A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

43Likes
63Kommentarer
27248Visninger
AA

24. ❅ Christmas is coming toward us

Dag 23, 22. december 2016

 

❅❅❅

 

“Niall opførte sig så underligt i går,” fortalte jeg pigerne. Vi sad i en rundkreds på Lilys gulv, og med varm kakao og nødder foran os. Vi havde alle nattøj på, store, varme strømper og absolut intet makeup. Flere paparazzier havde prøvet at få billeder af os, da vi var gået ud for at hente Christine ude foran opgangen tidligere, men jeg tror ikke at de havde lykkedes dem at få noget der var noget værd.

Vi sad og diskuterede vores forhold, hvordan de hver især var startet ud, og hvordan vi håbede de ville forme sig. Denne gang var Jessica her også, modsat dagen i studiet. Ingen af os havde turde at spørge ind til det endnu, da vi håbede at hun selv ville åbne op. Hvem ved, hun kunne bare have været til lægen. 

“Hvordan underligt?” Christine kiggede bekymret på mig, og hendes mundvige vendte nedad. Man skulle næsten tro at det var hendes forhold vi snakkede om, og ikke mit. Vi havde diskuteret Niall og jeg de sidste tyve minutter, tror jeg. Det var hyggeligt nok, i starten var det mest bare de romantiske ting - men nu var vi noget til gårsdagens hændelser. Hvor underlig Niall havde været i supermarkedet, og hvordan han ikke havde forklaret noget da filmen begyndte, men bare havde sagt undskyld for det. 

Som regel ville jeg have fået en forklaring, eller en forsikring om at jeg ville få en forklaring. Det var første gang han bare havde undskyldt, og så ladet som om at det aldrig var sket. 

“Det var som om at han slet ikke var til stede. Som om at jeg og alle andre bare skulle forsvinde,” forklarede jeg, mens at jeg kiggede ned på mine hænder. Mine fingre legede med hinanden over dampen fra kakaoen, og duften fra selve kakaoen røg op i mine næsebor. Jeg var fristet til at kradse min neglelak af, men jeg lod vær. Jeg gad ikke ligefrem drikke skallerne fra min neglelak, og få røde flager i munden. 

“Har du snakket med Niall om det?” Spørgsmålet kom fra Lily, som ligesom altid, skulle spørge om den mest fornuftige ting man ville gøre. Selvfølgelig havde jeg gjort det, ellers ville jeg ikke nævne det for dem. 

“Ja. Da jeg spurgte ind til det, undskyldte han bare og sagde at han godt vidste det.” Jeg tog en tår af kakaoen, og brændte min tunge af det. Det føltes som om at min tunge tørrede helt ud, men hvis jeg kiggede i spejlet på den, ville den være helt rød og flaget. Jeg stillede koppen ned på gulvet igen. 

Jessica lagde en hånd på mit lår, og nussede med sin tommelfinger rundt på mine natbukser. De var røde med hvide tern, og de sad løst hele vejen ned af benet og samlede sig i en elastisk lukning ved anklen. 

“Jeg er sikker på, at det ikke er noget,” sagde Christine beroligende, mens at hun smilede lidt for stort i forhold til situationen. Jeg smilede svagt, nikkede, og lod mig være enig i hvad hun sagde. Det var mindre skræmmende, end at tænke på at noget rent faktisk kunne have været galt med Niall i går. 

Min mobil vibrerede, og da jeg tog den frem var Nialls nummer på displayet. Han havde skrevet en besked til mig, noget vi overraskende sjældent gjorde. Som regel ringede vi til hinanden, da vi begge kunne være lidt svære at få fat i. Han spurgte hvor jeg var henne, og om vi ikke skulle have brugt dagen sammen. 

Jeg kunne mærke pigernes blik på mit ansigt, og da jeg kiggede op havde jeg ganske ret - de sad alle og kiggede på mig, og så yderst bekymrede ud. Det føltes rart; på en eller anden kuriøs måde, selvfølgelig. Jeg følte mig bare elsket, og følte at nogle virkelig gik op i hvordan jeg havde det, og virkelig gerne ville lytte til hvad end jeg nu måtte have på hjerte. Jeg sukkede dybt ud, og låste min mobil op.

“Niall har skrevet,” mumlede jeg. Jeg ville gerne have at det ikke skulle være en stor ting, jeg ønskede ikke at det skulle lyde som en stor ting. Men jeg havde jo åbenbart fået dobbeltbooket mig selv i dag, og jeg kunne godt forstå hvis Niall blev skuffet. Dagen med pigerne havde været planlagt længe, og jeg ville nødigt undvære den - men Niall havde lige fået ferie, efter at have arbejdet meget mere end først forventet. 

Jeg tastede ord for ord ind på min iPhone, og formede sætninger. Undskyld, jeg glemte alt om det! Jeg er hos Lily, sammen med de andre piger. Det har været planlagt længe. I morgen, måske? Jeg trykkede på send, og følte en kæmpe sten falde fra mit hjerte. Det føltes så overraskende godt, måske mere end det burde. 

“Og du er sikker på, at du er okay?” Lily kiggede skævt til mig, med et løftet øjenbryn. Jeg vidste ikke om jeg var okay, men det var nok mere fordi at jeg ikke vidste om Niall var okay. Jeg bekymrede mig, og det var helt normalt, han var jo min kæreste. Jeg skal bekymre mig om de folk jeg holder af, og realiteten er bare at Niall er en af de heldige personer, som har en helt specielt plads i hjertet på mig. 

“Nej,” startede jeg tøvende ud. Christine kiggede chokeret på mig, og Jessica lignede en der lige havde fået revet sit hjerte ud. Lily kiggede underligt på mig, med god grund også.

“Men det bliver jeg,” sagde jeg afsluttende, hvorefter at jeg smilede for at bekræfte det. Jeg ville blive okay, der var ingen løgn i det. Jeg skulle bare finde ud af hvad det var der trykkede hos Niall, og så skulle vi komme over det. Så skulle jeg nok blive okay, og så ville resten af denne måned være helt perfekt. 

“Men kan vi ikke godt skifte emne? Som mulighed hvad Harry og Lilys bryllupsplaner er indtil videre?” Jeg ledte spørgsmålet hen på Lily, og pludseligt sad vi tre piger og hvinede, mens at Lily gemte sit rødmende ansigt ned i hendes hænder. På den venstre ringefinger sad forlovelseringen, som var så utroligt smuk. Harry havde virkelig ramt plet på det punkt, og generelt med alt der havde noget som helst med forlovelsen at gøre. Han havde valgt den rigtige ring, det rigtige tidspunkt, og han havde endda også valgt den rigtige pige. 

“Ja, Lil. Hvad har I planlagt indtil videre?” Det understøttende og utroligt insisterende spørgsmål kom fra Jessica, som sad med et lille grin på hendes læbe. Klokken var kun lidt over ni om morgenen, og allerede pressede vi på for at få de saftige informationer. Man skulle nødigt have at nogle fandt ud af det før os, som jo meget gerne skulle ende op med at være enten brudepiger eller makeupartister for selve bruden. 

Jeg ville ikke have noget imod, ikke at blive brudepige. Lily Anne har trods alt familie, ikke søstre, men kusiner og niecer. Hvem ved, måske ville hun gerne have små, nuttede piger til at gå som hendes brudepiger, og så med hendes kusiner som de lidt større brudepiger. Det kunne være utroligt smukt, men hun havde aldrig snakket om andet end at vi skulle være hinandens brudepiger. Men det ville være farligt at forvente noget, man ville let brænde fingrene hvis man sagde noget - og skuffet hvis det endte ud på en anden måde.

“Vi arbejder stadig på en dato,” startede Lily ud, med hænderne oppe ved hendes ansigt. Hendes kinder havde mere end bare et rødligt strejf, de var knald røde over hele kinden og næseområdet. Jeg troede ikke at ville kunne sidde tættere end vi allerede gjorde, men det lykkedes os at snævre os endnu mere ind, sidde endnu mere tæt, og stadig i en rundkreds. Christine havde hvinet, jeg smilede så det gjorde ondt, og jeg er rimelig sikker på at Jessica også havde hvinet. Det var vores sædvanlige reaktion; at hvine. 

“Hvilke datoer tænker I så på?” Spørgsmålet kom fra Christine, som nærmest sad og klappede i hænderne som et lille barn der lige havde fået sin første fødselsdagsgave nogensinde. Lily hvinede og kiggede ned i sit skød, hvor hendes hænder lå. Hvis det var mig der var blevet forlovet, og mig der gik med den ring, så ville jeg ikke kunne stoppe med at kigge på den. Jeg ville studerer den, og jeg ville ikke kunne stoppe med det. 

“Vi ved ikke helt med datoerne endnu, men vi tænker på et sommerbryllup,” svarede hun. Lige så snart ordene havde forladt hendes mund, begyndte vi alle at hvine og grine. Lily havde altid snakket om et bryllup om sommeren, vielsen på en strand, og festen i en kæmpe have som hun ville leje. 

Indtil videre lød det til at hendes drøm ville kunne gå i opfyldelse, at Harry måske endda ville give hende alt hvad hun ønskede for sit bryllup. Mit hjerte bankede med hundredeogtyve kilometer i timen, og det var ikke engang mit drømmebryllup vi diskuterede. Jeg var så glad på Lilys vegne, og det kunne slet ikke beskrives hvor meget jeg glædede mig til engang at kunne være en del af den bedste dag i deres liv. 

De var uden tvivl det mest perfekte par, de passede så godt til hinanden. Alligevel havde de deres forskelle, men der havde aldrig været nogle problemer mellem dem. De elskede hinanden til verdens ende, og det var på tide at Harry havde friet til hende. Nu ville vi bare vente på Styles babyer. 

“Hvad med kjole? Har du overvejet noget der?” Jeg smilede over hele ansigtet, og kunne ikke vente med at høre hendes svar. Hun sad selv og smilede, og lignede en strålende diamant. Det glødede ud ad hende, og man kunne ikke være i tvivl om, hvor lykkelig hun var. 

“Jeg skal kigge på kjole den tiende januar, og jeg ville faktisk spørge jer om noget,” svarede hun lavt, mens at hun kiggede forventningsfuldt rundt på os alle sammen. Vi sad os andre piger med et kæmpe smil på læben, og jeg ved i hvert fald at jeg ville komme stille mig op hvert et øjeblik og hoppe rundt. 

“Vil I med ud og kigge på kjoler?” Vi råbte alle ja, uden at tænke på dato eller noget som helst. Hvis der var nogle planer den dag, ville jeg aflyse dem. Dette ville kun ske en gang, jeg kunne slet ikke forestille mig andet end at være med til at kigge på kjoler med Lily. 

Om Harry vidste noget om det, var selvfølgelig uklart. Men vi kunne være med til at sørge for at hun ville se perfekt ud på hendes dag, og på samme tid ville vi gøre alt for at give hende den bedste oplevelse med at prøve kjoler. Bare det at få lov til at se hendes ansigt, når hun fandt kjolen for hende. 

Vi kastede os alle over hinanden, inklusiv Lily, og lavede det mest akavede gruppekram nogensinde. Vi ville helst ikke spilde varm kakao ud over trægulvet, det ville aldrig komme ud af det igen. Vi grinede, vi hvinede, vi smilede, og vi krammede så tæt at vi kunne dufte hvem der havde hvilken parfume på. 

“Ved I egentlig om, I vil have et lille eller stort bryllup?” Jessica spurgte hende om det, lige så snart vi havde sat os tilbage på de første pladser igen. Vi havde ikke faste pladser, nej, men vi havde bare en vane med altid at sidde ved siden af de samme når vi havde slumber nights, eller hyggedage. 

“Stort, men intimt,” svarede Lily, mens at hun nikkede og smilede. 

 

❅❅❅

 

“Hvad giver I egentlig drengene i julegave?” Jeg kiggede rundt på pigerne, ikke i spænding for deres svar, men fordi at jeg var i tvivl om jeg mon havde købt de rigtige ting til mine bedste venner. Nogle gange følte jeg ikke at jeg kendte dem særligt godt, og det kunne gøre det svært at købe gaver til dem. Uden at lyde totalt over sentimental, så havde det altid været nemmest at købe gaver til Zayn. Han var altid så åben med hvad han ønskede sig, og han efterlod hentydninger til ønskerne flere gange om året. 

“Mangler du at købe gaver, eller hvad Jules?” Christine grinede, mens at hun stillede sit spørgsmål. Jeg grinede svagt, mens at jeg rystede på hovedet. Det var jo netop det - jeg havde købt gaverne for toogtyve dage siden, og nu følte jeg ikke rigtigt at det var de helt perfekte gaver længere. 

Jeg havde bare ikke budgettet til at kunne give dem alt hvad de fortjente. De fortjente alt hvad der kunne fortælle, hvor meget jeg holdte af dem. De fortjente en rejse, de fortjente blomster og chokolade, de fortjente noget totalt over personligt, noget der viste at jeg virkelig kendte dem. Men jeg vidste ikke hvad, og jeg vidste ikke om det ville være muligt at give dem det. 

“Altså jeg giver Niall en tur på Nandos, på min regning, og så nogle syngende tandbørster med One Direction,” svarede Lily, mens at hun havde svært ved ikke at grine. 

Forståeligt nok, det var den perfekte gave til Niall; især når man var en af hans bedste veninder. Der var bare altid noget over gaver til Niall, han fik stort set altid noget med bandet på. Han havde den perfekte humor til sådan noget, og så var der bare en helt speciel slags ironi over det. Det var perfekt. 

“Det er nu mere gaverne til Liam og Louis som jeg tvivler på,” sagde jeg ydmygt, mens at jeg grinede for at fjerne fokusset fra mig. Jeg sad direkte og indrømmede at jeg ikke vidste, om jeg havde købt de rigtige ting til nogle af mine bedste venner. Harrys gave var stadig helt perfekt, men den havde jeg også vidst hvad skulle være siden februar måned, eller noget lignende det. 

Jeg kunne ikke fatte at der kun var to dage til at vi alle skulle mødes hos Niall og jeg, og så udveksle gaver og åbne dem foran hinanden. Vi tog andre landes traditioner i brug, dansede rundt om juletræet, spiste god mad, og åbnede gaver den fireogtyvende. Dog skulle gaverne fra familie og andre venner først åbnes den femogtyvende, præcis som alle andre i England gjorde. 

Det var kun fordi vi gerne ville se hinandens reaktioner, og fordi vi gerne ville have mulighed for at takke hinanden med det samme, at vi åbnede dem den fireogtyvende. 

“Jeg giver Liam en roadtrip hen til tre forskellige internater, så han kan forelske sig i hunde,” svarede Jessica mens at hun trak på skuldrene og grinede. Vi andre grinede også svagt, men alligevel var det den perfekte gave. Den passede til Liam, og hans store dyrehjerte. Sådan noget kunne hun også give ham; hun var jo hans kæreste. Som drengenes veninde, kunne man ikke give de helt store gaver, men alligevel blev der forventet noget af en. Det var en kunst, at finde den helt perfekte gave. 

Sidste år havde jeg også måttet bytte omkring tre gaver, fordi at de nok mere var tiltænkt nogle af de andre piger. Vi mindede så meget om hinanden, og alligevel var vi så forskellige når det kom til stykket. 

“Jeg ved stadig ikke hvad jeg giver Louis,” indrømmede Christine blankt, som om at der ingen skam var i ikke at vide hvad man skulle give sin kæreste i julegave, to dage før at den skulle afleveres til ham. 

Uden at være ond, og med største kærlighed til Christine, så løftede jeg mine øjenbryn. Jeg var ærligt talt dybt chokeret over at hun stadig ikke vidste hvad hun skulle have, for hun plejede altid at være i så god tid. Hun plejede at have alle gaver planlagt og købt senest den første december, og hun gav altid de mest perfekte gaver. Hun havde virkelig talent for det, men i år var det åbenbart anderledes. 

Klokken var faktisk allerede omkring tolv, og vi havde stadig ikke spist andet end nødder - nogle af os. Vi havde ikke fået morgenmad, på trods af at det stod ude på køkkenbordet, og der var ingen af os der havde tænkt på frokost. Jeg kunne dog mærke at min mave begyndte at rumle, og jeg tror også at de andre kunne høre det. Om det var fordi at jeg begyndte at grine, at de fulgte efter, vidste jeg jo selvfølgelig ikke. 

Men vi sad alle og grinede over min rumlende mave, og kom helt væk fra det emne vi ellers snakkede om - julegaver. 

“Skal vi spise noget mad, piger?” Lily havde allerede rejst sig op, og taget sin kakao kop i hånden. Jeg tror ikke at nogle af os havde noget valg, vi skulle alle ud i køkkenet og spise frokost. Dog skulle frokosten bestå af vores morgenmad, fordi at morgenmad altid er et bedre valg end alt andet. 

Jeg rejste mig op, og efterlignede Lily på den måde at jeg også tog min kop i hånden. Da vi alle var kommet ud i køkkenet, skyllede vi kopperne af og fyldte dem så op med varm kakao igen. 

Det var underligt at vi havde hele lejligheden til os selv. Normalt var Harry her, når vi var her, og deres lejlighed var så stor at det føltes tomt. Hvorfor vi sad på hvad der engang havde været Lilys soveværelse, som nu nærmere var hendes makeup værelse, undrede mig dybt. Vi kunne sidde i stuen, i køkkenet, i soveværelset - endda på badeværelset, hvis det var det vi gad. 

Jeg tror at det var for traditionens skyld. I starten da vi begyndte at være sammen i Lily og Harrys lejlighed, så var vi inde på Lilys værelse for ikke at forstyrre Harry. De havde Harrys soveværelse, som de begge sov i, men de havde alligevel valgt at lave et værelse til Lily i tilfælde af at de skulle blive uvenner. 

Desuden fungerede det helt fint som gæsteværelse, og jeg ved da, at jeg tit havde sovet derinde når jeg var overnattet her. 

“Kalder Julia tilbage til verdenen,” drillede Christine, mens at hendes hånd viftede foran mine øjne. Jeg blinkede voldsomt med begge øjne, og grinede så for at indikere at jeg var tilbage hos dem. Jeg går ud fra at jeg gik i staver, og at jeg kom til at tænke lidt for meget, og være lidt fraværende. 

“Undskyld,” sagde jeg, mens at jeg grinede. Jeg kunne høre min mobil ringe inde fra værelset af, men jeg besluttede mig for bare at lade den gå på telefonsvaren. Det var sikkert bare Niall, der ville høre hvad tid jeg var hjemme, eller sådan noget i den stil. Jeg smilede til Lily, som kiggede på mig med et løftet øjenbryn. 

“Hvor mange rundstykker vil du have?” Spurgte hun så, mens at hun stod med brødkniven i hånden. Jeg kiggede på de forskellige boller, hvor mange der var med birkes, hvor mange der var grove, og alt sådan noget. Jeg var meget kræsen når det kom til mit morgenbrød, for der måtte helst ikke være kerner i. 

Min mave rumlede endnu en gang, hvilket fik mig til at grine inden jeg svarede Lily.

“Min mave beder om tre, og jeg vil meget gerne have at de er lyse,” svarede jeg, mens at jeg grinede. Jeg havde en hånd på min mave, i håb om at det ville få den til at tie stille, men det virkede ikke rigtigt. 

De andre piger grinede også, men Lily skar så tre, hvide rundstykker over og lagde dem hen i brødkurven. Vi lagde alle rundstykkerne derned i, men det var bare så der var nok til os alle - og så der var de præcise rundstykker som vi godt kunne tænke os. 

Christine og Jessica gik igang med at dække køkkenbordet op, med tallerkner, glas, nutella og pålægschokolade, og selv gik jeg ind på værelset for at hente min mobil. Der var tre ubesvarede opkald, og et par beskeder. Beskederne var fra Niall, men opkaldene var fra et nummer jeg ikke kendte. 

Jeg tog mobilen op i hånden, og gik ud i køkkenet til pigerne igen. 

“Piger?” Spurgte jeg, for at få deres opmærksomhed rettet mod mig. Christine og Jessica kiggede hen på mig med det samme, og Lily skar en bolle færdig først. Så lagde hun kniven på bordet, og gav mig så hendes fulde opmærksomhed. Jeg gik fra gangen, helt ud til køkkenet og satte mig på en køkkenstol. 

“Kender I det her nummer?” Spurgte jeg, mens at jeg lod dem alle kigge på mobilen. Selv mente jeg aldrig at jeg havde set det før, og alligevel havde det ringet tre gange i træk. Kun med et minuts mellemrum, mellem hvert opkald, indtil at personen gav op. Jeg vidste ikke hvordan jeg ville have det med, at ringe op til personen for at finde ud af identiteten, i hvert fald ikke uden at pigerne var med på højtaler. 

“Ikke lige umiddelbart,” svarede Lily, mens at hun trak på skuldrene. Jeg kiggede op på hende, og sukkede. 

“Heller ikke her,” kom det fra Christine, inden at hun igen gik igang med at ordne det sidste på bordet. Sprede skeer, knive og tallerkner rundt på alle pladserne til os. Jeg smilede skævt til hende. 

“Og heller ikke her,” afsluttede Jessica, hvilket efterlod mig med en underlig følelse i maven. 

Jeg ville gerne vide hvem det var, men jeg vidste ikke om jeg turde ringe. Hvad nu hvis personen bare ville være virkelig led, eller ville sige noget højt der måske ikke skulle siges? Grunden til personens opkald, kunne være alt mellem himmel og jord, og jeg havde absolut ingen anelse om hvem det kunne være. 

Det var virkelig ubehageligt, så jeg besluttede mig for at lægge mobilen til side for nu. Jeg låste den, og lagde den hen på køkkenbordet, så jeg kunne koncentrere mig om at tilfredstille min rumlende mave. 

Lily satte brødkurven hen på bordet, og satte sig derefter på en køkkenstol ligesom jeg. Jessica og Christine gjorde hende efter, og placerede sig også hver på en stol. Jeg sad ved siden af Lily, Christine over for mig, og Jessica over for Lily. Hos Harry og Lily havde vi endnu ikke faste pladser, men det skulle nok komme. 

Overraskende nok, så brugte vi mere tid hos Niall og jeg end nogle andre. Det var sjældent planlagt, og sjældent som et arrangement. Det var bare til aftensmad, eller til et spil Ludo, eller hvad ved jeg. 

Jeg tog et halvt rundstykke hen på min tallerken, og smurte med det samme en tyndt lag smør henover brødet. Lige i det øjeblik jeg tog en bid og sank den, kunne jeg mærke hvordan min mave havde trængt til mad lidt for længe. Den blev tilfredsstilet, og det beviste den ved at rumle endnu en gang. 

Som forventet begyndte vi alle at grine, vi grinede over den mest latterlige ting nogensinde, og noget så normalt. En rumlende mave, fordi at man ikke havde spist siden dagen inden. 

“Vil du så prøve at ringe til nummeret, eller vil du vente på at personen ringer til dig?” Christine kiggede op på mig, mens at hun tog en bid af sin bolle igen. Jeg vidste det ærligt talt ikke, for jeg var bange for hvem der måske ville tage telefonen. Det kunne være hvem som helst, og der var ingen måde at gætte det på.

“Jeg ved det ærligt talt ikke. Måske,” svarede jeg, mens at jeg trak på skuldrene. Jeg tog endnu en bid af bollen, og mærkede hvordan alle pigernes øjne lå på mig mens at jeg tyggede brødet. Jeg kiggede rundt på pigerne, med et løftet øjenbryn og et skævt smil. Der var en underlig stemning omkring bordet, og jeg var ikke helt sikker på hvorfor det var sådan. Det var næsten som om at de pressede mig, til at ringe.

“Du burde ringe.” Og jeg havde ret. Lily sagde uden hæmninger, og uden noget med at lokke mig hen mod det, at jeg burde ringe nummeret op. Jeg var rimelig sikker på at de måske vidste noget, som jeg ikke vidste. De kiggede ikke særligt længe på nummeret, og de havde alle tre sagt uden tøven at de ikke kendte nummeret.

Måske burde jeg ringe, ja. Men om jeg skulle ringe til nummeret med dem på højtaler, eller om jeg burde gå ind i et lokale for mig selv at gøre det, vidste jeg ikke rigtigt. 

Hvis pigerne kendte noget til det, så vidste de allerede hvem det var og sikkert også hvad der ville blive sagt. Men hvis de bare var lige så nysgerrige som altid, så ville de ikke ane det. Så ville det måske være mere smart, hvis jeg gjorde det i et rum for mig selv uden højtaler på. 

Jeg var bare en kylling, og det kunne jeg lige så godt indrømme. Jeg var bange for at opkaldet ville være ubehageligt, emnet eller personen ville være ligegyldigt, jeg var bare bange for at det ville være ubehageligt.

“Okay, så gør jeg det. Men vi skal spise først,” svarede jeg, mens at jeg grinede. Jeg grinede kun for at lette stemningen, og det så ud til at have virket. Pigerne smilede selvtilfredst, og jeg rystede på hovedet af dem. De lignede nogle der lige havde gennemført en mission i Super Mario, og nu var de klar til at gå i gang med den næste, som sikkert ville være endnu sværere. 

Jeg glædede mig bare til at se, hvem der havde ringet til mig. 

 

❅❅❅

 

“Jeg går ind på dit værelse, Lil,” sagde jeg, mens at jeg gik hen til køkkenbordet efter min mobil. Jeg havde besluttet mig for at ringe til nummeret, men uden at pigerne kunne lytte med. Jeg havde tænkt længe over det, og tænkte at personen måske ville være glad for at det var diskret og privat. 

Jeg smilede til pigerne, og gik så ind på værelset vi tidligere alle havde siddet på, og lukkede døren efter mig. Der stod en sovesofa henne i hjørnet, som jeg satte mig på. Jeg sukkede dybt, og kiggede ned på mobilen som stadig var låst. Jeg fik uden besvær tastet min kode ind, og gik under opkald. 

Nummeret stod som det øverste, med et tretal efter sig. Jeg kunne ikke gennemskue nummeret, ingen af tallene eller rækkefølgen af dem, sagde mig noget. Jeg troede ikke det ville have været så svært at trykke på nummeret for at ringe op, men det var det. Jeg satte mobilen op til øret, og sukkede dybt endnu en gang. 

Den nåede at bippe i røret tre gange, da en mandestemme sagde hallo. Det var en mand der havde ringet, men stemmen kunne jeg ikke lige umiddelbart genkende. Stemmen var hæs, og hvis det skulle minde mig om nogle, så var det Harry. Men det var ikke Harrys accent, manden lød mere amerikansk end britisk. 

Er det Julia, jeg snakker med?” Jeg lyttede mere til stemmen, end ordene som han sagde igennem telefonen. Nummeret fortalte mig at han ringede fra England, men stemmen, stemmen fortalte noget helt andet. Medmindre at denne mand, havde boet et andet sted end England i lang tid, så kunne han umuligt være britisk. Han lød ikke som en brite, på en eneste måde. 

“Ja. Hvem er det, som jeg snakker med?” Jeg prøvede at lyde så sikker i mine ord, som jeg overhovedet kunne. Men sandheden var at jeg var så bange for hvem det kunne være, og endnu mere over hvor personen havde mit nummer fra. Jeg kunne høre pigerne snakke ude i køkkenet, men jeg kunne ikke høre om hvad. 

Hvis de vidste hvem denne person var, så ville jeg være så irriteret på dem bagefter, for ikke at have sagt noget. Især når han ikke var utroligt ivrig, efter at fortælle det. 

Eh,” startede han forsigtigt ud. Selvfølgelig skulle han tøve med at fortælle sin identitet, for det var jo ikke super vigtigt når man snakkede i telefon med en person, som ikke kunne genkende ens stemme.

Jeg hedder James,” svarede han så, og rømmede sig. Jeg kendte ingen der hed James, ikke medmindre at det var deres mellemnavn. Der kendte jeg to, med de havde begge en utroligt tyk accent. Manden lød stadig amerikansk, på trods af at han prøvede at udtale tingene anderledes. Dette måtte være én, kæmpe joke. 

“Hvorfor ringer du til mig?” Min stemme var kold, men jeg magtede ærligt talt ikke en spøg så tæt på juleaften. Jeg ville vide hvorfor han ringede, hvem han var, hvor han havde mit nummer fra, og hvorfor han havde ringet tre gange. Han måtte da have noget at fortælle mig, for ellers ville han jo kun have ringet en gang, og så ventet på at jeg ville ringe tilbage. Det gjorde jeg jo nu, og det ville jeg også have gjort hvis han kun havde ringet en enkelt gang. Det var ren høflighed at ringe tilbage. 

Jeg tror måske, at du er min søster.

 

❅❅❅

Woah, havde I set den komme? 

Der er TO dage til jul, og jeg kan slet ikke fatte at det er så tæt på! Det betyder jo desværre også, at der nu kun er tre kapitler tilbage, og at ARITS snart slutter. 

Men, vi ses i morgen i det næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...