A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26305Visninger
AA

19. ❅ Staring at the midnight stars

Dag 18, 17. december 2016

 

❅❅❅

 

Klokken havde lige præcist passeret midnat, og jeg havde sat mig hen på passagerstedet da vi var kørt hen på en rasteplads. Mine øjenlåg var blevet tunge, og hvis vi skulle følge Julias planer om at vi skulle se solopgangen, så var det nok også nu jeg skulle sove lidt. 

“Jeg falder nok i søvn om lidt. Er der noget du vil nå at sige?” Spurgte jeg hende om, mens at jeg satte mig mere til rette. Jeg smed skoene, og jeg knappede bukserne op. Jeg tog en tår vand, og kiggede hen på Julia som så ud til at tænke sig lidt om. Jeg grinede svagt, inden at jeg skruede en anelse op for varmen. 

“Sov godt,” sagde hun så dog endeligt, med et grin sat fast på stemmen. Jeg smilede til hende, og gav hendes lår et klem med min hånd. Jeg lænede hovedet op ad min sele, og prøvede på at sørge for at jeg ikke ville få ondt i nakken, blive skåret i halsen, eller vågne hele tiden fordi at jeg sad dårligt. 

Jeg lukkede øjnene i, og kunne mærke trætheden tage over. Mine øjenlåg var tunge, og jeg var sikker på at jeg ikke ville kunne åbne dem igen hvis jeg forsøgte. Lyden fra højtalerne i bilen blev lavere, og jeg faldt længere ind i drømmeverdenen. Jeg vidste at jeg var nødt til at sove, og nu var det bare et spørgsmål om at give efter og lade mig selv få hvile. Jeg var nødt til at sove, hvis jeg skulle kunne møde på arbejde. 

Mit hoved blev sløvt, og jeg tror at jeg faldt i søvn. Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg tror at jeg drømte. Jeg drømte om mit og Julias liv, hvordan det ville se ud om ti år. Hvor min karriere ville være, om vi ville være os to sammen, om vi ville have børn. Om vi ville være venner med Styles familien, om der ville være en Payne familie eller bare en enkelt Payne, og det samme med Tomlinson. 

Julia og jeg boede ikke længere i lejligheden. Vi var flyttet ud i et hus en smule uden for London, og huset havde en have. En kæmpe have med et legestativ og et legehus i det ene hjørne. Det var vinter, så der lå sne flere forskellige steder i kæmpe dynger. En hvalp løb rundt i sneen, rullede sig og blev gennemblødt. 

Julia stod i døråbningen til hvad der var vores stue, og i hånden havde hun vores datter. Hun havde det smukkeste, bølgede, brune hår som gik til midt på ryggen. Hendes øjne var fantastiske, og ikke én eneste levende sjæl ville ikke blive forelsket i dem. Smaragdgrønne, og endnu smukkere end Harrys. Julia var gravid, i femte måned ville jeg gætte på at vi var nået til. Hun var så smuk, smukkere end nogensinde.

Vores hus var i to etager, og vi havde et fælles soveværelse. Et kæmpe soveværelse med en king size bed, og med eget badeværelse som havde et badekar. Vi havde sådan et køkken som Julia altid havde drømt om at få, og jeg havde min egen mandehule hvor Louis, Liam, Harry og jeg brugte vores weekender inde. 

Lily Anne var tit forbi med deres tvillingepar. En dreng og en pige, William og Sophie. De var smukke, så smukke begge to. De var seks år, og var nået alderen hvor de ikke ville lave de samme ting længere. Sophie var to år ældre end vores datter, Jenny, men de legede fantastisk sammen. William legede med Phillip og James, Liam og Louis’ sønner. Louis og Christine havde sammen fået Philip, og han var syv år. De var dem som havde fået børn først, på trods af at de stadig ikke var blevet gift. Nu var de forlovede, men brylluppet var vidst stadig længe på vej. 

Liam og Jessica havde sammen fået James, men var senere hen gået fra hinanden. De var stadig venner, men Jessica havde fundet en ny. Liam var stadig alene, men han klarede jobbet som alenefar fantastisk. 

Alle vores venner havde siddet i vores stue, mens at børnene legede inde på Jennys værelse. Jennys kommende lillesøster eller lillebror ville få værelset i stueetagen, hvorimod Jenny havde det på førstesalen. Hendes værelse var stor, og væggene var lyserøde. Hun havde et legerum i sammenhæng med værelset, og vi forestillede os at vi senere hen ville være nødt til at lave det om til et walk-in-closet, når teenageårene kom med hende. 

Vi havde tænkt på navne til vores kommende barn, men vi havde valgt ikke at vide kønnet. Hvis det blev en dreng skulle det være Nate, forkortelse af Nathaniel. Hvis det blev en pige havde vi besluttet os for Olivia. På trods af vores fortid, så elskede vi navnet og ønskede at vores døtre ville skulle hedde Jenny og Olivia. 

I sofaen sad vi syv voksne, Jessica var ikke mødt op da det var Liams uge til at have James, men ellers sad vi der jo faktisk alle sammen. Vi snakkede om huse, om bryllupper, og om min forlovelse. Jeg havde spurgt Julia om hun ville giftes med mig, og hun havde sagt ja. Vi skulle være en lykkelig familie med en datter, og endnu et barn på vej. Der var ingen komplikationer med hensyn til tour, ingen koncerter. 

Vi havde valgt at tage endnu en pause, så vi alle kunne få tid med vores børn, koner og forlovede. Men vi lavede stadig musik i fritiden, det færreste af det blev dog udgivet. Det meste af det endte også kun ude på iTunes og andre musiktjenester som singler, og ikke på et album. 

Jenny havde vist tegn på at hun ville noget med musik. Hun spillede på sin legeguitar, hun gik og prøvede på at synge konstant, og hun ønskede konstant at jeg ville lære hende at spille på det flygel der stod i hjørnet af vores spisestue. Hun havde den skønneste livsglæde, og det skønneste humør. Jeg elskede hende så højt, så højt så det ikke kunne beskrives. Jeg havde aldrig tænkt på børn, før den dag Julia kom og sagde hun var gravid. Hun havde været panikslagen, bange for at jeg ikke ville have et barn.

Hun havde været bange for at vi ville blive enige om at hun skulle have en abort, at vi skulle vente et par år mere med børn. Men havde det ikke været for at vi alle havde fået børn, så havde vores karriere nok ikke være blevet sat på pause. Kun verdenstjerne delen af den selvfølgelig. Vi spillede stadig sammen, og vi indspillede stadig sange. Folk lyttede stadig til dem, men mon ikke det var for nostalgien? 

Det var seksten år siden One Direction først var kommet ud. Seksten år siden vi kom ud i verden, og ti år siden vi var på vores højeste, hvis ikke elleve år. 

Der var ikke længe til juleaften. Vi skulle for fjerde år i træk holde juleaften sammen, alle sammen. Julemorgen skulle vi holde med hver vores familie, men hver den fireogtyvende december havde vi brugt sammen. Sidste år havde vi været hos Harry og Lily Anne og William og Sophie. I år skulle vi holde det hos os. Juletræet stod allerede inde i stuen for at tørre det sidste, og senere på dagen skulle vi pynte det. Jenny og de andre børn skulle være med til det, mens at kvinderne skulle bage. Julia, Lily Anne og Christine. De skulle bage vaniljekranse, jødekager, klejner og nogle marmorsmåkager til ungerne. Det var efterhånden tradition. Mindst en gang i december mødtes vi alle sammen, og så pyntede vi op det sted hvor vi skulle holde juleaften. 

I år var det blevet den syttende december, men sidste år havde det først været den toogtyvende december. Det skiftede hvert år, det kom meget an på hvilke planer vi hver især havde. Sidste år havde vi alle været optagede, vi skulle bruge dagene med vores familie, eller også så var Liam og James på ferie med Liams forældre. Det var sjældent efterhånden at vi var sammen med Liam og Jessica på samme tid. De var gode venner, og kunne sagtens ses for James skyld, men de havde ikke lyst til at være sammen med deres seks bedste venner, som alle stadig var sammen og som også havde børn sammen. Jeg kunne godt forstå dem. Det måtte være hårdt at se at alle andre par fra totusind og seksten havde holdt og fået børn, var blevet gift endda - men at de så havde fejlet. At de havde lavet fejl, og ikke elsket hinanden højt nok. 

James var en skøn knægt. Han havde godt humør, og han var en lille charmetrold. Han havde brunt hår som sin far, og hendes øjne var næsten sorte. Han havde fregner, og et mellemrum mellem hans fortænder. 

Generelt var alle børnene i huset bare smukke. De havde gode gener alle sammen, gode gener som kom fra deres forældre. William og Sophie lignede hinanden så utroligt meget, men man kunne uden tvivl se Harrys udseende mere i William end Sophie. Lilys kunne også ses mere i Sophie end William, hvilket gjorde dem lidt forskellige alligevel. Det hele lå i øjnene, der kunne man virkeligt se hvem deres forældre var. 

Vi sad og snakkede om alt. Vores børn, vores juleplaner og vores familier. Vi sad og snakkede om fortiden, om hvordan det var at turnere, at lære sig selv og hinanden at kende imens, om stressen ved at være popstjerne på fuldtid, og på vores fans dengang. Vi sad og snakkede om hvor ekstremt alt havde været, hvor ekstreme vores fans havde været. I svære tider havde vi altid kunne regne med dem, og i de lette tider vidste vi at de var der. De var grunden til at vi havde opnået vores drømme, og at vi havde udlevet dem. 

Vi kaldte alle børnene ned, og de løb ned af trappen uden frygt for at falde på deres strømper. Jenny var den yngste, og alligevel var hun den som viste vejen. Hun vidste præcist hvad vi skulle til, og hendes øjne passede meget godt til de julelys der skulle hænges på juletræet. Da vi fortalte de andre hvad vi skulle til, blev de begejstrede. William, James og Philip begyndte straks at diskutere om hvem der skulle sætte stjernen på, mens at det allerede var besluttet at det var pigernes opgave. Det var Jenny og Sophie der ville få lov til det, mens at drengene måtte være med til at tænde lysene på træet den fireogtyvende. 

Det var en af de sværere opgaver ved alle at være forældre, og gøre sådanne ting sammen. Det kunne ikke bare være den ældste der satte stjernen på, og den yngste der var med til at tænde lys. For hvad med de andre? Så ville nogles børn blive favoriseret, og det var ikke hvad vi ønskede. Nogen af os. 

Jenny kom løbende hen til Julia og jeg, som sad ved siden af hinanden, og gav os begge et kæmpe kram. Julia kyssede hende på panden, og sagde at hun elskede hende. Jenny sagde at hun også elskede hende. Jeg rodede hende let i håret, hvilket jeg grinede let af. Jenny derimod så mere fornærmet ud, end noget andet. Jeg skubbede hende forsigtigt hen til de andre børn, mens at Harry og Louis fandt julepynten frem. 

Da alle kasser var fundet frem, og alle låg lå på gulvet, gik ungerne straks igang med at pynte træet indtil at de ikke kunne nå mere. Louis, Liam, Harry og jeg stod for at pynte det øverste. For at sætte lysene på, og for at sprede englehårene. Julia, Christine og Lily Anne var ude i køkkenet og duften af kanel spredte sig i hele huset. Der blev spillet julemusik, og alle der kunne gik rundt og sang med. Jenny og Philip var usikre på teksterne, men de havde styr på melodierne uden tvivl.

Vi virkede som en lykkelig familie, på trods af at kun børnene havde noget med blod at gøre. Jeg så ikke ud til at kunne være mere glad, og det var nok også grunden til at jeg vågnede op med et smil på min læbe. Julia var holdt ind til siden med bilen, og hun sad og spiste af de brændte mandler.

“Hvad smiler du sådan over?” Spurgte hun mig, mens at jeg fjernede den mindste smule savl fra min kind. Jeg kiggede på klokken i bilen, og så at den var omkring fire. Solen var stadig ikke kommet frem, og det var lyset heller ikke. Der var bel ragende mørkt, og kun lyset fra vores forlygter kunne ses. 

“Jeg drømte bare,” svarede jeg hende, mens at jeg smilede. Jeg tog en tår vand, og tænkte videre på min drøm. Det kunne ikke bare være en drøm, det måtte være en eller anden form for forsikring på hvad der ville ske senere hen. Når året hed totusindeogseksogtyve istedet for totusindeogseksten. Jeg kunne ikke have fået så mange detaljer, hvis det kun skulle forblive en drøm.

Men jeg vidste også at hvis jeg sagde noget til Julia, min smukke, smukke kæreste, så ville hun tro at jeg var blevet sindssyg. At jeg havde fået stress, og at hun hellere måtte køre mig hjem så jeg kunne sove noget mere. Jeg kendte hende, så jeg vidste også at drømmen en dag kunne blive en realitet. 

Hvis det passede med årstallene, så ville jeg få en fantastisk, utroligt smuk datter om seks år. Om ti år ville hun være fire, og jeg ville vente endnu en datter eller en søn. Jeg ville se frem til det, men der var ingen garanti på at det ville være rigtigt. På det punkt jeg var på nu, ville jeg på ingen måde være klar til at få børn. Men One Direction gruppen ville have deres første far om tre år, eftersom at James var syv i drømmen. 

Liam ville blive far om tre år, og Jessica ville blive mor. Jeg ville være så glad på deres vegne hvis det skete, men jeg vidste også hvad et barn ville kunne betyde for vores karriere. Jeg vidste ikke om vi ville stoppe om tre år, men om fire ville der være to børn mere. Så ville de komme løbende regelmæssigt efter det, og så ville karrieren tydeligvis stoppe. Men jeg vidste virkelig ikke om jeg var klar til at stoppe om tre år. 

Jeg ville være nødt til at få en anden karriere, lave noget andet end musik, og for at få en anden karriere ville jeg nok være nødt til at få en uddannelse. Jeg ville ikke kunne regne med at vi alle fire ville kunne lave noget med at være producer eller manager, og jeg var ikke sikker på at det ville være nok for mig. 

Som det var nu, så drømte jeg kun om at rejse verden rundt og optræde. At skrive sange og synge dem for flere millioner mennesker. Den drøm levede jeg nu, og jeg ønskede ikke at stoppe med det. Jeg elsker det, og det vil jeg nok altid gøre. Jeg har elsket musik siden jeg var helt lille, hvor jeg ikke engang vidste at jeg ville have lyst til at afblege mit hår og være den eneste blondine i en popgruppe som var kendt i hele verden. 

Jeg kiggede hen på Julia, og tænkte endnu en gang på det med en familie. På det med en Jenny, og en Nate eller en Olivia. Ikke et navnevalg som jeg ville have taget i dag, men om ti år ville det måske være det rigtige for mig. Det virkede underligt at jeg måske ville få en datter, som hed det samme som min ekskæreste. Men jeg elskede jo navnet, og det havde jeg altid gjort. Måske var det dér den lå. 

“Vil du med ind og have noget tidlig morgenmad? Jeg er sulten,” spurgte og beklagede jeg mig, på en og samme tid. Min mave rumlede for at understøtte mit spørgsmål, og Julia begyndte at grine. Hun nikkede, tændte motoren igen og kørte endnu en gang ud på motorvejen. 

“Der er en afkørsel herhenne, og så er vi ved en ny by. Skal vi finde en diner eller en tank?” Spurgte hun mig. Jeg tænkte mig om, og overvejede meget om jeg ville have pandekager og vaffler, eller dårlige crossainter og en juice fra køleboksen. Måske endda en donut, hvis de ikke var blevet solgt. 

“En tank. Vi er trods alt på en roadtrip,” svarede jeg efterfulgt af et blink med højre øje. 

 

❅❅❅

 

“Du smasker, Niall!” Hvinede Julia, mens at hun grinede helt ekstremt. Vi sad på en ny rasteplads og spiste vores dårlige crossainter, vores snaskede donuts og drak sund juice fra køleboksen. Vi havde også købt chips, en pose matador miks, og nogle tyggegummier da vi ikke kunne børste tænder. 

Jeg smaskede mere tydeligt, bare for at genere hende. Hun grinede endnu højere end før, hvilket også fik mig til at grine. Jeg sank min mad, og tog en tår af min juice for at skylle det ned. 

“Jeg er virkelig glad for at vi kunne gøre det her sammen,” fortalte jeg hende, mens at jeg smilede til hende. Julia som stadig prøvede på at stoppe med at grine, smilede allerede men rødmede en anelse. Jeg gav hendes lår et blidt klem. Hun sad på passagersædet nu, da vi endnu en gang havde besluttet os for at skifte chauffør. Jeg kunne sagtens kører igen, og jeg vidste at hun foretrak det når jeg kørte. Så kunne hun styre musikken, og hun kunne sidde og snacke hele tiden, i stedet for at skulle koncentrere sig om at styre bilen. 

“Det er jeg også,” svarede hun, mens at hun smilede. Hun havde fået styr på hendes grineflip, og nu sad hun bare der og så, så yndig ud. Hun var så utroligt smuk, og jeg var så utroligt heldig. At jeg havde fået en pige som Julia, måtte være et mirakel. Hun kunne holde mig ud på mine værste dage, og hun kunne leve med mig i hverdagen. Hun brød ikke sammen når jeg var væk i flere måneder af gangen, og hun respekterede at det jeg lavede, var hvad jeg ville lave. Hun prøvede ikke på at ændre mig i tide og utide, og hun elskede mig for hvem jeg var. Jeg var så heldig, det kunne slet ikke forklares. 

“Hvornår står solen op?” Spurgte jeg hende, for at kunne planlægge endnu et træk fra min side af. Jeg ville gerne kende vores tidsplan, så jeg vidste om jeg kunne kører væk fra motorvejen så vi kunne se solopgangen fra en klippe istedet for, måske. Måske bare en skrænt, eller måske endda en strand. 

“Om fire timer, cirka,” svarede hun, mens at hun kiggede på det ur der var indbygget i bilen. Jeg nikkede og startede så motoren så vi ville kunne nå hen til vores destination. Jeg kunne høre at Julia fik spændt sin sele, og selv havde jeg allerede gjort det da vi satte os ind. 

“Hvorfor da?” Spurgte hun, med en anelse nervøs stemme. Jeg grinede svagt, mens at mit blik var på vejen. Jeg skulle blande mig med de andre biler på motorvejen. Folk var begyndt at køre hjemmefra, så nu var vi langt fra de eneste på vejen. Jeg kom ind i mellem en sort bil, og en blå familiebil.

“Jeg undrede mig bare,” svarede jeg og trak på skuldrene. En total løgn, men hvis noget skulle være en overraskelse, så skulle det også holdes hemmeligt. 

Der var syv dage til juleaften, og otte dage til at jeg kunne give hende min gave. Jeg ville gerne give hende noget andet inden. En oplevelse som hun sent ville glemme. Vi skulle sidde i bilen på en strand og kigge på at solen stod op, og så skulle vi sidde og drikke dyr, sund, økologisk juice imens at hun lå på mit bryst. 

Et smykke kunne kun sige så meget, og jeg ville sige så meget andet. Gaven havde jeg købt mens vi stadig kun så hinanden som bedste venner, og jeg var ikke sikker på at den var nok mere. Hun fortjente så meget, så meget mere end jeg kunne give hende på en enkelt morgen. Det rigtige smykke ville sige nok, men det rigtige smykke skulle også først gives senere. Det ville være alt for tidligt at give hende den slags ring nu, især når der var så mange andre muligheder for hende og jeg. 

“Har du egentlig fået snakket med dine forældre for nyligt?” Spurgte jeg hende, mens at mine øjne var låst fast på vejen. Vi kørte med hundredeogtyve kilometer i timen, og bare en fejl ville kunne forsage et harmonikasammenstød. Det var ikke lige sådan jeg ville bruge min dag. På hospitalet efter, og jeg ville da slet ikke være grunden til at Julia endte på hospitalet igen. 

Men det ville sikkert være Aaron som ville hente os, og så kunne han da opmuntre hende mens at jeg ville ligge på min egen stue. Det betød dog ikke at jeg ville køre galt. 

“Ikke siden jeg lå på hospitalet. Hvorfor da?” Spurgte hun, mens at hun kiggede på mig. Jeg kunne mærke hendes blik i siden af mit hoved, hvilket fik mig til at smile lavt. Jeg havde ikke selv haft specielt meget kontakt til mine forældre igennem denne her måned, hvilket var usædvanligt for mig. Mine forældre havde heller ikke selv ringet, så jeg gik ud fra at de heller ikke havde tid til at snakke. Vi ville desuden også snart se hinanden jo, hvilket var så lang tid siden. 

“Burde du ikke ringe til dem, når vi kommer hjem igen?” Spurgte jeg hende, mens at jeg kørte op af en afkørsel. Jeg kendte vejen herfra ret godt, og jeg vidste at der var omkring tre timer til den nærmeste strand. Efter det, så var det også meget vigtigt at vi kørte hjem igen af en helt anden vej, som var langt kortere. 

Jeg spurgte kun ind til om hun havde ringet til sine forældre for nyligt, for at distrahere hende i håb om at hun ikke ville tænke på at vi kørte en anden vej end planlagt. Måske hun bare ville tro at vi var på vej hjem af nogle små veje, istedet for bare at vende om. Det kunne jo også have været hyggeligt. 

“Hvis du synes det, så burde du måske ringe til dine,” svarede hun flabet igen, efterfulgt af hendes skønne latter. Jeg smilede, og kørte hen til hovedvejen for at få det til at ligne motorvejen så meget som muligt. Turen havde indtil videre været så utroligt skøn, og jeg ønskede blot at den ville blive endnu bedre. Jeg vidste at hun gerne ville se solopgangen, og hvilken måde ville være bedre end at se den på en strand? 

“Men jo, jeg burde måske ringe til dem,” svarede hun så, som om at jeg var kommet med verdens bedste idé. Hvis blot hun vidste hvad jeg havde i tankerne, så ville hun overøse mig med kram og kys og røde roser, for at tage hende med derud. Hun elskede alt ved naturen, men solen måtte være hendes yndlingsting.

Forholdet mellem nat og dag, forholdet mellem sol og stjernerne, og månens cirkel af liv. Når den var halv, når den var hel, og når der var måneformørkelse eller lysår, eller hvad det nu hed - alle de ting hun fortalte mig om, som jeg ikke fattede en hat af. De øjeblikke hvor jeg bare sad og kiggede på hendes evigt perfekte tænder, og hendes evigt glimtende øjne, og forelskede mig i det. 

Det var uden tvivl en af mine yndlingskvaliteter ved hende. Det var hendes interesse i jorden og miljøet, og hendes evige behov for at hjælpe andre og hjælpe naturen. Hun elskede dyr, og havde altid haft en stor kærlighed for hjorte og rådyr og dådyr, og især deres unger. Hun elskede kaniner og harer, og hun elskede lyden af fuglenes pippen. Hun elskede duften af hest og ko, og hun elskede følelsen af at ride rundt på en kornmark der lige var blevet høstet. Det var ting hun ikke nød så ofte længere, men det ændrede ikke hendes kærlighed for dem. Jeg burde tage hende med ud og ride en dag, uanset hvor meget jeg ville hade det. 

Jeg skulle begynde at gå op i hendes interesser, og jeg skulle deltage i de ting som hun elskede at lave. Hun var med til så mange koncerter, og jeg ville elske at give hende noget tilbage. At se solopgangen på stranden var helt klart starten på det. Næste gang kunne vi tage ud og ride, hvis hun ville have mig med. 

 

❅❅❅

 

Vi var nået frem til stranden, men ikke uden stress og uden at Julia havde spurgt om hvad vi skulle. Hun havde hurtigt opdaget at vi ikke længere var på motorvejen, og det havde uden tvivl undret hende. Vi holdt på parkeringspladsen, og vi havde sat os og sad nu bare og ventede på at solen ville stå op. 

Himlen var allerede blevet lettere orange, og vandet reflekterede det på den smukkeste måde. Julias og mine fingre var flettet sammen, og hendes hoved lå på mit bryst. Min ene hånd kørte igennem hendes hår i cirkulære bevægelser, og min anden hånd nussede hende. 

Klokken var kvart i otte, og vi havde siddet her i et kvarter allerede. Vejen herhen havde været lang, men som vi sad her og kiggede på solen som langsomt begyndte at vise sig, vidste jeg at det var det hele værd. Det var smukt, og det var så utroligt beroligende. Det var som om at alle mine problemer forsvandt fra jordens overflade, og bare efterlod mig med den her fantastiske følelse af at være elsket. 

“Jules?” Spurgte jeg, med munden begravet i hendes hår. Jeg kyssede hende blidt, og kunne mærke hendes kinder ramte mit bryst. Hun smilede, og nikkede til mig som sit svar. Solen var nok en fjerdedel fremme, og jeg følte at dette var det rigtige øjeblik at fortælle hende det på.

Det var nu jeg skulle give hende den gave jeg kunne give, og det var nu jeg skulle ud med det. Inden solen var helt oppe, og mens vandet stadig var helt orange i sin refleksion af sol og himmel. 

“Jeg elsker dig,” sagde jeg klart og tydeligt, men uden at det var for højt eller pludseligt. Hun rykkede sin overkrop væk fra min, og kiggede mig direkte ind i øjnene. Smilet på mine læber falmede, da hun ikke sagde det tilbage med det samme. Hun lænede sig dog hen imod mig, og lagde sine læber på mine på en helt ny måde. Hun smilede imellem kyssene, men jeg sad stadig og var skuffet over at jeg intet svar fik.

Elskede hun mig ikke, eller elskede hun mig bare ikke endnu? Var det for tidligt jeg havde sagt det, eller var det for underligt et sted at sige det?

Vi trak os fra hinanden igen, og kiggede ud over vandet og hen på solen som kom hurtigere og hurtigere frem. Den var halvvejs oppe fra overfladen, som om at den steg op fra vandet. Det ville være drømmescenariet hvis vi sad og fortalte hinanden om vores følelser. Hvis vi sad og lavede løfter, og hvis vi sad og elskede hinanden. Det ville være drømmen for nu, og så ville drømmen senere hen være børn - Jenny og Nate eller Olivia - og en forlovelse, og et kæmpe hus i to etager. Det ville være drømmen. 

“Jeg elsker også dig.”

 

❅❅❅

ÅRH ÅRH ÅRH! 

Jeg elskede at skrive det her kapitel, og jeg sad virkelig og smilede igennem den sidste del. Jeg ville gerne have fortsat det til senere på dagen, men jeg vil heller ikke give jer for mange kapitler der handler om den tid drengene er i studiet, hahah. 

Vi ses i kapitlet i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...