A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26032Visninger
AA

13. ❅ Only be asking why, and never when

Dag 12, 11. december 2016

 

❅❅❅

 

Vi var kommet hjem sent på aftenen, da Julia skulle tjekkes for stress. Hun snakkede med psykologer, psykiatere, med sin nye ven - ambulanceredderen Aaron - som hun også havde fortalt mig lidt om, og så havde hun snakket med læger og havde fået taget en test eller to.

De havde tjekket om hun var gravid, og om det var det som kunne have sørget for at hun besvimede. De tjekkede blodtryk, blodsukker, alle mulige tal som skulle være i orden, de tjekkede hende for allergier, og de tjekkede hende for depression, tegn på selvskade, og tegn på selvmordstanker. 

Hun var blevet tjekket for alt, og hvorimod at Aaron kunne hjælpe hende, støtte hende, og forklarer hende om alle procedurene, så kunne jeg stå der og være intetvidende, fordi at jeg blot var en verdensberømt sanger, som havde elsket hende i så utroligt lang tid. Som endda var hendes kæreste.

Så ja, jeg var en smule muggen over bare at blive sat til side, lige så snart at en anden mulighed var kommet. Jeg havde snakket med Louisa, og hun havde forklaret hvordan de havde mødt hinanden, og hvorfor de var blevet venner. Jeg havde kun snakket med Louisa. Jeg havde ikke snakket med Aaron, og jeg havde kun snakket med Julia når Aaron ikke var i lokalet. Jeg stolede ikke på hans intentioner. 

Jeg havde jo for fanden overhørt deres samtale, inden at de opdagede mig! Jeg havde set hvordan at deres hænder var på hinandens, og hvordan at han sad i hendes seng, og ikke i den stol som jeg blev bedt om at sidde i. Det var som om at hun var en helt anden person, en person som jeg ikke kendte.

Sådan havde hun det sikkert også med mig. Hun så udtrykket på mit ansigt, da jeg opdagede dem i at have hemmeligheder. Jeg så hendes ansigt, og jeg så hvem hun gik til når hun fik dårlige nyheder, eller spørgsmål om sin hverdag. Hun gik til Louisa for hjælp til svaret, og forstod hun ikke spørgsmålet eller udtrykket, så spurgte hun Aaron når lægerne var gået ud derfra. 

Han havde endda taget fri, for at kunne være sammen med hende på stuen. Det måtte han ikke som ambulanceredder - være sammen med dem han havde afleveret på hospitalet, men han måtte når han var civil, når han mødte op som en ven, der bare ville støtte hende i en forholdsvis svær situation.

Lægerne havde aldrig fundet ud af hvorfor at hun besvimede. Hun led ikke af stress, men det var muligt at det kunne have været et panikanfald. Hun havde sagt at hun panikkede over festen, over vores planer igennem december, og panikkede over vores forhold, fordi at hun stadig fandt det så nyt og underligt. 

Jeg havde prøvet på at gemme hvor såret og skuffet jeg var, da de ord forlod hendes mund. Det var som at blive stukket i hjertet med en slidt køkkenkniv, kun for at personen det hele føltes så naturligt med for hende - Aaron - kunne hive den ud igen, og lade vær med at udføre sit job og redde mig. 

Det eneste han ville var Julia, og det vidste jeg. Jeg kendte typer som ham, typer som får alt hvad de vil have uden at kæmpe for det, og deres ofre, de personer som de udvælger, de falder pladask for det. Falder pladask for deres selvsikkerhed, for deres charme, og for deres udseende. 

Sådan havde det aldrig været for mig, uanset hvor hårdt jeg havde prøvet. Hvis det skete for mig, så var det fordi at jeg var fra One Direction, og ikke fordi at jeg var Niall. Jeg arbejde hårdt, og jeg satte pris på mig selv. Jeg var sikker på mig selv, og jeg ønskede ikke et andet liv, men det var ikke nok når jeg ikke havde udseendet. Så tænker man sikkert; hvordan kan han være så usikker på sig selv?

Han er verdenskendt, for helvede. Han burde da vide at folk elsker ham, og at han kunne få hvilken som helst pige. Det var bare ikke nok, når det føltes som om at ens drømmepige ikke ville have en. Når det føltes som om at ens elskede, ens kæreste ikke ønskede en. At man ikke var nok, og at man bare skulle have forblevet venner, og ikke have taget det modige, måske overmodige, skridt hen mod et forhold. 

Louis og Liam var sammen med mig i lejligheden. Vi var igang med at dække bord, til når Lily og Harry ville ankomme. Alle tre piger var ude for at gå, for at få Julia til at slappe af så hun ikke ville besvime igen. Lægens ordre, Aarons ordre, Louisas ordre, og jeg tror også at det var godt for hende. 

Men selv hvis jeg havde bedt hende om det, så ville hun ikke have lyttet til mig. Jeg var ikke kendt inde for området, kun inde for musikken og for perfomance. Jeg var en offentlig person, ikke en helt eller en redder. Jeg havde aldrig reddet et liv direkte, uanset hvor mange gange at jeg fik at vide at jeg havde reddet en fans liv. Det troede jeg ikke på. Det virkede ikke på samme måde, de havde bare brug for en at se op til, en at holde håbet på. En som kunne føles som en helt, men også en som man ville kunne give skylden. 

Jeg plejede aldrig at have det sådan her. Jeg var sikker på mig selv, sikker på mine forhold, og sikker på hvor jeg havde Julia. Hvis hun følte at vores forhold var en uvant følelse som hun havde sagt, så måtte jeg sige at dette føltes endnu mere uvant. Det var nyt, underligt, foruroligende, og utroligt ubehageligt. 

Jeg kunne ikke lide det, og jeg kunne bestemt ikke lide at jeg var jaloux over at hun havde fået en ny ven. Jeg kunne i realiteten være ligeglad med hans karriere, hans udseende, hans stemme eller hans viden - for han havde ikke kendt Julia lige så længe, som jeg havde. Han kendte ikke hendes yndlingsfarve, eller hendes livret. Han vidste kun hvad der stod på hendes journal. Hendes fulde navn, og fødselsdato. 

“Niall? Er du okay?” Louis lagde en hånd på min skulder. Jeg havde sat mig på en spisestue stol, og jeg tror at jeg havde glemt at trække vejret. Jeg frøs, og mine hænder rystede meget voldsomt. Jeg skubbede hans hånd ned, ved at rykke voldsomt på min skulder, og så rystede jeg på hovedet.

“Nej, det er jeg ikke,” mumlede jeg. Liam kiggede bekymret hen på os, som om at han var klar til at indlægge mig på den lukkede afdeling, i frygt for at jeg ville dræbe mig selv. 

Jeg var nede, og det var det hele. Hvis hun så ikke ville være sammen med mig, så var det jo ikke verdens undergang. Hvad så, hvis vi ikke havde snakket sammen hele vejen hjem fra hospitalet eller efter? Vi skulle nok komme til at snakke sammen igen, det var jeg sikker på. Jeg vidste bare ikke hvad vi skulle snakke om, men det ville vi nok også finde ud af. Jeg ville spørge hende hvorfor, og ikke hvornår.

Så kunne det være at jeg kunne få nogle svar, som jeg ikke kunne i går, fordi at han sad derinde. Der kunne jeg kun snakke om upersonlige ting, og jeg kunne slet ikke nævne ham på noget tidspunkt. Jeg skulle virke ligeglad, uanset hvor hårdt han prøvede på at forstå det hele. Louisa havde beroliget mig.

Jeg tror at Louisa var den eneste grund til at jeg ikke havde slået ham i hovedet med en knytnæve. Den eneste grund til at han ikke skulle have en ispose, eller måske endda et par stæng. Bortset fra at det nok ikke ville ske. Han var et jern, et kæmpe, robust brød, og jeg var rimelig sikker på at min hånd bare ville brække i forsøget på at ødelægge hans perfekte ansigt. Jeg ville brække hånden på hans perfekte kæbe. 

Jeg følte mig som en tøs. En tøs der var jaloux på en anden pige, fordi at hun var tyndere, havde større bryster eller en mere rund røv. Fordi at hun var cheerleader, og jeg bare havde klassens højeste gennemsnit. Jeg følte mig ussel, fordi at jeg overhovedet tænkte sådan om en person som jeg kendte. Men jeg følte at jeg var i high school igen, at han havde stjålet min date til det store bal på skolen. At han ville blive konge, og at han havde stjålet min dronning, så jeg kunne blive glemt igen. Så jeg ikke engang ville få nogle stemmer. 

“Du har stadig ikke fortalt os hvad der skete i går. Christine sagde at Julia var besvimet,” sagde Louis, som om at det var det som der var galt. Som om at jeg var sur og ked over at hun var besvimet. Hvis det havde været det, så havde jeg nok ikke ladet hende gå alene ud med sine veninder. Så var jeg gået med hende, i tilfælde af at hun skulle besvime igen. Så jeg ville være der den gang, og jeg kunne tage med hende. 

Så jeg ikke ville opdage det, ved at hendes kollega skrev til mig, og at jeg ikke kom mens at hun sad og holdte i hånd med en anden person, som bestemt ikke blot var en veninde, eller et familiemedlem. Og da slet ikke en der søgte efter et job, som hun havde fortalt Harry. Jeg gik da stærkt ud fra at en ambulanceredder ikke ville søge job i en ussel, ukendt café, og det var ikke ligefrem det bedste scoretrik. 

Desuden behøvedes en mand som ham, slet ikke at bruge scoretricks. Hans udseende, humor og alt andet ved ham var nok bare i sig selv. Han var en mester i at flirte, bare ved hans øjne. 

“Hun holdt i hånd med Aaron, okay? Og siden da har vi ikke rigtigt snakket sammen,” snerrede jeg af dem, i håb om at de ville lade vær med at spørge, før at vi var færdige med at fejre det lykkelige par. Jeg ønskede intet andet end at kunne blive ligesom dem, og så blev Julia bange for det. Hun blev bange for noget nyt, og noget vi ikke havde prøvet før. Hun blev bange for noget så normalt, som at to bedste venner bliver til kærester, og skal til at finde ud af det. Bange for kys, bange for intimitet. 

Bange for ikke at kunne tage alt hvad jeg ville se, tilbage igen. 

“Vi snakker om det senere, Louis,” sagde Liam med en kold, og hård tone. Det var rart. Han forstod det, han forstod min hentydning og min snerren, og han tog det til sig. Han fiksede en lille del af problemet. Han forstod mig, og det føltes mere rart end det nok skulle have gjort. Jeg burde altid føle at nogle forstod mig, men sådan var det bare ikke altid. Ikke i et presset liv, en presset situation, eller i denne situation. 

“Tak,” mumlede jeg igen. Louis trådte nogle skridt væk fra mig, og gav sig til at dække bordet igen. Han tændte lys, og han foldede servietter, som om at han havde gjort det hele sit liv. Han var god til det. 

Jeg smilede ved tanken om hvor idiotisk det var. At vi sad tre mænd, og foldede servietter når pigerne var ude at gå og snakke om livet, og snakke om at hun havde gemt Aaron væk fra mig, og hvorfor hun gjorde det. Det burde være mig hun skulle snakke med det om, og ikke hendes bedste veninder.

Christine og Jessica burde være herinde og folde servietter, og så burde Julia og jeg være ude og snakke og få løst vores problemer, så vi ikke skulle tænke på andet end en forlovelse mellem Lily Anne og Harry. To af vores bedste venner. Det havde været hendes idé, og nu var hun syg, og havde involveret sig med en anden person. Jeg tror ikke at jeg så det som at hun havde været utro, men noget var det. Ellers ville hun ikke have gemt ham væk fra mig, eller have prøvet på at tale sig ud af hvad der egentlig var sket. 

Jeg var nødt til at stoppe med at tænke på det. Jeg gik ind på mit værelse for at skifte til mit finere tøj, for at sætte mit hår og for at tage parfume på, så alle ikke ville kunne lugte mit sved. For at se godt ud, og for ikke at ligne en der var ved at bryde sammen over at hans kæreste havde en ven, som hun havde løjet om. 

Det havde heller ikke virket som om at Aaron kendte til mig. Han så overrasket ud, da han fik sat et ansigt på mig. Han sagde at jeg var Niall Horan, og fortalte mig at hans lillesøster havde så utroligt mange plakater hængende på sin væg med mig. Jeg følte mig et kort øjeblik beæret. 

Gulvet knirkede på værelset, mens at jeg kæmpede med at få mine bukser på. Det var et par sorte jeans, som sad tæt ind mod mine ben. De sad ikke for tæt, men de var altid lidt besværlige at få op over min krop. Jeg matchede dem sammen med en hvid v-neck, og en sort blazer, for ikke at se for casual ud. Jeg ville heller ikke være for fin, når nu jeg vidste at det lykkelige par ville ankomme i normalt tøj. 

De skulle ikke flove sig over deres tøjvalg, ligesom at jeg flovede mig over mig selv. 

Pigerne kom ind af hoveddøren igen, og hurtigt var de alle tre inde på Julias værelse for at gøre sig klar. Tage makeup på, tage kjoler på, og alle undtaget Julia nok også stiletter. Parfume, sætte hår, se godt ud, tage billeder, og sikkert sende dem til Aaron. Måske ikke, men det kunne nok godt ske. 

Det føltes forfærdeligt. Jeg stod lige på den anden side af væggen, og jeg følte at jeg kunne høre alle deres tanker. De er tre piger, de siger alt højt - meget højt, endda - og jeg kunne følge med i hele deres samtale. Julia benægtede og benægtede, sagde at de bare var venner, og at hun ikke opfattede tegnene på at hun ville mere. At det ikke havde været hende intention at lyve for Harry, men hun panikkede. Det lød til at Christine og Jessica støttede hende, og så tror jeg at de krammede. 

Det var ikke rart at kunne stå og lytte på det, men det behøvedes jeg heller ikke længere. Det ringede nemlig på døren, og da Louis åbnede døren stod vi alle klar og råbte “tillykke” til dem, som om at de ikke havde regnet noget ud. De så glade ud, og Lily Anne fik endda tårer i øjnene. Det var komisk. 

 

❅❅❅

 

Vi havde sat os til bord, vi havde spist mad, og vi havde snakket og snakket og snakket. Harry havde bedt om at snakke med mig senere på dagen, og jeg var gået med til det. Han ville sikkert fortælle mig om Aaron. Too late, buddy. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg var sur på ham, over ikke at have sagt det med det samme.

Så havde jeg været forberedt, og så havde det måske have været mindre ubehageligt for mig at se dem sidde der i sengen sammen. At de sad og snakkede som om at de havde kendt hinanden for evigt, det dræbte mig.

Klokken var vel omkring elleve, om om mindre end to timer skulle vi bevæge os ud i offentligheden, så folk kunne tage billeder af os; tage billeder af mig, som så ulykkelig ud. Jeg vidste godt hvordan det ville se ud på billeder, når Julia og jeg ikke gik og flettede fingre, ikke gik og grinede eller generelt bare gik ved siden af hinanden. Vi ville ikke ligne et par, og overskrifterne ville lave sig selv. Det ville ikke være svært at tro på. 

“Du har næsten ikke sagt et ord, Niall. Er du okay?” Spørgsmålet kom fra Lily Anne, den eneste person som nok stadig ikke vidste noget. Der var ingen af os der havde fortalt hende noget, for dette skulle være deres dag. Jeg ville ikke ødelægge den, og så ragede det egentlig heller ikke hende. Ikke ondt ment. 

“Jeg har det fint, Lil. Det føles bare underligt at vi sidder og laver det, som vi har planlagt,” svarede jeg hende, mens at jeg smilede. Julia kiggede på mig, med et ømt blik. Vi sad ved siden af hinanden, præcist ligesom planlagt, og som på alle andre tidspunkter. Dagen skulle ikke være om vores problemer, og derfor måtte jeg lægge det til side. Det betød ikke, at det ikke var det eneste jeg tænkte på. Tværtimod.

“Hvor længe har I da planlagt det her?” Spurgte hun, mens at hun grinede. Jeg elskede hendes latter, især lige nu. Hun havde ingen anelse om hvad der virkelig foregik. Jeg grinede svagt, og åbnede munden. 

“Julia kom på idéen lige så snart at du havde sagt det, og så begyndte vi at planlægge lige så snart at I var taget hjem,” fortale jeg hende, selvom at vi havde aftalt med hinanden ikke at fortælle noget om planlægningen. Men det var small talk, og det var bedre end at snakke om hinandens forhold, og hvem der mon ville blive forlovet næste gang, og hvilket par der ville blive gift først. 

De troede på at vi alle havde fundet vores soulmates, at der ikke var nogle ved bordet som ikke ville blive gift med hinanden. Selv Christine, Jessica, Liam og Louis troede på at Julia og jeg ville blive gift en dag. Det ville vi måske også, men lige nu var det stadig så nyt at jeg slet ikke havde tænkt på det. 

“Var det din idé, Jules? Hvordan kunne du holde det hemmeligt?!” Hun var begejstret, hun hvinede og nærmest råbte, bare i ren overraskelse over at hendes bedste veninde kunne holde et supriseparty hemmeligt for hende, som om at det ikke var hele meningen med et S-U-P-R-I-S-E-party. 

“Det var jeg jo nødt til! Ellers ville de andre blive sure på mig,” jokede hun. Hun fik ledt emnet væk fra mig, og fik rykket mig ud fra samtalen. Det var rart, selvom at det ikke var det jeg havde prøvet på. Det føltes som om at hun skubbede mig ud med vilje, i frygt for hvad jeg ville sige om hende og Aaron. 

Bange for at jeg ville lave en scene foran alle vores venner, mens at vi fejrede kærligheden mellem to af dem. 

Jeg lyttede ikke til meget at samtalen, jeg vidste slet ikke hvad de var endt med at snakke om. Jeg sad bare og spiste, og lukkede alle mine tætteste venner ude fra min hjerne. Samtalen kunne have bevæget sig rundt i alle hjørner, de kunne endda have spurgt mig, og jeg ville ikke ane det. Jeg kiggede rundt på dem, og de sad bare og snakkede med hinanden, og grinede over hinandens lamme jokes. 

Jeg var ikke en del af festen længere, og da klokken var tolv var jeg lettet over at der kun var tredive minutters tid tilbage til at vi skulle gå mod byen, så vi kunne komme videre i vores program. Så jeg kunne holde mig til drengene, og pigerne til hinanden. Så jeg kunne undgå Julia, uden at det ville virke underligt på nogen måde, for nogle parter. Og uden at alle sladdermagasinerne ville mistænke noget. 

Det eneste jeg skulle overleve var turen derhen, hvor at jeg var nødt til at ligne et par med hende. Hvor at jeg skulle putte min vrede, skuffelse og sorg ned i en skuffe, låse skuffen, og først finde skuffen frem igen, når vi var hjemme i vores egen, lille, trygge lejlighed, hvor at ingen ville kunne se os. 

Jeg sukkede, og jeg tror at de andre kunne høre det. Harry kiggede undrende på mig, og Liam kiggede på mig som om at jeg lige havde startet et kæmpe skænderi. Jeg kunne godt mærke at jeg havde dummet mig, jeg havde sukket alt for dybt, og det havde både kunnet ses og høres. Jeg havde lyst til at begrave mit ansigt i mine hænder, men jeg vidste at det kun ville gøre det endnu værre for mig selv. 

“Er du sikker på at alt er okay, Nialler? Du virker rimelig nede,” spurgte Lily Anne, igen. Hun virkede bekymret, og jeg satte stor pris på det, men det var ikke det jeg ønskede. Jeg nikkede og smilede, og satte en facade op, for at beskytte Julias hemmelighed med hensyn til Aaron. 

Altså, det var kun en hemmelighed for Lily, som var den eneste der ikke vidste at han eksisterede. 

“Og det har intet med hospitalsbesøget, og Aaron at gøre?” Spurgte hun. Spørgsmålet kom bag på mig. Især da hun nævnte hans navn, som om at hun hele tiden havde kendt til ham. Jeg kunne mærke mine øjne blev våde, og mine venner blev en anelse slørede. Jeg kunne tydeligt se at Lily bekymrede sig, og jeg tror også at hun havde ondt af mig. Lige nu var mit største problem, tanken om hvordan hun fandt ud af det. 

Vi var alle blevet enige om at det skulle være deres store dag, og alligevel havde en eller anden haft tid til at fortælle hende om hvad der var sket mellem Aaron og Julia, og hvordan jeg havde fundet ud af det?

“Hvordan vidste du det?” Spurgte jeg, mens mine øjne kun blev endnu mere våde. Hun kiggede ned på sine fingre, og hun pillede ved sin ring. Den var utroligt smuk, og den måtte have kostet en formue. Jeg vidste at vi tjente godt, men Harry måttet have sparet op i en evighed for at kunne købe den til hende. Medmindre at det selvfølgelig var et arvestykke, og så var det endnu mere værdifuldt. 

“Niall, jeg kender Aaron. Vi har været venner længe,” svarede hun så, som om at hun troede at vi vidste det. Både Julia og jeg kiggede chokeret på hende, og jeg var sikker på at Julia næsten tabte sin kæbe. Jeg tror ikke at Aaron vidste at de kendte hinanden, ikke før han havde snakket med en god veninde om hvad han skulle gøre, i den situation han havde sat sig selv i. Eller også vidste han præcis hvem hun var, og så ville han bare ødelægge det hele for Julia og jeg, og sælge en god historie. 

“Vidste han at du kendte os?” Spurgte Julia. Jeg kunne høre gråden i hendes stemme, og da jeg kunne høre hvor ked af det hun blev over at hendes ven kunne vide hvem hun var, besluttede jeg mig for at forlade lokalet, og gå ind på mit eget værelse. En tårer løb ned af min kind, og den anden fulgte hurtigt efter, og før jeg vidste af det sad jeg og græd på mit værelse igen. Jeg havde låst døren, og jeg havde sat mig i hjørnet. 

Jeg kunne snildt høre hvad Lily svarede hende, og jeg kunne tydeligt høre at Julia låste sig inde på hendes værelse, satte sig op ad en væg, og gav sig til at græde. Hun græd over en person hun havde mødt to gange, hun græd fordi at han havde vidst hvem hun var, og havde vidst at jeg eksisterede. 

Jeg kunne høre hendes gråd, og jeg kunne genkende gråden. Men jeg vidste ikke hvorfor at hun græd. 

Måske fordi at alle hendes venner var mine, eller kendte, eller datede en kendt, eller kendte en kendt, eller udnyttede hende. Måske vidste hun ikke hvilken en af dem han var. Om han kendte en der datede en kendt, eller om han havde prøvet på at udnytte hende. Eller om han havde prøvet på at tjene lette penge, ved at lave en skandale og så sælge den til diverse sladdermagasiner. 

Jeg kunne høre at de snakkede sammen i køkkenet, sikkert om hvad de skulle gøre med hensyn til Julia og jeg. Om de skulle splitte sig op, og snakke med os i grupper, eller snakke med os en af gangen. Om de skulle tage videre ud i byen og hygge sig, eller om de skulle overtale os til at snakke sammen.

Overtale mig til at trøste hende, overtale hende til at trøste mig, indtil at vi begge ville være glade igen, så begynde at snakke, for at blive kede af det og sure igen, så vi kunne løse vores problem. 

Harry bankede på min dør, og bad mig om at lukke ham ind. Han ville fortælle mig hvad han havde oplevet, den anden dag på caféen altså. Hvad han havde oplevet med Aaron, og hvorfor han havde været bekymret. Han mumlede mod døren at han havde mødt ham før, og at det var en ting han gjorde. Gik efter piger der ikke var ledige, så han kunne booste hans ego. Jeg vidste ikke om jeg skulle stole på det, for hvis det var rigtigt, så ville han have såret Julia endnu mere, end ved bare at kende hende uden at sige noget.

For alt hvad vi ved af, så kunne vi have mødt manden op til flere gange, og vi kunne have snakket med ham mens at vi var fulde, eller hun kunne have kysset ham mens at hun var fuld. 

Det kunne have været derfor at han var interesseret, det kunne have været derfor at han ikke sagde at han kendte Lily Anne, at han kendte Harry, og at han kendte til os. Det var ikke engang sikkert at han vidste at vi var et par, og det vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til. 

 

❅❅❅

 

Klokken var ved at være mange. Omkring elleve, for at være mere præcis. Julia og jeg var stadig på hvert vores værelse, og ud fra lydende fra hendes værelse, så gik jeg ud fra at hun var gået i seng. Hun var for længst stoppet med at græde, men Christine havde valgt at blive hos hende igennem natten.

Jeg var selv igang med at gå i seng, dog alene, da jeg havde bedt alle tre drenge om at tage hjem, selvom de havde tilbudt at blive her og snakke med mig, endda drikke med mig hvis det var det jeg havde brug for.

Dagen havde været meget anderledes, ihvertfald ud fra hvad vi havde forventet. Vi endte ikke med at tage ind til byen, istedet for blev alle vores venner og prøvede insisterende på at komme til at snakke med os, i endeløse forsøg på at løse et problem vi ikke engang selv prøvede på at løse.

Det virkede underligt at vi ikke selv prøvede. Vi havde ikke engang prøvet, fordi at vi begge havde været så fornærmede, sure, kede af det, at vi ikke havde tænkt over at vi sårede den anden endnu mere bare fordi at vi nægtede at snakke om det, fordi at vores ego var for stort til at undskylde først.

Jeg var sikker på at hun godt vidste at hun havde gjort noget galt i, at lyve overfor mig, men jeg var ikke sikker på at hun ville undskylde for det. Ifølge hende kunne hun ikke gøre for det, og jeg tror vi skulle snakke en del om det, før at hun indså at hun selv havde taget valget.

Men det var en kamp jeg måtte kæmpe i morgen. 

Jeg lukkede mine øjne i, lagde mig godt til rette, trak vejret dybere, og jeg faldt i søvn med ingenting i mine tanker. Jeg tænkte på intet, og jeg faldt i søvn hurtigere end nogensinde før.

 

❅❅❅

Endnu et kapitel, yay! Havde nogle af jer ret I jeres forslag til hvad der kunne ske?

Vi ses i morgen, i endnu et kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...