine ting op og lod hende overtage badeværelset. Hun smilede taknemmeligt, inden at hun så skyndte sig ind for at få tisset. 

Mit beskidte tøj smed jeg på mit gulv inde på værelset, og derefter gav jeg mig til at finde noget rent i skufferne. Underbukser, sokker, jeans, sweater, ur og sneakers. Egentlig meget normalt, men fint nok til at jeg ville kunne gå ud med det hvis vi manglede mælk eller småkager. 

 

❅❅❅

 

“Julia, jeg er i stuen. Kommer du ud så vi kan snakke?” Jeg råbte det igennem lejligheden. Efter at hun havde været ude og tisse, var hun åbenbart også gået i bad og siden det havde hun siddet inde på sit værelse og gjort sig klar. Til hvad, vidste jeg ikke. Men det kunne umuligt være vigtigere end at snakke om os. 

Jeg kunne høre hendes fodtrin hen over gulvet, men jeg sad og kiggede ned i min mobil for at få det til at virke mindre vigtigt. Jeg kiggede på hende da hun satte sig i sofaen. Hun var iført en sort nederdel, en oversize sweater, og et par hvide strømpebukser. Hun havde ihvertfald lagt makeup, og mere end hun normalt gjorde. Jeg undrede mig over hvorfor, men jeg lod det ligge. Hun smilede. 

“Niall,” mumlede hun. Hvis ikke jeg tog fejl, så havde hun prøvet på at undgå den her samtale. Hun havde vidst det meste af dagen at vi skulle snakke, og jeg ville virkelig undre mig hvis hun ikke havde lyst til at have den. Vi skulle finde ud af hvad der var sket med os, hvorfor vi havde ladet det gå os så meget på, og hvorfor vi var blevet så adskilt fra hinanden. Jeg var blevet lettet over at hun ikke var der, da jeg var i bad.

Det var forkert. Sådan burde vi ikke være. Vi burde ikke kunne holde os fra hinanden, og vi burde have lyst til at bruge hver dag sammen, præcis som vi havde haft planlagt. 

“Har du ikke lyst til at snakke om det? Snakke om os?” Spurgte jeg hende, måske en smule for voldsomt. Hun kiggede chokeret på mig, nærmest som om at sætningen gjorde hende bange. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, og rykkede mig en anelse tættere på hende i sofaen, for at gøre situationen mere intim og tryg. 

“Selvfølgelig har jeg det! Jeg ved bare ikke hvordan,” protesterede hun, mens at hun nærmest sprang op af sofaen, for at understrege sin pointe. Jeg kiggede på hende med ømme øjne, mens at hun prøvede på at undgå mit blik. Det virkede slet ikke som os længere, selv da vi skulle finde ud af hvad os var, var det lettere at snakke om det. Der ville hun i det mindste give det en chance, og åbne sig op. 

“Forklar hvordan du mødte Aaron,” prøvede jeg forsigtigt, i håb om at samtalen kunne få en mere venlig tone. Hun kiggede på mig som om at det var det værste jeg kunne have sagt, som om at jeg var en skurk. Hun sukkede, kigge rundt i rummet, men begyndte så. Overraskende nok, så begyndte hun faktisk at forklare hvordan de havde mødt hinanden, hvordan han havde hjulpet hende, og hvordan hun havde løjet for Harry. 

Jeg havde ikke troet at hun ville gøre det, ikke så detaljeret og jeg havde forventet at hun ville undlade detaljer. Det virkede ikke som om at hun gjorde det. Hun fortalte om hvordan han havde renset såret, og hvordan han senere havde fortalt mere om sig selv og sin karriere. 

“Han nævnte ikke på ét tidspunkt, at han havde hørt om mig før,” fortsatte hun, med en blid - nærmest såret tone i stemmen. Det virkede som et ømt punkt for hende, men jeg tror at det var sundt for hende at få snakket ud om det. At få en anden synsvinkel på det måske. 

Bagefter fortalte hun at hun ville have købt ham en gave i centeret, for at takke ham altså. Hun fortalte hvordan det havde føltes lige inden at hun besvimede, og hun fortalte så meget som hun kunne huske af oplevelsen. Hun sagde hvad de havde snakket om på hospitalsstuen, der hvor jeg havde set dem, hvor at de nærmest havde holdt i hånden. Jeg fik en anden synsvinkel på det, jeg så det pludselig som en aktion lavet i venskab, og ikke med nogle følelser involveret. Jeg åndede lettet ud, og smilede til Julia. 

“Har du snakket med ham efter det Lila sagde?” Spurgte jeg hende om. Hun rystede på hovedet, og jeg vidste ikke om det generede mig, eller om jeg følte mig lettet. Jeg burde vel føle mig lettet, men det var jeg ikke helt sikker på at jeg var. Det generede tydeligvis hende at de ikke havde snakket ud om det, og grunden til det var muligvis at hun troede at jeg ville have noget i mod det. Det ville jeg også have haft, men jeg kunne se hvor meget det gik hende på. Vi havde kun snakket om Aaron indtil videre, og hun græd næsten. 

“Det burde du. Ring til ham når vi er færdige,” sagde jeg blidt. Jeg lagde en hånd på hendes lår igen, og blev denne gang ikke afvist. Hun lagde sin hånd på min, og smilede til mig. 

I forhold til hvordan hun havde strittet imod da vi først ville starte med at snakke, så gik det utroligt godt. Meget bedre end jeg havde kunnet håbe på. Vi havde ikke råbt af hinanden, ingen havde grædt endnu, og vi havde fået dækket et helt emne - som vel egentlig også var det vigtigste emne for os. 

Jeg vidste ikke hvad det var med Aaron, som gjorde ham til sådan en speciel fyr, men selv inden at jeg havde mødt ham - så havde jeg været jaloux på ham. Da jeg så, så ham, så blev jalousien så meget værre. Han virkede venlig, han var køn - uden tvivl - og så var han betragtet som en af hverdagens helte. 

“Hvad med resten af december, Niall? Hvor meget arbejde har du?” Spurgte hun, mens at hun smilede. Dog tørrede hun også en tårer væk fra hendes kind, med hendes håndryg, så smilet var vidst kun for min skyld. Som sagt havde jeg seks ud af elleve dage hvor at jeg skulle arbejde, men hvis jeg blev hurtigere færdig, så ville jeg få fri den enogtyvende december. Det håbede jeg på, så kunne jeg få fri der. 

Det fortalte jeg hende, og hun nikkede til det, selvom at jeg godt vidste at det var langt mere end nogen af os først havde forventet. Vi havde haft så mange planer, og de blev alle bare spoleret af hospitalsbesøg, impulsive planer, skænderier eller mit arbejde. Jeg ville ønske at det havde været anderledes.

Men til gengæld, så havde vi også kun regnet med at være bedste venner. Det var vi heller ikke, og det var bestemt ikke en planlagt ting, og det fungerede da meget godt. Det var en fantastisk ting, faktisk, så ikke alle de impulsive ting var dårlige for os. Det ville være en skam at sige, en forfærdelig ting at sige. 

Overraskesende nok var der stadig ikke nogle af os der havde ligget syge, heldigvis, for det ville da bare have taget endnu mere tid fra os. Vi manglede jo stadig både at holde jul med hendes familie og med min, og nu skulle vi ikke bruge dagen med hendes kusine og hendes mand. Men det var okay, det skulle nok gå. 

“Hvorfor er du egentlig så fin i dag?” Spurgte jeg hende om, mens at jeg gav hende et elevatorblik hvor at jeg gjorde det meget tydeligt. Hun grinede, tørrede de sidste tårer væk, og rettede så på sin sweater. 

“Jeg tænkte at vi kunne tage ned på Torvet senere, se juleoptoget,” svarede hun, på samme tid med at hun foreslog det. Hvis jeg sagde nej, så ville hun sikkert bare gøre det alene. Jeg nikkede og smilede, og hun smilede tilbage. Det virkede næsten som om at det var os igen, som om at vi var okay.

Jeg var ihvertfald sikker på at vi ville blive okay, hvis vi bare blev ved med at forsøge på at være sammen. 

“Hvad tid er det?” Spurgte jeg hende, mens at jeg kiggede op på det ur som hang over TV’et. Et lidt underligt sted at hænge et ur, ville nogle mene, men jeg syntes at det passede helt perfekt. Så kunne vi altid holde øje med klokken, når nu vi skulle nå noget, men sad og så en film for eksempel. 

“Om to timer, cirka,” svarede hun, mens at hun også kiggede på uret. Jeg kiggede hen på hende, og smilede ved tanken om at hun virkelig var min. Det var som en drøm der gik i opfyldelse, og jeg var så glad for hende. Det havde jeg altid været, bare på andre måder end jeg kunne tillade mig at være det nu. 

Jeg lænede mig ind til hende, og lagde mine læber på hendes. Det føltes rart at kunne gøre det igen, det føltes som os igen. Det føltes som om at intet var sket, og at vi stadig var en velsmurt maskine. Vi passede perfekt sammen, og vores rytmiske takt var helt perfekt. Jeg trak mig fra hende, og smilede.

“Smut så ind og ring til Aaron,” sagde jeg til hende, kun få centimeter væk fra hendes ansigt. Hun smilede, og jeg lagde mine læber på hendes igen i blot fem sekunder, før at jeg trak mig igen. Hun tog sin mobil i hånden, og smuttede forsigtigt ind på hendes værelse hvor at hun lukkede døren. 

Selvom jeg var blevet efterladt alene i lokalet for at hun kunne ringe til en anden dreng, så kunne jeg ikke lade vær med at sidde og smile for mig selv. Jeg havde fået min Julia tilbage, og jeg var ikke bange for at miste hende til Aaron. Jeg var sikker på at han ikke længere var en konkurrent, men jeg vidste også at Julia var nødt til at få snakket ud med ham, hvis det ikke skulle gå hende på resten af måneden. 

Selv tog jeg min egen mobil frem, og skrev til Harry at det hele var løst mellem os igen. At vi kunne snakke sammen igen, og bagefter skrev jeg til Louis at han nok ikke ville være nødt til at overnatte med mig i studiet flere gange i denne måned. De virkede glade på mine vegne, men det måtte også være rart for dem.

Nu kunne de have en meget mere fokuseret bedste ven, som ikke tog sine problemer med på arbejdet. Nu ville vi kunne koncentrere os om at skrive, og ikke finde ud af hvad der skete mellem Julia og jeg - selvom at de to ting, nu gik meget godt hånd i hånd. 

Jeg havde haft en del inspiration til at skrive mens at Julia og jeg ikke havde været på talefod, uanset hvor forkert det måtte lyde. Både gode og dårlige ting kunne give inspiration, og hvis de dårlige ikke gjorde, hvordan kunne man så have triste sange som omhandlede at slå op og at miste nogle? 

Man skulle bruge alle oplevelser og alle følelser i en karriere som min, uanset hvor glad man var for at gøre det. At bruge de dårlige følelser, var en ting som jeg havde været lang tid om at turde og om at lære. 

Jeg smilede for mig selv endnu en gang, og fangede mig selv i at føle mig tilfreds. Men hvad var det også ikke at være tilfreds over? Jeg kunne snakke med min bedste veninde igen, og på samme tid havde jeg fået min kæreste tilbage. At de to roller var sat af den samme person, var bare heldigt for mig.

 

❅❅❅

 

Julia og jeg gik hånd i hånd ned af Torvet, hvor der var pyntet op med julekugler og gran. Der var nogle juletræer her og der, og sneen lå perfekt på jorden. Det skabte den helt rigtige stemning. Det var blevet mørkt, så gadelygterne var tændte og skabte den helt perfekte, dæmpede belysning. Det gjorde det langt mere intimt, på trods af hvor stor en menneskemængde vi var. 

Normalt var Torvet bare et sted hvor at skaterne hang ud, hvor der blev solgt frugt og grøntsager, og hvor der nogle gange var en gratis koncert fra et lille, ukendt band fra en folkeskole. Ikke ensbetydende med at de ikke var dygtige, for det var de fleste af dem virkeligt. De blev altid så glade når en verdenskendt person, som var kendt for sin musik, kom op og komplimenterede dem - fortalte hvor dygtige de var, og så videre.

Jeg kunne ikke få øje på nogle mennesker jeg kendte, men at jeg var her med Julia var mere end nok. Vi gik bare rundt og kiggede på de forskellige boder, hvor at de solgte forskellige ting. Brændte mandler, blomster, julepynt, nisser, varm kakao, pandekager, pakker til pakkeleg, hvis man ville overraskes selv. 

“Niall?” Spurgte hun lavt, så ingen andre ville kunne høre os. Jeg nikkede, og kiggede ned på hende. Hun var en anelse lavere end mig, og eftersom hun ikke måtte gå i hendes høje støvler, så var jeg nødt til at kigge ned. 

“Det var mig der aflyste med min kusine,” indrømmede hun, selvom at man tydeligt kunne høre at hun ikke havde særligt meget lyst til det. Jeg gav hendes hånd et klem, smilede til hende og grinede så svagt. 

“Det vidste jeg godt,” indrømmede jeg så også. Hun grinede lavt og forsigtigt. Jeg tror at hun var bange for at drage opmærksomhed hen til os. Niall Horan fra One Direction, sammen med hans kæreste, som tidligere på måneden var blevet angrebet af en fan som ikke syntes særligt godt om hende. 

Den episode havde hun også fortalt mig om i dag, sagt præcist hvad det var hun havde skåret sig på, og hvorfor at hun ikke havde sagt noget, noget før. Jeg kunne godt forstå hendes årsager, da hun først fortalte mig dem. Havde situationen været omvendt, så var jeg heller ikke sikker på at jeg havde fortalt det hele. 

“Er du okay med at det bare er os to i dag?” Spurgte hun så, mens at hun kiggede op på mig som om at hun havde gjort noget galt. Jeg kyssede hende på panden og smilede. 

“Spørg du mig seriøst, om jeg er okay med at være sammen med min kæreste alene?” Spurgte jeg hende drillende om. Hun prikkede mig i siden, og jeg grinede. Hun grinede sammen med mig, inden at hun stillede sig på tæer og placerede sine læber på mine. Vi frøs begge, det var tydeligt både at mærke og se. Hendes læber var kolde, og det samme var mine, og det gjorde først en anelse ondt da vores læber bevægede sig i takt med hinandens, men jeg vænnede mig til det, indtil at det slet ikke gjorde ondt længere. 

Vi trak os fra hinanden, og jeg hev hende ind i et kram. Jeg begravede mit hoved i hendes hår, og i det øjeblik lagde jeg slet ikke mærke til hvor mange blitz der gik af. I det øjeblik, var det eneste jeg kunne tænke på; hende.

 

❅❅❅

Glædelig trettende december! 

Jeg ved godt at Nialls kapitler er kortere end Julias, men jeg ved ikke - jeg er mere inspireret når jeg tænker som Julia. 

Vi ses i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...