A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26074Visninger
AA

21. ❅ We're a working progress

Dag 20, 19. december 2016

 

❅❅❅

 

“Greg, helt ærligt,” brokkede jeg mig, over min brors evige forsøg på at vende min lykke til hans. Han sad stadig med et smørret smil på læben, og morede sig gevaldigt over mit ulykkelig forsøg på at argumentere hvorfor det ikke kunne lade sig gøre, at jeg tog Julia med herhen til julemorgen. 

“Hun skal være sammen med sin egen familie,” forsøgte jeg mig igen. Både min mor og far var i byen for at handle ind til den aftensmad, som Greg havde lovet at stå for. Han havde ikke engang kunne klare at handle ind, hvordan skulle han så kunne klare at bo alene? Han havde ikke engang råd, det var kun fordi mor og far betalte lidt til os begge, så vi kunne bo alene - kun derfor, havde han råd til dette sted. 

Mor og far behøvedes ikke engang betale til mig, og som regel satte jeg også bare pengene ind på en opsparingskonto. Kontoen som jeg brugte på oplevelser med dem, på flybiletter til mig og dem så vi kunne se hinanden, og på deres gaver. Så når man så det i et større billede, så betalte de for deres gaver, ja. 

Man skulle tro at Greg ville være på arbejde, det var trods alt en mandag, men nej. Mor og far tror at han bare har fået en fridag, eller taget en fridag for at være sammen med familien - men jeg vidste at han var blevet fyret. Endnu en gang havde han taget for mange friheder, og haft for mange sjove nætter. 

Han havde aldrig kunne have et rigtigt job, og han kunne ikke holde sammen på en hverdag. 

“Er hun ikke en del af vores familie nu?” Spurgte han, som om at jeg var den største idiot nogensinde. Jeg hadede den følelse som Greg altid puttede i min krop. Den var der altid, men i en langt mindre grad. Han skulle ikke gøre særligt meget før at jeg tændte helt af, og jeg ville ønske at det ikke var sammen. 

“Vi er kærester, Greg. Ikke gift,” pointerede jeg for ham, selvom at han virkede som om at det ikke gjorde nogen forskel. Han mumlede noget, men jeg fik ikke fat i hvad. 

Jeg ville ønske at Julia kunne holde jul med min familie og jeg, men jeg måtte nøjes med hende den fireogtyvende december. Juleaften måtte være mindst lige så godt, hvis ikke bedre. Hun skulle have lov til at være sammen med hendes familie, især da jeg vidste hvor vigtigt det var for hende. Jeg kunne ikke engang tillade mig at spørge hende, bare fordi at Greg ville være sammen med hende. 

“Hvilken forskel gør det, Niall? Du er tydeligvis ikke klar til at lukke hende ind i familien,” sagde han, mens at han himlede med øjnene og gik rundt i noget der kunne minde om cirkler. Greg irriterede mig grænseløst, og det sagde nok mere om vores forhold end jeg foretrak. Vi havde aldrig været de bedste brødre, vi havde aldrig fortjent en pris for at holde sammen, og vi fortalte aldrig hinanden at vi elskede hinanden. 

Han var familie, og familie er familie. Det er ikke nogen man bare vender ryggen til, ignorerer eller stopper med at elske, men der vil altid været et sort får for familien. Der vil altid være en man mindre kan lide, eller en man ikke kan med. Greg var den person, i hvert fald for mit vedkommende. 

“Hun kender allerede jer alle sammen. Hvor meget mere forventer du?” Spurgte jeg ham. Jeg ville oprigtigt gerne høre hans svar, høre hvad han ville have mig til. Normalt var det min egen opgave at regne Greg og hans ord, hans befalinger ud, men hvis han ville fortælle det så ville jeg hellere end gerne høre det. 

“Det er længe siden vi har set hende. Inviter hende dog herhen,” nærmest råbte han af mig. Hans eget forhold var gået ned af bakke på det seneste, og han så ikke længere sin familie eller venner så ofte. Greg har problemer med vrede, og han kan let blive aggressiv. Jeg er ikke bange for at han skal være i nærheden af Julia, det er på ingen måde det. Men jeg er bange for hvad der vil ske efter; hvad der vil ske hvis nogle siger noget forkert. Hvis man påpeger hans mønstre, hvis Julia spørger for meget ind til detaljer. 

“Hun er på arbejde,” fortalte jeg ham, i en opgivende tone. Jeg vidste godt at han ikke ville give op, han havde sat sig for at han skulle se Julia i dag - og sikkert også at vi skulle have middag med hende. 

Greg stoppede sin cirkelgang, og stod og kiggede på mig som var jeg en dæmon. Han foldede hænderne sammen, men ikke som i en knytnæve. Som en fornem herre var det gamle London, som skulle til at have taget sit portrætfoto til foyeren. Han grinede svagt, mens at han kiggede ned på sine sko. 

“Ring til hende, Niall,” kommanderede han, stadig mens at han fandt det hele en smule morsomt. Trækkene på at han skulle være psykopatisk eller bare psykotisk viste sig ofte, men aldrig blev noget mistænkt. Min bror fejler ikke noget, det er jeg sikker på. Men nogle gange frygter jeg hans selskab, og det tror jeg ikke er en skam at sige at andre også gør. Han ville aldrig gøre nogle noget, men frygten voksede i hans kæreste. 

Frygten for at blive slået, eller sparket, eller bare smidt ud af lejligheden. Ikke bogstaveligt talt, som ud af et vindue. Bare få at vide at hun skulle flytte ud, at hun skulle finde sit eget sted. Jeg tror uden tvivl at det var grunden til, at hun allerede havde fundet sit eget hvor at min nevø kunne vokse op. 

“Hendes mobil er slukket når hun er på arbejde,” fortalte jeg ham, uden at trække en eneste mine i ansigtet. Han kiggede ikke på mig, og det vidste jeg allerede inden jeg havde åbnet min mund. Jeg satte mig ned i den lænestol som stod bag mig, og krydsede den ene ben over det andet. 

Hans lejlighed var som et sted for to unge drenge, to unge drenge som havde bedsteforældre møbler. Store, tunge læder sofaer og matchende lænestole. Et tungt, sort bord lavet af marmor, og så en kæmpe fladskærm med playstation, X-Box og jeg ved ikke hvad. Han var bare ét, stort legebarn. 

“Du gider bare ikke prøve,” prøvede han. Han prøvede på at tænde mig af, og det var så tydeligt. Jeg rystede på hovedet af hans kommentar, inden at jeg tog min mobil frem. Julia havde aldrig sin mobil slukket, og hun havde den altid på sig. Også når hun var på arbejde, jeg ville bare ikke hive hende helt herhen bare fordi at Greg mente at jeg var flov over hende, eller sådan noget. 

Hendes nummer lå øverst i min opkaldshistorik, og det var derfor utroligt let at ringe op til hende endnu en gang. Jeg skulle stadig have lov af mor og far til at inviterer endnu en over, det var trods alt dem der ville ende med at lave maden. Men Greg havde allerede besluttet sig, så hvorfor ikke bare få opkaldet overstået?

Den nåede ikke at bippe mere end tre gange, før at jeg hørte hendes stemme i den anden ende af røret. Hvis Greg ikke skulle opdage at jeg havde løget for ham, var jeg nødt til at forfalske noget af opkaldet. Ligesom man gjorde da man var yngre, og ikke ville have at ens mor skulle hører hvem man virkelig snakkede med. 

“Hva så, har du fået fri?” Spurgte jeg hende derfor om, inden at hun overhovedet havde nået at sige noget. Greg kiggede mistroisk på mig, og Julia grinede blot af mit spørgsmål. Hvis Greg først fandt ud af jeg havde løget, så ville middagen blive et helvede. Han ville ikke blot beskylde mig for løgnen, men han ville bevise den, og så ville vi endnu ud i endnu et familieskænderi. Et hvor Greg og jeg råbte af hinanden, mens mor prøvede at stoppe far, fra at stoppe Greg og jeg. 

“Men når nu du fik tidligere fri, vil du så ikke bare med hjem til Greg og spise? Vi har jo ikke handlet ind,” spurgte jeg, og forsvarede jeg. Jeg tror at Julia regnede ud hvad der foregik, for hun grinede da endnu mere. Dog accepterede hun invitationen, hvilket jeg nok mere havde ønsket hun ikke havde gjort. 

Hvis jeg måske bare havde spurgt uden at give en grund, som Greg jo forresten også hørte, så havde det måske været en mulighed for hende at sige nej. Med den grund som jeg gav Greg, så ville hun kun kunne sige at hun ville bestille mad udefra - og så ville Greg og mine forældre bare insistere på at hun da bare kunne komme herhen, og spise sammen med os. Jeg prøvede virkelig på at redde den, men det var ødelagt. 

“Så du kommer bare klokken halv seks?” Spurgte jeg hende så, efter at hun havde spurgt hvad tid hun så skulle komme. Jeg glædede mig da til at bruge tid med min kæreste og mine forældre, og især dem begge samlet. Det var længe siden vi havde gjort det, og endnu længere tid siden Greg også havde været med. 

Jeg vidste hvordan Julia havde det med Greg, og hendes indtryk af ham var et helt andet end mit. Han åbnede sig aldrig rigtigt op for hende, han fortalte hende ikke om hans fuldstændigt sindssyge planer og tanker, eller fortalte hende om hvordan han endnu engang fik manipuleret med sin kæreste eller en ven. 

Det var sygt at høre på når han snakkede med Julia, hvordan han bare fik opstillet sig selv som et godt menneske. Ikke at han er et dårligt menneske, for når man ser på de ti bud så overholder han jo de samme som de fleste andre mennesker. Nogle af dem bliver brudt regelmæssigt, men det gør de også af så mange andre mennesker som jeg ser som familie, bedste venner, kærester og medmennesker. 

Jeg afsluttede opkaldet med Julia, og lagde min mobil ned i lommen igen. Jeg kiggede op på Greg som havde et selvsikkert og smørret smil på læberne. Han lignede en selvsikker idiot, som lige havde fået hvad han havde pønset på. Han havde magten over mig, og det var der ingen tvivl om. 

“Du er en idiot,” mumlede jeg, velvidende at han godt kunne høre mig. Men på det punkt, var jeg så utroligt ligeglad med hvad hans reaktion ville være. 

 

❅❅❅

 

“Kom dog ind, søde!” Man kunne tydeligt høre min mors stemme ude fra gangen, og hvor begejstret hun var for at Julia kom på besøg. Jeg var også sikker på at hun gav hende et kram, og sikkert også et kys på kinden. De to havde altid godt kunne lide hinanden, der havde aldrig været noget der. 

Mor havde altid foretrukket Julia, og havde aldrig rigtigt brudt sig om Olivia. Når vi holdte en middag for tætteste venner, var det altid Julia hun spurgte efter. Hun spurgte altid om jeg kunne inviterer min bedste veninde, i stedet for min kæreste. Hendes grund var altid bare at jeg så ville være mere til stede, end hvis jeg skulle koncentrere mig om at min kæreste havde det godt. Nu hvor Julia var min kæreste, var det problem der ikke. Jeg tror mere at det var Olivia som en person, hun ikke brød sig om. 

“Se hvem der kommer nu, kære lillebror,” drillede Greg, mens at han nærmest hviskede ordene ind i mit øre. Vores far skulle jo nødigt høre at det var ham der havde sat noget i værk, og han skulle bestemt ikke få mistanke om Gregs motiver. De motiver, som jeg stadig prøvede på at regne ud. 

Julia og mor kom gående ud i køkkenet, hvor alle os andre befandt os. Greg var hurtigere end jeg, og var hurtigt henne og give Julia et kram. Hun krammede ham som om intet var galt, som var det den mest naturlige ting i verden. Det stak i maven, en underlig stikken som jeg aldrig havde følt før. 

Han smilede som en selvfed nar, som om at vi kæmpede om pigen og han lige havde vundet. Det gjorde ondt at se på, og en kæmpe sten faldt fra min mave da Julia trak sig fra ham, og smilede på den mest akavede måde muligt. Hun kom gående hen imod min far og jeg, og startede med at hilse på min far. 

Modsat så mange gange, så hev far faktisk Julia ind i et kram. Han krammede sjældent folk som jeg inviterede, og Olivia havde aldrig fået et kram. Jeg følte for en gangs skyld at mine valg, at min kæreste blev godkendt af hele min familie, og ikke kun min bror som ville ønske at han var mig. 

Jeg vidste hvordan Greg havde haft det med Olivia. Jeg var ikke blind, jeg havde øjne i hovedet og det havde været kvalmende dengang. Den måde som han kiggede på min kæreste, hvordan han ikke kunne fjerne sine øjne fra hende. Han havde kigget på hende som en sulten ulv, og som om at hun var et lille lam. 

“Hey,” sagde hun og rev mig ud af mine tanker. Jeg smilede og hev hende ind i et kram, som hurtigt også blev til et kys. Greg hujede på den mest flabede måde han kunne, og hvis blikke kunne dræbe - så havde han været død for længst. At have en irriterende storebror var fint nok, men kunne der i det mindste ikke bare være en sød lillebror så? Så ikke alle mine brødre, min eneste bror, skulle være en pine i røven?

“Hey,” svarede jeg tilbage, som den sukkersøde kæreste jeg var. Vi trak os fra hinanden, og smilede begge hen til min mor, som lignede en der var ved at bryde ud i tårer. Det var så underligt, det hele, at Julia blev accepteret. Jeg kunne ikke kysse Olivia i nærheden af min mor, dengang vi var sammen. Nu var min mor klar til at lade mig blive gift med Julia, bare af at se ét enkelt kys fra os. 

Det var rart, men det fik mig også bare til at tænke på hvor lidt støtte jeg havde fået dengang med Olivia. Ikke nogle trøstende ord da vi slog op, på trods af hvor længe vi trods alt var sammen. Jeg vidste ikke helt hvordan det fik mig til at føle, skuffet, såret, eller om jeg burde være ligeglad?

Men ligeglad, det var jeg ikke. Det vidste jeg, og det var jeg sikker på. Jeg brugte så meget af mit liv sammen med og på Olivia, og mine forældre havde ikke støttet det på noget tidspunkt. Hvis ikke deres forbud mod at se hende, bare ville have skubbet mig længere imod hende - så havde de sikkert givet mig sådan et. De kendte deres søn, og jeg ved godt at de vil mig det bedste; men på det tidspunkt troede jeg virkelig på at Olivia var det bedste der nogensinde var sket, og ville ske for mig. 

“Så hvad skal vi have at spise?” Spurgte Julia, mens at et kæmpe smil var klistret på hendes læber. Taget ud fra hendes ansigtsudtryk, toneleje og spørgsmål gik jeg ud fra at hun var nervøs. Hun var ikke kræsen, på nogle måder, og derfor var det ikke et normalt spørgsmål fra hendes side af. Så længe der var mad, så ville hun være glad. Hvis bare hun kiggede i ovnen ville hun kunne se halvdelen af det, hvilket var et tydeligt tegn på at hun også bare prøvede på at starte en samtale. Det var min mor der svarede hende, stolt, stolt over hvad hun havde lavet til os alle sammen. 

Det var nu egentlig bare en simpel gryderet og nogle flødekartofler, man lad kvinden være stolt over sit måltid. Så er hun som regel i et fantastisk humør efter, når alle roser det. 

“Vil du have en rundtur af lejligheden, Julia?” Spørgsmålet undrede mig ikke, og det gjorde Gregs ansigtsudtryk heller ikke. De to ting gik hånd i hånd, og jeg var ikke den eneste der opdagede det. Julia kiggede op på mig, sikkert for at få min tilladelse. Jeg valgte bare at nikke og smile, da jeg ærligt talt ikke magtede Gregs humør resten af aftenen, hvis jeg valgte at gøre andet. 

Som de to gik videre ud mod stuen, lagde far en hånd på min skulder og gav den et kort klem. 

“Rolig, Niall. Du ved hvordan din bror er,” sagde han lavt nok til at mor ikke ville høre det. Far var den eneste der opdagede hvad der foregik, mor prøvede stadig så hårdt på at gøre Greg bedre. Jeg tror at far havde givet op, selvom at man aldrig gav op på sine børn. Det var noget de begge to altid sagde, men alligevel var det mor der prøvede hårdest. Far vidste hvordan han var, og gjorde ikke noget ved det. 

“Ja. Det er det jeg er bange for,” svarede jeg ham tilbage i en mumlen. Mor kiggede hen på os, og ventede på at vi ville gentage vores ord. Jeg smilede beroligende til hende, for at få hende til at droppe det. Far fjernede sin hånd fra min skulder, og åndede ud så det kunne mærkes i min nakke. 

Jeg kunne høre både grinene fra Julia og fra Greg, men jeg kunne ikke høre et eneste ord af hvad der var så morsomt. Jeg burde ikke opfører mig sådan her; som en jaloux kæreste. Det var min bror, og selv hvis jeg var bange for hvad Greg kunne finde på, så ville Julia aldrig være utro. Slet ikke med min bror. 

“Hvornår er der mad, mor?” Spurgte jeg i stedet for, for at lede mine tanker hen på noget andet. På trods af den simple ret vi skulle have, så ville det smage fantastisk. Min mor var en fantastisk kok, og det var de tidspunkter på året jeg fik dem bedste mad. De tidspunkter hvor at mor og far var i England, og havde forladt vores hjemland; Irland. Det var utrolig at tænke på at det var den fireogtyvende december om fem dage, og at det var julemorgen efter blot seks nætter endnu. Måneden var gået så hurtigt, og nu var mine forældre her. 

“Om fem minutter. Du kan dække bordet,” svarede hun, uden at stille det sidste op til en mulighed. Jeg smilede skævt til hende, men gik hurtigt hen til Gregs skab hvor servicen stod. Jeg tog fem tallerkner frem, og gik ind  spisestuen med dem. Jeg startede bare ud med at stille tingene på bordet, og så kunne jeg sprede det ud bagefter. Om ikke andet, så kunne Julia måske se det udækkede bord og forlade Greg for at hjælpe. 

Uret ude i køkkenet bippede, og jeg gik ud fra at det var lyden fra ovnen der blev åbnet som jeg hørte. Duften af mad fyldte hele lejligheden, og uanset hvor Greg og Julia var henne, så var jeg sikker på at de også kunne dufte mors fantastiske gryderet, og hendes flødekartofler. De fleste mennesker ville nok sige at de to ting ikke hørte sammen, men de havde ikke smagt kombinationen. Det var fantastisk, men kun når det var mor der lavede det. Jeg havde prøvet selv, og det var slet ikke det samme. 

“Vi skal spise, Greg!” Råbte jeg ud i lejligheden. Jeg følte at det ville være ondt at råbe efter Julia, og jeg gad ikke at gå hele lejligheden rundt til jeg fandt dem. Så jeg kunne bare få nogle aggressioner ud, og så råbe af Greg, for at fortælle vi skulle spise. Det gav fin mening, og mor ville ikke blive sur. 

En lille mors dreng, vil man jo nok altid være. 

 

❅❅❅

 

Min hånd lå på Julias lår under bordet, diskret så resten af min familie ikke ville se det. 

Ikke nok med at vi skulle have en middag, altså normal aftensmad, så havde mor åbenbart også forberedt dessert. Chokolademousse, som var utroligt lækker - men gjorde også at Julia og jeg var nødt til at blive længere. Julia og jeg sad ved siden af hinanden, og så far ved bordenden. Mor overfor Julia, og Greg overfor mig. Hvis jeg kunne undgå at kigge på hans ansigt, så ville det være skønt. 

Men sådan kunne det åbenbart ikke være når man er brødre, for så hænger man lidt på hinanden. Vi ligner på ingen måde hinanden, kun ifølge alle andre. Hverken Greg eller jeg havde kunnet se ligheden nogensinde, men jeg tror måske lige så meget at det kan være fordi at vi nægter at ligne hinanden. 

Vi hader ikke hinanden, men vi vil helst kun se hinanden få gange om året. Der har været nogle konflikter, som har været lidt for offentlige, og som nok har ødelagt lidt for meget. Jeg vil ikke give skylden på nogle af os, men Greg prøvede helt klart på at ødelægge noget rigtig godt for mig dengang det skete. 

“Skulle du ikke arbejde i morgen, Niall?” Spørgsmålet kom fra Julia, og i det øjeblik kunne jeg ikke elske hende højere. Det var rigtigt nok, for jo, jeg skulle på arbejde i tre timer. Alt efter de tre timer, ville så være frivilligt, og ville kun ske hvis jeg følte mig inspireret. Men, det gav os en glimrende undskyldning for at tage hjem, og uden at Greg kunne blive sur. Jeg havde jo en karriere, modsat ham. 

“Jo. Jeg skal møde klokken ni,” svarede jeg hende, og smilede hen til min mor som så en anelse bekymret ud. Jeg vidste godt hvorfor, klokken var trods alt omkring halv ti. Der var under tolv timer, til at jeg skulle arbejde, og hun mente at søvn var det vigtigste redskab i livet. 

“I burde tage hjem så. Du skal have din søvn,” og der kom hun med den. Min mor, min redningskvinde. Jeg smilede taknemmeligt til hende, og lagde den hånd jeg havde haft på Julias ben op til mit hjerte. Hun smilede tilbage til mig, inden at hun langsomt begyndte at samle vores skeer og andet service sammen. Greg kiggede forvirret rundt på os alle, Julia, mor, far og mig. Han prøvede garanteret at finde en måde at forhindre os i at tage hjem, det kunne jeg i hvert fald forestille mig. Men vi tog hjem, når vi havde hjulpet. 

“Vi kan godt hjælpe med at tage af bordet først,” insisterede jeg, mens at jeg kiggede taknemmeligt på Julia. Hun havde ikke accepteret noget, men jeg vidste at hun nok skulle hjælpe. Hun var fantastisk opdraget, og hun elskede min familie. Hun ville aldrig tage hjem, når der var et fyldt køkken og kun en person der gad at tage sig af det. Jeg fik skæld ud, den ene gang jeg bare havde efterladt min mor i et fuldt køkken.

Dengang var vi seksten, og jeg fik skæld ud af Julia for at være en doven teenager. 

“Selvfølgelig,” støttede Julia, mens at vi begge smilede til min mor. Julia nærmest rev halvdelen af stakken ud af hænderne på min mor, og gik hurtigt ud i køkkenet med dem. Selv tog jeg resterne af chokolademoussen med ud, for at tage film over den og sætte den i køleskabet. 

Det var tydeligt at se, at Julia tog sig god tid ude i køkkenet. I spisestuen kunne man ikke se ud til køkkenet eller omvendt, og det skulle vi udnytte. Jeg stillede mig ved siden af hende, og stillede moussen på bordet. Filmen lå allerede på bordet, så det var bare så simpel en opgave. Jeg stillede mig helt tæt op ad hinanden, for godt nok kunne folk i spisestuen ikke se os - men de kunne skam godt høre os, så vi skulle hviske. 

“Jeg indrømmer. Det var hyggeligt nok,” hviskede jeg til hende, uden at kigge hen på hende. Jeg stod bare og tog filmen omhyggeligt på glasskålen, og sørgede for at der ingen luftbobler var rundt i kanten. Jeg kunne se hendes smil ud af øjenkrogen, mens at hun separerede hver eneste ske og skyllede den grundigt af. 

Hvis man så på os udefra, så ville man tro at vi var dovne eller havde rengøringsvanvid - men sådan var det slet ikke med os. Vi havde bare ikke snakket os to sammen alene hele dagen, det havde Greg sådan set sørget for. Hun vidste hvad jeg mente om ham, og hvordan han havde været med Olivia. 

Alligevel var hun gået med til en rundvisning af en toværelseslejlighed, som så havde taget en halv time. 

“Undskyld for det med Greg,” hviskede hun tilbage. Hun smilede ikke længere, men fjernede hver en stump mousse fra skeerne. De skulle alligevel i opvaskemaskinen, men de skulle være skinnende rene inden. Hvis nogen kom herud, ville vi også bare kunne sige at vi ikke vidste at der var sådan en. 

Hun lagde sin hånd oven på min, som knugede hårdt om glasskålen. Hvis ikke der skulle langt mere til, så var skålen smadret i splinter. Jeg prøvede at slappe af i hånden, men hele dagen havde jeg holdt mine aggressioner med Greg inde, og det kunne jeg så tydeligt mærke i hele kroppen. 

Da jeg vendte mit hoved om mod Julia, kiggede hun allerede ømt på mig. Jeg gav hende et skævt, og ikke et rigtigt smil, og jeg fik intet tilbage. 

“Jeg vil bare ikke have at det skal være det samme, som det var med Olivia,” fortalte jeg hende, stadig med en lav og svag stemme. Jeg er også rimelig sikker på at den knækkede på midten, for at jeg kunne synke mit mundvand. Hun kiggede ned på vores hænder, hvor at hendes tommelfinger kørte rundt i cirkulære bevægelser på min håndoverflade. Det var noget jeg gjorde, når hun var nervøs. 

“Det ved jeg,” svarede hun lavt, inden at hendes hoved var helt oppe ved mit. Jeg rykkede min hånd hen til hendes talje, og sådan stod vi bare. Hendes ånde mod min hage, og min mod hendes næse. 

Vi kyssede ikke, vi stod bare og åndede hinanden i hovedet. Det var indtil at hun altså i en langsom bevægelse lagde sin læber på mine, og efterlod et ømt kys som jeg bare skulle acceptere. Det gjorde ondt indeni, tanken om hende og Greg. Jeg vidste at der intet var sket, det ville hun ikke tillade, men bare tanken om det. Tanken om hvad han dog måtte tænke om hende, bare fordi at hun var min. 

Det var uudholdeligt.

 

❅❅❅

Så dette kapitel er publiceret utroligt tidligt, men jeg tager til Køge supersygehus i dag og får fjernet mine polypper. Så jeg skal opereres, fem dage inden juleaften.

Der er kun fem kapitler tilbage, så fortæl mig - hvordan tror I den ender? Tror I den ender så åbent, at der vil kunne komme en toer, eller er vi ude i en brat slutning?

Vi ses i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...