A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

43Likes
63Kommentarer
27214Visninger
AA

18. ❅ Seventeen hours

Dag 17, 16. december 2016

 

❅❅❅

 

Jeg kunne slet ikke fatte at der kun var otte dage til juleaften, og ni til julemorgen. Jeg kunne begynde at tælle dage ned, og det var jeg også godt og grundigt i gang med. Når jeg tænkte tilbage på hvor hurtigt måneden var gået, hvor hurtigt Nialls arbejdsdage havde været, mit hospitalsbesøg, vores lykkelige dage og vores dage fyldt med skænderi, så ville december og julen være overstået på et splitsekund. 

Niall skulle arbejde igen i dag, dog først i aften fordi at de havde været hjemme så sent i går. Niall var først kommet hjem da jeg sov, desværre, da jeg ikke havde kunne vente på ham. Jeg var blevet for træt, og jeg kunne mærke på hele min krop at den trængte til søvn. Jeg var øm, og så var jeg bare faldet i søvn. 

“Hvad tid skal du afsted?” Spurgte jeg Niall. Vi sad i sofaen, sad og så en julefilm mens at han nussede mig i håret. Han kyssede mig i panden, og jeg puttede mig længere ind til ham.

“Om to timer, tror jeg,” mumlede han, mens at jeg lagde mig tættere og tættere op af hans krop. Jeg prøvede at kigge op på ham for at smile, men hans hoved som hvilede på mit gjorde det lettere umuligt. Jeg lavede en protesterende mumlen, i tegn om at han ikke måtte gå, men han grinede bare af mit forsøg. 

“Jeg er nødt til at tage afsted, ellers kan vi ikke holde jul om otte dage jo,” mumlede han endnu en gang, mod min hovedbund. Jeg nikkede, og han kyssede mig på panden. Jeg sukkede ned i hans bryst, og lagde mit blik på TV’et igen for at se videre på filmen. 

Mine tanker stod langt fra stille, jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan jeg langt hellere ville have at han blev hjemme, at han var hjemme resten af månedens aftner som alle andre mænd jeg kendte. Alle undtaget Liam, Louis og Harry selvfølgelig. 

Jeg følte ikke at vi havde brugt særligt meget af vores tid sammen. Den tid vi havde brugt havde været skøn, men vi havde også brugt dage på ligegyldige skænderier, og timer hvor at vi slet ikke snakkede til hinanden. Heldigvis havde nogle af vores skænderidage fået Niall til at tage i studiet og arbejde, så han kunne fjerne bare én arbejdsdag fra hans skema. Det var mere end hvad de andre drenge havde fået fjernet, og det var jeg så glad for. Det havde ikke været godt for os at have skændtes, men der kom altså en bonus fra det.  

Vi var seksten dage inde i december, sytten dage inde i hvad jeg ville kalde jul. For sytten dage siden havde Niall og jeg gået og pyntet op, vi havde snakket og grinet, og inden for de sidste sytten dage var vi blevet kærester, vi havde skændtes minimum to gange, og vi var blevet gode igen. 

Det var som en film, hvor man ikke kunne lade vær med at tænke på hvor hurtigt det gik. Normalt ville jeg aldrig være så hurtig med en dreng, men problemet her var jo at det ikke var gået hurtigt. Vi havde været en evighed om at indse det, og det var nok grunden til vores skænderier. Så var det selvfølgelig også det panel som hed Olivia, Aaron og støtten fra vores venner - som måske drev os lidt fra hinanden. 

Jeg tror det kunne være rart hvis det bare havde været Niall og jeg, uden at vores venner havde skubbet os sammen eller snakket så utroligt meget med os om hvordan det gik, og hvordan det ville gå fremad rettet. De havde været der meget, de havde været meget støttende, men jeg tror også at man kan støtte for meget. Man kan komme til at læne sig op ad tingen, i stedet for bare at støtte. 

Og hvis man læner sig op ad nogle, så vælter man til sidst. Så vælter man så snart den anden går. 

“Hvad tænker du på?” Spurgte Niall, mens at han kiggede ned på mig. Jeg smilede op til ham, og rettede på mig selv så jeg lå bedre. Hans hud var varm mod min, og jeg kunne både høre og mærke hans hjerte slå. Jeg kunne mærke hans vejrtrækning, og fandt også at min egen fulgte hans. 

“Os,” svarede jeg lavt, mens jeg smilede til Niall. Han smilede, og kyssede mig på panden. Vi grinede begge kort, inden at jeg lagde mig tilbage på hans bryst. 

“Jules?” Spurgte han, som om at vi ikke lige havde snakket sammen. Jeg mumlede et ja, og ventede på hvad han ville spørge om. Jeg lyttede til hans hjerterytme, og mærkede hans brystkasse løfte sig hver gang at han trak vejret. Det var beroligende. 

“Hvad siger du til en roadtrip i aften?” Jeg satte mig op i sofaen, og kiggede på ham som om at han var gået fra forstanden. For det første, så skulle han arbejde i aften. For det andet, så kunne vi ikke bare sådan lige tage på en roadtrip. For det tredje, så skulle han arbejde i morgen. Han kunne ikke bare tage fri, for så ville han ende med at arbejde juleaften. Jeg ville elske at stikke af sammen med ham, bare et enkelt døgn, men det kunne ikke lade sig gøre. Han havde arbejde, jeg havde arbejde, og det kunne ikke droppes.

“Det ville jeg elske Niall, det ville jeg virkelig,” startede jeg ud, for ikke at skuffe ham med det samme. 

“Men du ved godt, at det ikke kan lade sig gøre,” konstaterede jeg, mens at jeg kiggede i hans øjne for at se hans reaktion. Han nikkede, mens at hans læber var formet som en streg. Han så skuffet ud, men han burde jo vide det - han kunne ikke bare tage fri, medmindre at han ville droppe vores juleplaner. 

“Jo det kan, jeg får fri omkring klokken ti, og skal først møde klokken femten i morgen,” fortalte han, som et lille barn der insisterede på at julemanden eksisterede. Jeg kiggede opgivende på ham, mens at jeg med et grin rystede på hovedet. Han var tydeligvis blevet tosset - han ville have en roadtrip som varede sytten timer. Vi bor i England, det kan ikke lade sig gøre hvis vi også skal nå at sove i bilen.

“Så jeg skal sove hele dagen, for at kunne overtage rattet når du falder i søvn ved midnat?” Spurgte jeg ham flabet om, hvilket fik ham til at give mig et dask på skulderen. Jeg lavede en fornærmet grimasse, hvilket fik også begge til at grine. På trods af at planen var sindssyg og yderst umuligt, så havde vi det sjovt med den. 

“Jeg mener det, Jules. Vi kunne godt tage afsted,” han lød seriøs. Som om at han mente det, hvilket først bekymrede mig - men derefter gav mig en lille idé om at det måske kunne lade sig gøre. Niall havde intet sagt om længden af turen, og vi kunne sagtens kører en tur i sytten timer. Så kunne jeg sove mens at han arbejdede, og han kunne sove i bilen mens at vi bare kørte på motorvej hen til en rasteplads eller lignende. 

“Så lad os gøre det,” sagde jeg, som om at det da også kunne være lige meget. Niall kiggede forventningsfuldt på mig, som om at jeg skulle sige mere, men så blev hele hans ansigt til ét stort smil, og et kæmpe grin. Han hev min krop ind til hans og krammede mig, til jeg næsten ikke kunne få vejret. 

“Men så skaffer du en bil,” sagde jeg uden særligt meget luft på stemmen, da Niall kvalte mig. Han slap grebet om mig, og kiggede på mig og smilede. Han gav mig en thumbs up, som om at det allerede var klaret. Niall havde ødelagt den bil vi havde, eller også stod den hos Louis eller sådan noget. Den stod i hvert fald ikke parkeret ude foran lejligheden, som den gjorde førhen. 

Vi snakkede ikke så meget videre om turen, men vi satte os bare som før og så videre på vores film. Der var ikke så meget at aftale, for vi skulle bare køre i otte og en halv time, og så skulle vi vende om og køre samme vej tilbage igen. Det kunne ikke være så svært at vælge en rute, der var ikke så mange muligheder for os. 

Hvis vi bare overholdte tiden, otte og en halv time den ene vej - hvis ikke lidt kortere - så ville vi være tilbage til at Niall skulle på arbejde, og så ville det ikke gå galt. Så ville vi kunne holde jul og alt det sammen, stadig uden at kende de egentlige planer for studietiderne. 

Det havde nok været en af de sværeste ting ved at gå fra hans bedste veninde til kæreste, at skulle håndtere de skiftende arbejdstider. Førhen ville jeg bare tage på arbejde, eller på en bar og kysse med en masse tilfældige drenge, eller bare generelt flirte med nogle drenge, det kunne jeg ikke længere. Jeg havde heller ikke lyst til det, så det kunne reelt set være ligemeget. Men der var så mange muligheder for hvad jeg kunne lave førhen, og nu var det mere begrænset. Selv på mit arbejde ville det kunne gå galt, tydeligvis. 

 

❅❅❅

 

Niall var lige kørt afsted til studiet. Han havde taget en taxa, fordi at han kom for sent ud af døren. Klokken var ikke særligt meget, og jeg var ikke specielt træt, men jeg vidste at jeg på et eller andet tidspunkt var nødt til at sove så jeg var frisk til vores tur. Niall havde bedt mig om at skaffe kontanter, hvilket vil sige at jeg også var nødt til at nå ned til hæveautomaten. Jeg var allerede igang med at tage støvler på, og gjorde klar til at tage vinterjakke på. Der var koldt udenfor, og man kunne tydeligt mærke at vi var i december måned.

Hvorfor vi skulle have kontanter, vidste jeg ikke. Vi kunne jo uden problemer bruge vores kort alle steder, og jeg vidste ikke hvor mange kontanter vi skulle bruge. Om det var mønter eller sedler, eller hvad jeg præcist skulle skaffe. Så jeg ville hæve begge dele, og så ville jeg hæve omkring fyrre pund i alt. 

Jeg havde nøgler, mobil og kort med. Det var en kort gåtur ned til nærmeste hæveautomat, og til nærmeste bank for at være mere præcis. Vores tætteste hæveautomat lå faktisk lige ude foran banken, så det var lidt det samme. Hvis jeg skulle have mønter, så var jeg nødt til at gå ind i banken - så det besluttede jeg mig for at jeg ville. Jeg kunne lige så godt få snakket med nogle fremmede mennesker, når jeg nu alligevel skulle hæve penge. Der var glat på fortovet, og jeg fortrød straks mit valg af støvler. 

Både Niall og jeg trængte til nye støvler, begge vores praktiske støvler var blevet så slidte i bunden at man ikke stod særligt godt fast længere. Vi burde begge tage ud og købe nogle nye, som Niall havde foreslået tidligere. Det måtte blive en gang efter jul, måske endda først i det nye år. Måske først til næste år, alt efter hvor hurtigt sneen der lå på gaderne ville forsvinde igen. Normalt var det intet sne tilbage efter den femte januar, så det forventede jeg heller ikke dette år. Det meste forsvandt når man ryddede op efter nytårsaften.

Der var måske syv minutters gang ned til banken, så værre var det ikke. Jeg var der nede utroligt hurtigt, og da jeg gik ind i bygningen lynede jeg min jakke op. Jeg trak et nummer, nummer syvogfirs, og ventede på at det ville blive min tur. Nummer femogfirs var allerede oppe ved skranken, og der var tre skranker. 

Det tog aldrig lang tid i banken, man bad bare om det man ville have, og så fik man det. Dem der arbejdede her var utroligt dygtige, og virkelig gode med kunder. De var flinke, høflige, venlige, og man kunne sagtens snakke med dem. De havde ofte praktikanter hernede, og en af de ting som man opdagede at de lærte dem, var hvordan man skulle håndtere kunderne. De var gode til den slags undervisning. 

Nummer syvogfirs lyste op på tavlen over skrankerne, og jeg gik hen til skranke et, som henvist. Det var en ældre kvinde som stod bag skranken, og da jeg kom hen til hende smilede hun venligt. Hun mindede mig om en mormor, ikke min mormor, men mormor typen. Kvinden der altid er så venlig og sød, også mod unge som ikke er deres børnebørn. Ella, som der stod på kvindens navneskilt, virkede som en mormor. 

“Kan jeg få femten pund i mønter, og femogtyve i sedler?” Spurgte jeg hende venligt om, mens jeg rakte mit kort hen til hende. Hun tog imod det, smilede og nikkede. Jeg ved ikke hvordan det foregår bag skranken, så jeg kan ikke forklare det. Jeg stod bare og ventede på at få overrakt det papir som jeg skulle skrive under på, mens at hun lavede det hun skulle på den skærm jeg ikke kunne se. 

“Store eller små sedler?” Spurgte hun venligt om, mens at hun rakte kortet tilbage til mig. Jeg lagde kortet ned i min pung - som lå i min jakkelomme - og smilede så til kvinden, mens at jeg tænkte over mit svar. 

“Lidt blandet, måske,” svarede jeg, mens at jeg smilede til hende. Hun lagde en hånd på mit håndled, og smilede til mig inden at hun gik hen til nogle skuffer bag hende for at tage pengene til mig. Der var ikke så mange mennesker i banken, men de fleste ville nok også lave noget andet på det her tidspunkt - arbejde, eller være i skole. Hvad ved jeg, de kunne lave alt muligt. Så vidt jeg vidste, så havde banken mest travlt omkring klokken fire, og så indtil at de lukkede klokken seks. 

Ella vendte sig mod mig igen, og overrakte mig pengene som hun havde lagt ned i en kuvert. Hun lagde en lille seddel på skranken, og gav mig en kuglepen så jeg kunne skrive under på papiret. I realiteten ville man se sedlen som en check, men når man skrev under på den, havde banken allerede taget ens penge. 

Jeg så det mere som en kvittering der skulle underskrives, så det gjorde jeg. I en enkelt bevægelse lavet med mit håndled, og så havde jeg skrevet under på det. Min underskrift var ikke en hvor man kunne se hvad jeg hed, hvad mit efternavn var eller lignende. Hvis man var kreativ, ville man måske kunne se den forreste krusedulle som et J. Det var dog de færreste der kunne det, ikke engang jeg kunne.

Jeg afleverede kuglepennen tilbage til Ella, og tog imod kuverten som jeg lagde ned i min jakkelomme. Jeg smilede til hende, og ønskede hende en god dag inden at jeg gik ud fra banken og ud i kulden igen. Jeg lynede min jakke, mens at mine næsebor blev fyldt med duften af brændte mandler. 

Der var en lille bod på hjørnet af gaden, hjørnet i den modsatte retning af hvor jeg skulle hen, men jeg gik derhen for at købe nogle brændte mandler til min og Nialls roadtrip. Det kunne være meget hyggeligt at spise brændte mandler klokken lort om aftenen, mens at man kørte i en bil på vej mod ingenting. 

“En pose, tak,” sagde jeg til manden bag vognen, mens at jeg smilede til ham. Jeg valgte at bruge lidt af mønterne på at betale ham, da han rakte posen hen til mig. Jeg smilede og vinkede til ham, efter at han havde taget imod pengene og jeg imod posen. Jeg lagde den ned i den modsatte jakkelomme af pungen, og så satte jeg retningen mod vores lejlighed. 

Jeg gik op ad trapperne, og fik låst mig selv ind da jeg nåede op på vores etage. Vores lejlighed var nærmest lige ude foran trapperne, så når først man var oppe var man der egentlig. Og så højt oppe boede vi ikke engang. Jeg smed støvler og jakke, da jeg havde taget indholdet fra lommerne ud altså. 

Det ville nok være praktisk at pakke en taske til turen, med de ting vi ville tage med hjemmefra altså. Så det gjorde jeg - jeg fandt min DAY taske frem, den var stor og praktisk, og så startede jeg med at lægge pung i, hvor at jeg havde lagt sedlerne og mønterne i tidligere, og derefter lagde jeg de brændte mandler i.

Jeg havde også tænkt mig at lægge vandflasker i, men det kunne hurtigt ordnes når Niall kom hjem og hentede mig ved ti tiden. Klokken var vel omkring femten, så der var seks timer til at jeg skulle være klar. Jeg kunne sove i fire og en halv time nu, og så kunne jeg gøre de resterende ting, inklusiv mig selv, klar den sidste halvanden time. En roadtrip lagde op til selfies sammen, og billeder af hinanden, og med alle Nialls følgere, tilhængere, fans, så ville jeg gerne se godt ud. Jeg ville rigtig gerne se godt ud.

Om jeg ville sove på sofaen eller i min seng, var så et meget godt spørgsmål. På sofaen ville jeg uden tvivl blive distraheret, men jeg var i tvivl om jeg ville kunne falde i søvn midt på dagen i min seng. Men jeg valgte sengen. Jeg gik mod mit værelse, og tog opladeren fra stuen med ind så min mobil kunne komme op på hundrede procent - så vi kunne bruge maps, så vi kunne tage billeder, og så vi kunne holde øje med tiden. 

Jeg satte stikket i, lagde mit hoved på hovedpuden, og prøvede at stoppe mit hoved fra at tænke. Puden var kold mod mit hoved, men det var rart. Jeg smed mine strømper og bukser, så jeg kun lå i min bluse. Jeg lukkede øjnene i, og min vejrtrækning blev dybere. Hurtigt sov jeg. 

 

❅❅❅

 

“Jeg er her nu!” Niall råbte ude fra hoveddøren, allerede inden han havde smækket den. Klokken var kvart i ti, så han var hjemme tidligere end forventet. Tasken var pakket, mobilen var opladet, og jeg var vågnet for en time og et kvarter siden. Jeg havde børstet tænder igen, redt mit hår, pakket tasken, fyldt vandflasker, taget sutsko på med såler - så jeg godt kunne gå ud til bilen, og ind igen - og jeg sad nu og var igang med mit eget udseende. Fyldte mine bryn ud, lakerede mine negle, pudrede mit ansigt, coatede mine vipper. 

“Jeg er herinde!” Råbte jeg tilbage, mens at jeg fandt frem til hvilken farve flydende læbestift jeg skulle tage på. En støvet, rosa farve ville passe perfekt, og jeg rakte ud efter den jeg havde fra Kat Von D. Lolita, den skønneste farve på jorden. Jeg tog den på som jeg plejede, mens at jeg kunne høre Nialls fodtrin ude fra gangen. Da jeg kiggede i mit store spejl, stod han i dørkammen og ventede på mig.

“Du ved godt at vi skal på roadtrip, og ikke til photoshoot. Ikke, Jules?” Spurgte han mig flabet om. Som om at jeg ikke ville have gjort endnu mere ud af mig selv hvis vi skulle til photoshoot. Fyrre procent af makeuppen forsvinder jo i kamerahuset, og femten procent på mobilen. Så hvorfor ikke tage massere af makeup på, så Niall kunne tage en masse billeder af mig - som rent faktisk var flotte. 

“Du kan umuligt være klar til at køre,” sagde jeg flabet til ham, mens at jeg kiggede på ham igennem mit spejl. Jeg pressede læberne sammen, og lavede derefter en kyssemund. Tog to sprøjt parfume på halsen, og et på hvert håndled. Smed den bluse jeg allerede havde på, og tog en varmere sweater på. Jeg kunne mærke Nialls øjne på min krop, og varmen steg i kinderne på mig. 

“Kan du lide hvad du ser?” Spurgte jeg ham om, mens jeg gik hen imod ham. Jeg havde min mobil og lader i bukselommen, og to elastikker på mit håndled. Jeg gik helt hen til ham, og placerede et kys på hans læber. Det var tydeligt at se at han med det samme frygtede at jeg havde efterladt læbestift på hans læber, hvilket fik mig til at grine kort. Den smittede ikke af, og det var derfor at jeg netop havde valgt en flydende. 

“Meget endda,” sagde han, da jeg havde trukket mig fra ham. Han placerede endnu et kys på mine læber, og jeg smilede. Jeg lagde mine hænder på hans bryst, og hans ene var på min kind.

“Skal vi komme afsted?” Spurgte jeg ham om, som om at det ikke havde været mig han havde ventet på. Jeg smilede, og mit smil voksede da han nikkede. Jeg gav ham en kram, inden jeg smuttede forbi ham for at hente tasken og lægge min oplader ned i. Niall gik lige bag mig, helt stille og rolig, hvorimod at jeg nærmest hoppede afsted. Det havde været hans idé til at starte med, men jeg var blevet rimelig forelsket i den.

Sytten timer, bare os to alene i en bil, med høj musik, billeder, samtaler om absolut ingenting og om alting, og bare at det skulle være os. Det skulle være vores første, reelle date, og hvordan kunne jeg ikke glæde mig? Jeg skulle bruge sytten timer alene i en bil med min kæreste, godt nok ville han nok falde i søvn på et eller andet tidspunkt, men han skubbede tidsgrænserne og gav mig sytten timer med ham. 

At han skulle afsted på arbejde igen i morgen var bare sådan det var. Det ville jeg ikke kunne gøre noget ved, på nogen måde, men jeg kunne bruge sytten timer med ham hvor at han havde fri. Han havde sytten timers fri, og de timer ville han bruge på mig i stedet for søvn og stilhed. 

Jeg hev min jakke over skuldrene, og tasken efter det, og så stod jeg i vores hoveddørsåbning og ventede utålmodigt på ham. Han skulle gå forrest, det var ham der vidste hvilken bil vi skulle køre i. For alt jeg vidste af, så kunne den være lille og lyserød, lige så vel som den kunne være kæmpe og sølv. 

“Du er da godt nok utålmodig,” jokede Niall med mig, mens at hele hans ansigt var ét kæmpe grin. Jeg kiggede fornærmet på ham, og hentød til at han også bare var langsom. Han tog sine hænder op i en forsvarsposition, men hurtigt var han også ude af hoveddøren og på vej ned af trapperne. 

Da vi nåede ned på gaden tog han en bil nøgle frem, og trykkede på den knap der gav signal til at bilen skulle låse op. Den bil der lyste op var en sort Range Rover, sådan en som Niall plejede at kører i, indtil at han glemte at fortælle mig hvad der skete med den. Men for alt hvad jeg ved af, kunne dette lige så godt være Louis’ bil, Harrys eller endda hans kusines. 

“Fandt du din bil?” Spurgte jeg ham flabet om, for at få svar på min undren. Vi gik hen mod bilen, og han satte sig ind på førersædet og jeg på passagersædet. DAY tasken satte jeg mellem mine ben, mens at jeg tog sele på og lukkede bildøren efter mig. Jeg tog min jakke af, og smed den om på bagsæderne. 

“Det er ikke min,” svarede han forlegent, da svaret ligesom afslørede at han stadig ikke vidste hvor hans egen bil var. Kun Niall kunne glemme hvor hans bil var, og så ikke efterlyse den. Et hvert andet menneske ville enten bruge en hel dag på at lede, efterlyse den, eller bare huske hvor man havde gjort af den. 

Niall var noget for sig selv, det kunne jeg sige uden tvivl. Men jeg elskede ham, og jeg elskede ham netop for at han var unik. Jeg ville ikke finde nogen lignende ham, nogle steder på denne planet. 

“Er du klar?” Spurgte han, da han også havde fået sat sig til rette. Hans ene hånd lå på mit lår, og det eneste jeg tænkte på var at den hånd skulle være på rattet så vi kunne komme afsted. Jeg smilede og tog en dyb indånding, inden at jeg valgte at svare ham. 

“Ja. Er du ikke?” Jeg havde en utroligt flabet tone, hvilket fik hans hånd til at give mit lår et klem. Jeg blinkede til ham, og han lænede sig ind over håndbremsen for at kysse mig, inden at han startede bilen. 

Klokken var blevet ti, toogtyve nul nul, og vi bakkede ud fra vores sidegade og kørte mod motorvejen. Vi havde ikke sat en GPS til, vi skulle bare huske at vi skulle vende om senest klokken halv syv i morgen tidlig. På det tidspunkt ville Niall nok sove, så det var mig der skulle huske den opgave. 

Niall tændte for radioen og skruede højt op for højtalerne. Der blev spillet “Blink” af Revive, og vi skrålede begge højt med, selvom at vi stadig var inde i byen og ikke på en motorvej. Jeg hev vandflaskerne op af tasken og stillede den i de to kopholdere, hev de brændte mandler op og lagde dem i den plads vi altid brugte til snacks i en bil. Sådan en lille boks agtig ting i plastikken, som var lige under radioen. 

“Brændte mandler? Du er alt for sød ved mig,” drillede Niall, da han stak sin hånd ned i posen og hev mindst mandler ind i munden på sig selv. Jeg grinede, mens at jeg gjorde det samme som ham - blot kun med to mandler. Jeg kunne ikke klare at have for mange ting i munden på en gang, og da slet ikke noget så godt som brændte mandler. Det skulle nydes, og det gjorde man ikke ved at spise syv på en gang. 

Natten skulle nok blive fin nok. Det jeg glædede mig mest til var nok morgenen. At vi kørte ind forbi en eller anden tank, købte morgenbrød, plastikknive, smør og nutella og så spiste det i bilen mens at vi så solopgangen. Vi havde misset solnedgangen, men vi kunne ikke undgå at se solopgangen. 

Det var nok dét jeg glædede mig mest til, udover bare det at være sammen med ham. Jeg havde ikke haft en roadtrip planlagt i mine december planer, men var sådan nogle planer ikke også meget bedre når det ikke var planlagt? Når det var en spontan tur, som man først tænkte slet ikke kunne lade sig gøre?

Jeg glædede mig i hvert fald til de næste seksten timer og halvtreds minutter. Især nu når vi var nået ud på motorvejen, og ikke længere skulle bekymre os om, om andre kunne høre os synge. Der var ikke én eneste bil på motorvejen, udover os. Jeg går ikke ud fra at folk kører så sent på den, på en hverdagsaften. 

Tingen var bare, der var ikke noget der hed hverdage for Niall og jeg. Der var bare hver dag, og dage.

 

❅❅❅

Årh, mens jeg sidder og skriver dette er alle mine tanker på Louis og hele hans familie. Hans mor er gået bort, og når I læser dette så er det en uge siden at det kom frem. Alle mine tanker går til Jays efterladte, og jeg håber at hun er et bedre sted nu. 

Vi ses i kapitlet i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...