A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26102Visninger
AA

9. ❅ Congratulations in order

Dag 8, 7. december 2016

 

❅❅❅

 

Klokken var kun lidt over midnat, da jeg og de resterende drenge trådte ind af min dør til lejligheden. Pigerne sad i sofaen og halv sov mens de proppede popcorn i munden på hinanden. Deres varme kakaoer var garanteret blevet kolde, og de havde ihvertfald ikke fået ryddet op efter sig selv.

“Jules?” Råbte jeg ud i rummet, i håb om en reaktion fra bare en af pigerne. Lily Anne løftede hovedet en smule, kiggede hen mod os og smilede svagt, som om at det var hårdt for hende at gøre denne simple ting. 

Hvis ikke det var grundet at lejligheden slet ikke lugtede af alkohol, så skulle man have troet at de var så fulde at de ikke vidste hvad dag det overhovedet var. 

“Hey Lily,” hilste jeg, med et smil på læben. 

Hun ruskede lidt i Julias arm, og derefter puffede hun til Jessica’s ben for at vække endnu en af hendes veninder. Selv puffede jeg til Harry, for at han skulle se hans kærestes umulige forsøg på at vække nogle, når hun knapt nok selv var vågen. Vi grinede svagt. 

Vi gik hen til pigerne, og satte os ved hver vores pige. Harry løftede endda Lily op på hans skød, så der var plads til os andre. Vi sad egentlig bare otte mennesker og flød i en sofa, og to stole. 

“Har I hørt nyhederne, drenge?” Det kom fra Christine, som så ud til at være ved at sprænges af spænding. Jeg vidste ikke helt hvad hun snakkede om, før at jeg så hen på alle de andre - inklusiv Harry og Lily Anne, som delte et stort kys, fyldt med alle deres følelser for hinanden. 

De virkede mere forelskede end nogensinde før, og først dér opdagede jeg hvad der foregik. 

“Er I blevet forlovet, eller hvad sker der lige her?” De andre drenges øjne blev større end jeg nogensinde havde set før. Lily rødmede, og Harry smilede stort mens han prøvede at gemme sit ansigt. Pigerne grinede helt vildt, og så sad vi der, tre forvirrede drenge som intet havde fået at vide fra deres bedste ven, som tydeligvis havde friet til hans kæreste. 

“Jeg friede til hende, ja Niall. Så vi er forlovet, ja,” vrøvlede Harry. Lily gemte sit ansigt væk, men hurtigt fik Harry hevet ringen frem på hendes ringefinger, som ingen af os havde lagt mærke til. Pigerne hvinede, grinede, skreg og rullede af glæde, og man skulle næsten tro at alle i vores stue var blevet forlovet med den de elskede højest.

Det virkede stadig underligt at det måske kunne være Julia og jeg en dag. Forlovet, og igang med at planlægge et bryllup. Jeg mener, vi var jo stadig kun igang med at planlægge vores jul, vores planer og vores forhold generelt. Vi havde jo ikke engang været sammen i en uge endnu. 

Jeg kyssede Julia på panden, og hun smilede. De små ting, såsom hendes smil, gjorde mig glad og mindede mig om hvad det egentlig var vi havde gang i. Vi var igang med at starte et anderledes liv sammen, uden egentlig at have snakket om hvad det ville indebære. Mon det var noget vi burde snakke om? For så ville jeg tage fat i hende senere på dagen.

Faktisk, så var jeg rimelig sikker på at vi måtte snakke om hvad det betød for vores hverdag. 

 

❅❅❅

 

Louis, Liam, Jessica og Christine havde valgt at overnatte hos Julia og jeg, hvorimod Harry og Lily havde valgt at tage hjem og fejre deres forlovelse endnu en gang. Det efterlod så os, deres bedste venner, massere af tid til at planlægge den forlovelse fest som Julia havde fortalt os alle om, lige da Harry og Lily var kørt hjem. 

Julia og jeg havde valgt at sove i stuen, og nu sad vi og drak en kop kaffe mens vi ventede på at de andre ville vågne inde på vores værelser. Louis og Christine havde fået mit værelse, og Liam og Jessica havde fået Julias værelse, hvor at de kunne sove. De var jo vores gæster. 

“Jules?” Spurgte jeg lavt. Min mund var en smule begravet i hendes hår, efter at have kysset hende på panden, men jeg var så tæt på hendes øre at jeg vidste at hun kunne høre mig.

Jeg trak mig lidt væk fra hende, så vi kunne have øjenkontakt. Hun mumlede et ja, og nikkede hen i mod min retning. Jeg smilede, og satte kaffekoppen fra mig. 

“Hvorfor vil du egentlig holde det her? Hvorfor lejer vi ikke bare et lokale, og holder en større ting? For deres familie og sådan,” foreslog jeg, spørgende. Hun smilede, og stillede sin kaffekop på bordet ved siden af min. Hun efterlignede mig i sine bevægelser, og satte sig i samme seriøse kropspotition som jeg sad i, mens jeg kiggede hen mod hende. Jeg grinede. 

“Fordi at det skal være intims, romantisk og velkendt. Ikke noget stort, men personligt og noget som kun os otte ville kunne gøre. Deres forældre ville gøre det hele for seriøst, og det ville virke underligt at det var os der holdte det. Den store fest kan de selv planlægge,” forklarede hun mig. 

Det gav mening, det var slet ikke det. Jeg havde slet ikke tænkt på det på den måde, men hun havde jo ret. Det ville virke upersonligt hvis vi inviterede Lilys faster og grandkusiner, og Harrys gamle oldemor som aldrig havde mødt Lily før. Den fest burde de selv holde.

Vi burde nemlig holde den lille, intime kom-sammen, hvor at vi bare ville gøre som vi normalt gjorde. Bare være otte venner, men denne gang bare fejre noget imens. 

Jeg kunne høre knirken ude fra gangen, og da jeg vendte mig om kunne jeg se Louis og Liam som stod i dørkammen. Jeg smilede til dem, og inviterede dem hen til sofaen, så vi også kunne bestille noget morgenmad hjem til os. Vi havde ikke ligefrem planlagt en kæmpe morgenmad, for vi havde regnet med at vi kun ville være to personer, ikke seks. Så vi måtte bestille udefra. 

“Pigerne er ude på toilettet og gør sig klar,” fortalte Louis, mens han prøvede på at lyde flabet. Han hentød helt klart til Julia, og hun grinede også over hans kommentar. Det var tydeligt at høre at pigerne lyttede til musik derude, mens de skrålede med på livet løs. 

De sang Where Do Broken Hearts Go, hvilket altid havde været en af deres favoritter. 

“Med hensyn til festen for Lily og Harry, har I så lige nogle idéer som I bare kan smide op i luften? Bare til en brainstorm,” spurgte jeg dem om. Liam trak på skuldrene, og Louis lignede en der tænkte sig overdrevet grundigt om. Julia grinede, mens hun fandt en blok frem, så vi kunne skrive alle idéer ned, samt et budget, dato og så videre.

Festen skulle jo foregå forholdsvist hurtigt, hvilket vi alle var blevet enige om. Vi skulle ikke først holde noget stort, fra deres side af, og så bagefter holde noget småt for dem. Men det skulle også passe med vores arbejdstider, og med vores alles juleplaner. En kom-sammen skulle ikke komme i vejen for vores album, sådan så at vi ville have endnu mindre tid med pigerne.

Døren ud til toilettet gik op, og Jessica og Christine kom ud iført et nyt sæt tøj, og med en maske af makeup i ansigtet. Eller, det var faktisk en løgn, for de gik kun med “meget” makeup, når vi var på den røde løber, eller til diverse offentlige begivenheder. De havde bare frisket sig selv op. 

Liam kyssede Christine på panden, og Louis lagde en arm om Jessica da hun satte sig ved siden af ham i sofaen. Jessica smilede til mig, og jeg gengældte smilet. 

“Er vi klar til at bestille noget morgenmad så?” Spurgte Louis, som om han pludselig var den person som var kendt som ham der altid var sulten. Det var efterhånden også blevet ham, da Julia havde begrænset mit mad forbrug. Jeg kunne ikke bare spise konstant, og vi boede ikke i nærheden af en Nandos, men det var fint. Julia var en udemærket kok, og jeg kunne godt lide hendes mad. 

Vi nikkede alle sammen, og grinede. Julia lagde sit lår over mit, og kiggede mig dybt i øjnene og smilede til mig. Jeg skubbede hendes overkrop tættere på min, og placerede et kys på hendes læber, mens vores venner sad som publikum og hujede og klappede af os. 

Hvis det ikke var for dem, så havde Julia og jeg nok slet ikke prøvet på at være sammen, på andre måder end som bedste venner, eller små tante kys i fuldskab. 

Jeg havde mange gange før sagt at jeg elskede hende, men jeg tror ikke at jeg havde været sikker på hvad det egentlig var jeg havde fortalt hende. Ja, jeg elskede hende, men i min underbevidsthed havde det altid været mere end bare som verdens bedste veninde, og jeg havde aldrig opdaget det. 

Jeg kunne have været sammen med hende i så meget længere tid, hvis jeg bare havde mærket ordentligt efter. Jeg kunne have fundet ud af hvorvidt hun følte det samme eller ej, for så lang tid siden, hvis jeg bare havde tænkt over om hun var mere for mig end bare som så. 

“Så hvad skal I alle have? Så kan Julia skrive det ned,” sagde jeg begejstret, da jeg havde trukket mig væk fra Julia igen. Liam flækkede nærmest af grin, mens Jessica sad og flovede sig over ham. Vi andre havde det hylende morsomt over hans reaktion, som altid. 

På trods af hvad man måske skulle tro, så var det som regel Liam der var gruppens klovn. Han var fornuftig, moden og utroligt voksen, men han var også den som havde det sjovest på andres vegne. Han kunne altid få os til at grine, og det var en skøn egenskab at have. 

“Jeg kunne godt tænke mig rundstykker, til os alle,” startede Jessica ud. Hun smilede, og Julia skrev det ned på blokken så Louis ville kunne huske alle ting når han skulle ringe og bestille. 

“Og pandekager,” fortsatte Louis. 

Sådan fortsatte vi - sad og remsede op hvad der skulle stå på spisebordet en times tid efter, og lod Julia skrive det hele ned, mens hun også kunne skrive sine egne ønsker ned. Vi havde aftalt at pigerne skulle i supermarkedet og købe pålæg - nutella og syltetøj - drikkevarer, og hvad vi ellers ikke kunne bestille, mens at os drenge kunne dække bordet og gøre lejligheden hyggelig, og tage imod maden når den ville ankomme til vores adresse. 

Louis tog sedlen fra Julias skød, og gik ud på altanen med sin mobil, for at få bestilt. Pigerne gik igang med at tage deres overtøj på, og Jessica kyssede Liam på munden inden at de smuttede ud af vores hoveddør, og efterlod tre drenge i en lejlighed, som ikke var så hyggelig som ønsket. 

De efterlod for en gangs skyld dekorationen til os, men det tror jeg ikke at de vidste de gjorde. De troede sikkert bare at vi ville dække bord, og tænde duftlysene. De ville blive overraskede. 

 

❅❅❅

 

Pigerne var kommet tilbage med to fyldte indkøbsposer, og maden stod fint placeret som en buffet på spisebordet, med tallerkner omkring det. Vi kunne alle sidde ved bordet, og der havde også været plads til Lily og Harry hvis de var blevet natten over. 

Vi havde tegnet tegninger, vi havde startet julemusik lavt i baggrunden, og vi havde dækket bordet op pænere end nogensinde før. Vi havde lavet stuen om til en hjemmebiograf i julestil, så vi kunne sidde og se en film når vi havde brainstormet på vores nyforlovede venners fest. 

Pigerne var blevet overraskede, og både Louis og Niall havde fået et kys på munden. Hvilket vil sige at alle havde kysset, undtaget Julia og jeg. Jeg tror stadig at hun blev forlegen når vi skulle kysse foran andre, vi havde trods alt ikke kysset så meget endnu. Liam havde kigget undrende på mig, fordi at han også havde set det. Altså set, at jeg ikke blev kysset. 

Louis så ikke ud til at have set det. Hvis han havde, lagde han ikke noget i det, det var da helt sikkert. Han virkede som om at det var normalt. 

“Skal vi komme igang med at spise, venner? Så kan vi planlægge hurtigere,” sagde jeg insisterende, mens at jeg satte mig på den stol der var tildelt mig. Liam grinede svagt, inden at han gjorde ligesom mig, og placerede sig på en stol, som han som regel sad på. 

Vi havde efterhånden fået faste pladser omkring spisebordet, og det var bare sådan at vi sad. 

Liam sad overfor mig, og ved siden af ham sad Jessica. Ved siden af mig sad Julia, og ved siden af hende sad Christine, og ved siden af hende sad Louis. Overfor dem sad Harry og Lily Anne så normalt, men i dagens anledning var de der jo ikke. 

Vi gik igang med at spise, og samtalen lå på alt andet end Julia og jeg, og den lå faktisk det meste af tiden på forlovelses festen, selvom at vi først skulle begynde efter. Vi snakkede om at det muligvis skulle være som morgenmad hos os, og så kunne vi derefter inviterer dem videre til et andet sted, som biografen, til bowling eller andre steder som vi normalt tog hen med hinanden. 

Kun få gange kom emnet hen på noget andet, men det omhandlede som regel den mad som vi sad og spiste. Da vi var gået igang med at spise, så kunne vi jo godt se, at vi måske havde købt lidt meget. Vi havde bare købt hvad vi havde lyst til, og vi havde tænkt at det altid kunne gemmes til senere eller til dagen efter, men det var vi ikke så sikre på længere. 

Der så ud til at være massere af rester, men ikke nødvendigvis nogle der ville kunne holde sig i køleskabet, fryseren eller skabet i en frysepose. 

“Men hvis vi skal holde morgenmad for dem, skal vi så bestille endnu mere end denne gang? Altså, mere luksuriøse ting?” Lød det fra Christine. Nogle ville måske sige at hendes spørgsmål som regel var stupide, men hun kom med spørgsmål som gav mening. Altså det var jo rimeligt vigtigt at vide om vi skulle bestille mere luksuriøse ting, eller bare flere, når det kom til vores budget. 

“Vi skal ihvertfald bestille pandekager med sirup og nutella, og ikke bare pandekager,” konstanterede jeg, da jeg kunne se det bare på vores eget. Vi havde alle taget en af delene på vores pandekager, så vi kunne lige så godt bare bestille dem med det på, og så sparer os selv for at købe tre gange sirup, og to glas nutella. 

“Jeg tror vi er nødt til at skrive tingene ned, så kan vi ikke vente med det?” Spurgte Julia. Forståeligt nok, eftersom at det var hende som skulle skrive tingene ned, grundet hendes håndskrift som var den pæneste af vores alles. 

Det var også hende som skulle skrive invitationerne til Harry og Lily Anne. 

Vi havde fået styr på hovedtingene, men ting som hvad vi skulle spise, budget og tidspunkter ville vi meget gerne skrive ned, som først aftalt. Så vi gav os bare til at spise videre, og vi fik da også spist de sidste pandekager der lå på aluminiumsfadet. 

Vi spiste færdigt, vi tog af bordet, vi tørrede af og vi satte ting i opvaskemaskinen, og vi fik forholdsvis styr på køkkenet. Vi gik ud med skraldet, vi rykkede os hen i sofaområdet, og vi gjorde os klar til at planlægge og brainstorme på skrift. 

“Kan vi ikke dele os ind i områder? Altså sådan at pynte op, maden, budgetoverholdelse, det offentlige, og havd vi ellers mener der skal være? Så vil det måske gå hurtigere.” 

Louis havde en pointe, og vi gav ham alle ret. Vi delte os ud på områder, og Liam og jeg havde fået det ansvar at sørge for maden, da ingen ville have at Louis skulle have den post. Istedet fik han ansvaret for at pynte op, og det skulle han gøre alene, hvilket han så som en straf.

“Så tager Christine og jeg det offentlige,” sagde Julia. Alle vidste i forvejen godt at Jessica skulle have budgettet, da hun var den der nok ville være bedst til at overholde det, så Christine og Julia havde ligesom også kun en valgmulighed, og det var hvad vi skulle lave i byen senere på dagen, og hvor meget vi skulle vise til paparazzier, instagram, snapchat og twitter. 

Det hele blev skrevet ned, og derefter satte vi os ud i vores små hold, så vi kunne sidde og aftale. Budgettet skulle laves før at nogle kunne komme igang med at handle ind, og vi mangler også stadig en dato, men vi håbede på den tiende eller ellevte december, så det kunne være så hurtigt som muligt. Det hele skulle bare aftales med pladeselskabet, så vi ikke blev kaldt ind lige inden. 

Det tog os egentlig ikke længe at finde ud af de detaljer som vi havde aftalt, skulle ordnes i dag. Vi var enige om de meste, og de ting vi ikke var enige i, der bestemte flertallet. Meget demokratisk, og meget fair, i forhold til at de fleste skulle være glade for beslutningen. 

Jeg var rimelig sikker på at uanset, hvad vi gjorde, så ville Harry og Lily Anne både blive glade og taknemmelige for at kende os. Hvis jeg selv skulle sige det, så kunne de ikke have bedre venner. 

Julia kiggede hen på mig, og smilede halvt til mig. Jeg pressede mine læber sammen, og vidste egentlig ikke helt hvad for et udtryk jeg sendte hende. Jeg vidste ikke hvad der var med hende, da vi vågnede var alt perfekt. Hvad var der sket siden det? Havde pigerne presset for meget på?

Jeg rejste mig fra sofaen, og gik ind på værelset og lukkede døren efter mig. Jeg vidste ikke hvad jeg havde gang i, og jeg vidste bestemt ikke hvad hun tænkte på. Det var det eneste jeg gerne ville vide.

Hvad hun tænkte på. 

Jeg satte mig i sengen, og lagde mit hoved ned i mine hænder. Jeg var fortvivlet, og jeg sukkede dybt. Der var ikke knas i hvad vi havde, der var bare en fejl i kommunikationen. Jeg vidste ikke hvad hun mente, hvad hun tænkte på, eller hvorfor hun pludseligt opførte sig anderledes end de andre dage, hvor at hun havde det fint, med det vi havde gang i. 

Det var jo for fanden hende der sprang ud i det først, hende der tog det første skridt, og var hun nu ved at blive bange for hvad der måske ville kunne ske? Fortrød hun at hun lærte andre sider af mig, at kende? Ville hun bare beholde mig som jeg var, uden at komme tættere på?

Lærer mig at kende helt intimt, uden at nogle ville kunne tage det fra hende igen bagefter? 

Uanset hvad der skete med os, så ville vi stadig have haft det bedste venskab nogensinde, men måske var det bare det at hun var bange for. At det ville forsvinde. 

Det ønskede jeg bestemt heller ikke, men jeg ville tage chancen og se om vi kunne fungere som mere. Jeg ville elske hende på alle tænkelige måder, og jeg ville lærer hende at kende på alle punkter. Jeg var bange, men jeg turde. Jeg håbede, og jeg troede på os. 

Det bankede forsigtigt på døren, og ind kom Christine. Hun kiggede ømt på mig. Jeg smilede forsigtigt, og gav hende signal til at hun godt måtte komme ind. Hun lukkede døren efter sig, og gik hen og satte sig ved siden af mig i sengen. Hun så bekymret ud, da hun lagde en hånd på mig. 

“Er du okay, Niall?” Hun spurgte lavt og forsigtigt, mens hun gav min skulder et beroligende klem. Det var rart, og det forsikrede mig om at de havde lagt mærke til hvad der nu end skete ude i stuen. 

“Hvad skete der, da I var ude at handle?” Jeg kiggede på hende, men hun prøvede på at undgå mit blik, som om at hun ikke ønskede at fortælle noget. Jeg var nu sikker på at der var sket et eller andet, og det var det som havde forsaget Julias pludseligt, underlige opførsel overfor mig. 

Endelig kiggede Christine op på mig igen, og hvis det ikke var fordi at mine øjne var fyldt med tårer, så ville jeg have troet at det var hende der var ved at græde. Det var hun måske også. 

Jeg havde aldrig før tvivlet så meget på mig selv og mine følelser, og ikke mindst på Julia, og hvor vi stod med hinanden. Det havde altid været stensikkert, vi var bedste venner og vi blev altid gode igen. Hvad hvis det var anderledes denne gang, når vi egentlig var begyndt at kunne gå under mærkatet kærester? Ville det have en mulighed for at ødelægge det hele, så vi skulle starte forfra?

“Jeg ved det ikke, Niall. Men der skete ihvertfald noget,” prøvede hun på at forklarer. 

En tårer røg ned af min kind, og en masse tårer fuldte efter den, inden at jeg tørrede mine øjne med min håndryg for at dække det. Jeg græd over Julia, uden at vide hvorfor. 

Christine trak mig ind i et kram, og jeg kunne med det samme mærke at det var lige hvad jeg havde brug for. Jeg vidste ikke hvad den passende reaktion ville være, og det skræmte mig, at jeg sad og græd. Jeg vidste jo ikke engang hvad der var sket. Det kunne have været en ekskæreste, det kunne have været hendes forældre, en tidligere veninde, eller hvad ved jeg. Det kan lige så godt have været en fan, som var alt for voldsom, grufuld og intimiderende. Det kan have været en trussel, eller en skræmmede adfærd, som fik hende til at vige væk fra mig. 

Uanset hvad det var, så ville jeg bare ønske at hun ville snakke med mig om det, så vi kunne finde ud af det sammen. Det var det der var meningen med et forhold. At snakke, og løse ting sammen. 

Som et par. 

Jeg tørrede mine øjne endnu en gang, inden at jeg afsluttede krammet, og smilede til Christine. Hun smilede igen, og gav mit lår et klem. Jeg grinede svagt, og det samme gjorde hun, i håb om at det ville muntre mig lidt op. Det gjorde det også. 

“Men måske burde du bare snakke med hende,” foreslog hun. Det virkede fornuftigt, men på samme tid så utroligt umuligt. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte henne, hvis det var at jeg gjorde det. Om jeg skulle komme med beskyldninger, starte med et spørgsmål, eller undskylde for ikke at virke støttende nok. Det må jo have været det. 

Hun må vel have troet at jeg ikke ville kunne hjælpe, eller at jeg ville sige at det var ingenting. At hun ville dele det, men stadig stå alene med det. Jeg kunne ikke se andre grunde. 

Jeg var begyndt at beskylde mig selv for hvad der nu end var sket. Selv hendes bedste veninde vidste det jo ikke engang, så det må jo have været mig. Det må have været noget hun ikke har kunne fortælle en fælles veninde, i frygt for at jeg ville få det at vide. 

“Er du klar til at komme ud til de andre igen?” Spurgte hun mig, mens hun gjorde sig klar til selv at gå derud. Hun rettede lidt på sit tøj, så man måske ikke ville kunne se at jeg nærmest havde grædt på hende. Jeg smilede, og hun gengældte smilet. 

“Jeg kommer ud om lidt. Gå du bare derud,” svarede jeg hende, med et smil på læben, så hun ikke ville føle at hun var nødt til at blive herinde. Hun gik ud af døren, og lukkede den efter sig, så jeg lige kunne sidde lidt alene, i stille og rolige omgivelser, og bare tænke over hvad jeg ville gøre. 

Jeg kunne høre at hun gik ind i stuen igen, og jeg kunne høre at mine venner stillede hende spørgsmål. Den eneste stemme jeg ikke hørte var Julias. Så enten var hun ikke i stuen længere, eller også ønskede hun bare ikke at vide hvad der var sket. Til mit held fortalte Christine ikke noget om hvad hun lige havde været vidne til, hun sagde blot at vi havde snakket. 

Hvad jeg skulle stille op med Julia vidste jeg stadig ikke, men jeg tørrede de sidste tårer væk fra mit ansigt, skiftede trøje, og kørte en hånd igennem mit hår for at se ordentlig ud igen. 

Jeg skulle stå med en stærk facade foran dem derude, hvis vi ikke skulle sidde som en stor flok og snakke om det. Jeg vidste godt at den samtale kun skulle være mellem Julia og jeg, hvis jeg ville have et ordentligt svar. Jeg gik ikke ud fra at Jessica vidste hvad der var sket, og det var irrelevant for Lous og Liam, eftersom at de havde brugt morgenen sammen med mig. 

Mine kære venner ville alligevel finde ud af det på et eller andet tidspunkt. 

Jeg tog en dyb indånding, som jeg var ved at placerede min hånd på dør håndtaget. Jeg vidste ikke hvad der ville vente mig når jeg trak ned i det, og ville skubbe døren ud mod gangen. Jeg vidste i realiteten ikke om alle øjne ville ligge på mig, om Julia stod der, eller hvad der ville ske. 

Der blev lavet knuder i maven på mig, da jeg trykkede ned og skubbede til døren, så jeg kunne komme ud. Jeg følte mig fanget, og følte ikke at min krop ville samarbejde med hvad min hjerne fortalte den. Jeg var låst fast, frosset til jorden og jeg kunne ikke bevæge mig. 

Døren blev åbnet på magisk vis, og mine øjne stirrede direkte ind i Julias. 

 

❅❅❅

 

Vores venner var taget hjem, da de alle havde set det akavede møde i gangen. 

De kunne med det samme mærke hvad der var igang med at ske, og Christine forklarede dem det vidst også, da hun insisterede rimelig voldsomt på at de burde tage hjem. Hun vidste også hvad der foregik, og jeg var utroligt taknemmelig for at hun forstod at give os plads til hvad der end ville ske, når vi skulle snakke med hinanden, om hvad der end skete i supermarkedet. 

“Hvad laver du?” Spurgte jeg Julia om. Det kom ud helt forkert, og hendes ansigtsudtryk gjorde det meget klart for mig. Hun så ud som om at hun havde det utroligt ubehageligt ved at være i nærheden af mig, og hun følte sig sikkert forarget over mit spørgsmål. Jeg skulle ikke have spurgt på den måde, og det opdagede jeg lige så snart at jeg lige så snart ordene havde forladt min mund. 

“Jeg mener, Julia, vi skal snakke,” omformulerede jeg mig. Det virkede som om at jeg ændrede det for sent, og hendes ansigtsudtryk så ikke rigtig ud til at ændre sig. Ikke udover den lille ændring i hendes position af øjenbryn, som røg en smule længere op i panden på hende. 

“Ja, det tror jeg også vi skal,” mumlede hun, mens hun kiggede ned i jorden. Hun virkede usikker, som om at hun var klar til at krybe ned i et lille hul i væggen som en mus. Hun dækkede sin overkrop med hendes arme, som var lagt i kryds på en akavet måde, som virkede så utroligt unaturlig. Det kunne umuligt være behageligt. 

Hun støttede lidt mere på den ene ben, end det andet, og hun stod og sank sammen. 

Det var som om at hun ikke havde sovet hele natten. Hun virkede træt, trist, ulykkelig, sørgmodig. Hun havde mørke render under øjnene, og det var på trods af at hun havde makeup på. Hun lignede en helt anden person end inden vores bedste venner tog hjem, som om at de havde taget et stykke af hendes sjæl med sig. Som om at de havde taget noget af hende fra mig. 

Jeg fik lyst til at hive hendes krop tæt ind til mig, men jeg havde det som om at hun ville knække under mig, bare for at slippe ud fra mit greb. Jeg turde knapt nok rører ved hende, eller sige noget for den sags skyld. Hun lignede en der kunne bryde sammen hvert et øjeblik. 

“Stuen, værelset eller køkkenet?” Spurgte jeg hende forsigtigt, for at finde ud af hvor hun ville være mest komfortabel med at snakke med mig. Det måtte ikke føles forfærdeligt for hende. 

“Køkkenet,” svarede hun livsløst, mens hun gik i retning mod den ene side af spisebordet. Jeg gik hen mod den anden side, da jeg tænkte at det ville give mere mening hvis vi sad overfor hinanden, i stedet for ved siden af hinanden, hvor at vi ikke ville kunne kigge ordentligt på hinanden. 

Hun satte sig elegant op på skolen, og jeg satte mig selv på min stol. Et kort øjeblik sad vi bare og kiggede på hinanden, indtil at hun sukkede dybt. Hun virkede som om at hun skulle til at sige noget, som virkede svært for hende. Jeg frygtede hvad det var, og blev bange da hun åbnede munden for at lade ordene flyde rundt i rummet, og i mit hoved.

“Niall, jeg er virkelig ked af det, men ja,” startede hun ud. Hun prøvede, men jeg tror ikke at hun vidste præcis hvad hun ville sige. Jeg kiggede på hende, og prøvede med at lille smil, i håb om at hun ville føle sig en anelse mere tryg ved at snakke med mig, om hvad det nu end var.

“Du har helt ret i at der skete noget i supermarkedet.” 

Det føltes som om at mit hjerte stoppede, slog tyve slag over, eller pumpede dobbelt så hurtigt. Jeg kunne ikke trække vejret, og min hals snurrede sig helt sammen. Min mave var tung, og jeg troede at jeg skulle kaste op. Jeg kiggede på hende, og først der opdagede jeg riften på hendes skulder.

 

❅❅❅

Årh! Hvad tror I der kan være sket med Julia, eller har I ingen anelse? 

Vi ses i kapitlet i morgen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...