A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
27110Visninger
AA

6. ❅ Waking up to christmas tunes and coffee

Dag 5, 4. december 2016

 

❅❅❅

 

Efter mit skænderi med Niall i går, var jeg egentlig bare gået i seng. Jeg var ikke faldet i søvn med det samme, men jeg lå bare og tænkte de ting i gennem som han havde sagt til mig.

På nogle af punkterne havde han vel en pointe, og på nogle af dem havde han endda også ret. 

Klokken var omkring ti, og jeg lå stadig i sengen, fordi at jeg var bange for om Niall ville konfrontere mig igen når jeg stod op. Jeg havde hørt ham komme hjem i går, på trods af hans tydelige forsøg på at være stille, så havde han larmet en del. Gulvet knirkede når han gik, og fordi at han anstrengte sig, så larmede det kun endnu mere. Men jeg var endnu ikke faldet i søvn der, så det gjorde mig ikke noget. Men det var rart at han prøvede på at være lydløs, i tilfælde af at jeg nu sov. 

Min mave rumlede, så jeg besluttede mig for at stå op. Gulvet var koldt mod mine bare fødder, men mit vindue stod også åbent, så det var ikke den største overraskelse. Det havde sneet igen i nat, og gaderne var fyldt med hvide pletter, som efterhånden var ved at være forsvundet af at biler var kørt i det, og mennesker havde trampet det ned. 

Jeg åbnede min dør, og det første der ramte mig, var lyden af Niall som sad med sin guitar og spillede julesange, efterfulgt af duften af kaffen. Det var rart, og det var længde siden at jeg var vågnet op til det. 

"Godmorgen," sagde jeg, for at starte en samtale. Niall lagde guitaren fra sig, tog en tår af sin kaffe, og kiggede så op på mig og smilede. Jeg smilede igen, inden at jeg gik hen til køkkendelen af rummet, for at hælde en kop kaffe op, og for at tage en portion havregryn med mælk og sukker. 

"Morgen," svarede han, med en meget optimistisk tone i stemmen. Han lød glad, og virkede overhovedet ikke påvirket af vores skænderi fra aftenen før. Det undrede mig, eftersom at det var ham der var stormet ud af lejligheden, og endda havde glemt sin jakke. Jeg havde endda overvejet at løbe ned med den til ham, så han ikke ville blive syg. Han havde også ting han skulle nå denne måned, jo. Udover at være sammen med mig, altså. 

Jeg satte mig hen i sofaen, med kaffen placeret på sofabordet og havregrynsskålen i skødet. 

Det var en anelse koldt, især når man tænkte på at vi kun var få dage inde i december. Jeg var iført lange natbukser, som var rød og hvid ternede, og med en matchende bluse, hvorpå at der var en tegning af Snoopy og ham drengen fra serien, som kælkede ned af en stor kælkebakke dækket af sne. Det var mit typiske december nattøj. 

"Jeg kom sent hjem i går aftes, du sov, så jeg ville ikke vække dig," mumlede han, mens han sad med hovedet begravet i sine papirer, som sikkert var fyldt med sangtekster og noder til sin guitar, som dannede en melodi, hvis Niall spillede den. Hvis jeg prøvede, ville det nok bare være lyde, på trods af de mange forsøg Niall havde haft for at lære mig at spille på den tingest. Det lød smukt når han viste mig det, men lige så snart at jeg prøvede, lød det helt forkert. 

Men det var selvfølgelig også ham der var musikgeniet fra One Direction - den søde, irske dreng med guitaren - og ikke mig. Jeg var bare hans bedste veninde, som vidst havde fået såret ham lidt for dybt dagen forinden. 

"Jeg hørte dig godt. Jeg kunne ikke sove," fortalte jeg ham, mens jeg sad og fortrød det i mens at jeg sagde det. 

Niall kiggede på mig med et løftet øjenbryn, men droppede det hurtigt igen. Jeg havde ikke tænkt mig at sidde og forklare hvordan at han havde ret i det hele, og at jeg bare var en kæmpe kujon der ikke turde at udforske hvorvidt jeg havde følelser for ham eller ej, og at det var det som holdte mig vågen i flere timer. Den tilfredsstillelse skulle han alligevel ikke have. 

Jeg tog endnu en skefuld havregryn, og sad og spiste den i den mest akavede stilhed der nok nogensinde havde været i mellem os. 

Vi havde aldrig kæmpet med en tvivl omkring følelser før, og derfor tror jeg ikke rigtigt at vi vidste hvordan vi skulle opføre os. Jeg mener, jeg vidste nu hundrede procent at Niall havde følelser for mig, og han vidste at jeg vidste det. Hvorimod at ingen af os vidste om jeg havde følelser for ham eller ej, og sådan ville jeg gerne beholde det. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge noget der allerede var perfekt, bare for at tage endnu et skridt tættere på ham, og finde ud af hvordan jeg følte for ham. 

Jeg havde aldrig mærket nogle følelser for ham før, så hvorfor skulle de lige pludselig være der, bare fordi at vi kyssede? Det ville ikke give nogen mening, og præcis derfor ville jeg holde mig langt væk fra den mulighed, at de kunne være opstået på samme måde som Nialls. For lang tid siden, men at de havde været godt gemt væk. 

"Niall, vi er nødt til at få snakket mere om det," røg det ud af mig. 

Det lød ikke voldsomt eller noget, faktisk lød det utroligt følsomt, forsigtigt og betænksomt. Men af en eller grund, så havde jeg sagt det, uden at nå at tænke over det. Niall kiggede på mig, med et utroligt følsomt blik. Det var ikke fordi at han så såret ud, men har du nogensinde set nogle se så følelsesladede ud, at du var i tvivl om hvad de følte i det øjeblik? Det var sådan at Niall kiggede på mig det i det øjeblik.

"Vi kan snakke senere, Jules. Jeg skal i studiet nu," svarede han, uden at involvere en eneste følelse i hans sætning. Han virkede ligeglad, præcis lige så ligeglad som jeg måske havde virket for ham i går. Det sårede mig, og gjorde faktisk ondt inde i. 

Med de ord rejste Niall sig op, tog sine papirer i hånden, sin mobil og nøgler i lommen, og gik hen for at tage sin jakke på, sko, hue og vanter. Han lignede en der skulle ud og lege i sneen, bortset fra at hans ansigt udtrykte en helt anden følelse end glæde. Han virkede mere som en der bare gerne ville ud af døren hurtigst muligt. 

Han trådte ud af døren, og smækkede den efter sig. Efterlod mig her alene i lejligheden, og jeg var kun lige stået op. Jeg havde ingen specielle planer planlagt for dagen, på trods af at jeg i flere dage havde vidst at Niall skulle tilbringe dagen i studiet. Først overvejede jeg at skrive til en af pigerne om de ville komme over, men det fik jeg hurtigt talt mig selv fra.

De ville blot fortælle mig at jeg havde følelser for Niall, som jeg bare benægtede og skubbede væk. 

Så i stedet for, så besluttede jeg mig for at bruge dagen i lejligheden. Julepynt, julekager, lave aftensmad til når Niall kom hjem igen, ordne vores værelser, og hvad der nu ellers kunne ordnes. Der skulle være hyggeligt, og man skulle kunne se at det var jul. Især når jeg nu overvejede at vi skulle holde en julefrokost for vores venner, i håb om at få endnu en chance med Niall, til at finde ud af hvad jeg ville. 

Det ville være for akavet bare at kysse ham uden at det var en udfordring, en konsekvens eller en straf. 

 

❅❅❅

 

Last Christmas spillede for fuld drøn ud af de højtalere, som jeg havde tilsluttet min mobil til. Jeg gik og sang og dansede og hyggede mig med den oprydning som jeg var lige ved at have afsluttet. Jeg havde både fået ordnet mit eget og Nialls værelse, stuen, badeværelset, og var nu næsten færdig med køkkenet. 

Jeg havde handlet ind til aftensmaden, som skulle bestå af risengrød og juleøl, og så skulle aftenen afsluttes med vores snak, som vi skulle tage over varm kakao og pebernødder, som jeg havde købt mere end bare én pose af. Jeg havde købt ind til julebag, så jeg kunne bage nogle småkager, og måske endda hjemmelavede pebernødder. 

Det var en af Nialls svagheder, duften af julesmåkager, duften af pebernødder og duften af varm kakao.

Han ville forbinde det med jul, hygge, familie og kærlighed, og hvis jeg kunne gøre ham bare en smule glad inden vores samtale, som garanteret ville blive et skænderi som ville ødelægge begge vores humør, så ville jeg gøre det. Alle små tricks gælder i krig og kærlighed, og siden det var kærlighed vi skulle diskutere, tænkte jeg at det var passende. Det var desuden også noget af en krig at skulle starte den samtale op, og at kunne gå og tænke på den hele dagen. 

Jeg gik rundt i mit nattøj, stadig, dog med nogle ordentligt tykke strømper på, som gjorde at jeg kunne glide rundt på gulvet, hvilket blot gjorde rengøringen endnu mere sjov. 

Klokken var blevet omkring et, og jeg vidste at Niall først ville være hjemme et sted mellem fem og seks, da jeg havde kigget i hans kalender, for at være sikker. Men kendte jeg de drenge ret, så kunne det godt trække lidt ud, hvis de følte at de var lige ved at ramme det helt perfekte - det som de ledte efter. Når det skete, så ringer de hjem til alle os piger og fortæller os det, da vi som regel bruger deres studiedage på at have tøsehygge, hvis vi ikke arbejder eller andet. 

I dag var bare en dag til mig selv, og jeg nød det faktisk. 

Normalt elskede jeg at være social konstant, men alle kender nok de dage hvor man bare har brug for at være alene, og det skal folk bare respektere. Man har brug for en pause, og man har brug for stilhed og tid til at tænke. Sådan en dag havde jeg i dag, blandt andet for at gøre klar til det sociale med Niall senere. Endte samtalen godt, kunne det jo godt være at vi ville lave noget venskabeligt, som at se en film eller en lam teenager serie, hvor vi ville sidde og kommentere på alle de steder der var lige lidt for kiksede. 

Det bankede på døren. Jeg ventede ikke besøg, så jeg undrede mig over hvem det mon kunne være. Jeg satte musikken på pause, og hev min hår ud fra den hestehale som sad lavt nede i min nakke. Jeg prøvede på at se bare en smule ordentlig ud, men jeg havde rengøringsfingre, og jeg var iført et grimt sæt nattøj, som egentlig bare var behageligt at have på. 

Da jeg åbnede døren, havde jeg ikke forventet at det ville være den person som stod i opgangen, som stod der. Den person var en gammel ven, som ikke havde kontaktet os længe, og egentlig havde holdt os helt ude af vores liv. Det var Nialls tidligere veninde, som var blevet utroligt fornærmet da han valgte at flytte sammen med mig. Der skar hun os af. 

"Flot outfit," kommenterede hun med en utroligt flabet tone, når man tænkte på at jeg kunne smække døren i hovedet på hende, hvis det var det jeg havde lyst til. Men jeg ville gerne vide hvad hun lavede her, og uden at skrive til en af os først.

"Du leger med ilden Olivia," advarede jeg hende, stadig med hånden på siden af døren, så jeg ville kunne smække den. Desuden gav det også en fed effekt i forhold til min kommentar, på hendes konstatering om det tøj jeg var iført. 

Hun nikkede, og kiggede ned på sine sko. Hun havde sorte støvler på, i ruskind, og med en utroligt høj hæl, når nu det var så koldt og glat udenfor, takket været sneen, og isen som lå under den. Man ville næsten håbe at hun tilfældigvis gled på fortovet, når hun engang gik herfra igen. 

"Er Niall her?" Hun lød ligeglad, og hendes øjenbryn var løftet helt op i panden på hende. 

Men spørgsmålet undrede mig ikke. For hvem skulle hun ellers besøge? Vi var kun veninder på grund af Niall, og vi skændtes stort set altid, fordi at hun var irriteret over at hun ikke fik lige så meget tid med ham, som jeg gjorde. Ren pige jalousi, som først stoppede da Niall konfronterede hende. Det var efter det at hun skar ham væk fra hendes liv, og jeg røg bare med i faldet, da jeg jo holdte med Niall i skænderiet. 

"Nej. Han er sammen med drengene, så du burde måske have ringet først," svarede jeg, mens jeg prøvede på at have den samme attitude som hende. Ligegyldig, ligeglad, og som den ondeste kælling man om muligt kunne være, når man stod i sit sæt nattøj, som egentlig ikke burde blive vist til andre end ens forældre og bedste ven. 

Mit nattøj kunne nok beskrives som en guilty pleasure, og jeg ønskede i hvert fald ikke at Olivia skulle se det. 

"Må jeg så vente her i mens?" Hun lød næsten venlig, men jeg vidste godt at det kun var for at påvirke mit svar. Jeg ønskede ikke at hun skulle være her, og slet ikke når jeg ville snakke med Niall når han engang kom hjem. Jeg havde min egen kamp med ham, som jeg skulle rede ud, så der var ikke tid i dag til at hun kunne ordne hendes kamp med ham. Den måtte hun tage en anden dag, når hun havde aftalt det med ham. 

"Han er ikke hjemme før sent i aften, du kan ringe til ham i morgen, og aftale en dag hvor at I kan snakke. Jeg har ting at ordne," svarede jeg, i et mislykkedes forsøg på at afslutte vores samtale. Som jeg prøvede at lukke døren igen, satte hun sin fod imod den, og smilede lumsk til mig. 

"Du skal ikke tro at det kun er ham jeg savner, Julia. Jeg savner faktisk også dig," sagde hun fornærmet, inden hun vendte om på hælene og gik ned at trapperne så hun kunne komme ud i den frie luft igen. 

Jeg lukkede chokeret døren bag mig, og havde pludseligt meget svært ved at få færdiggjort min rengøring, og færdiggøre min overraskelse til Niall. Selv med musikken tændt, og med meget høj lyd, så overdøvede mine tanker om Olivia det hele, da jeg ikke følte at hun fik formuleret sig klart. Hun havde bare efterladt et kæmpe spørgsmåltegn inde i mit hoved, og jeg kunne ikke finde ud af om det var med vilje eller ej.

Jeg satte mig på køkkenbordet, og pillede ved min buksekant. 

Jeg var nødt til at tage mig sammen, få fikset tingene, og især hvis min samtale med Niall ikke skulle gå mere galt end den i går. Det var nok vores største skænderi nogensinde, da det var Niall der stormede ud. Normalt var det mig der gjorde det, og jeg kom altid hurtigt tilbage. Jeg ville aldrig græde foran ham, og det var normalt derfor at jeg forlod lejligheden, og han vidste altid hvorfor. Jeg havde ingen anelse om hvad han havde lavet. 

Samtalen med ham virkede pludselig som en dårlig idé, og selv om Olivia ikke anede noget om den, så følte jeg at det var hende der havde ødelagt den. Hun havde været her, og hun havde leget med mine tanker og følelser, præcis ligesom den gang jeg så hende dagligt i Nialls gamle lejlighed. 

 

❅❅❅

 

"Hey Julia! Jeg er hjemme igen," råbte Niall, igennem lejligheden. Jeg var kun i køkkenet, så lyden var utroligt høj, da han næsten stod ved siden af mig og råbte. Men jeg skulle jo kunne høre det, hvis jeg befandt mig på mit værelse. Han kunne jo ikke ane hvor i lejligheden jeg var, eller om jeg overhovedet var der. 

"Hey Nialler," svarede jeg, mens jeg hoppede ned fra køkkenbordet. Risengrøden var næsten færdig, og juleøllene stod allerede henne på bordet, sammen med vores dybe tallerkner, smørret, kanelsukkeret og vores skeer. 

"Her dufter godt! Skal vi have risengrød?" Han lød sulten, præcis ligesom jeg kendte ham igen. 

Jeg grinede svagt, inden at jeg nikkede, hvilket blot fik ham til at se endnu gladere ud. Vejen til Nialls hjerte, var helt klart igennem maven, en ting som jeg havde lært for længe siden. Det virkede stadig, og det lettede virkelig en tung sten fra min mave. Det ville måske gøre snakken senere lettere. 

"Har Olivia kontaktet dig endnu?" Spurgte jeg ham, da jeg gerne ville vide om hun rent faktisk havde tænkt sig at gøre det. Han kiggede underligt på mig, hvilket næsten gav mig svaret. Han havde intet hørt fra hende, hvilket gjorde det til en utroligt akavet information at skulle give videre, for mig.

"Hun var her tidligere, og spurgte efter det. Klokken var ikke engang et, og jeg vidste at du først kom hjem omkring nu, så jeg bad hende om at ringe til dig og aftale noget med dig, i stedet for at overraske dig med hendes besøg." 

Min puls kørte hurtigere end den nok burde, da jeg jo egentlig ikke havde gjort noget forkert. Han kunne vel heller ikke forventede at hun skulle vente over fem timer på ham, når hun kom på uanmeldt besøg. Det var vel bare venligt af mig, at bede hende om at aftale en ny dag, hvor at hun ikke ville skulle bruge lige så lang tid med hende, mens at vi ventede på Niall. 

"Okay, men hun har ikke ringet endnu. Er du sikker på at det var mig hun ledte efter?" Han undrede sig, hvilket der vel også var en god nok grund til. Det var hende der havde droppet ham helt, og nu ville hun have kontakt til ham igen. Min mobil bippede, og indikerede at risengrøden var færdig. Jeg tog den ud af vores mikrobølgeovn, rørte rundt i den en sidste gang, og tog skolen op i hænderne. 

"Hun spurgte direkte efter dig, men lad os nu glemme det. Nu skal vi have risengrød," nærmest hvinede jeg. 

Vi satte os begge til bords, og ingen at jeg overhovedet havde stillet skålen med risengrød på bordet, så var Niall allerede gået i gang med at øse op i sin dybe tallerken. Det var længe siden at vi sidst havde fået risengrød, og nogle ville mene at det kun hørte juleaften til, men vi kunne altså spise det igennem hele december måned hvis det var. 

"Er du sulten Niall?" Spurgte jeg grinende, hvor at han kiggede fornærmet hen på mig, hvilket kun fik mig til at grine endnu mere. Jeg åbnede vores juleøl, og gjorde klar til en skål med ham. Måske en lidt besynderlig ting at gøre, men vi havde en masse at skåle for, og så var det yderst hyggeligt. 

"Så Jules, skal vi snakke nu, eller efter at vi har spist?" Han var langt mere seriøs nu, og kiggede også på mig på en helt anden måde end tredive sekunder før hans spørgsmål. 

"Kan vi ikke bare nyde vores risengrød, og vores juleøl, og have en hyggelig aftensmad - og så tage snakken bagefter? Jeg har købt pebernødder til det," svarede jeg, og lød måske en anelse håbløs. Jeg vidste ikke hvor at vores snak ville føre hen, men jeg ønskede virkelig at det ville være til et bedre sted end vi stod i nu. 

Vi jokede ikke med hinanden endnu, og han havde ikke engang kommenteret på at jeg stadig havde mit nattøj på. Han ville gerne være seriøs, og få mig til at indrømme at jeg var bange - for det tror jeg godt at han vidste - og han ville gerne være den voksne, som tog det første skridt. Problemet var nok bare at jeg stadig var for lille et barn, og slet ikke var klar til at han tog det skridt. 

Resten af vores måltid, gik samtalen ud på hvad drengene havde brugt deres dag på. Hvad de var nået frem til, hvor produktive de havde været, og hvornår de skulle mødes igen. Det var hyggeligt nok, men det var ikke en typisk samtale for os. Den næste vi skulle have, ville være endnu mere atypisk, men hvem ved, det ville denne december måned kunne nå at ændre på. 

Vi fik taget af bordet, hældt pebernødderne op i en skål, og fik lavet varm kakao til os begge. Vi fik begge sat os godt til rette i sofaen, og vi fangede hinandens blikke, og skabte en øjenkontakt som viste at ingen af os havde lyst til at det skulle endnu som i går. Det var følsomt, og det var et blik jeg ikke havde oplevet før. 

"Niall, undskyld for i går. Jeg fik sagt nogle dumme ting, og jeg ved godt at flere af dem ikke kunne bruges til noget," startede jeg ud. Jeg sendte ham et kort smil, og følte en sten falde fra min mave, da samtalen var startet nu. Nu var det sværeste overstået - min undskyldning var klaret, og der var taget hul på emnet. 

"Jeg undskylder også, Jules. Jeg er ked af at jeg råbte af dig, og at jeg bare gik," svarede han mig, mens at han kiggede ned i sin kop med den varme kakao. Det var tydeligt at se på ham at han virkelig var ked af det, og at det var en oprigtig undskyldning. 

Hvor resten af samtalen førte hen, det ved jeg ikke helt. 

Jeg tror ikke at vi fandt frem til noget konkret, men jeg tror at vi nåede så langt, at jeg kunne sige at jeg var bange for at finde ud af om jeg følte det samme eller ej. Niall var mere sikker en jeg, og det var det problemet lå. Det var vi begge enige i, og Niall forstod godt hvorfor at jeg var bange. Jeg var jo bare bange for at det hele ville gå i stykker, og at opdagelsen af følelserne ville tage for hårdt på mig. 

Men han sagde at han støttede mig, og jeg tror at vi blev enige om at give det et forsøg. Vores aftale føltes ikke forkert på nogen måde, og det måtte da være et godt tegn. Ikke?

 

❅❅❅

Så blev vi introduceret for Olivia! Så må vi jo se hvilken betydning hun vil have i resten af historien. 

Jeg håber at I har en skøn dag, og så ses vi i morgen, i det næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...