A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26263Visninger
AA

26. ❅ Christmas eve

Dag 25, 24. december 2016

 

❅❅❅

 

“Hvad mener du med at du tror, at jeg er din søster?” Hele min krop skreg ad mig, skreg at jeg skulle lægge på med det samme. Manden i telefonen var amerikansk, det var han nødt til at være. Han havde prøvet på at lyde britisk, og nu hævdede han, at han var min bror. Jeg havde ikke nogle søskende, så han kunne umuligt være min bror. Om ikke andet, i hvert fald ikke min hundrede procent, biologiske bror. 

Det jeg mener er, at jeg lige har fået at vide, at jeg er adopteret. Mine adoptivforældre fortalte mig så et efternavn og et fornavn på min biologiske mor, og Julia; det er din mor.Jeg er rimelig sikker på at mit hjerte stoppede, at mine lunger kollapsede, og at al følelse i hele min krop forsvandt. Alt gjorde så ondt indeni, at jeg slet intet kunne mærke. Jeg troede at jeg tabte mobilen, men den var stadig oppe ved mit ører.

Jeg troede ikke at jeg ville kunne snakke, men alligevel kom ordene ud af min mund. Men jeg fortrød dem i det øjeblik, som han havde haft mulighed for at forstå hvad jeg havde sagt.

“Kan du mødes?” 

Telefonopkaldet blev ved med at køre rundt i hovedet på mig, om og om igen og igen. Hans ordvalg, mine beslutninger, og ikke mindst hvad det havde ført til med Niall. Vi havde skændtes dagen inden juleaften, skændtes om noget som måske ikke engang var rigtigt. Jeg havde snakket med James flere gange over telefonen siden det første opkald, men stadig var det ordene fra det første der hang fast. 

Der var seks dage til at jeg skulle mødes med ham, seks dage, og jeg havde stadig ikke konfronteret mine forældre. Det virkede også bare forkert. Spørge dem julemorgen om den mystiske bror, som jeg har, som de fik halvandet år inden mig. Prøv lige at tænk på hvis det kun var min mors, og ikke min fars. 

Nu kunne jeg sidde inde på mit eget værelse, tage makeup på som var det en maske, tage en fin kjole med matchende stilletter på, og sætte mit hår op højt, som var jeg royal. Alt det kunne jeg gøre for at tage ud og spise en middag, og så tage tilbage til lejligheden med Niall og have en normal juleaften. 

Vi skulle mødes på restaurant med de andre, alle vores seks, højt elskede bedste venner, så vi kunne give gaver, åbne gaver og sætte pris på hinanden. Desuden skreg medierne vidst lidt efter, at se os alle samlet igen. Overskrift efter overskrift, ville One Direction splittes ad? Var der kaos i paradis?

Det var ikke hvad jeg tænkte på, mens jeg lagde min øjenskygge. Det eneste jeg kunne tænke på var James, hvad jeg skulle sige til ham, hvad jeg skulle sige til mine forældre, og hvad han måske ville kunne fortælle mig. Han kunne vide så meget om min familie, måske vores, ting som jeg måske ikke vidste. 

Hvis det kun var min mors søn, hvem var så hans far? Var min far, så overhovedet min biologiske far?

Jeg sad med den smukkeste øjenskygge palette foran mig, og påførte farve efter farve for at blende det hele sammen bagefter. Røde farver, sort eyeliner, glimmer, glitter, duochrome, highlighter, øjenbryn, vipper. Jeg elskede det, det var en kæmpe hobby for mig. Jeg elskede at kunne udsmykke mit ansigt, give det mit eget præg med makeup produkter. Finde ud af hvad der var flatterende, og hvad ikke kunne bæres. 

Min mor er kreativ, på præcis samme måde som jeg. Hun udtrykker sig på lærreder og ved hjælp af fotografi, hvorimod jeg gør det på mit ansigt. Det var forskellen mellem os, udover alder, udseende - hvor jeg endda også havde arvet en del - så var vi så utroligt ens i hvordan vi opførte os. 

Jeg delte alt med hende, og hun plejede også at dele alt med mig. Jeg ville forstå hvis hun ikke havde delt sådan noget, det var en kæmpe ting at fortælle, og hun måtte have det forfærdeligt med at have bortadopteret et barn, for at få et nyt halvandet år efter. Der var jo ikke engang gået et år, så havde hun været gravid igen.

Det var ikke bare en ting som man fortalte mandag aften, efter skole og arbejde, mens man sad og spiste aftensmad, inden man skulle lave sine lektier og børste sine tænder. Det var en længere snak, som ville blive til en diskussion. Nu ønskede Niall, at jeg skulle tage den julemorgen når jeg mødtes med mine forældre. 

Klar, var ikke noget man kunne blive når det omhandlede familie. Jeg skulle direkte konfrontere min mor, og jeg vidste jo i realiteten ikke om min far vidste at James eksisterede eller ej. For alt hvad jeg ved af, så kunne James også være løgneren i det her - og så ville jeg kunne ødelægge alt mellem mine forældre, for ingenting. 

Niall havde One Direction spillende højt på højtaleren, og på trods af den høje lyd som skiftede mellem stemmerne fra Zayn, Harry, Liam, Louis og ham selv, så kunne man tydeligt høre ham skråle med på sang efter sang. Jeg sad og smilede for mig selv, ved tanken om at den tosse var min kæreste. 

Taknemmelighed var der nok af, det samme med kærlighed, vi skulle bare vænne os til det hele. Jeg tror det var der den lå, at vi lige skulle vænne os til at være sammen på nye måder, og vænne os til at snakke med hinanden på anderledes primisser. De næste store emner ville være sådan noget som fælles soveværelse, fælles økonomi, bil, hus, forlovelse, børn, arbejdstider og en sammenhængende hverdag. 

Der var to timer til at vi skulle mødes på restauranten med de andre, og jeg var stadig kun igang med min øjenmakeup. Niall rendte rundt i hele huset, skøjtede rundt på trægulvet med sine uldsokker, sang ned i brusehovedet, sang ned i sin tandbørste, gik rundt og spiste og spiste, og havde dansekonkurrencer med sig selv, når jeg ikke kiggede på ham. Indtil videre havde jeg kun været i bad, og så lagt min øjenskygge.

Jeg sad stadig i mit håndklæde, og jeg havde stadig ingen anelse om hvad jeg ville have på. Hvordan jeg egentlig ville se ud, var stadig heller ikke helt klart. Jeg improviserede, og lod som om at jeg havde planlagt det hele minimum fem uger inden. Det eneste jeg ikke kunne tillade mig, var nok også at dukke op med en tampon hængende ned af benet, eller dukke op i joggingtøj. 

Ingen af delene var særlig sandsynligt, når det kom til hvorvidt det ville ske. 

Men jeg kunne ikke fatte, at det seriøst kun var femogtyve dage siden jeg havde påbegyndt mit julehumør. Vi havde pyntet op, vi havde skrålet med på julesange, og alligevel havde det ikke været en helt rigtig jul endnu. Der havde været stress, skænderier, dage uden vi snakkede, roadtrips, benægtelse, kærlighed, kysserier, studietid, sangskrivning, middagsselskaber, fejringer og fester. 

Nu var der kun syv dage tilbage af året, syv dage tilbage af totusindeogseksten, og så ville vi starte forfra i totusindeogsytten igen. Starte forfra ved den første januar, og så tage det hele derfra. 

Der ville ske så mange ting i totusindeogsytten, det kunne jeg allerede mærke nu. Uden at blive sentimental eller emotionel, uden at græde snot og eller sidde og flæbe resten af dagen og ødelægge min makeup, så ville jeg håbe på at året ville minde bare en lille smule om dette. Fyldt med forandring, glæde, kærlighed, og måske bare lidt færre hemmeligheder der blev afsløret. 

“Har du stadig ikke fået tøj på?” Mit hjerte sprang et slag over, og jeg mistede fuldstændig al pusten, da Niall pludseligt stod i dørkammen og betragtede mig igennem spejlet. Jeg kunne mærke varmen stige i kinderne på mig, mens at jeg prøvede på at få vejret tilbage igen. Jeg smilede skævt hen til ham, mens vi havde en øjenkontakt igennem det spejl som jeg havde kigget stift ind i de sidste femogfyrre minutter. 

“Nogle af os har brug for lidt hjælp, til at se godt ud,” svarede jeg kækt tilbage, mens jeg smilede skævt til ham. Han grinede og rystede på hovedet af mig, mens han kom tættere hen imod mig. Han lagde sine hænder på mine nøgne skuldre, og kiggede på mig igennem spejlet. Vi var et nydeligt par, ville mange sige. 

“Du ser godt ud,” mumlede han, inden han kyssede mig i håret. Jeg lagde en hånd oven på hans, og gav den et lille klem. Jeg vendte mit ansigt om, og det faldt helt naturligt for os at lægge læberne på hinandens. 

“Smut så,” startede jeg ud med at sige, da vi trak os fra hinanden. Niall løftede begge øjenbryn, og så utroligt forarget ud, over den kommando jeg lige havde givet ham. Jeg lagde en hånd på hans brystkasse, og skubbede han blidt væk fra min stol. 

“Jeg skal gøre mig klar,” sagde jeg kækt, mens at jeg grinede. Niall nikkede, og bakkede ud fra mit værelse for igen at lade mig være alene derinde. Jeg smilede for mig selv, da jeg endnu en gang kunne høre ham skråle med på en af deres ældre sange. Where Do Broken Hearts Go, for at være helt præcis. 

Jeg kunne ikke have mere held med mig, når det kom til kærlighed. Det var jeg helt og hundrede procent sikker på, for der kunne ikke være noget bedre for mig derude. Men hvad jeg havde gjort for at fortjene noget så godt som dette, nogen så god som Niall, det kunne jeg ikke se. Men noget måtte det jo være. 

 

❅❅❅

 

“Er du ved at være klar? Vi skulle køre for ti minutter siden!” Ud fra Nialls råben, så kunne jeg høre at han stod ved hoveddøren. Han havde sikkert haft spidse sko og jakken fra sit jakkesæt på de sidste tyve minutter, for at han ikke skulle være den der forsinkede os. Niall elskede at være i god tid, og alligevel lykkedes det os altid at komme for sent. Det skete også når han skulle tage afsted alene, så det var ikke kun min skyld. 

Jeg hev den røde kjole op over min krop, og svang håret udover den. Jeg havde lavet krøller som bare skulle hænge ned over mine skuldre, og så skulle tøj og makeup snakke for sig selv. Jeg kunne allerede uden at prøve, vide at jeg ikke selv ville kunne lyne kjolen op. I stedet for hev jeg hurtigt de røde stilletter, som matchede kjolen helt perfekt, over mine fødder. Dog med lidt balanceproblemer. 

“Jeg kommer nu! Men du skal lyne min kjole,” råbte jeg, mens at jeg gik ud mod gangen. På vejen sprøjtede jeg alt for meget parfume på både krop, tøj og hår, men den ville forhåbentlig falme når vi kom ud i den friske vind. Jeg kunne høre Nialls grin igennem hele lejligheden, hvilket fik mig selv til at smile.

På vej ud til hoveddøren, i de stressede sekunder som Niall havde sørget for at de ville være, nåede jeg at snuble over mine egne ben et par gange. Det var første gang siden jeg besvimede, at jeg havde taget høje hæle på til noget hvor jeg skulle ud. Jeg var lidt usikker på benene, men fandt hurtigt teknikken frem igen.

Grinene forlod min mund hele vejen igennem lejligheden, indtil at jeg stod ved siden af Niall. Det var tydeligt at se elevatorblikket fra ham, og endnu tydeligere at se den røde farve i mine kinder. Uden at tøve, vendte jeg ryggen til Niall som tegn på at han bare skulle lyne min kjole op. Det gjorde han også med det samme, og hurtigt efter havde jeg også fået en sort trenchcoat på. 

“Du ser smuk ud,” sagde Niall, inden han åbnede døren ud til trappen. Jeg smilede, inden jeg trådte ud af døren. Jeg havde en taske over skulderen, deri lå mobil, pung, nøgler og den farve læbestift jeg havde på. Niall lagde en hånd på lænden, og sammen gik vi ned af trapperne og ned mod bilen. Der var ikke langt til restauranten, det var lige midt inde i byen, men vi skulle have mulighed for at komme hurtigt væk.

Alle gaverne lå allerede i bagagerummet, så lige så snart vi begge havde sat os ind - Niall bag rattet, og mig på passagersædet, så kørte vi egentlig mod stedet vi skulle møde vores venner. 

Mennesker var der ikke mange af, gaderne var stort set tomme. Ikke en eneste butik var åben, og alle lys i vinduerne var slukkede. Nialls ene hånd lå på mit lår, og hans tommelfinger kørte rundt i cirkler på mine nylonstrømpebukser. Jeg havde været heldig, lige præcis i dag, juleaften, den fireogtyvende december, var de ikke løbet hele vejen op ad benet. For en gangs skyld, så fungerede det hele for mig. 

Niall kørte forbi restauranten, for at finde en ledig parkeringsplads til os. 

Jeg mener, de var alle sammen ledige, men når man ikke bare var et normalt menneske, så foretrak man at holde i en parkeringskælder hvor alle mennesker ikke lige kom forbi og kunne ødelægge ens bil. I den nærmeste parkeringskælder holdte der allerede omkring tyve biler, men pladser var det nok af stadig. 

Han fandt hurtigt en, og endnu hurtigere steg vi ud af bilen da motoren var stoppet. Selv tog jeg pigernes gaver fra bagagerummet, både dem fra mig selv og dem fra Niall, hvorimod Niall tog dem til drengene. Det gav ingen mening, vi burde jo bare tage de gaver vi hver især havde købt, så hvorfor vi gjorde det anderledes, kunne jeg ikke svare på. 

Restauranten var kun få meter væk fra os, og igennem ruden der gik direkte ud til gaden, kunne jeg se at alle vores venner, dem som vi skulle mødes med, allerede sad ved bordet, samlet, mens at de ikke kunne stoppe med at grine af hinandens kommentarer, og jokes om hvordan Niall og jeg altid kom for sent. 

Niall flettede sine fingre ind i mine, begge i den hånd som vi ikke havde fyldt med plastikposer som var fyldt til randen. Plastikken skar ned i hånden på mig, på trods af at der var adskillige ringe til at beskytte huden omkring mine fingre. Jeg kiggede hen på Niall, og smilede inden at vi hånd i hånd gik ind på restauranten. 

En tjener tilbød at vise os hen til vores bord, men vi fortalte høfligt at vi allerede havde fået øje på det. Der var ikke mange mennesker herinde, der var os - os som var en anelse højlydte, i forhold til hvilken slags restaurant vi befandt os på - og så var der to borde, der begge var omringet af mennesker i fint tøj, med højt hår, og med noget der mindede om en royal accent. De smilede ikke, men de sad og spiste. 

Noget sagde mig, at de ikke var typen som manglede penge i julen. 

“Hey,” sagde jeg, mens at jeg trak ordet længere ud jeg burde have gjort. Vi havde alle fået øje på hinanden, og vi havde alle bare ventet på at nogle ville hilse. Både Niall og jeg satte poserne på bordet, som var dækket fint op med flere forskellige slags vine, både røde og hvide, og med små tallerkner med fint foldede servietter. Niall gav slip på min hånd, da han lagde begge arme om Lily og krammede hende. 

Selv blev jeg overfaldet af de andre piger, som krammede mig en efter en. Alle skulle igennem deres kram, og med borde omkring os var pladsen ikke stor. Vi grinede imens, inden at vi fandt frem til vores pladser. 

“Undskyld at vi kommer for sent. Julia var lidt langsom,” fortalte Niall, mens at han sad med løftede øjenbryn og et kæmpe smil på læben. Jeg satte en albue i siden på ham, hvilket han reagerede på. Både Harry og Louis grinede af os, hvorimod Jessica og Lily rystede på hovederne af Nialls opførsel. En hånd blev placeret midt på mit lår, og hånden gav et lille klem. Jeg smilede op til Niall. 

“Ej, men undskyld for at vi kom for sent,” sagde jeg, mens at jeg smilede rundt til mine venner. Alle var så smukke, alle os piger havde kjoler på - rød, lilla, smaragdgrøn, dybblå - og drengene var alle i jakkesæt. Ikke så spændende i farverne, da de alle kun var iført sort og hvid. Meget klassisk, men det klædte dem. 

Man ville måske undre sig over, hvorfor vi alle var så fine i tøjet. Vi brugte stort set hver dag sammen, og i realiteten kunne vi også bare have været hjemme hos en af os, som først planlagt. Det var spontant, at vi hellere ville være her. Harry begrundede det med at jeg nok havde brug for noget god mad, da hverken Niall eller jeg ville kunne lave en succesfuld julemiddag, og han ville ikke lade Lily gøre alt arbejdet igen. 

Man ville kunne give grunden til paparazzier, som uden tvivl ville finde os, og tage billeder af os. Man kunne sige at det var fordi at det var jul, det var en speciel lejlighed, og vi havde muligheden for at gøre det, men i virkeligheden tror jeg mere at vi er ude i noget andet. At overgå hinanden, på en venskabelig måde. 

Det var tit sådan det var når vi var ude. Hvilken pige havde den mest overdådige kjole på, eller den smukkeste makeup, og hvilken dreng så ud til at have det dyreste og flotteste, og mest luksuriøse jakkesæt på. Hvilken parfume var bedst, og hvad for noget hår sad flottest på hvis hoved. 

Det hele var én stor konkurrence, for at holde festlighederne i live. 

“Skal vi ikke bare åbne gaver, så vi kan bestille noget mad bagefter?” Louis sad med hånden på hans mave, for at prøve at dække for den rumlende lyd som vi alle allerede havde hørt. Vi grinede og nikkede dog af ham, mens at vi hver især gik igang med at finde gaverne op fra diverse poser. 

En rækkefølge var ikke noget vi havde, så da jeg afleverede den første gave til Lily Anne, var der ingen der sagde noget. Jeg havde bare været hurtig nok, til at kunne aflevere en gave som den første. Der var mange gaver der skulle åbnes inden vi kunne spise, og vi havde for lang tid siden aftalt at der kun blev åbnet en af gangen. Det gjorde spændigen større, og det ville gøre det hele meget mere familieagtigt. 

“Det mener du ikke! Nej, har du seriøst købt den?” Når man tænker på gaven, var det en helt passende reaktion fra Lilys side af, men når man tænker på hvor vi befandt os henne, og hvad for en type mennesker der sad omkring os, så var det måske ikke den helt rigtige reaktion. Hun skreg og hvinede, og var helt oppe at køre over den gave som jeg havde givet hende. Jeg sad og smilede og grinede, for jeg vidste ærligt talt ikke hvad jeg skulle sige. I år var jeg gået et ekstra trin ud med gaver til pigerne, og jeg kunne kun håbe på at de andre ville være lige så glade for deres gaver fra min side af. 

Man kunne tydeligt se på Jessica at hun betragtede Lilys gave, men jeg må da give dem ret - hvis jeg fik sådan en gave, ville jeg nok heller ikke kunne få armene ned. Men de havde alle fået for samme værdi, sådan cirka i hvert fald, og jeg havde tænkt længe over hver gave. Jeg havde ikke købt noget impulsivt, fordi at jeg forelskede mig i det i fem sølle sekunder. Gaverne var gennemtænkte. 

Turen gik videre, og det var Harry som gav en gave hen til Liam. Liam tænkte ikke så meget på hvor fint gaven var pakket ind, og det var tydeligt at se på måden han bare rev papiret fra hinanden. Stakkels tjenere, som ville skulle rydde op efter os. Vi havde selvfølgelig poser at tage alt papiret ned i, men vi svinede. 

Harry var dybt begejstret over den gave som han havde givet Liam, mens at Liam sad og prøvede at finde motivet bag den kreative gave. Han havde fået et gør-det-selv-kit, med en æske til en ring, et gavekort til en blomsterbutik og en seddel med en tekst på, som vi andre ikke fik lov til at læse. 

Gaven var ironisk og sarkastisk, og lige præcis Harrys humor, men den var jo sød nok. Jessica sad og rødmede, og var rød i lidt mere af ansigtet end bare hendes kinder. På trods af Liams forsøg på at dække det, så kunne man tydeligt se at han lagde en hånd på hendes lår. 

Sådan fortsatte vi egentlig. Gaverne gik på tur, og overraskende nok endte det med at de sidste gaver var kæresteparrenes til hinanden. Lily og Harry udvekslede deres gaver, åbnede dem på samme tid, og kunne takke hinanden med det samme. Noget siger mig, at gaverne var aftalte. 

For hvorfor skulle Harry dog booke et femstjernet hotel i Thailand, og Lily give fly biletterne tur og retur, hvis det bare var et rent tilfælde? Men det var en sød gave, på trods af at den var aftalt. 

Christine gav Louis et ti-turs kort, til hvad vidste jeg endnu ikke, men han fik også en samling af hans absolutte yndlingsfilm. De havde her for nyligt skiftet deres gamle DVD afspiller ud, til en anden, og skiftede nu derfor også alle deres film ud. Christine kunne ikke fordrage den film serie, men alligevel gav hun alle seks til ham. Det var mange timers film, som hun skulle sove igennem.

Louis’ gave var ikke nær så betænksom, han gav hende et gavekort til et spa ophold på en enkelt dag - hvor hun ikke engang kunne tage en gæst med - og så fik hun en parfume, og en deodorant. Hentydningen var ikke skjult, men den var ment i sjov, og det var tydeligt at se på Louis da han kyssede hendes pande. 

Flere teenagepiger var stoppet op ude foran restauranten mens vi havde siddet her, flere havde taget deres mobiler frem og taget billeder, og jeg var sikker på at flere havde fået nogle af gaverne med på billederne. Det var ikke dem der irriterede mig, det var mere de afskillige sorte biler som holdte ude foran, midt på gaden, med store kameraer som de ihærdigt prøvede at skjule.

Det vigtigste nu, var ikke at kigge direkte ud på dem. Det var at smile, og have det sjovt, og prøve at lade som om at de ikke var der. Det eneste jeg ville have foretrukket ved at være hjemme hos Niall og jeg, Lily og Harry, eller endda hos Christine og Louis eller Liam og Jessica, ville være at slippe for paparazzier og fans.

Bare en enkelt dag, men ofte så var det alt for meget at forlange. 

Det blevet Nialls og min tur til at udveksle gaver, og ud fra størrelsen på den han gav mig, kunne der ikke være mange muligheder. Æsken var lille, kvadratisk og sort, og havde et gyldent logo indgraveret i toppen. Jeg kunne snildt genkende logoet, det var på den smykkebutik som vi flere gange havde været inde i da vi havde været ude og købe julegaver til alle andre. Da jeg åbnede æsken, mødte det smukkeste syn mine øjne.

Det var en lille fin ring i sølv, med en lille, fin diamant i midten. Det var ikke en forlovelsesring, det var tydeligt at se. Men den var smuk, og noget så enkel. Jeg ville kunne have den på til alt, og diamanten var ikke for stor og irriterende. Jessica sad og stirrede blindt ned i æsken, og Christine så diamanter i hele lokalet da hun først havde lagt øjne på den. De piger var besatte af smykker, langt mere end jeg var. 

Jeg kiggede til min side, hvor Niall ventede tålmodigt med at pakke sin egen gave op. Jeg kunne mærke tårerne hobe sig op i min øjenkrog, og for at gemme det væk fra paparazzierne som let ville kunne få det til at ligne et frieri, lagde jeg læberne på Nialls, og lagde min hånd om i hans nakke. 

Æsken skubbede jeg diskret hen til Liam, som straks forstod hvad han skulle gøre med den. Min taske hang på stolen til den side Liam sad på, og uden at drage opmærksomhed på sig selv, fik han lagt æsken ned i tasken og lynet igen. Jeg trak mig fra Niall, da Liam prikkede mig på låret, og smilede endnu en gang.

“Tak,” hviskede jeg taknemmeligt, mens at jeg smilede til ham endnu en gang. Niall smilede selv lige så stort, da han gik igang med at åbne sin egen gave. Det var en tynd kuvert, og grunden til det var simpel.

Først ville det virke som verdens kedeligste gave, derefter som verdens bedste. Men ingen andre end dem der kunne læse teksten - som et kamera på den afstand ikke ville kunne - ville vide hvilken fantastisk gave det egentlig var. Jeg havde måske ikke været så kreativ, og det var noget lignende Lily og Harrys. Men jeg glædede mig uden tvivl, til at han ville tage den i brug.  

“Har du seriøst købt en rejse til Portugal?” 

 

❅❅❅

 

Vi var gået fra at sidde på en fin restaurant, omringet af vores bedste venner og veninder, med kameraer i nakken konstant som overvågede hver enkelt bevægelse vi tog. Fra at spise dyr mad, som ikke kunne laves derhjemme og drikke vine i store mængder, på trods af at vi alle var i bil. Vi var gået fra det, til at sidde hjemme i vores egen lille lejlighed, i langt mere behageligt tøj og uden sko, og til at spise mad fra den lille kinesiske biks nede på hjørnet af vores sidegade i sofaen.  

Selv inden vi tog ud og handlede ind, så vidste vi godt at det ville ende sådan her. Ingen af os kunne finde ud af at lave mad, og det havde vi for længst accepteret. 

Vi var nok kommet hjem to timer inden, og nu sad vi bare og så julefilm mens vi spiste billig takeout, og lod som om at det var den perfekte juleaften. Men det var det måske egentlig også, for vi kunne være os selv uden at gemme nogle dele væk, vi kunne spise mad som smagte nogenlunde godt, og vi kunne være sammen med en af de personer som vi elskede aller højest. Sådan så jeg det i hvert fald. 

Rejsen til Portugal havde vi diskuteret lidt et par gange, Niall ville gerne have lov til at betale en stor del af tingene som vi skulle lave derhenne. Jeg var helt med på at han kunne betale for hotellet, men jeg tvivlede på hvorvidt jeg ønskede at vi skulle have all inklusive, og hvor mange stjerner hotellet skulle have.

Niall ønskede det bedste, og det var forståeligt nok. Men jeg havde en løn på deltid som tjener i en café, som ikke tiltrækker vildt mange mennesker, og jeg ville ikke føle at han betalte det hele endnu en gang. 

Ringen som han havde givet mig, havde på ingen måde været billig, og nu havde je givet ham en gave som krævede at han selv betalte for nogle ting. Dog kunne den refunderes, den var jo ikke betalt endnu, så havde jeg ramt helt forkert; så havde det ikke været værre end som så.

Men ringen sad allerede fint og pyntede på min venstre ringefinger, og de fleste som så den ville nok se den som en forlovelsesring. Den sad på den rigtige finger, den var i sølv, og den havde en diamant. Den var smuk og romantisk, og den sagde lige præcis hvad den skulle til offentligheden. At jeg var optaget. 

“Du fik forresten en pakke leveret tidligere. Jeg ved ikke fra hvem,” sagde Niall, da han havde tygget af munden. Han havde allerede fået tømt sin mad, hvorimod jeg stadig ikke var halvvejs. Han havde spist utroligt meget mad på restauranten, og alligevel kunne han allerede spise igen - og så, så hurtigt. 

Uden at tøve, rejste Niall sig op og hentede en firkantet pakke henne fra under køkkenbordet. Den var forholdsvis stor, og hvad der kunne være i vidste jeg vitterligt ikke. 

“Hvem er den fra?” Spurgte jeg om, mens at jeg tyggede af munden, rettede på hvordan jeg sad, og mens jeg stillede maden hen på sofabordet. Niall kiggede på stedet hvor der skulle stå en afsender, man han trak hurtigt på skuldrene. Jeg rynkede brynene sammen, og tog imod pakken som han stillede ved siden af mig. 

Pakken var ikke svær at få op, og ligesom Niall, kunne jeg heller ikke finde ud af hvem afsenderen var. Der var kun en smule tape rundt i kanten, og pakken vejede stort set ingenting. Da jeg hev de to pap stykker fra hinanden, kunne jeg se et stykke hvidt papir i bunden af æsken. En kæmpe æske, en æske hvor der var plads til tre par sko; som stadig var pakket ind. Så stor en æske, og så for et enkelt stykke papir. 

Selve sedlen var mindre end et A5 ark, og der stod kun få ord på den. 

Vi ses på fredag.

 

❅❅❅

UHUHUHUHUHUHUH! 

Hvem tror I pakken var fra, eller er den for nem at regne ud? Og hvad synes I så om Nialls gave til Julia, og Julias til Niall? 

Jeg kan desværre skuffe jer, og sige at det næste kapitel vil være epilogen - og at den ikke vil komme i morgen. Den vil komme om en uge, den 31. december et eller andet tidspunkt om dagen. 

Så vi ses om en uge, i næste kapitel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...