A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26268Visninger
AA

12. ❅ It took sirens to reach you

Dag 11, 10. december 2016

 

❅❅❅

 

Niall var kommet sent hjem igår, ligesom jeg også var. Jeg havde brugt hele dagen på caféen, men havde med vilje kun brugt tid ude bagi, med at gøre rent og sorterer. Der havde ikke været brug for mig, men jeg havde ikke følt for at være alene endnu en dag i december. 

I dag var det den 10. december, hvilket vil sige at der kun var to uger, præcist, til at det var juleaften. Det føltes surrealistisk. Fjorten dage. Fjorten dage mere, indtil at jeg kun skulle sove en gang mere, før at jeg kunne åbne gaver, og hygge med Niall en hel morgen, og bare sætte pris på at han var der og at han var ham. At det kun var os to, i det mindste kun os to hele morgenen. 

Senere på dagen skulle mine forældre komme, og Nialls familie ville komme på besøg aftenen før, og så sove på et hotel. Drengene og deres kærester ville også komme forbi, så vi alle kunne afleverer vores gaver til hinanden. Faktisk, så manglede jeg stadig at købe nogle gaver.

Det kunne være at dagen i dag skulle bruges på det, dog uden at Harry og Lily så mig, eftersom at Niall havde fortalt dem at vi besøgte mine forældre. Det kunne være at jeg skulle vælge et center længere væk, så de ikke ville få nogen mistanke om hvad dagen i morgen skulle bruges på. 

Niall, Liam, Louis, Christine og Jessica ville bruge hele dagen på at pynte op, og mit job var allerede klaret. De syntes ikke at jeg skulle hjælpe med at pynte op, fordi at jeg havde fået den kæmpe flænge i skulderen, som de også havde fundet ud af var betændt. Niall var blevet utroligt bekymret, og han havde med det samme ringet til alle vores venner, for at høre hvad han skulle gøre.

Nu måtte jeg ikke arbejde med knive, sakse eller andet køkkenagtigt, før at det var overstået. 

“Niall?” Råbte jeg efter ham. Der var stille i lejligheden, og det eneste man kunne høre var gulvet som knirkede når jeg trådte på det. Han råbte ja ude fra toilettet, og jeg grinede svagt. 

“Jeg smutter i et center, dog længere væk end vi plejer. Vi ses senere,” råbte jeg, mens jeg gik hen mod døren for at tage mit overtøj på. Det var koldere udenfor end i går, og jeg havde derfor pakket mig godt ind. Jeg skulle gå indenfor i centeret, så jeg ville bare efterlade jakke og alt det i bilen, når jeg parkerede derhenne. Jeg ville kører hen til et center med parkeringskælder, så jeg behøvedes heller ikke de vandtætte støvler, da jeg ikke skulle gå i sne, slud eller vandpytter. 

Jeg kunne for første gang i december måned se moderigtig ud, og det føltes godt. Jeg havde taget et par tynde skindstøvler på, som havde en forholdsvis høj hæl, og så havde jeg taget en lang, rød, uld jakke på, som ville holde mig varm i bilen, og ville se godt ud, hvis nogle tilfældigvis skulle se mig på vejen derhen. De ville tænke at jeg så godt ud. 

Bilen var kold da jeg satte mig i den, og det var faktisk heller ikke min. Jeg havde lånt Louisas bil, dog havde jeg også lovet at jeg så ville købe hende en ekstra julegave, udover den jeg allerede havde købt. Jeg havde købt hende et par støvler som jeg også havde, bare i hendes størrelse, eftersom at hun altid brokkede sig over at hun ikke kunne passe mine sko. Hun ville altid gerne låne de støvler som jeg havde, men kunne ikke - og derfor var det jo den oplagte gave. 

Desuden havde de været på tilbud, så jeg havde kun givet halv pris for dem. De var rimeligt dyre normalt, så hvorfor ikke udnytte de tilbud der havde været i sammenhæng med Black Friday. Jeg havde købt et par gaver der, men manglede som sagt stadig dem til mine bedste veninder, en ekstra til Louisa, og så overvejede jeg også at købe en Aaron som tak for hjælpen med skulderen.

Jeg havde bare ikke hans nummer, og han havde stadig ikke kontaktet mig så jeg vidste ikke hvordan at jeg skulle få fat på ham. Men mon ikke han kom tilbage til caféen, så jeg kunne aflevere den der. Dog skulle det være noget passende, ikke for dyrt, men heller ikke noget skrammel som han hellere ville have undværet. Det skulle bare være som en tak, for at have taget sin tid. 

Niall vidste stadig ikke hvem min redningshelt havde været, men han spurgte heller ikke hvem der havde givet mig forbindingen på, eller hvem der havde fjernet størstedelen af betændelsen og alt snavset fra skulderen. Niall havde ikke engang kigget tættere på det, men han vidste heller ikke noget om emnet, så det generede mig ikke. Han ville kunne gøre det værre hvis han prøvede.

Radioen spillede en julesang, som vidst var med Mariah Carrey, men ikke en jeg kunne finde navnet på bare sådan uden lige. Jeg kendte melodien og teksten, men titlen kunne jeg ikke. Jeg sad og havde min egen fest i bilen, men kunne godt mærke at vejene var en smule glatte, så jeg satte farten ned. Der var længere til centeret end først antaget, og jeg havde måtte sætte GPSen til, for ikke at farer vild på vejen derhen. Der stod at det ville tage fyrre minutter, så jeg skruede varmen godt op, og satte mig godt til rette, og skruede op for radien og begyndte at skråle med.

Det var længe siden at jeg havde taget en tur i centeret selv. Normalt havde jeg en af pigerne med, Niall, eller endda en af mine forældre. En enkelt gang havde jeg haft Louisa med, og en enkelt gang også min kusine. Jeg var ikke typen der kunne lide at shoppe alene, og jeg følte altid at jeg havde brug for endnu en mening og holdning, især når det kom til gaver.

Jeg var altid bange for at det ikke var en passende gave, at den ikke var god nok, eller at den var for meget, og derfor spurgte jeg altid om andres mening. Det virkede lidt bizart at skulle spørge en ekspedient, og derfor måtte jeg gå efter min mavefornemmelse i dagens anledning, når jeg nu havde en smule travlt med hensyn til julegaveshoppingen. 

Jeg var altid ude i god tid, og det var uvant for mig at købe gaver den tiende december. Normalt var det klaret allerede inden at december startede, medmindre at Niall havde for meget studietid, eller var ude på verdens tourné, og vi havde aftalt at skulle gøre det sammen.

Det føltes overraskende rart at have lidt tid for mig selv, især efter alt hvad der var sket de sidste par dage, både med hensyn til Niall, Harry og Lily, Aaron, på trods af at jeg stadig ikke havde nogen anelse om hvem han var, og hvorfor jeg ikke kunne lade vær med at tænke på ham. 

Interessen var der ikke, ikke for ham, men jeg ville ønske at jeg bare kunne se ham som en ven, og bare lade vær med at tænke på andet end hvor taknemmelig jeg var over at han rensede mit sår. Jeg kunne være blevet syg hvis han ikke havde set det, og jeg vidste stadig ikke hvordan jeg skulle takke ham på en ordentlig måde. Hvis det havde været en kvinde var det let not, chokolade, blomster eller et simpelt lille smykke. Jeg havde aldrig takket en mand før, for at hjælpe mig med noget.

Normalt var det Niall som hjalp mig med ting, og ham behøvedes jeg ikke takke på en ny måde hver gang. Vi vidste godt hvad vi skulle, og han nød at hjælpe mig med de ting som jeg havde brug for hjælp til. Jeg havde aldrig købt ham en takkegave, og jeg havde aldrig haft svært ved at få kontakt til ham igen, eftersom at vi nærmest boede sammen, allerede inden vi flyttede sammen.

De spillede en gammel sang fra Starstruck, Hero, og mit hjerte smeltede. Det var en af de første sange som Niall og jeg havde skrålet med på sammen. Vi havde bare siddet i bilen på vej hen til en eller anden café, og så var den kommet på. Først var det Niall som sang, og da jeg blev tryg nok ved situationen, begyndte jeg også at synge, og kort efter skrålede vi og sang så højt, at vi var sikre på at alle andre personer i de biler omkring os, kunne høre hvem der sang hvornår. 

Tiden virkede til at gå hurtigere end forventet, og før jeg vidste af det var jeg fremme ved centeret. Jeg parkerede bilen i en ledig bås, og jeg satte p-skiven, sådan så at jeg ikke ville ende med en bøde. Der var fire timers gratis parkering, langt mere end jeg havde brug for. Jeg låste bilen, og låste min sele op, og steg ud af bilen. Jeg lagde min jakke på forsædet, og jeg tog min crossbody taske over skulderen, hvori at min pung, min mobil og mine nøgler lå i. Jeg kiggede mod indgangen.

Det var længe siden at jeg havde været i dette center, og jeg havde kun været der to gange før. En gang med mine forældre, og en gang med Niall. Det virkede større end sidst at jeg havde været der, som om at der var flere butikker, flere restauranter, flere parkeringsbåse. Flere biler, flere besøgende, flere arbejdere, mere travlt, højere lyde, og en anden duft. En duft af mange mennesker.

Det var glat på de fliser der var ind til indgangen, så jeg gik forsigtigt ind, og stillede mig på rulletrappen så den kunne føre mig op til butikkerne. Jeg vidste hvilke jeg skulle ind i, og jeg vidste hvilke jeg havde lyst til at kigge i. Jeg overvejede om jeg også skulle købe noget til mig selv, bare for at forkæle mig selv for en gangs skyld. Min mobil bippede. 

Jeg havde fået en besked fra Niall. Han spurgte hvad tid jeg var gået, som om at jeg ikke havde råbt til ham ude på toilettet. Jeg svarede ham tilbage. Jeg råbte til dig inden jeg gik, du sad på toilettet. Det virkede som om at han ikke kunne huske det, som om at han slet ikke havde været der, og jeg forstod det bare ikke. Altså, han havde jo fortalt mig at han var derude, og han var ingen andre steder. Hvis han ikke var der, så havde han slet ikke været i lejligheden.

Så var jeg blevet sindssyg. 

Jeg pakkede min mobil væk, på trods af at Niall havde skrevet igen. Han skrev at han ikke havde hørt noget, at han ikke havde svaret på mig. Jeg kunne ikke finde ud af om han tog pis på mig, eller om han bare prøvede at få mig til at komme hjem igen. Jeg trak vejret dybt ned i maven, og pustede ud igen, som om at jeg var i en stor stressposition. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var nervøs. 

Men det var jeg. Jeg var nervøs, og jeg tror at jeg var nervøs over at skulle gøre noget alene, som jeg altid gjorde med andre. Det var en fjollet tanke at have, det var en fjollet ting at være nervøs over. 

Jeg stillede mig ude foran den første butik. Det var en smykkebutik, og det var der at jeg ville købe den ekstra gave til Louisa. Jeg ville give hende en pæn halskæde, som alle mændende der kom igennem caféen, ville kunne komplimentere hende for. De skulle sige at den var pæn, og så skulle de ende med at flirte. Når hun hørte idéen bag den, så ville hun elske mig for det. 

Vi havde det slags venskab hvor at vi kunne kalde hinanden alle mulige ting, billig, skøge, player, og alle mulige forskellige ting, uden at den anden ville tage det personligt. Hvis vi blev kaldt billige, så betød det bare at vi fik noget, modsat den anden part i den periode.

Som regel var det mig der brugte de ord, eftersom at jeg havde været single så utroligt længe. Jeg fik ikke engang noget for en enkelt nat, det følte jeg ikke at jeg kunne når Niall var i lejligheden. Jeg havde været single alt for længe, og på trods af mit og Nialls forhold, så havde jeg stadig ikke fået noget intimt af ham. Vi havde stadig ikke lavet noget, og jeg ved ikke hvorfor.

Jeg tror måske at jeg var bange. Bange for at det ville ændre det hele, eller bange for at det ville ødelægge det hele. Tanken om at det ville gøre os tættere, eller at det ville være fantastisk, havde ikke strejfet mig nær så mange gange, som at det kunne gå galt og ville være forfærdeligt. 

Jeg var bange for at ødelægge vores forhold, uanset hvad jeg gjorde. Bange for at ødelægge det, bare ved at tage i centeret en enkelt dag alene. 

Det føltes som om at jeg ikke kunne trække vejret, som om at alt blev sort for mine øjne, og al lyden forsvandt fra mine ører. Jeg stolede ikke på mine egne ben, og jeg var nødt til at sætte mig ned. Jeg satte mig ned på rulletrappen, og vidste ikke hvor langt oppe jeg var. Det føltes som om at jeg var øverst oppe på Mount Everest, hvor at luften var tynd, der ingen lyde var, og hvor alle lugte forsvandt. Hvor at jeg ikke kunne snakke, i frygt for at miste alt den luft fra mine lunger. Min mave gjorde ondt, og mit hjerte var i krampe. Jeg følte ikke at jeg kunne bevæge mig. Bagefter ved jeg ikke hvad der skete. Jeg følte at mit tøj sad fast, og så ramte mit hoved gulvet. Derefter blev alt sort. 

 

❅❅❅

 

Jeg vågnede op i en ambulance, og på trods af at min hørelse stadig virkede dårligt, så kunne jeg tydeligt høre at blinkene var på. Vi kørte hurtigt, og hver gang vi ramte et bump på vejen, gjorde mit hoved ondt. Jeg turde ikke dreje mit hoved til siden, i frygt for den smerte der måske ville jage igennem hele min krop. Jeg følte et kort øjeblik med panik, og hurtigt havde jeg en iltmaske på, for at hjælpe mig med at trække vejret. Jeg kunne høre to mandlige stemmer i ambulancen.

Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, men jeg kunne høre at det var to mænd. Jeg tror også at der var en kvinde i ambulancen, men det kunne snildt være chaufføren. Jeg prøvede at tage mig sammen til at dreje mit hoved til siden, men jeg kunne ikke. Der var noget i vejen. 

Først der opdagede jeg halskraven som jeg havde på, og da jeg løftede min arm op for at fjerne en tot hår fra mit ansigt, så jeg droppet der lå i min hånd. Jeg var forvirret, og jeg vidste ikke hvad klokken var. Der kunne ikke være gået lang tid. Jeg var besvimet i et indkøbscenter, mens at jeg var omringet af mennesker, og jeg vidste at der lå et hospital i nærheden. 

Der kunne maks være gået en halv time, det var jeg sikker på. Jeg frøs på armen, og jeg troede at det var fordi at min trøje var gået i stykker. Det kunne let have været det. Jeg vidste ikke hvad der foregik, jeg vidste ikke hvad der var sket, eller hvad jeg fik at vide af ambulanceredderne. En hoved kom ind over mit, så jeg ikke skulle dreje hovedet. Personen smilede, og først der så jeg hvem det var. Det var Aaron, den ambulanceredder som havde klaret mit betændte sår. 

Nu var han i ambulancen, og havde taget mig op på en bårer mens at jeg var bevidstløs. Jeg havde ikke genkendt hans stemme, og nu var hans hoved lige over mit, så jeg kunne stirre direkte ind i hans øjne. Det virkede beroligende, beroligende at han var der til at tage sig af mig. 

“Skulle der virkelig sirener til, for at jeg kunne se dig igen?” Spurgte han så, utroligt flabet. Jeg grinede svagt, men det gjorde virkelig ondt. Jeg smilede til ham. Jeg tror at han gav mig mere smertestillende, det føltes sløvende. Jeg var så træt, og så udmattet. 

“Hvad skete der?” Spurgte jeg. Først der var jeg sikker på at jeg kunne snakke. Jeg tror heller ikke at jeg havde prøvet på det før, men det føltes godt at vide at noget ikke var gået i stykker. Hans ambulancemakker kom op på siden af mig, og lagde to fingre på mit håndled. Han tjekkede min puls, på en mere traditionel måde. Jeg tror at den var normal, men jeg hørte ikke hvad han sagde. 

“Du besvimede. Du var dehydreret, og du havde et højt blodtryk. Vi tror at du følte dig stresset, nervøs, eller panikkede,” svarede Aaron mig. Hans stemme var klar, og hans toneleje var ens igennem hele diagnosen. Han smilede til mig, og lagde en hånd på min skulder. 

“Desuden er dit sår betændt igen. Har du glemt at rense det?” Spurgte han, mens at han kørte sine fingre hen over den bandage som de havde sat på. Det ved jeg, for jeg havde ikke bandage på inden at jeg endte i ambulancen. Jeg grinede svagt, og denne gang gjorde det ikke ondt. 

Jeg kom til at tænke på Niall. Hvordan at han ikke vidste noget om det endnu, og hvordan de ikke engang havde mulighed for at kontakte ham. Han stod ikke som min nærmeste pårørende, det gjorde min mor. Aaron vidste ikke engang at han eksisterede. Det eneste sted de kunne finde ham, var i min telefonbog, og min telefonhistorik hvor at hans navn stod der adskillige gange. 

“Jeg har kontaktet til Louisa. Hun møder os på hospitalet,” fortalte Aaron mig, mens at han smilede. De to havde også udvekslet deres numre, og jeg kunne ikke være gladere for det lige nu. Han havde haft mulighed for at ringe til en, som også kunne ringe til Niall. Men lige nu var det faktisk rart at klare det alene, klare det selv og vise at jeg godt kunne finde ud af det. 

“Tak,” svarede jeg, mens at jeg smilede. Jeg lukkede øjnene i, og prøvede på at ignorere smerten. Jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle sige til Aaron, og det eneste jeg kunne vente på nu, var at vi var på hospitalet så jeg også kunne blive udskrevet igen. Jeg ville gerne hjem, og holde festen for Lily og Harry i morgen. Vi havde glædet os sådan til den, og jeg ville så gerne være der.

Det var en ting som jeg ikke ville gå glip af, en fest hvor at vi skulle fejre deres kærlighed, også selvom at jeg så måtte ligge på sofaen hele dagen, spise sundt, eller drikke syv liter væske for at kunne blive ved bevidsthed. Ambulancen sænkede farten, og stoppede til sidst helt. Bagdørene blev åbnet, og jeg blev hevet ud af ambulancen. Jeg blev kørt ind på akutafdelingen, og den første person jeg fik øje på, var Louisa. Hun stod med armene viklet rundt om sin krop, og med tårerne løbende ned af hendes kinder, som var rosa. Hun græd. Hun fik øje på mig, hendes øjne ramte mine, og tårerne løb hurtigere end før. Det samme gjorde hendes ben. En sygeplejerske måtte med kræfter holde hende tilbage, så hun ikke kom helt hen til mig.

Det skar i hjertet på mig, at se hvordan hun kæmpede imod med al hendes styrke, bare for at komme hen til mig, og tjekke op på mig. Jeg kunne ikke forestille mig, hvor bange hun måtte være. At få en besked fra Aaron, måske endda et opkald, hvor at hun fik fortalt hvad der var sket. Hvis hun overhovedet havde fået andet at vide, end hvilket hospital hun skulle møde op på. 

Aaron og hans kollega løb hurtigt ind med mig på en lukket stue, og hurtigt kom der også flere mennesker derind. Læger, gik jeg ud fra. Måske nogle sygeplejersker, eller lægestuderende. Nogle der ikke så særligt selvsikre ud. De begyndte at snakke om min sag, det var Aaron der præsenterede den. Jeg var imponeret. Han var dygtig. Han havde sat sig ind i mit liv, min alder, mit navn, mit efternavn og min medicinske historie. Han fortalte om min tidligere blindtarm. Om mit sår. 

Det sår som sad på skulderen, og som var betændt. Det fortalte han dem om, på trods af at det ikke stod i min journal. Den læge som stod med min journal, kiggede vidst underligt på ham. 

Jeg tror ikke at han måtte behandle mig, hvis han kendte mig. Jeg tror at det var det, de diskuterede. Jeg ved det faktisk ikke, for alt blev sort igen. Jeg tror at jeg besvimede. Jeg stressede og panikkede, og da jeg vågnede op igen var jeg koblet til ledninger, maskiner og alt muligt andet, på en ordentlig stue med en seng, et badeværelse, og en stol. Louisa sad i stolen.

Jeg kunne dreje hovedet. Altså, jeg havde fået min halskrave af. Det var behageligt, på trods af at min nakke var øm efter faldet. Der sad stadig et drop i hånden på mig, og en slange længere oppe i min arm. Den gav mig væske, som hang på et stativ. Jeg smilede til Louisa, selvom at hun ikke så det. Hun var faldet i søvn i stolen, men hun var blevet. 

Min krop var dækket af en hospitalskjole, og jeg vidste ikke hvordan at jeg havde fået den på. Men igen, jeg havde heller ikke været ved bevidsthed, så det var nok en selvfølge at jeg ikke vidste noget. 

Der hang en rød snor på min skulder, og da jeg trak i den, kom der en sygeplejerske og en læge ind. Det var den samme læge som havde diskuteret med Aaron, da jeg var på akutmodtagelsen. Hun smilede til mig, mens at hun tog min journal fra sygeplejersken. Nærmest rev den ud af hænderne på ham, som om at han slet ikke burde have rørt ved den. Hun kiggede på mig igen. 

“Så, Julia,” startede hun ud. Hun lød klog og sikker på sine ord, på trods af at hun måtte kigge ned i journalen for at huske mit navn. Det var tydeligt at se. Præcis ligesom at Aaron havde måtte kigge ned på mit navneskilt, som havde siddet på mit bryst, for at kunne huske mit navn. 

“Lider du af stress?” Spurgte hun mig så. Jeg kiggede forarget på hende, og derefter på sygeplejersken, som lignede en der gik igennem helvede. Han kiggede slet ikke på mig, kun skiftevis på lægen og på skoene, i frygt for hvad der ville ske, hvis hun opdagede at han kiggede på hende. Ud fra hans kropsprog, virkede hun som en tyran. Som en bulldozer, som ødelagde alt. 

“Det burde du vel kunne fortælle. Det er dig der står med min journal,” svarede jeg hende. Hun løftede øjenbrynene, og hendes mund formede et o. Jeg tror ikke at hun var vant til kæphøje patienter, som lige havde besvimet to gange på under to timer. Længere tid tror jeg ihvertfald ikke at der var gået. Men så igen, jeg kunne ikke engang huske hvad tid jeg ankom til centeret. 

Sygeplejersken fik vækket Louisa, som var rykket tættere på mig, og sad og holdte i min hånd, med hendes spinkle fingre og negle der var lakeret røde. Hun lakerede dem kun røde når hun havde en aftale med en lækker mand, som skulle ligge mærke til neglene. Hun havde læst et sted at rød var en intimiderende farve, men så igen, den klædte hende så utroligt godt. Rød var hendes farve. 

“Der står intet om stress her, Julia. Kun noget om for højt blodtryk, så derfor spørger jeg dig;” fortsatte hun. Hun lød så arrogant, som om at hun vidste at hun var bedre end mig.

“Kunne du lide af stress?” Jeg kiggede underligt på hende. Jeg kendte ikke engang symptomerne på stress, og så spurgte hun mig om jeg led af det? Louisa gav min hånd et klem, som om at hun allerede kendte svaret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg fik øje på Aaron, som stod ude på gangen i sit civile tøj og kiggede ind på mig. Jeg smilede, og han vinkede. Jeg vidste godt at han ikke kunne besøge mig før at hans kollega, den arrogante læge, forlod min stue, så jeg ville gerne have hende ud hurtigst muligt. Jeg ville gerne høre ham hvad der skete. 

“Det ved jeg ikke. Det kunne nok godt være,” svarede jeg så, mens jeg lettede på mine skuldre. Jeg sad en smule op i sengen, men det var en bevægelse som gjorde ondt. Hun pressede læberne sammen, nikkede så, og forlod hurtigt min stue, som om at det ikke var svaret som hun ønskede.

Sygeplejersken fuldte efter hende, som var han hendes lille hund. En lille, fornem, loyal, puddel. 

Jeg sukkede dybt, og kiggede så hen på Louisa. Hun havde godt set Aaron, og hun havde godt set at han var på vej herhen. Hun rejste sig op, og kyssede mig i håret. Hun forlod stuen, som om at jeg havde bedt hende om at hente noget. Det kunne hun også - jeg var sulten. 

“Aaron?” Spurgte jeg, inden at han overhovedet var kommet ind på stuen. Han trådte tre skridt længere ind, og lukkede døren efter sig. Jeg var ikke en akut patient, for jeg lå ikke på intensiv. Der var ikke en stor chance for at jeg ville få hjertestop, og derfor måtte jeg godt få patienter. 

“Julia,” svarede han mig, mens at han kom helt hen til sengen. Modsat Louisa, så satte han sig ved siden af hvor mine lår lå, og ikke i stolen, hvor at jeg knapt nok ville kunne se ham. Han havde en mørkeblå t-shirt på, og et par sorte, slidte jeans på. Det klædte ham. 

Meget bedre end det formelle look, som han havde kørt den anden dag. Han så chill ud, og på den måde kunne jeg forestille mig ham som en ambulanceredder, i stedet for revisor eller advokat. 

“Louisa har skrevet til Niall. Hvorfor fortalte du mig ikke at der var en Niall?” Han så fortvivlet ud, såret måske endda. Jeg lagde min hånd ovenpå hans, og gav den et blidt klem, inden at jeg smilede. Jeg vidste ikke havd jeg skulle have svaret ham, for jeg vidste ikke hvorfor at jeg ikke havde nævnt Niall. Hvorfor jeg ikke havde nævnt min kæreste, når en attraktiv, ung mand, som ikke var verdenskendt stod og spurgte efter mit nummer. Ved det her øjeblik vidste Niall sikkert alt om ham, efter at Harry havde set os sammen. Efter at jeg havde løjet Harry direkte op i ansigtet. 

“Jeg troede ikke at han var relevant. Vi er jo bare venner, og vi kendte ikke hinanden,” forsøgte jeg mig med, selvom at det ikke lød rigtigt på nogle måder. Mens at jeg prøvede at overbevise Aaron om en grund, var jeg også igang med at lede efter en reel grund. Den eneste reelle grund, var vel bare at jeg ikke følte at det var nødvendigt. At der intet ville ske, eller at Aaron ikke var interesseret, eller at Niall ikke var så vigtig. At Niall og jeg stadig bare var bedste venner. 

Bare bedste venner, som kyssede istedet for at kramme. Bedste venner som flettede fingre, istedet for at give hinanden en high five når vi kom hjem. Bedste venner som sov i samme seng oftere end før, og i ædru tilstand, og ikke kun når vi var så fulde at vi ikke kunne gå. 

“Jeg overvejede at skrive, ved du godt det? Men Louisa fortalte mig om dit forhold,” fortsatte han. Der blev jeg helt sikker. Han virkede såret, og jeg var så sikker på at jeg havde såret ham. At jeg havde leget med en person, med noget som slet ikke var der endnu. Måske skulle jeg ikke have givet ham mit nummer, nej. Men hvad var problemet i at få en ny ven, som ikke tilfældigvis var verdenskendt, eller datede en, eller arbejde sammen med mig, eller arbejde sammen med min verdensberømte kæreste? Sådan var hele min vennekreds nemlig. 

Jeg viklede mine fingre rundt om hans hånd, selvom at det gjorde så ondt. Jeg skar en grimasse, men kiggede op på ham igen, og fandt hans øjne. Jeg smilede, og han gjorde lige så. 

“Jeg håbede at vi kunne være venner,” fortalte jeg ham, mens at jeg smilede. Han nikkede, og gav mine fingre et forsigtigt klem. Jeg skar endnu en grimasse, og så grinede vi begge kort.

Og så kom Niall ind på stuen, og lignede en som ikke engang kendte mig.

 

❅❅❅

Så, nu endte Julia på hospitalet! Tror I at hun blev udskrevet, og tror I at hun har nogle begrænsninger? Og hvad tror I at Nialls reaktion på Aaron, mon var? 

OG OG OG, tror I at de gennemfører festen for Lily Anne og Harry?

Vi ses i kapitlet i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...