A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

43Likes
63Kommentarer
27205Visninger
AA

14. ❅ Are we a broken thing, or just new

Dag 13, 12. december 2016

 

❅❅❅

 

Jeg vågnede op sent, på Nialls sidste, officielle fridag. Vi skulle rydde op efter forlovelses festen, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der var sket til selve festen. Aaron kendte Lily, og han kendte hende rimelig godt. Han vidste godt hvem jeg var, og han vidste godt at Niall kendte mig. Jeg var ligeglad med at han ikke vidste om vi var kærester eller ej. Han havde løjet for mig, og det vidste jeg ikke hvordan jeg skulle have det med. Han virkede så oprigtig, som en jeg rent faktisk kunne blive venner med. 

Jeg havde kendt ham i så kort tid, og vi havde allerede vores første skænderier. Muligvis også det sidste, hvis han ikke begyndte at komme med nogle bedre undskyldninger. Jeg havde skrevet til ham igår, skældt ham ud og kaldt ham onde ting, fortalt ham hvad Lily havde sagt, og hvad Harry havde sagt. Jeg havde lagt mig til at sove inden at han svarede, og da jeg var vågnet havde min telefon været rødglødende med alle de beskeder han havde sendt, og alle de beskeder han havde efterladt på min voicemail. 

Det var første gang at jeg havde brugt hans nummer, og det var de første beskeder vi havde. Et skænderi. Jeg brugte nok omkring tyve minutter på bare at ligge i min seng, iført det samme tøj som dagen før, og bare læste og lyttede til de beskeder der lå på min mobil. De fleste af dem var bare lamme undskyldninger.

Nogle af dem forklarede hvorfor, hvorfor at han gjorde som han gjorde. Han ville have en fair chance for at lære mig at kende. Glemme alt hvad Lily havde fortalt om mig, og få hans eget indtryk af mig. Han skrev også at han virkelig godt kunne lide mit selskab, og at han godt kunne forstå alle de ting som Lily fortalte om mig. Jeg var sød, betænksom, sjov, og så var jeg utroligt pæn. Hans ord, ikke mine og ikke Lilys. 

Jeg kunne ikke høre nogle lyde ude fra resten af lejligheden, ikke engang inde fra Nialls værelse. Så enten sov han stadig, eller også havde han forladt lejligheden tidligt i morges. Måske for at skrive flere sange, hvis han nu skulle være blevet inspireret af vores skænderi. Det ville såre mig lidt, hvis landet lå sådan, men jeg kunne også godt forstå ham. Han fandt inspiration i de mindste ting, og når den var der, så skulle han udnytte den. Det var kravene for hans karriere. At udnytte hårde situationer, eller private øjeblikke.

Det føltes som om at vi var ødelagte, på trods af at vi var så nye. Vi havde været sammen i en uges tid, og vi havde allerede et skænderi, der involverede en anden person. Ja, jeg burde have fortalt ham om Aaron. Det kunne jeg godt se, det var en fejl fra min side af, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg panikkede.

Jeg overvejede at ringe til Louisa, høre om hun ville med i et center og købe julegaver. Jeg turde ikke gøre det alene, efter hændelsen for to dage siden. Jeg ville gerne have en tøsetur, hvor at vi kunne diskuterer alt hvad der var sket med hensyn til Aaron. Hun havde trods alt også fået et indtryk af ham, og hendes meninger hjalp mig altid til at træffe mine egne beslutninger. Hun havde god dømmekraft, når hun ikke var fuld. 

Inden at jeg overhovedet kontaktede hende, så gik jeg ud i stuen og køkkenet for at se om Niall var der. Det var han ikke, men der var en gul post-it på vores køleskab. Jeg er taget i studiet, vi ses senere. Så jeg havde ret, jeg ville være alene hjemme i dag, og derfor kunne jeg lige så godt tage ud og trøsteshoppe, og få købt de sidste julegaver ind. Alle de gaver jeg havde planlagt to dage forinden, alle undtaget gaven til Aaron. 

Den fortjente han ikke længere. Ikke efter nærmest at have bulldozet mit forhold. 

Jeg ringede op til Louisa, og sa hun tog den spurgte hun om jeg var okay. Jeg sagde at jeg havde det fint, og spurgte så om jeg måtte låne hendes bil og hende, og køre til et center for at shoppe. Jeg tilføjede at jeg jo skulle købe hende en gave for at låne hendes bil, og skaffe hende en parkeringsbøde. Hun grinede svagt, og forsikrede mig om at det var mig der kom til at betale for bøden, hvilket var fint. 

Men hun ville gerne med, og derfor spiste jeg hurtigt morgenmad, fik børstet tænder, tog noget andet tøj på, parfume, makeup, overtøj, flade støvler, og så stillede jeg mig ud på fortovet med mine nøgler, min mobil og min pung i lommen, for at vente på Louisa som var på vej herhen. 

Jeg måtte ikke køre bil i omkring en uge, så derfor var det hende der sad bag rattet, på trods af at jeg var den bedre chauffør. Jeg satte mig ind i bilen da hun holdte foran mig, og vi gav hinanden et akavet kram mens at vi begge to havde seler på. Vi grinede, og så kørte hun væk fra vores sidegade.

“Hvilket center skal vi så i, Jules?” Spurgte hun, mens at jeg sad med hendes GPS i hånden, for at skrive en adresse ind så vi ikke ville farer vild. 

“Bare det der ligger tættest på,” svarede jeg hende, mens at jeg satte GPSen op i vinduet så hun kunne kigge på den, uden at kigge væk fra vejen. Hun smilede, og lagde en hånd på mit lår. Min mobil bippede stadig voldsomt med beskeder fra Aaron, men jeg satte den på lydløs. Det her skulle være en hyggelig dag med Louisa, en veninde som jeg brugte alt for lidt tid sammen med, og jeg skulle ikke skrive med ham, bare for at han kunne komme med en undskyldning, så han fik det bedre med ham selv.

Jeg var ikke engang sikker på om jeg ville være venner med ham længere, og derfor burde jeg stoppe med at tænke på det. Jeg skulle bare slappe af i de tyve minutter det tog at komme hen til det center som lå tættest på, og så skulle jeg bruge mit kreditkort så meget at der ikke var mere tilbage på det, når jeg var færdig.

Jeg skulle ruinerer mig selv, for at jeg kunne få flere ting på mit værelse. For at kunne komme hjem med indpakkede gaver til de sidste, og for at få en hyggelig dag ud af det. 

Uden at tænke over det fik jeg lukket øjnene i, og fik taget en lille lur mens at Louisa sad og sang med på de julesange der strømmede ud af hendes radio. Præcis ligesom jeg havde gjort to dage inden.

 

❅❅❅

 

Centeret var præcis ligesom da jeg havde været der med Niall, da vi først købte julegaver. Et kæmpe juletræ, som var omringet af børn. Denne gang var julemanden der dog også, og de skiftedes til at sidde på hans skød, for at fortælle hvad de ønskede sig i julegave. Jeg kunne tydeligt huske hvordan det føltes at sidde der på hans skød, og fortælle at man ønskede sig en hundehvalp, en guitar eller en ny Barbie. Hvordan at man faktisk troede at det var julemanden, på trods af at hans skæg kradsede, og at han ikke lød som en fra nordpolen. Han lød så britisk som man overhovedet kunne, men jeg troede på ham. 

Sådan var det også for de børn som skiftedes til at sidde der nu, det kunne godt være at det var et færre antal end dengang hvor at jeg ventede i køen i en time for at sidde der i fem minutter, men dem der var der, de troede, og deres forældre lod dem gøre det. De lod dem tro på at han var julemanden. 

Jeg ved ikke hvad klokken var, omkring et eller sådan noget vel, men Louisa og jeg havde hver fået købt lidt, blandt andet gaven til hende, og nu var vi på vej hen til en café for at kunne få noget frokost. Vi var begge sultne, og tørstige, og vi havde lyst til en pause hvor at vi rent faktisk kunne snakke.

Hun havde flere gange spurgt ind til Aaron, men jeg havde skiftet emnet hver gang at hun prøvede på at komme ind på det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg havde ikke lyst til at sige det foran så mange andre mennesker. For lad os være ærlige, hvem har ikke overlyttet en samtale i køen før?

Jeg følte at det var en privat sag, og at det ikke ragede fremmede mennesker. Tænk nu hvis de kendte ham, som Lily tydeligvis gjorde. Jeg kunne ikke stå og snakke om ham, hvis hans mor hørte det. 

Vi satte os på hver vores side af et bord til to, og vi tog begge menukortene frem foran af os skimmede det igennem. Uanset hvilken café vi kom hen på, så vidste vi godt hvad vi skulle have. Jeg skulle have nachos med kylling og en cola, Louisa skulle have nachos uden kylling og en sprite. 

Grådige var vi begge to, og derfor skulle vi have to forskellige slags nachos. Hun kunne ikke bare pille kyllingen fra, og jeg ville have kylling, og så ville ingen af os opgive halvdelen af vores portion nachos. Hvad var fordelen ved at splitte måltidet, hvis begge gik derfra sultne, og måtte købe mere mad senere.

Så sparede man ikke den mindste smule, og det vidste vi godt begge to. Så kunne vi lige så godt købe hver vores, uanset hvor underligt tjenerne så måtte kigge på os. Vi var sultne, vi giver jeres forretning penge, hvorfor brokker I jer dog? Vi er kunderne, tag imod vores penge. 

Louisa sagde menukortet ned, og det samme gjorde jeg. Vi kiggede på hinanden, selvsikkert, og så grinede vi begge to, mens at vi prøvede på at få en tjener herhen. 

“Det sædvanlige?” Spurgte jeg hende om, da vi havde fået en tjeners opmærksomhed. Kvinden var på vej herhen, og Louisa nikkede til mit spørgsmål. Jeg smilede, og tog min pung frem. Det samme gjorde hun. Kvinden tog en blok frem, og en kuglepen, hvis nu vores bestilling skulle være svær.

Der var virkelig også mange som havde misforstået den, og givet os to gange nachos med kylling, eller to gange nachos uden kylling. Det var de færreste der kunne finde ud af at det var en af hver. Enten var det dét problem, eller også fik vi forkert sodavand, enten begge to, eller bare en af os. Det var forfærdeligt. 

“Er I klar til at bestille?” Spurgte hun venligt om, som om at hun ikke allerede havde regnet det ud. Jeg tog menukortet frem igen, blot af ren vane. Det virkede mere naturligt når man var et nyt sted. Jeg nikkede. 

“En gange nachos med kylling og en cola,” startede jeg ud, mens at hendes kuglepen skriblede hen over papiret for at skrive min bestilling ned. Hun kiggede på mig, og ventede på at jeg ville fortsætte.

“Og så en sprite, og en gange nachos uden kylling,” fortsatte jeg. Hun smilede mens at hun skrev det ned, helt uden at kigge på os imens. Jeg ventede på at hun ville gentage vores bestilling, så vi kunne være sikre på at hun havde fået det rigtigt. Hun havde en nissehue over sit blonde hår, som var flettet ud til siden. 

“Så en cola og en sprite, to gange nachos - den ene med kylling, og den anden uden. Er det rigtigt forstået?” Spurgte hun så endeligt, mens at hun ikke længere kiggede på den lille, sorte notesblok. Den lignede en typisk restaurant blok. Du ved, den blok som tjenerne altid skriver ned i. Mon de bruger samme firma? 

“Det er helt rigtigt,” svarede jeg, mens at jeg smilede og nikkede. Hun nikkede, vendte om på hælen og gik mod køkkenet for at afleverer vores bestilling. Det var nyt det her. Vi skulle ikke betale med det samme, måske først efter i tilfælde af at vi ville bestille mere. Dessert, eller sådan noget. 

Normalt kom vi kom på steder der gjorde sådan én gang, vi følte os altid fristet til at købe mere når vi sad og drak det sidste af vores sodavand. På trods af at det var december, så kunne vi bare ikke tillade os det, hverken kage, vafler, pandekager eller varm kakao alt for ofte. Vi skulle holde os slanke, især når vi nu arbejde på en café så ofte som vi nu gjorde. Det ville gøre os tykke. 

“Så, Jules. Fortæl mig om Aaron og hvad der skete mellem jer,” startede hun ud. Hendes hænder lå foldede på bordet foran os, og hvis hun kom tættere på lyset, så ville hendes cashmere trøje bryde ud i flammer. Jeg smilede til hende, og lagde hovedet på skrå. Hun smilede, og jeg sukkede. 

“Lily Anne - du ved, Harrys forlovede,” startede jeg ud. Hun nikkede i tegn på at hun godt vidste hvem jeg snakkede om. Det var bare det jeg ville være sikker på.

“Hun kender Aaron. De er gode venner, og hun har snakket om mig op til flere gange,” fortsatte jeg. Louisa sad og lyttede med, som om at det var de mest interessante informationer som hun sad og fik fra mig. Hvis ikke jeg tog fejl, så ville hun kunne sidde og savle om lidt, og ligne en der var forelsket i historien. 

En historie der kunne ende i nyhederne, hvis hun ikke så lidt mere normal ud. Folk vidste godt hvem jeg var, og hvis de overhørte noget af samtalen på et forkert tidspunkt, så kunne det værste sladder komme ud. 

Det ville jeg hverken udsætte Aaron, Niall, eller mig selv for. 

“Og se så lige lidt mere normal ud,” kommanderede jeg. Hun rettede ryggen, og sank sit spyt. Hun nikkede og smilede, og jeg grinede svagt. Den blonde tjener var på vej herhen igen, jeg kunne se hende ud af min øjenkrog. Jeg signalerede til Louisa at der var en på vej, og hun begyndte at fable om et eller andet par sko, som hun åbenbart havde tænkt sig at købe i dag, fordi at der var tilbud.

Tjeneren smilede, da hun stillede colaen foran mig, og spriten foran Louisa. Hun var en af de første tjenere der kunne huske hvem der skulle have hvad, på trods af vores forskellige udseende. Jeg smilede til tjeneren, som hed Mindy. Det stod på hendes navneskilt, som sad midt på hendes trøje. Hun gik fra os igen. 

“Nå men altså, siden i går har han bare bombarderet min mobil med beskeder og opkald,” fortsatte jeg, uden egentlig at have fortalt hvorfor. Hun kiggede undrende på mig, præcist som forventet. Jeg grinede svagt, og tog en tår af min cola. Jeg kiggede rundt i lokalet, jeg genkendte ingen af menneskerne. 

“Jeg havde skrevet en lidt sur besked til ham, og spurgt hvordan at han ikke kunne nævne at han vidste hvem jeg var. Han havde virkelig opført sig, som om at han ikke kendte mig,” uddybede jeg for hende. Hun nikkede, og tog en tår af sin sprite. Vi var meget ens i vores bevægelser, uden tvivl. Derfor vidste jeg også at hun var klar til at jeg kunne snakke videre, men jeg var bare ikke helt sikker på hvad jeg skulle sige. 

Hele situationen virkede stadig så besynderlig for mig. Han havde holdt det skjult at han kendte til mig, at han kendte til Niall - min kæreste - og at han kendte til Lily, som teknisk set var min bedste veninde. Jeg kunne ikke se en gyldig grund til at han skulle gøre sådan, medmindre at han ville lave en historie til magasinerne, som ville kunne ødelægge vores offentlige figur sammen. 

Han kunne have gjort det for berømmelsen, for opmærksomheden, eller som et væddemål. Uanset hvilken grund der var for det, så var det utilgiveligt, og jeg gad næsten ikke engang tænke på hans undskyldninger. 

“Julia, har du prøvet at læse hans forklaringer?” Spurgte hun mig om. Jeg kiggede underligt på hende, løftede mine øjenbryn, sukkede og nikkede. Selvfølgelig havde jeg læst dem, hvordan kunne jeg lade vær?

“Men har du læst dem på den rigtige måde? Ræk mig din mobil,” forlangede hun, på den bedst mulige måde. Jeg vidste udemærket godt hvad hun havde gang i. Han havde også haft kontakt til hende, og selvfølgelig havde han også prøvet at forklare situationen til hende, i håb om at hun kunne overtale mig. 

Min mobil lå i min lomme. Jeg tog den op, og smed den hen over bordet. Louisa kendte godt min kode, og hun havde hurtigt fået låst den op, og fundet beskederne med Aaron. Jeg var en anelse nervøs over hvad hun ville finde, for hvis jeg skulle være ærlig - så vidste jeg nok ikke helt hvad han havde skrevet. Han havde skrevet dem, og jeg havde læst dem. Jeg var bare usikker på hvorvidt jeg havde forstået dem eller ej.

Mindy kom tilbage til os, denne gang med to portioner nachos i hænderne. Den ene med kylling, den anden uden. En dygtig tjener, det måtte jeg sige. Hun stillede den med kylling foran mig, og jeg smilede. Den anden stillede hun foran Louisa, som var dybt begravet i min mobil. Derfor smilede jeg til Mindy igen. 

Hun forlod os igen, og jeg kunne ikke lade vær med at føle at der var noget bekendt over hende. Som om at jeg havde set hende før, snakket med hende før, sagt hendes navn før. Jeg vidste bare ikke hvorfra.

“Julia, har du overhovedet læst hvad han har skrevet? Han har forklaret det hele,” sagde hun opgivende, som om at jeg var en fortabt sag. Jeg kiggede på hende, og vidste pludselig ikke svaret. Jeg havde læst dem, men havde jeg virkelig læst dem? Havde det bare været ord for mig, uden mening og sammenhæng? 

“Jeg har læst dem. Men prøv lige at læs en højt,” mumlede jeg. Jeg var ikke sikker på noget. Hverken på mig selv, på Aaron, på mit forhold til Niall, og især ikke hvem Mindy var, og hvor langt tid siden det var at jeg havde set dem. Set dem sammen. Niall og Mindy, det var der fra at jeg havde set hende. Det var der at jeg kendte hende fra. Fra Niall. Jeg havde set dem sammen en gang, jeg havde snakket med hende.

Men jeg kunne ikke huske om hvad, og jeg kunne ikke huske i hvilken sammenhæng at jeg havde mødt hende. De kunne have været kærester, familie, venner, hun kunne have været en journalist. 

Julia, jeg er ked af det. Jeg burde have sagt det, jeg burde have sagt at jeg kendte dem. At jeg vidste hvem du var, og jeg burde ikke have lades som om at det var noget andet. Jeg undskylder virkelig, jeg ville bare gerne lære dig at kende for mig selv, og se om vi kunne være noget,” læste hun højt. Jeg kunne ikke huske beskeden, ikke engang ordene. Jeg tvivlede på om det var en ny besked, en han lige havde sendt, eller om det var en af de første. Louisa kiggede på mig med store øjne, som om at jeg var verdens største idiot for ikke at tilgive ham. For ikke at svare ham, eller overhovedet tænke på at tilgive ham. 

“Snak med ham, Jules. Han vil mødes med dig,” sagde hun, med en lettere optimistisk tone i stemmen. Hun vendte min mobil om, og viste mig den besked han lige havde sendt. Jeg smilede halvt, og fjernede den enkelte tårer som havde forladt min øjenkrog, og var landet på min kind. 

“Kan vi ikke bare spise først?” Spurgte jeg hende så, mens at jeg grinede. Hun nikkede, og grinede sammen med mig, som om at intet af det var sket. 

 

❅❅❅

 

“Så hvor mange gaver mangler vi?” Spurgte Louisa, mens at vi hver gik med omkring fem poser. En del af tingene var bare til mig selv, men jeg kunne godt mærke at det virkede med lidt trøsteshopping. Normalt var jeg mere inde for trøstespisning, men jeg manglede alligevel nogle nye ting i mit skab - så hvorfor ikke udnytte det, få det bedre, og have en super skøn dag med en god veninde?

“Jeg tror at vi mangler til tre. Lily Anne, Liam, og Aaron,” svarede jeg hende, uden egentlig at tænke over hvilke navne jeg nævnte. Jeg rystede på hovedet og grinede svagt. Louisa kiggede bekymret på mig, som om at jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg ville købe en gave til den dreng, som jeg lige havde nægtet at snakke med, mens at vi sad på caféen. Det måtte lyde som om at jeg var sindsforvirret, jo. 

“Så, en gave til Aaron?” Spurgte hun mig, med en drillende undertone. Hun puffede mig i siden med hendes albue, og jeg smilede for mig selv. Det havde hele tiden været planen jo; at købe en gave til ham, som tak for at have hjulpet mig. Nu kunne jeg takke ham endnu mere, for også at have gjort sit arbejde godt da jeg havde besvimet. Ironisk nok mens at jeg ville købe ham en takkegave, men ja. 

“Jeg ville købe en gave der da jeg besvimede, en gave for at takke ham. Men det fik jeg jo ikke rigtig gjort,” forklarede jeg, for at prøve at finde en god undskyldning for det. Hvis Niall fandt ud af at jeg gjorde det, så ville vi bare have endnu en snak om det - på trods af at vi stadig ikke havde haft en ordentlig snak om det. 

Louisa smilede til mig, og satte farten op på vej hen mod en mandeforretning. Altså, en forretning der solgte tøj til mænd. Jeg grinede, og fulgte efter hende ind i butikken uden en eneste klage. 

“så hvad havde du tænkt dig at købe? Parfume, et ur, en t-shirt eller en pakke kondomer?” Spurgte hun, som om at hun ingen skam havde i livet. Jeg flovede mig over hendes sidste forslag, og tyssede på hende. Der var andre kunder i butikken, og de havde sagtens kunnet høre hvad hun havde sagt. En ældre kvinde smilede til mig, som om at hun ikke troede at jeg var en sexgal und kvinde, som kun lige var kommet ud af sin teenager periode. Varmen steg til mit ansigt, og hvis jeg ikke tog meget fejl; så var jeg knaldrød i ansigtet. 

En mandling ekspedient kom gående hen til os. Høj, tydeligvis ung, og forholdsvis attraktiv. Han havde en tætsiddende t-shirt på, hvor at man kunne se at han trænede - uden tvivl, især på overarmene. Jeg fangede mig selv i at kigge lidt for længe, og kiggede derfor hen på Louisa, og prøvede at få styr på min rødmen. 

“Har I brug for hjælp?” Spurgte han os om, mens at han hovedsageligt kiggede på mig. Jeg smilede, men vidste ikke hvad jeg skulle svare. Louisa puffede mig i siden, og jeg fik trådt et skridt ud i ren forskrækkelse. 

“Vi leder efter en gave, så jeg tror at vi kigger lidt først?” Svarede jeg spørgende, som om at jeg ventede på hans godkendelse til at vi bare kiggede. Jeg var altid så akavet foran folk der arbejder i butikker, jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige til dem. Hvis jeg så en fed trøje, men den ikke var i den rigtige størrelse, så spurgte jeg heller aldrig om den rigtige størrelse mon var ude på lageret. Så droppede jeg det bare.

Han smilede til os, og nikkede, inden at han gik sin vej. Jeg åndede lettet ud, hvilket Louisa opdagede.

“Hva’, kan du pludselig ikke snakke med mænd i frygt for at de kender dig, ligesom Aaron gjorde?” Drillede hun mig. Hun puffede mig i siden, inden at hun gik hen til nogle sweaters som var foldet pænt sammen på et bord. De var ikke dyre, men de var bestemt heller ikke billige. Sikkert god kvalitet, og de var pæne. 

Jeg smilede, og prøvede virkelig på at slappe af. Jeg kendte ikke Aarons størrelse eller smag - bortset fra at jeg åbenbart var inkluderet i den - så noget så simpelt som en klassisk, statement parfume ville måske være det nemmeste. Jeg kiggede opgivende hen på Louisa, og kiggede så mod butikkens udgang. 

“Kan vi ikke lede efter en parfume?” Spurgte jeg hende så, og sukkede dybt. Hun nikkede, smilede, tog min hånd i hendes, og så gik vi hen mod en ny butik. Det virkede umuligt, og egentlig havde jeg droppet idéen med en gave til ham - men da jeg først havde nævnt det, opmuntrede Louisa mig til at fuldføre det. 

Det var måske også den mest høflige ting at gøre, det føltes bare ikke rigtigt. Ikke mod mig selv, mod Niall eller mod Aaron. Jeg ville sende mixede signaler, jeg svarede ikke på hans beskeder og ville ikke snakke med ham, men jeg ville gerne købe ham en gave og afleverer den hjemme hos ham?

Vi gik forbi en Abercrombie & Fitch butik, og jeg hev insisterende Louisa med ind i den. Jeg vidste præcist hvad jeg gik efter. En klassisk parfume som jeg kunne give til Aaron, ikke noget for personligt, men heller ikke noget lort, som han aldrig ville få brugt. En parfume var en fin gave til en mand, som man ikke kendte ordentlig endnu. Jeg var rimeligt sikker på at han ville blive glad for den, hvis den bare duftede godt.

Det hjalp selvfølgelig også lidt på det, at gaven ville være fra mig. At mit navn ville stå på æsken. 

“Tager du bare No. 1, eller vil du lede efter en anden?” Spurgte hun mig, som om at jeg var igang med at købe verdens største kliché til ham. Jeg puffede til hende, og vendte øjne af hende.

“Nej, jeg tager den der dufter bedst. Muligvis den der dufter mest af ham,” svarede jeg hende trodsigt tilbage. Hun blinkede til mig, og nu var det min tur til at gå fra hende for at lede efter gaver. Jeg var mere entuatistisk end hende, modsat tidligere hvor at hun havde været meget mere spændt end mig selv. 

Jeg gik hen til parfumerne, målrettet mod dem til mænd, og gav mig til at sprøjte diverse parfumer ud på de små papkort som var egnet til prøverne. Jeg lod dem tørre, og begyndte at dufte. En enkelt medarbejder kom hen til mig, og jeg spurgte ham om hvilken en af dem han bedst kunne lide. 

Svaret kom ikke bag på mig, da han havde sagt No. 1. Det var den de fleste bedst kunne lide, men alligevel følte jeg ikke at den passede helt perfekt til Aaron. Han duftede anderledes, lidt mindre mandlig og mere voksen. Altså, ikke så maskulint men bare voksent og formelt. Han havde duftet godt, da han havde siddet i sengen med mig på hospitalet og passede på mig. Jeg smilede ved tanken. 

Da jeg havde fundet min parfume, gik jeg op til kassen og fik betalt for den. Den blev pakket ind, og jeg skrev mit navn på sedlen inklusiv hans. Når jeg senere ville komme hjem, så havde jeg tænkt mig at skrive en lille seddel til den, hvor at jeg ville skrive at jeg tilgav ham, men at det ikke var sikkert at vi kunne være venner. At hverken Niall eller jeg var helt trygge ved det, og at jeg håbede at han ville forstå det. 

Manden bag kassen lagde den ned i en papirspose for mig, hvor at deres logo var på samt en mand kun iført underbukser. Manden på posen så godt ud, men de valgte jo heller ikke grimme modeller. Totalt overfladisk, men det var det som solgte jo. Louisa gik bag mig, med fire poser i hånden mens at jeg havde de resterende. 

“Så nu mangler vi kun to gaver?” Spurgte hun, lettere forpustet. Jeg grinede men nikkede. Jeg vidste at vi nok ville få mere end to poser mere med hjem end hvad vi havde, eftersom at jeg nok ville få købt nogle flere ting til mig selv, end jeg allerede havde gjort. Hvis jeg kendte Louisa godt nok, så ville hun sikkert også falde for nogle flere ting. Hun havde allerede stået og kigget på en top i Abercrombie & Fitch. 

Jeg vidste ikke helt hvad det var, men denne dag havde været meget mere succesfuld end jeg først havde regnet med. Men selvfølgelig, hvis man tog ud fra mit sidste forsøg på en shoppetur, som endte på hospitalet grundet at jeg havde besvimet to gange, så havde jeg måske heller ikke haft de højeste forventninger. Det havde nok været meget nemt for mig at overgå dem, og få en hyggelig dag.

Desuden, hvis jeg havde besvimet, så havde Louisa været der til at passe på mig og til at ringe efter alarmcentralen. Så det hele var nok endt okay alligevel, selv hvis jeg havde været for nervøs igen. Måske ville Aaron endda have hentet mig i ambulancen igen, og så ville vi måske kunne snakke sammen, i stedet for at jeg skulle overveje hvorvidt jeg skulle ringe til ham eller ej. 

Hvis jeg valgte at ringe til ham, så ville jeg kunne trodse Niall, men hvis jeg valgte ikke at gøre det, så ville jeg hele tiden tænke på om jeg kunne have fået en fantastisk ven i ham, som måske havde mere tid ledig end Niall havde, i hans travle perioder. Det kunne godt blive ensomt i lejligheden når Niall var i studiet og jeg havde fri, eller når han var på tour, eller når han var ude til offentlige arrangementer og premierer hvor at han ikke måtte inviterer hans egen gæst, medmindre at hun var kendt. 

Nogle gange var det vel en ulempe at jeg ikke var kendt, selvom at jeg på ingen måde ønskede at være det. Jeg havde ikke talent nok til det - inden for nogle områder - og så tror jeg heller ikke at jeg ville have psyken til det. Viljen, støtten, eller den rigtige baggrund. Jeg havde altid haft det let, og det var bare ikke det der solgte. Det var ikke det der var populært, og det var ikke det der skaffede forsider.

Jeg ikke aldrig fungerer som en offentlig person, medmindre at det var som Nialls kæreste.

 

❅❅❅

12. december! Vi er halvvejs igennem historien, og vi er 12 dage fra juleaften.

Hvad ønsker I jer til jul, og hvem skal I holde jul med?

Vi ses i næste kapitel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...