A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26090Visninger
AA

20. ❅ I love you's and kisses in millions

Dag 19, 18. december 2016

 

❅❅❅

 

Der var officielt mindre end en uge til jul, og jeg glædede mig som en lille pige. Julen havde altid været min yndlingshøjtid, lige siden jeg var en lille pige. Jeg husker denne her ene jul, en jul vi holdte sammen bare mig, min mor og min far. Vi havde juletræet oppe i stuen, et lille et da vi ikke havde så mange penge den måned. Det var pyntet, og sølvstjernen sad på toppen, og med hjælp fra min far var det mig der havde sat den på. 

Det var en tradition vi altid havde haft. Jeg skulle sætte stjernen på, og så skulle jeg hjælpe til med at tænde lysene julemorgen. Gaverne lå allerede under juletræet, for det var vores gemmested. Mine forældre vidste at jeg ville lede hele huset igennem, og de vidste at jeg ville finde gaverne alligevel, så hvorfor ikke bare ligge dem midt i stuen under juletræet? Det ville desuden også kræve lidt mere, at gemme at jeg havde pakket dem op. Det havde heller aldrig været en ting jeg havde gjort. 

Jeg kunne finde på at ryste pakkerne, og trykke på dem for at mærke om det var legetøj eller kjoler, men jeg ville ikke pakke dem op. Der var intet bedre for en lille Julia, end at åbne gaverne julemorgen og se hvad jeg havde fået. Den overraskelse ville jeg aldrig have ødelagt for mig selv. 

Efter min og Nialls roadtrip, havde jeg været utroligt træt. Jeg havde taget noget ordentligt mad da vi var hjemme ved en tre tid, og Niall var smuttet direkte videre hen til studiet. Han ville komme en anelse for sent, men eftersom han ikke skulle tjekke sig ind havde han bare skrevet til drengene, hvordan landet nu lå. Jeg havde spist, og så havde jeg lagt mig til at sove med det samme. Jeg var hoppet i noget varmt nattøj, og så havde jeg sovet indtil at jeg vågnede klokken ni her til morgen. 

Niall lå og sov inde på sit eget værelse, men han skulle afsted til studiet senere. Han skulle møde klokken tolv, lidt før de andre, så han kunne få skrevet. Han havde sagt at han følte sig inspireret, og havde fået startet på noget virkelig godt i går. Det stolede jeg på, og jeg tænkte at jo hurtigere han fik sit gjort, jo hurtigere ville han kunne bruge mere tid sammen med mig. Han skulle kun være væk i tre timer, og når han kom hjem havde vi aftalt at vi skulle tage ind til et tivoli sammen. Prøve forlystelser, og spise kandiserede æbler. 

Jeg vidste at Niall havde sat et vækkeur til at vække ham. Det havde han sat til klokken elleve, da han havde haft brug for at sove ud. Vi havde begge været så trætte, og han havde endda også været på arbejde og havde været kreativ. Jeg syntes personligt at han havde været kreativ nok på vores roadtrip, med at køre hen til stranden så vi kunne se solopgangen der. Det havde været helt fantastisk, så utroligt smukt. 

Vi havde også fortalt hinanden hvad vi følte, og aldrig havde jeg følt mig mere sikker. 

Dagen i dag skulle bruges på at gøre rent i lejligheden, og så på at få snakket ud med Aaron. Så skulle Niall komme hjem, og så skulle vi kører halvanden times tid hen til tivoliet. Så skulle vi have det sjovt, og hygge os, og elske hinanden i sneen og vinterkulden, og så skulle vi hjem. Jeg havde ikke planlagt hele dagen i detaljer, men jeg havde da sat en lille tidsplan op. Det vidste Niall ikke, men jeg var sikker på at han forventede det. Han sagde altid at jeg var lidt kontrollerende, og at jeg godt kunne lide at der var styr på tingene. Jeg hadede normalt spontanitet, men hans input med roadtrippen havde været forfriskende. 

Lyden af Nialls alarm fyldte lejligheden, og jeg kunne høre hans mumlende sukken da han opdagede at han skulle stå op. Da alarmen slukkede kunne jeg bare se det for mig. Niall der i en protest slog hånden hen på toppen af uret, for at få lyden til at stoppe. Så ville han ligge sig fladt ned på ryggen og køre en hånd igennem hans hår, og så ville han sukke utroligt dybt. Så ville han svinge fødderne ned på trægulvet, og så ville han sukke endnu en gang mens han fjernede dynen fra hans krop. Så ville han stille sig op, og gulvet ville knirke så det kunne høres i hele lejligheden. 

Jeg kunne høre gulvet knirke, på trods af at jeg stod i køkkenet. Han stod op, og han stod på det punkt i lejligheden hvor træet nok var svagest. Man ville måske syntes det var dumt at placere en seng på det svageste punkt, men det var det eneste sted der var plads til den. Madrassen og stellet var enormt, og han nægtede at sove lige under vinduet. Så der havde kun været en mulighed, da vi flyttede sammen. 

“Godmorgen sovetryne,” sagde jeg drillende, uden at kigge på ham. Jeg kunne høre hans skridt i gulvet, og ud fra den skiftende lyd gik jeg ud fra at han var i køkkenet. Jeg kiggede om på ham, og der stod han kun iført sin t-shirt fra i går. Han kørte en hånd igennem hans hår, inden at han åbnede køleskabet. 

“Vi har ikke noget mad,” brokkede han sig, mens at han kiggede beklagende ind i den lysende, kølende kasse. Hans hånd var stadig på lågen, og han var på nippet til at lukke køleskabet. Men som den madelsker han var, så stod han bare og stirrede sig blind på hylderne i håb om at syv pandekager ville dukke frem. 

“Du kunne lave æg,” foreslog jeg, mens jeg tog et glas fra den øverste hylde over vasken. Vores køkken var meget organiseret, men hvis det stod til Niall var vores service nok bare lidt over det hele. Hvidvinsglassene ville ikke stå foran rødvinsglassene, og shotglassene ville ihvertfald stå med hverdagsglassende og ikke de glas der var lavet til at servere drinks i. 

“Jeg skal møde om en time. Jeg har ikke tid,” brokkede han sig endnu en gang, inden at han lukkede køleskabet i. Jeg grinede svagt, mens at jeg fyldte glasset op med vand fra vandhanen. Jeg skulle sluge en panodil, da hele min ryg var øm efter at have siddet i en bil i sytten timer. 

“Jeg tager ned til caféen og køber noget. Skal du have noget med?” Spurgte han, mens at han var på vej ind på værelset. Jeg gik ud fra at han skulle have bukser på, og måske nogle strømper. Jeg rystede på hovedet, inden at jeg satte mig hen i sofaen. Jeg havde selv fået tøj på for længst, da Aaron ville komme om cirka halvanden time. Det var et par dage siden jeg sidst havde set ham, og vi havde ikke haft den store kontakt siden. Jeg savnede ærligt talt at snakke med ham, og jeg tænkte at det var på tide at vi lærte hinanden ordentligt at kende. Når nu han skulle ind i en vennekreds der involverede kendte mennesker, var det måske smart at jeg vidste om han kunne stoles på eller ej. 

“Og du er sikker på du ikke vil have kaffe eller muffins?” Spurgte Niall utroligt insisterende. Han var igang med at knappe sine bukser midt i stuen, og han lignede en der havde meget travlt. Han hadede at spise alene, han foretrak at have selskab. Det var en af hans særlige tendenser, og grunden til det var endnu mere særligt. 

“Måske to muffins. Aaron kommer over,” fortalte jeg ham, inden at jeg tog en tår af mit vand. Han løftede øjenbrynene, men de faldt hurtigt ned igen. Han vidste godt at der ikke var noget at frygte, at min interesse kun lå på ham. De fire ord jeg havde sagt dagen før, burde være bevis for det. 

“Chokolade eller blåbær?” Spurgte han så istedet for, mens at han fandt sin pung frem. Jeg smilede, og sagde at han kunne overraske mig. Hvilken muffin Aaron foretrak vidste jeg ikke, jeg vidste kun at han havde bestilt en chokolademuffin dengang vi først mødtes i caféen. Niall vidste desuden godt hvilken der var min favorit, så det ville ikke være den store overraskelse. Hvis han var træt, tog han bare en af hver. 

“Så smutter jeg nu,” fortalte han, mens han gik ud mod hoveddøren. Bilen holdte stadig ude ved vores fortov, og da bilnøglerne ikke længere lå på køkkenbordet gik jeg ud fra at han ikke ville gå. Han havde som sagt også kun en time til han skulle være i studiet, hvor han også først lige skulle hen. Ti minutter til eller fra, betød meget i vores tilfælde. Jo senere han dukkede op, jo senere ville han tage hjem. Jo mindre tid ville vi ende med at bruge sammen, og jo dårligere en jul ville det blive. 

Ej, spøg til side. Det havde allerede været den skønneste jul i flere år, og jeg kunne kun håbe på at jeg snakkede for os begge når jeg sagde det. Ud fra hvad jeg vidste, havde Olivia og ham ikke været så gode ved jul. Det havde været en stressende højtid for et par der kun lige kunne overleve i hverdagen, og hvis jeg ikke tog helt fejl - så stoppede de også deres forhold lige efter december måned var slut. 

Hoveddøren smækkede, og jeg tog benene op under mig. Det var koldt i lejligheden, men jeg ville ikke tage et tæppe på. Jeg burde stille vandet fra mig, og jeg burde gå igang med at gøre rent så stedet ikke lignede en svinesti når Aaron kom. Det var først gang at han skulle se hvordan jeg boede; hvordan Niall og jeg boede, og jeg var mere nervøs end jeg nok burde være. Jeg tog en dyb indånding, og tog så en tår vand mere. 

 

❅❅❅

 

“Jeg tager afsted nu, babe. Vi ses om et par timer,” sagde Niall, inden at han lagde sine læber på mine og efterlod et kys. Jeg smilede, inden at jeg gengældte kysset. Niall rejste sig op fra sofaen, og tog sin mobil og nøglerne i lommen. Han havde et par sorte, skinny jeans på og en mørkeblå sweater. Hans rødder var dukket frem, og personligt havde den brune hårfarve altid været min yndlings.

“Vær produktiv,” råbte jeg efter ham, mens at han gik mod vores hoveddør. Om kun en halv time ville Aaron komme ind af den præcis samme dør som min kæreste nu ville gå ud af, og jeg havde det på ingen måde underligt med det. Hvis jeg tænkte helt klart, ville jeg have diskuteret det med Niall inden at jeg inviterede en tidligere konkurrent hjem til os. Hvordan Niall havde det med Aaron og jeg, vidste jeg ikke, og jeg havde ikke tænkt på hvor vigtigt det var. Vi var stadig i et nyt forhold, og den eneste grund til at vi kunne sige at vi elskede hinanden, mens at vi rent faktisk mente det, var at vi havde været bedste venner så længe. 

Døren smækkede efter ham, og jeg slukkede med det samme for TV’et. Jeg havde ikke fået gjort rent den mindste smule, ikke engang ryddet op, så jeg besluttede mig for bare at tage det værste. Bare overfladen, så vores hjem ville se pænt og præsentabelt ud. Da Niall var kommet tilbage havde han taget fire muffins med tilbage, to chokolade og to blåbær. Jeg stillede dem på et glasfad jeg engang havde fået i julegave, og stillede det hen på sofabordet. Det så utroligt hjemligt ud, og meget voksent. 

Jeg smed kaffekopper ud, jeg stillede glas og skeer i opvaskemaskinen. Jeg kørte en klud hen over overflader, og en støvsuger hen over gulvet. Jeg tændte lys i hele huset, og jeg rettede på pyntepuderne. 

Dørklokken bimlede, og jeg rettede hurtigt på mit tøj, for jeg ville se mindst lige så præsentabel ud som min lejlighed. Jeg skulle imponere, og jeg skulle ligne en der havde styr på sit liv, for det ville jeg ønske at jeg havde. Jeg ville ønske at jeg ikke skulle mødes med en dreng, som jeg først havde holdt hemmelig, og nu kun skulle mødes med ham for at godkende ham. Han skulle godkendes af mit indre selv, inden at han skulle præsenteres for dem der var en del af mit ydre liv. Kun få af dem, var i mit indre selv. 

Jeg rettede hurtigt på mit hår, men da min hånd ramte dør håndtaget var det som at verden frøs. Uret stod stille, jeg trak ikke vejret, ikke en eneste lyd kunne høres - ikke indtil at jeg trykkede ned, og verden igen kom til live. Aaron stod omkring en meter væk fra døren, det var tydeligt at han havde trådt et skridt tilbage mens at han ventede på et svar ved døren. Han havde en brun ruskindsjakke på. 

“Kom ind,” sagde jeg mens at jeg smilede, og holdte facaden oppe. Jeg var nervøs som en i helvede, og jeg var bange for at det hele ville gå galt. Mit hjerte galopperede afsted, og jeg var sikker på at Aaron kunne høre det. Han trak mig ind i et kram, stadig mens at døren var åben.

Mine naboer kunne have set os hvis de havde været på vej ud at handle, eller hvis de bare ville tjekke om posten var kommet. Jeg lukkede døren i, da jeg havde hevet mig selv ud af krammet. Jeg vidste at jeg havde gaven til ham. At den lå klar og pakket ind, inde i mit klædeskab på værelset. Hvordan han ville reagere vidste jeg ikke, og jeg tror jeg var bange for at vide det. Hvad hvis han sagde at han ville give mig noget? 

“Er Niall på arbejde?” Spurgte han, som den første ting mens at han tog jakke og støvler af. Han havde en vinrød skjorte på, inden under ruskindsjakken altså. Den sad pænt på hans krop, og man kunne sagtens se at han havde brede skuldre, et veltrænet bryst og muskuløse arme. Han havde et bælte på, hvor at især spændet tiltrak min opmærksomhed. Det lignede noget fra en gammel western film, og alligevel var det så moderne. 

“Han er i studiet, ja,” mumlede jeg. Jeg virkede så usikker på mig selv, jeg vidste ikke hvad der var tilladt at fortælle til en der i princippet kunne være en fan. Han nikkede, mens at han stillede sine sko pænt ind til siden. Han virkede så høflig, og jeg virkede så opstillet. Det var en fantasiverden, hvor at alt var omvendt. 

“Skal vi sidde i stuen?” Spurgte han, mens at jeg stod som stivnet. Jeg kiggede op på ham, og han stod bare der med et glimt i øjet og et smil på læben. Det virkede så normalt for ham, rutine, og for mig virkede det så fjernt. Jeg var så nervøs for noget der ikke var der, jeg fik jo bare besøg af en ven. Det var ikke værre end først gang Niall og jeg skulle være sammen alene, og hjemme hos en af os. Der var mine forældre der endda, og stadig føltes det ikke så bizart som dette. 

“Øh, ja,” svarede jeg, mens at jeg prøvede på at slå mig selv tilbage til den virkelige verden. Han kiggede på mig som om at han var bange for at der var noget galt, med god grund. Jeg rettede armen ud i den retning stuen lå, selvom at han tydeligvis godt selv kunne regne ud hvad der var stuen. Altså, en stue har jo typisk en sofa - og vores havde to, og der var frit udsyn til den var hoveddøren. 

“Er der noget galt?” Der kom det. Spørgsmålet som jeg havde absolut ingen anelse om hvordan jeg skulle svare på, hvilket Aaron hurtigt opfattede. Jeg satte mig hen i sofaen og han fulgte trop. 

“Nej,” svarede jeg. Om jeg prøvede på at overbevise mig selv eller ham, det vidste jeg ikke, men uanset hvem det var - så tror jeg at det virkede. Aaron åndede ud, og satte sig mere til rette i sofaen. Man går altid ud fra at folk siger at man skal gøre sig selv til rette, opfører sig som om at man var hjemme, men jeg ved ikke om nogle nogensinde mener det. Vil man egentlig have at ens gæster skal gå i bad, og skal lade tallerknen stå fremme i fireogtyve timer før at den bliver vasket af? 

Man vil kun have at de skal være så hjemme, som man selv er mens de er der. 

“Jeg har forresten noget til dig,” sagde jeg, som om at det var noget jeg først lige havde husket. Sandheden var, at det var det eneste der havde været på mine tanker hele morgenen. Hans reaktion, om han kunne lide den, om han ville bruge den, om han ville returnere den. Jeg var halvt oppe fra sofaen, da Aaron lagde en hånd på mit lår mens at han grinede af mig. Jeg kunne mærke varmen stige i mit ansigt, og følelsen af at have gjort noget galt sprede sig i kroppen på mig. Det var ubehageligt, indtil at han åbnede munden. 

“Det kan vente, Julia. Lige nu burde vi måske bare snakke,” sagde han, mens at hans grin stadig var blandet ind over hans ord. Hans stemme var beroligende, men det var så underligt at der var en der ikke brugte mit kælenavn. Jeg smilede til ham, og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Aaron trak hånden til sig igen, inden at han spurgte om han måtte tage en muffin. Jeg nikkede, og han rakte ud efter en med blåbær, hvorimod jeg valgte en med chokolade. Min yndlings, præcis som Niall vidste. 

“Ja. Snakke,” mumlede jeg. Aaron kiggede underligt på mig, men jeg grinede bare svagt og tog en bid af min muffin. Caféen lavede nogle skønne muffins, og de var kun blevet bedre i løbet af årene. 

“Så, hvorfor inviterede du mig herover?” Spurgte han, uden at tøve den mindste smule. Jeg blev en anelse chokeret over hans spørgsmål, det var normalt ikke et der blev stillet. Det var noget jeg altid undrede mig over, når jeg skulle hjem til pigerne, men jeg ventede altid med at vide svaret til de bare forklarede det. 

Han var tydeligvis ikke en mand der var i tvivl om hvad han ville vide, og hvad han ville have, og det vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle have det med. Jeg må indrømme, at jeg følte mig en anelse intimideret. 

“Jeg følte at vi var nødt til at snakke, lærer hinanden at kende. På ny altså,” forklarede jeg ham, og opdagede at jeg rent faktisk fortalte hele sandheden. Jeg troede at der lå mere bag, men jeg blev overrasket over mig selv. Svaret tilfredsstillede både mig og Aaron, og han nikkede som var han klar til at fortælle hver en detalje. Ved at ville lærer mere om ham, måtte jeg også åbne op for mig selv. Det var længe siden jeg havde skulle lære en ny at kende, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle fortælle om mig selv længere.

De ting jeg ville fortælle til folk hvis de skulle møde mig nu, var ting som Niall eller pigerne, eller de andre drenge havde oplevet med mig. De havde været med til at forme mig, og det tror jeg at jeg glemte til hverdag. De havde været så stor en del af mit liv de sidste seks år, og nogle af dem endnu længere. 

“Den er jeg med på,” sagde han optimistisk, mens at han klappede hænderne sammen en enkelt gang. Han tog den sidste bid af sin muffin i munden, og tyggede den mens at jeg observerede meget grundigt. Hans kæbe var tydelig og markeret, og ikke gemt væk bag babykinder. Han så, så utroligt voksen ud. Han havde en rigtig karriere, og han havde nogenlunde faste arbejdstider. Han var ledig oftere end Niall og mine tre andre bedste venner, og det tror jeg godt at jeg kunne trænge til.

Jeg kunne godt se appellen, og jeg kunne godt forstå hvis Lily Anne havde brug for en ven der var ledig året rundt, men måske ikke midt på dagen. Jeg tror det var en undtagelse, at han havde tid til mig i dag, klokken halv et, midt på dagen. 

“Så fortæl noget om dig selv,” nærmest krævede jeg. Jeg slog mig selv forsigtigt i panden, og gjorde det klart for ham at det ikke skulle have lydt sådan. Dog grinede han bare, inden han tog en tår vand i det glas der stod foran ham. Der stod også et foran mig, og jeg var meget fristet til også at tage en tår, men lod vær. 

“Jeg er seksogtyve, og jeg er ambulanceredder til hverdag. Jeg har to yngre søstre, og så er jeg opvokset i London hos min far, som ejer et eller andet advokatfirma,” fortalte han, mens at han lignede en der fandt de informationer utroligt uinteressante. Han var vokset op i London, og han havde søstre. Selv havde jeg altid ønsket mig en storebror og en lillesøster, men var desværre endt op som enebarn. 

“Hvad med dig?” Spurgte han, mens at han sad og ventede på at jeg ville oplyse ham om de mest basale ting omhandlende mit liv. At fortælle ham om mine forældres karriere valg betød nok ikke noget, og at fortælle at jeg var enebarn virkede også så ligegyldigt. Det hele virkede så ligegyldigt, men det var så basalt. 

Så hvorfor skulle det være så svært, at snakke om mig selv? 

 

❅❅❅

 

Sneen dalede ned fra himlen, og lagde sig oven på det som allerede så på jorden. Det hele var igang med at smelte, og menneskeflokken der gik rundt oven på den og trampede sneen sammen til klumper, hjalp ikke specielt meget på det. Lysene fra forlysteserne og boderne fyldte mine øjne, og man kunne ikke blive andet end glad af at se på det. Niall og jeg skulle have været afsted til dette tivoli sidste år, men vi fik det aldrig gjort. Nu når vi var her, virkede det så meget mere specielt end først antaget. 

Vi gik hånd i hånd, som begge var dækket af vanter, og så gik vi bare ned af den ene sti efter den anden. Vi havde prøvet et pariserhjul, og en forlystelse som gjorde mig utroligt svimmel, og en rutsjebane som kørte utroligt hurtigt, og utroligt højt op. Jeg kunne se ud over hele parken, da vi var på det højeste punkt. 

“Hvordan gik det med Aaron?” Spurgte Niall, for første gang siden han var kommet hjem. Han var kommet hjem til en halvspist muffin, og et halvt tømt vandglas som jeg endnu ikke havde fået stillet væk. 

Han havde ikke spurgt ind til Aaron før nu, men jeg følte at han havde prøvet på at fange mig et sted hvor jeg ikke kunne undgå spørgsmålet. Jeg vidste ikke om jeg ville snakke om det, da det havde gået bedre end forventet. Al den nervøsitet og al den stress for absolut ingenting. Det havde været så let og naturligt, da først vi var begyndt at snakke. Vi havde fået ting at vide om hinanden, som jeg ikke engang vidste om Niall. 

Vi havde delt historier om vores første kys, han havde fået historien om min første menstruation, og så snakkede vi om vores pinligste øjeblikke, vores bedste dage og vores værste manier. 

“Det gik godt. Vi fik snakket,” fortalte jeg ham, mens at et smil var klistret på mine læber. Han lænede sig ind mod mig, og kyssede mig på munden. Vi smilede begge, mens at vi gik videre ned mod en bod med varm kakao og brændte mandler. Vi havde endnu ikke købt noget, kun prøvet ting, men vi havde også kun været her i femogfyrre minutter. Klokken var ikke engang seks endnu, og alligevel var mørket faldet på. 

Der var utroligt mange mennesker herinde. En kæmpe flok, som samledes om juledekorationer, om krybbespillet om forlystelserne, og ved boderne. Der blev brugt penge, der blev udvekslet grin, der var en konstant kilden i maven, og et konstant sus i håret. Stemningen var perfekt, og der var intet der kunne skrige jul højere end dette sted. 

“Hvor længe var han der?” Hvis ikke jeg kendte meningen bag Nialls spørgsmål, som egentlig bare var at snakke, så skulle man tro at han var jaloux. Jeg var sikker på at Niall ikke havde den mindste smule jalousi tilbage, vi havde snakket så meget om Aaron. Han vidste hvor meget jeg havde brug for at bryde min vennecirkel. Den cirkel som bestod af kendte mennesker, og kendte menneskers kærester.

“To timer,” svarede jeg, mens at jeg trak på skuldrene. Sandheden var at jeg ikke vidste hvor længe han havde været der, men jeg vidste at han kom en halv time efter Niall var taget afsted, og han var væk igen inden at Niall kom hjem. Niall var væk i tre timer, og derfor passede to timer meget godt. 

Jeg kunne mærke på mig selv, hvor meget jeg overanalyserede situationen. 

“Men kan vi ikke snakke om noget andet?” Spurgte jeg om, mens at jeg pressede min krop mere ind mod hans. Vi gik tæt i forvejen, men nu rørte vores kroppe hinandens så langt ned, at jeg kunne mærke på min hofte når han tog et skrift fremad. Han nikkede dog, og gav min hånd et blidt klem. 

“Jeg elsker dig så højt. Det ved du godt, ikke?” Spurgte han, og kyssede mig på håret. Jeg stoppede langsomt op, og kiggede på ham med blide øjne. Jeg vidste ikke om jeg skulle smile, om jeg skulle svare, eller om jeg skulle svinge armene om halsen på ham og kysse ham til jeg ikke havde mere luft i lungerne. 

“Jeg håber du ved, at jeg også elsker dig,” fortalte jeg ham, inden at jeg lagde armene om i hans nakke. Jeg nussede hans nakkehår med mine fingre, og jeg placerede mine læber på hans. 

Jeg tror ikke at jeg nogensinde ville blive træt af den følelse. Følelsen af at kysse ham, mærke hans læber mod mine, og mærke hvordan vi bevægede os i samme takt. Jeg tror aldrig at følelserne rigtigt ville forsvinde, og jeg tror aldrig at jeg vil stoppe med at elske ham.

Jeg tænker ikke på familie endnu, jeg er stadig så utroligt ung, men hvis jeg skulle have en familie med nogle, så skulle Niall være i den. Han skulle være i min fremtid, for det ville gøre mig gladere end noget andet. Jeg ville beholde alt der var godt i mit liv lige nu.

Mit job, mine bedste venner, mine bedste veninder, min familie, min kæreste. 

Lejligheden kunne udskiftes, udskiftes til et hus. Mine kontakter kunne udskiftes, udskiftes til nye og bedre. Mine vaner og min daglige rutine kunne ændres, ændres til det bedre. Mit helbred kunne skifte, kunne skifte til noget andet. Jeg kunne ændre mine problemer, håndtere dem jeg har nu, og nå at få nogle nye.

Der var ingen måde at sige hvad fremtiden ville indebære for mig, for os, for Niall og jeg, men jeg kunne kun håbe. Jeg kunne ønske og drømme, og jeg kunne gøre alt i min magt for at få det hele til at ske. Jeg kunne være min egen lykkes smed, hvis det var noget man troede på. 

Jeg var ikke sikker på hvad der skulle til, men jeg tror at Niall ville være en kæmpe hjælp. Jeg tror på at kærligheden kommer længst, og jeg ved at kærligheden mellem Niall og jeg er stor og langvarig.

 

❅❅❅

Endnu et kapitel!! 

Hvad synes I egentlig om Aaron, og om det forhold Julia har til ham?

Vi ses i morgen, i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...