A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26070Visninger
AA

25. ❅ Our pre christmas eve

Dag 24, 23. december 2016

 

❅❅❅

 

“Og så sagde han hvad?” At jeg skulle have det gentaget flere gange, og forklaret om og om igen, overraskede mig ikke. Hendes forældre havde aldrig snakket om sådan noget, deres forhold til hinanden var perfekt. Det var et forhold som deres, som andre kun kunne stræbe efter at få. Og nu? 

Nu havde en af dem et kærlighedsbarn, som deres fælles datter intet vidste om. 

“Han sagde ikke så meget, men jeg har vidst fået planlagt et møde den tredivte december,” sagde hun, mens at hun stirrede blindt ud i stuen. Hun rystede ikke, hverken på stemme eller krop, men hun virkede rystet. Det var en stor og overvældende information hun havde i besiddelse, og nu var det op til hende hvorvidt hun ville diskuterer det med sine forældre før eller efter mødet med sin ukendte, nyopståede bror. 

“Har du tænkt dig at snakke med dine forældre?” Jeg lagde en hånd på hendes lår, i hentydning af at være støttende. For at være ærlig, så tror jeg ikke engang, at hun lagde mærke til det. Hun var et helt andet sted i hendes egen verden, og der var ikke andre der havde mulighed for at være der med hende. 

Det var ikke ligefrem sådan her, at jeg havde planlagt min treogtyvende december. Vi var så tæt på jul, og nu fandt Julia ud af noget så stort som det her. Hvis det havde været mig, så ville jeg ikke ane hvordan jeg skulle håndtere det. Men en del af mig ønskede stadig, at hun bare ville åbne op og fortælle mig om det. 

Der var dele hun havde udelukket, og det var tydeligt at høre på hende. Når man spurgte ind om visse ting, såsom hans navn, så lukkede hun fuldstændig ned. Det virkede ikke gennemtænkt, noget af det. Det jeg frygtede mest, ved at hun skulle møde denne her fyr, det var at hun ville blive såret. 

“Jeg ved det ikke,” startede hun mumlede ud, mens at hun kiggede direkte ud i luften. Ud fra hvad jeg kunne se, var hendes blik tomt. Intet liv, og hun blinkede sjældent. Hun var slet ikke i sin egen krop, og det var så underligt at sidde og kigge på. Det var slet ikke sådan her, at hun normalt reagerede på uventede ting. 

“Måske efter den tredivte,” svarede hun så. Jeg kunne ikke lide det, ikke en eneste ting ved det. Hun, min kæreste, skulle mødes med en komplet fremmed; og så ud fra ét opkald, uden særligt mange informationer. Han kende hendes mors navn, og hvad så? Det gjorde Google også, hvis man ville lede længe nok. Hun har ingen anelse om hvem denne mand eller knægt er, ikke engang hans alder kender hun. 

Jeg vidste, at jeg intet kunne gøre ved det. Hun ville gøre som hun havde besluttet sig for, uanset hvad jeg så end syntes om det. Og jeg kunne da sige en ting; jeg var ikke tryg ved situationen.

“Okay. Bare husk at du godt kan snakke med mig om det,” jeg lagde en hånd på hendes skulder, inden jeg rejste mig fra sofaen. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det, eller hende, og jeg ville nok ikke vide det medmindre at jeg selv havde været i en situation som den. Det var en unik situation, uden tvivl, og jeg havde aldrig regnet med at jeg ville være nødt til at håndtere sådan en situation. 

Nu var det pludseligt så tæt på, og jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle opføre mig, eller hvordan jeg skulle snakke med Julia om det. Men jeg ville ikke bare kunne lade hende klare det hele selv, hun ville vel have brug for nogle at læne sig op ad. Jeg ville gerne kunne være den person. 

Jeg gik ud i køkkenet, og tog et glas frem og fyldte med vand. I et lille stykke tid, stod jeg bare med glasset i hånden. Hvorfor jeg overhovedet havde taget noget væske i det, vidste jeg ikke. Jeg var jo ikke tørstig, men måske skulle jeg bare have en undskyldning. Hvis jeg bare rejste mig for at gå, ville det vel være uhøfligt. 

Hvis jeg var tørstig, så var det en helt anden sag. Så havde jeg en grund. 

“Jeg kender ikke hans navn.” Jeg vendte mig om i ren forskrækkelse, og så at Julia sad i samme stilling som før. Hænderne liggende i skødet, det ene ben under det andet, og med blikket stirrende, dødt, midt ud i absolut ingenting. Jeg tog en tår af vandet, også selvom at hun ikke ville lægge mærke til det. Men måske ville hun høre det, og så ville jeg have en undskyldning for ikke at sige noget. Men sandheden kendte jeg jo selv, og det var noget så simpelt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare til sådan noget. 

“Men jeg spurgte heller ikke om særligt meget. Jeg ville hellere snakke med ham om det, mens at vi kunne kigge på hinanden,” fortsatte hun. Midt i sætningen skete der noget, hun kiggede hen på mig og hendes øjne var fyldt med tårer. Min mave slog knuder, og det gjorde helt ondt at kigge på hende. 

“Hvor meget ved du overhovedet om ham?” Jeg tog endnu en tår af vandet, om det var for at få det til at virke som en mere normal samtale, vidste jeg ikke helt. Julia kiggede ned på sine hænder. Hun kradsede i sin neglelak, og sagde i flere minutter ikke et eneste ord. Det var uudholdeligt. 

“Ikke andet, end at han muligvis er min bror,” mumlede hun endeligt. Hun virkede flov, og med god grund. Jeg ved ikke selv hvor meget jeg ville have spurgt om, og slet ikke over telefonen - men det var da ikke andet end uansvarligt, at mødes med en som hævder at være ens bror, hvis man ikke ved andet om ham. 

Hvilken reaktion det var tilladt for mig at have, kunne jeg ikke regne ud. Hvis jeg blev sur, gjorde jeg måske det hele værre, og det samme hvis jeg virkede for skuffet over hendes beslutning. Hvis jeg virkede ligeglad, ville hun måske tro at jeg rent faktisk var ligeglad med hvad hun fortalte mig. Det kunne umuligt være en god ting, så ville hun måske bare lukke helt af.

Så mulighederne for hvad jeg kunne sige, var små og utydelige. Uanset hvad jeg sagde, så ville jeg lege med ilden og der var en stor sandsynlighed for, at jeg ville brænde lidt mere end bare fingrene. Der var sikkert kun et svar, men lige nu kunne jeg bare ikke se hvilket det skulle være. 

“Jeg tror, at du bør ringe til ham igen,” mumlede jeg, inden at jeg tømte resten af vandet fra glasset i en slurk. Jeg kiggede hen mod Julia, og stillede så glasset lidt for voldsomt på bordet. Jeg var ikke vred, og jeg vidste ikke helt præcist hvordan mine følelser var for det her - men de var ikke gode, og det kunne jeg sige uden at tvivle et eneste sekund.

 

❅❅❅

 

“Så jeg ringede til ham igen, og vi snakkede,” sagde Julia mumlende, da hun gik ud fra sit værelse. Jeg havde kunnet høre over halvdelen af hvad hun sagde, og ud fra det, ville jeg gætte på at deres snak havde været god. Men jeg syntes også at hun havde delt utroligt meget, i forhold til at hun stadig ikke havde et ansigt på fyren. Hun havde endda fortalt ham om mig, og det havde hun holdt hemmeligt for Aaron.

“Hvor meget fandt du så ud af?” Jeg sad i sofaen, og kiggede rundt på min mobil. Jeg havde skrevet lidt med Lily, som også havde snakket med Julia om hendes såkaldte bror, under fireogtyve timer inden. Julia gik længere ind i stuen, og satte sig til sidst på hjørnet af sofaen. Hun sad kun lige, og det var næsten tættere på at hun stod op, og bare lænede sig op ad sofahjørnet. 

“Han hedder James, men det sagde han åbenbart også i går,” startede hun mumlende ud, som om at hun var bange for min reaktion. Hendes forældre havde aldrig snakket om navnet James, ikke andet end når de brugte det i ren flabethed, når de snakkede med eller om mig. Jeg hadede når folk brugte mit mellemnavn, så hvis Julias forældre ville drille mig; så kaldte de mig bare James, Hr. James, eller Niall James. 

“Han er halvandet år ældre end mig,” fortsatte hun, mens at hun kiggede ned i sit eget skød. Jeg sagde intet, jeg var fuldstændig mundlam. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg kunne sige, uden at ødelægge det for hende, så jeg sad bare og nikkede til hvad hun fortalte mig. 

Lily havde ikke fortalt så meget, men hun havde fortalt hvad hun vidste. Julia havde holdt tæt med informationerne, og havde været meget fjern efter at hun havde ringet til ham første gang. 

“Og så bor han normalt i Boston,” sagde hun. Da jeg kiggede på hende, lyste hendes øjne nærmest op. Man skulle tro at det var to, små julelys der blinkede, og ikke min kærestes øjne. Især ikke når man tænker på, at hun sad og snakkede om sin såkaldte bror, som hun først lige havde opdaget dagen forinden. 

Hun var helt forelsket i tanken om en bror, og jeg tror at hun lagde det had der ville komme til hendes forældre til siden. Hvis det ikke var et kærlighedsbarn, så havde de fået James sammen - og så bortadopteret ham, fordi at de ikke var klar til at være forældre. Halvandet år senere, fik de så Julia. 

“Skal I stadig mødes om en uge?” Jeg kiggede op på hende med et ømt blik, og så sad hun bare der. Med et kæmpe smil på læben, med glødende hud, og med et blink i øjet. Et helt nyt slags blink, et jeg ikke havde set før. Ja, det her var nyt og måske også spændende for hende, men først ville jeg snakke med mine forældre, det som så ville være deres begges forældre, og så finde hoved og hale i det hele. 

Jeg ville flippe ud, jeg ville skrige og græde, og jeg ville skulle tilgive dem til sidst. Jeg ville bestemt ikke forelske mig i tanken, før at jeg vidste hvad der var sandt og hvad der var falskt. At beskylde James for at lyve om noget så stort, ville også være forkert, men det virkede bare så urealistisk. Den perfekte familie, kernefamilien, forældrene som kun ønskede et enkelt barn - enebarnet. Nu havde Julia pludseligt en bror, lige inden jul? Det virkede bare forkert på alle tænkelige måde, og jeg kunne virkelig ikke se det for mig. 

“Ja. Vi skal mødes på caféen,” svarede hun, mens at hun stadig sad med et blændende smil. Jeg nikkede, og pressede mine læber mod hinanden. Jeg var vel nødt til at give fyren en chance, se om det virkelig var rigtigt hvad han fortalte Julia, men det var bare svært. Jeg kunne ikke være der til deres møde, men jeg kunne altid få Louisa til at holde øje med dem. Se om der skete noget der ikke burde ske, og så ville hun altid bare kunne ringe. Hvis Julia flippede ud, som hun burde gøre, begyndte at stortude - så ville jeg være der. 

“Det virker bare så underligt, at du skulle have en bror,” fik jeg endelig presset mig selv til at sige. Julia grinede svagt og fjoget, som om at jeg var en idiot. Jeg satte en hånd op i panden, og drejede så hovedet så jeg igen kunne se hende. Hun sad og grinede, rystede på hovedet, og lignede en der virkelig prøvede at få ordene ud af hovedet igen. Jeg skulle passe på, for hvis hun virkelig havde en bror - så skulle jeg heller ikke overtale hende til ikke at tage afsted. Hvis James virkelig var hendes bror, så fortjente hun at møde ham. 

Om det så var med eller uden min støtte, var bare hvad jeg skulle finde ud af med mig selv. 

“Bare fordi at dit forhold til Greg er forfærdeligt, betyder det ikke at mit forhold til James bliver sådan.” Jeg kiggede chokeret op på hende, og hun sad med begge øjenbryn løftet højt op i panden. Det var bestemt ikke de ord, jeg havde forventet at høre. Slet ikke i dag, slet ikke i år, og slet ikke fra hendes mund. Julia snakkede aldrig med mig om Greg, hun vidste hvor meget jeg ville ønske at mit forhold til ham var anderledes, og vigtigst af alt; så havde hun aldrig brugt Greg mod mig, i et skænderi. 

James gjorde hende rablende sindssyg, og hun havde ikke engang mødt ham endnu. Hun var så opsat på at de skulle have det perfekte søskendeforhold, så opsat på det, at hun ikke engang overvejede at snakke med hendes forældre om det. Hvis hun ikke ville spørge ind til James, så kunne det være andre skulle gøre det. 

Hele internettet ved at Julia dater en kendis, så svært ville det ikke være for James at udnytte det. Hvis han bare ville tæt på hende, skabe drama, eller sårer mig på den ene eller den anden måde, så ville det være den perfekte måde at gøre det på. Bruge noget så sensitivt, som en løgn fra hendes forældre. Det var det perfekte træk, men det var også en forfærdelig ting at tænke andre mennesker kunne finde på. 

Jeg ved ikke, måske ville jeg være mere tryg ved situationen hvis jeg selv kunne snakke med ham. Det virkede bare besynderligt at han var blevet bortadopteret, og så havde fået en familie der boede i Boston. Julias forældre havde aldrig boet i USA, aldrig hvad de havde fortalt i hvert fald. Selvfølgelig var der den mulighed, at hans adoptivforældre alle ville have at han skulle rende ind i Julias forældre, men selv i England var den mulighed lille. Sådan tænkte man jo ikke, når man adopterede. Gjorde man?

“Jeg går en tur,” sagde jeg, og uden at tænke mere over over det, rejste jeg mig fra sofaen og tog min mobil i baglommen. Uden at kigge på hende, gik jeg hen til hoveddøren for at tage jakke og støvler på. Jeg smed en nøgle til hoveddøren ned i bukselommen, og tog en hue over mit hår. Vanter i lommen, og et halstørklæde rundt om halsen. Jeg kiggede hurtigt bag ud, blot for at se Julia allerede var gået fra stuen. 

Uden at fortryde det en eneste gang, trak jeg ned i håndtaget og lukkede mig selv ud fra lejligheden. Jeg låste ikke efter mig, hvis Julia ville have døren låst kunne hun selv gøre det. 

Mine ben førte mig hurtigt ned af trapperne, og før jeg vidste af det stod jeg ude i kulden. Hvor jeg ville gå hen, var ukendt. Det var virkelig ikke gennemtænkt dette her, men jeg havde brug for luften. Den kolde luft ramte mig hårdt i ansigtet, men det føltes så godt da jeg trak vejret ind igennem næsen. 

Der lå en å kort væk, måske en tyve minutters gå tur. Måske ville det rydde mine tanker, få mig til at se situationen med nye øjne. Jeg kunne da godt se hvordan det måtte være for Julia. Hun havde den her nye, fantastiske mulighed for at få en storebror, og så skød jeg det ned, fordi at jeg tvivlede på folk. Men hun vidste heller ikke hvordan det var, at blive udnyttet. Hun var blevet en offentlig person på grund af mig, og hun ville sagtens kunne blive udnyttet endnu. Det ville jeg bare ikke se på, ikke for hende. 

Jeg lagde ikke mærke til hvor jeg gik hen, jeg lod bare mine ben føre mig hen hvor end de ville. Jeg gik forbi så mange steder som jeg kunne genkende, købmanden, caféen, butikkerne, træerne og stierne. 

Hvorfor Julias forældre skulle holde noget så stort skjult for hende, kunne jeg bare ikke se. De var ikke mennesker som valgte børn fra, på grund af deres køn, så det kunne ikke være grunden. Men man bortadopterede ikke bare et barn, for så at få et nyt halvandet år efter. Så hurtigt kunne deres liv ikke være blevet stabilt nok, og de havde altid sagt at Julia var planlagt. Var hun så i virkeligheden, også en fejl?

Uanset hvad James ville have at sige til hende; om han fortalte sandheden eller ej, så ville Julia ende op med at blive såret. Hvis han løj, så ville hun miste den person som hun troede var hendes bror. Hvis han fortalte sandheden, så ville han kunne have ødelagt hele hendes forhold til hendes forældre. 

Jeg kunne bare ikke se det, hvor James havde fundet Julias nummer fra. Hvor han havde fundet ud af hvem hun var, ud fra hendes mors navn. Hvorfor han kontaktede hende, i stedet for sine forældre. Hvorfor han ringede, i stedet for bare at møde op og snakke med dem eller hende i virkeligheden. 

Der var så mange ting som ikke gav mening, men det var vel ikke sådan man tænkte. Hvis jeg opdagede at jeg var adopteret, at jeg havde en anden familie et sted, så ved jeg faktisk ikke hvordan jeg ville reagere på det. Det var nemt nok at sige, at jeg ville tage kontakt til mine biologiske forældre og ikke mine søskende, men hvordan jeg ville håndtere det hvis det skete; det kunne jeg jo umuligt vide. 

Det var uden tvivl en presset situation, og man tænkte måske ikke helt rationelt. 

Ikke nok med at han ville kunne såre Julia, så ville han også selv kunne være blevet så utroligt såret. Tænk nu hvis han faktisk var hendes bror, men hun nægtede at tage nogen form for kontakt til ham. Han var allerede blevet valgt fra en gang før så; da han blev bortadopteret, og så ville hans søster vælge ham fra mere end tyve år senere igen. Det måtte gøre så ondt indeni, og jeg kunne slet ikke forestille mig det. 

Det blæste forholdsvist voldsomt, og sneen lå i klynger rundt omkring på jorden. Mest der hvor folk ikke gik, som på græsset, under træerne og op ad bygningerne. Det havde sneet i nat, men ikke nok til at det var blevet liggende over hele overfladen. Flere vandpytter var dog frosset til is, og man skulle kigge hvor man gik for ikke at falde på røven, foran hundrede andre mennesker. 

Der lå isflager i åen, og flød rundt. Den havde ikke været helt frosset til, ikke på noget tidspunkt i hele måneden. Nu var vi to dage væk fra julemorgen, og den ville ikke nå at fryse helt til. 

Et par ænder gik langs kanten, tre store og fem der var lidt mindre. Ikke en familie, men en flok. Jeg satte mig på en bænk der stod i nærheden af åen, og mærkede med det samme hvordan mine lår og mine baller frøs til is. Det var isnende koldt, og mine bukser blev både våde, beskidte og så utroligt kolde. Men jeg var ligeglad, for jeg sad med direkte udsyn til ænderne, åen, sneen og isen, og dette havde altid været mit yndlingssted i byen, hvor man bare kunne sidde alene med sine tanker, uden nogle forstyrrelser. 

Det var sjældent at folk kom forbi her, det var ikke på vejen hen til noget andet. Man gik forbi en masse ting, for at komme herhen, men det fungerede ikke den anden vej rundt. Folk kom herhen for at lufte deres hunde, for at gå en tur med deres kæreste eller med deres familier, for at fodre ænderne, eller for netop at tænke. 

Selv i dag, den treogtyvende december var der mennesker her. Et par var ude at gå med deres hund, og så en yngre pige som gik rundt for sig selv. Tre mennesker var der til at se, og så noget som godt kunne ligne en fransk bulldog. Men hvad ved jeg; ud fra hvad jeg kunne se, kunne det være hvilken som helst race forklædt i en hundejakke som var alt for stor i forhold til selve hundens størrelse. 

Jeg sukkede dybt ud, og lagde mine hænder på mine lår. Jeg var ikke sikker på hvad jeg ville endnu, eller hvordan jeg ville reagere, men det var måske ved at være på tide at gå hjem igen. 

 

❅❅❅

 

“Hvor har du været?” Det var ikke ligefrem den reaktion, jeg havde forventet at komme hjem til. Julia stod med tårer i øjnene, helt knaldrøde øjne som var hævede og en næse der var lige så rød som rudolfs. Hun havde grædt, og hun havde grædt i længere tid end bare et par minutter. 

“Jeg gik en tur, det sagde jeg da også,” svarede jeg forsigtigt, mens at jeg endnu forsigtigere tog mit overtøj af, og stillede mine sko pænt ind til væggen. Jeg havde måske forventet endnu en skænderi, endnu en diskussion, eller endnu flere onde ord fra Julias side af, men jeg havde ikke forventet tårer og snot. 

“Du kan ikke bare sådan gå fra mig!” Hun råbte, hun skreg, hun tudede og snøftede, og dette var langt fra hvad jeg havde forberedt mig selv på. Hvis jeg havde vidst at det var en mulighed at komme hjem til det her, når jeg havde tænkt mig om og været lidt alene, så var jeg slet ikke gået ud af døren til at starte med. 

Så var jeg blevet hjemme, måske bare gået ind på mit værelse alene. Jeg havde snakket med hende om det, og så ville vi have taget den derfra. Jeg havde ingen anelse om at hun ville kunne blive så ked af det, så vred og så frustreret over at jeg gik en tur alene, for at få mit eget pusterum fra et skænderi som det vi havde haft.

“Jeg havde brug for at tænke, undskyld. Hvad er der sket?” Uanset hvor sur på hende jeg kunne være, over det hun havde sagt med Greg og jeg, så følte jeg stadig at jeg var nødt til at beskytte hende. Hendes udbrud nu kunne have mange forskellige årsager, noget med James, men det kunne lige så godt bare være fordi at jeg gik midt i et skænderi. Måske havde hun følt at jeg forlod hende, på et sårbart tidspunkt. 

“Det har jeg jo sagt!” Råbte hun af mig, mens at tårerne stadig løb kraftigt ned af kinderne på hende. Jeg gik tættere på hende, forsigtigt, i frygt for at blive skubbet væk fra hende. Jeg startede ud med at lægge en hånd på hendes skulder, og straks da hun accepterede det, hev jeg hende ind i et kram. 

Jeg kunne mærke hendes tårer mod min bluse, og jeg kunne mærke hendes hulk i hendes vejrtrækning. Jeg lod min hånd kører rundt i cirkler på hendes ryg, mens at den anden var på hendes hår, for at holde hende helt tæt ind til mig.

“Du gik,” mumlede hun, med munden ned mod min bluse. Jeg nikkede, og mumlede nogle trøstende lyde mod hendes hår, mens at jeg stadig lod min hånd køre hen over hendes ryg. 

“Jeg er her nu,” mumlede jeg ned i hendes hår, inden at jeg kyssede det blidt.

Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, og hvor længe vi stod sådan. Men det føltes som en evighed, og det var det måske også når man tænkte over det. Hendes tårer gjorde skulderen på min trøje gennemblødt, og hvis hun havde mascara på, ville den heller aldrig blive ren igen. Men det gjorde mig ikke noget. 

“Har du virkelig så meget imod, at jeg skal mødes med James?” Vi trak os fra hinanden, i det øjeblik spørgsmålet forlod hendes mund. Jeg kiggede på hende med sammenpressede læber, og med rynkede øjenbryn. Jeg sukkede dybt ud, mens jeg prøvede på at sende hende et halvkvalt smil. 

“Jeg er bare bange for, at du bliver såret,” forklarede jeg, efterfulgt af et dybt suk. Julia smilede svagt til mig, stadig med tårer i øjnene. Men de blev da i øjnene nu, og det kunne ikke være andet end et godt tegn. 

“Kan vi ikke bare tage det, som det kommer?” Hun smilede mens at hun kiggede op på mig, og det gjorde mig så meget mere sikker i mit svar. Hvis hun selv mente at hun ville kunne håndtere det, så skulle jeg også give hende muligheden for at opleve det. Altså, tænk nu hvis hun fik den bedste storebror nogensinde. 

“Kan du i det mindste, snakke med dine forældre om det?” Jeg kiggede ømt på hende, da jeg stillede spørgsmålet. Jeg tvivlede på, om jeg havde ret til at bede om det, men det var for hendes egen sikkerheds skyld. Jeg vidste godt at det ville kunne være svært, men jeg tror virkelig på at det var nødvendigt for hende, for at få sandheden at vide. Måske ville hun aldrig kunne tilgive dem, hvis hun ikke snakkede om det nu. 

Hun nikkede, mens at hun pressede læberne sammen. Jeg smilede til hende, inden at jeg placerede et kys på hendes læber. 

“Så må du godt mødes med James, jo.”

 

❅❅❅

Jeg undskylder for det korte kapitel, men der kommer til at ske noget mere i morgen!! Der er kun to kapitler tilbage nu, det i morgen og så en epilog - og jeg glæder mig virkelig ikke til at ARITS er slut. 

Men vi ses i morgen, i et nyt kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...