A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26076Visninger
AA

7. ❅ Complications and icebreakers

Dag 6, 5. december 2016

 

❅❅❅

 

"Så, gik det godt i studiet?" Julia smilede, og kiggede interreseret hen på mig, som om at hun ikke kunne vente med at få et svar på, hvordan vi stadig ikke havde nogen proces som gik fremad. Vi stod stille, og det gjorde vi fordi at vi ikke havde noget eller nogen at skrive vores sange om. 

Vi var alle lykkelige, undtaget mig som stadig var i et ukendt stadie med hensyn til mit kærlighedsliv. På dette punkt, efter vores aftale i går, så kunne det enten blive fantastisk, eller gå helt galt. Og jeg kunne ligesom ikke skrive en sang om det, før at en af tingene skete. Forhåbentligt ville det blive det første udfald, for ellers ville det bare blive endnu en trist sang, om hvordan kærligheden ikke altid fungere for en. 

"Det gik fint. Vi prøver stadig på at skrive sangene," sagde jeg, mens jeg pressede læberne sammen, for nærmest at holde ordene inde. Det var en smule flovt at fortælle hende at vi sad fast, og at jeg ikke engang havde noget at skrive om.

Jeg mener, jeg kunne jo bare skrive om min kærlighed til hende, så ville det hele nok gå. 

"Hvor mange sange mangler I at skrive?" Hun lød næsten bekymret. Vi sad begge i sofaen, og Jules nærmest omfavnede sin kop kaffe, som var det et farligt emne vi snakkede om. Det var jo bare vores normale hverdagssnak, men alligevel føltes den så anderledes. Måske fordi at vi efterhånden skulle prøve at se hinanden som mere end de bedste venner vi var, og fordi at vi skulle til at bryde mønstrene? Jeg ved det ikke, men det var underligt, og nærmest bizart. 

Men, tilbage til spørgsmålet. Jeg tror at vi manglede omkring otte sange, så vi kunne fylde et album op med omkring tolv sange. Indtil videre havde vi alle skrevet en, så det svarede til fire. Men vi skulle vidst også have nogle backup sange, og ifølge vores planer og aftaler, så skulle vi efterhånden være halvvejs i projektet. Det ville trække ud, og jeg var ikke helt sikker på hvor meget af min december tid med Julia det ville fjerne, men jeg var nødt til at forklare hende det på en god måde, så hun ikke ville blive skuffet, når jeg pludseligt ville begynde at aflyse aftaler, eller rykke dem. 

"En del. Så jeg ved heller ikke om det vil betyde noget i forhold til vores planer her i december, altså du ved, om jeg vil blive kaldt mere ind i studiet end først antaget og sådan," fik jeg kringlet sammen. 

Hun nikkede, men hun så skuffet ud. Det var en reaktion jeg havde forventet, og hvis jeg kunne ændre på hvor hurtigt vi kunne skrive vores sange, så gjorde jeg det. Denne december var så vigtig for mig, og jeg ønskede virkelig at det skulle lykkes - at vi ville lykkes. Ikke blot var vores nye "forhold" et projekt, bare hele det at vi skulle bo sammen i julen, og blande vores juletraditioner, eller komme op med nogle nye, var jo et projekt i sig selv. 

Hvis jeg pludselig skulle i studiet hver dag, så ville projektet ramme bunden, og så ville det ikke lykkes. Så ville vi sikkert ende med at flytte fra hinanden, eller blive så sure på hinanden, at vi gik tilbage til bare at være venner igen. Ingen af delene ønskede jeg, for jeg vidste jo hvad jeg følte for hende, og hvor langt jeg ville strække de følelser. Jeg ville gerne have at de skulle være store, og at intet andet var vigtigere end hende, men lige som det var nu, så er karrireren bare så ekstremt vigtig. Jeg er ung, og har ikke mange muligheder, medmindre at jeg vil starte helt forfra. 

Og at starte helt forfra, ville bare ligge endnu mere pres på min tid, og på min tid med Julia.

"Men vi skal ikke i studiet før i overmorgen, så hele dagen i morgen er jeg din," forsikrede jeg hende om, mens jeg smilede. Jeg lagde min hånd på hendes lår, og nussede hende med min tommelfinger. Hun kiggede på mig og smilede. 

"Men ved du så noget om alle weekenderne? Vi skal besøge mine forældre og holde jul med dem jo," spurgte hun opgivende. Hun sukkede dybt, og kiggede ned på min hånd, som stadig lå på hendes lår. Jeg prøvede at fange hendes øjne, men hun kiggede meget insisterende væk. Vi havde hele december planlagt - inklusiv mine studietider  men nu skulle det hele til at ændre sig. Jeg ville nok skulle være i studiet eller sammen med drengene dobbelt så mange gange som først forventet. Det ville helt klar lande i nogle af vores aftaler, desværre.

"Vi har ikke fået nogle dage endnu. Vi får besked om det når vi skal møde op, og det er desværre det eneste jeg ved." Jeg sukkede. Jeg havde glædet mig helt vildt til denne måned, især fordi at jeg skulle tilbringe den med Julia, og endnu mere med vores overenskommelse med at se om vi ville kunne fungere som et par. 

Hun kiggede på mig, med øjne som så virkelig triste ud. Det skar mig i hjertet, og jeg fik så utroligt dårlig samvittighed. Jeg vidste godt at det ikke var min skyld, og at det altid ville ændre sig og at min karriere aldrig ville være fast eller ensformig, men jeg havde håbet på at den måske kunne være en smule stabil i december. Især denne december.

"Hør her Jules, jeg vil bruge så meget tid med dig som jeg har mulighed for, præcis som planlagt. Vi kommer måske til at rykke nogle ting, men vi finder ud af det her. Okay?" 

Jeg lagde en finger under hendes hage, og pressede hendes ansigt blidt op så jeg kunne få øjenkontakt med hende. Jeg smilede, og prøvede på at berolige hende blot med mine ord og min mimik. Sandheden var jo egentlig at jeg ikke anede noget som helst, jeg ville kunne risikere at skulle i studiet hver dag. Jeg ville være nødt til at bruge mine aftener, når Julia var gået i seng, på at skrive sange i håb om at kunne nå at skrive dem alle, uden at ødelægge vores planer. 

Jeg ville hade at se hende ked af det over min karriere, og jeg ville hade at hun ville syntes at det var den værste jul nogensinde. Jeg skulle bruge tid med hende så jeg ville blive inspireret, og så skulle jeg skrive alt ned. Jeg skulle ikke tænke i andet end toner og melodier, og jeg skulle ikke miste håbet. 

Det skulle nok lykkes det her. 

 

❅❅❅

 

Jeg gik med Julia i min hånd, på vej ned mod skøjtebanen som lå på torvet. Duften af brændte mandler fyldte mine næsebor, og lyden af små børn der grinede fyldte mine ører. Julestemningen var ikke til at tage fejl af. 

"Niall, please sig at vi ikke skal skøjte," brokkede Julia sig. Eller, hun brokkede sig ikke, hun havde bare aldrig været en stor fan af at skøjte, hvilket præcis var grunden til at jeg havde taget hende med herned. Vi skulle skøjte, og vi skulle opføre os som et kærestepar. Jeg skulle lære hende at skøjte, og vi skulle spise brændte mandler og drikke varm kakao. 

Vi skulle have en date, og vi skulle komme tættere på hinanden, og forhåbentlig skulle jeg også blive inspireret. 

"Du skal lære at skøjte, Jules. Kom nu, jeg hjælper dig og så skal det nok blive sjovt!" Jeg prøvede at virke så entusiastisk  som overhovedet muligt, men jeg tror bare at jeg kom til at virke sindssyg. Der var nogle få mennesker som havde vendt sig om, og stod og stirrede på os. Den ene var en ældre kvinde som blot stod og smilede, og så var der to teenagepiger, som umiddelbart lignede nogle der var ved at dø.

Julia kiggede skiftesvis på mig og de to piger, og endte med at grine utroligt voldsomt. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor, indtil at jeg lagde mærke til den ene piges cover på hendes mobil. Jeg var på det. Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder, og jeg følte mig utroligt flov.

"Det er okay Niall, få taget et billede med dem," sagde hun grinende, mens hun nærmest skubbede mig hen til de to piger som stod med tårer i øjnene. Det hele var lidt overdrevet, da det efterhånden havde været længe siden at jeg var blevet mødt af fans som ønskede et billede. Muligvis fordi at jeg havde prøvet på at undgå det, for netop at kunne tage på en skøjtebane i december uden at blive overfaldet. 

Jeg stillede mig imellem de to piger, og smilede mens at den ene afleverede sin mobil til Julia som glædeligt tog et billede af os alle tre. De to piger havde et solidt greb om min krop, hvorimod mine arme blot hvilede på deres skuldre. Jeg var hundrede procent sikker på at begge piger stod og græd, og at de tyve sekunder efter ville indstille billedet som deres baggrund, og derefter ligge det på alle sociale medier. De virkede rimelig intense, og da jeg gav slip på dem, græd de blot endnu mere. 

Jeg krammede dem begge, og sagde at de måtte have en god dag, og først der gik de igen. 

Julia kiggede på mig, og grinede endnu en gang. Jeg lagde min arm om hende, og sammen gik vi hen til skranken, hvor at jeg bad om skøjter til os begge, i de rigtige størrelser. Jeg afleverede pengene, og så satte vi os hen på en bænk for at tage dem på. Skøjter havde aldrig været min spidskompetence, men jeg kunne da finde ud af det og jeg fandt det utroligt hyggeligt, og jeg kunne godt tænke mig at det blev en tradition. Altså, bare at skøjte på denne præcise skøjtebane hvert år. 

"Så, er det sådan her det er at date en international popstjerne?" Julia kiggede på mig, mens hun smilede over hele ansigtet. Det var tydeligt at høre at hun jokede, men bare de ord hun brugte. Date. Ordet var stadig uvant i min mund, men jeg måtte vel hellere til at vænne mig til det. Om ikke længe ville vi være overalt som det nye par. På sociale medier, i avisen og i magasinerne. 

"Ja. Det er det vel," svarede jeg hende, som om at det ikke var noget stort. Det fik hende til at grine, og hendes grin smittede. Vi sad begge og fumlede med vores skøjter, og vores grineflip gjorde det ikke nemmere at få dem på. Faktisk kun sværere, men det gik nok. Jeg kiggede hende i øjnene, og stoppede straks med at grine. 

Jeg havde egentlig aldrig lagt mærke til hvor smukke hendes øjne var, ikke før nu. 

"Skal vi komme ud på banen?" Jeg hev mig selv ud fra mine tanker. Julia nikkede, og med lidt besvær fik vi begge rejst os op, og gik kejtet ud på isen, hvor at vi næsten begge væltede med det samme. 

Julia satte sit hår op i en sjusket hestehale som lå i hendes nakke, og hun tog et par vanter på, da jeg ikke direkte havde forklaret hende at vi skulle være ude. Udover det var hun perfekt klædt på faktisk. Hun havde nogle tykke uldstrømper på, som jeg engang havde givet hende, og så havde hun stramme bukser og en stor strik på, og en dynejakke udenpå. Hun så godt ud. 

Jeg tog fat i hendes hånd med min egen, og flettede vores fingre sammen. Det føltes utroligt naturligt, på trods af at det var så ny en handling for os. Hun kiggede på mig og smilede, og jeg mærkede straks i hele kroppen at det var den rigtige beslutning for os. 

Der var ikke noget med hende der føltes forkert, det var kun tanken om, om det ville gå galt som jeg var bange for. 

Jeg prøvede forsigtigt at skøjte, og det føltes som om at jeg havde gjort det i evigheder. Julia forsigtig at kæmpe sig frem på skøjterne, men hun kendte vidst ikke helt ben bevægelserne. Jeg slap hendes hånd, og skøjtede om bag hende i stedet for. Jeg lagde begge hænder på hendes talje, og hendes hænder placerede sig hurtigt oven på mine. Hendes vanter varmede mine barer hænder. Jeg begyndte selv at skøjte, og uden at hun skulle lave en enkelt bevægelse, så skøjtede hun fremad foran mig. 

Der var adskillige mennesker der kiggede på os, men de fleste smilede bare, som om at vi var det sødeste de nogensinde havde set. Mit hoved var lettere begravet i hendes hestehale, men mine næsebor blev fyldt med duften af hende, så det hele var fint. 

Vi skøjtede et par baner rundt, da hun spurgte om vi ikke kunne holde en lille pause, bare stå et øjeblik og måske ikke få så meget vind i hovedet. Det gik jeg med til, og jeg havde skøjtet os hen til en af de stolper der holdte en pavillon oppe, som man kunne skøjte under hvis det regnede. 

Jeg ved ikke hvad det var, om det var fordi at hun var Julia, om det var fordi at vi pludselig kunne tillade os det, eller hvad der skete, men vi rykkede os tættere på hinanden. Mine hænder lå på hendes talje, og jeg knugede hende ind til min krop, og kunne mærke hendes varme mod min hud. Hendes hænder var i min nakke, og adskillige af hendes fingre rodede i mit hår. Vi havde en øjenkontakt som vi aldrig havde haft før, og da vores læber mødtes i blot et kort øjeblik, var det som om at fyrværkeri blev skudt af i hele min krop. 

Det var som om at vores læber var lavet til hinanden, og det føltes præcis som da vi havde kysset hjemme hos Harry, blot bedre. Hvis ikke det var fordi at hun gled en smule tilbage, og var ved at falde, så kunne jeg have kysset hende for evigt. I stedet måtte jeg støtte hende, og hjælpe hende op igen, og sammen kunne vi grine af det. 

Men vi havde det ene perfekte øjeblik, og jeg kunne ikke glæde mig mere til at få flere af dem igennem tiden. 

 

❅❅❅

Jeg undskylder for det korte kapitel, men jeg vidste ikke helt hvad der ellers skulle ske, og jeg ville ikke trække det for langt ud. Desuden ville jeg gerne have at det sluttede som det gjorde, og hvad siger I så?! De kyssede igen, og de er herre søde! 

Jeg håber at I har haft en god dag, og at I nyder kapitlerne. 

Vi ses i morgen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...