A Ride In The Snow ❅ Niall Horan

Niall og Julia har kendt hinanden siden de var små, teknisk set vokset op sammen. Tidligere på året fandt de en lejlighed sammen, som passede perfekt med hensyn til arbejde, og til deres forhold som bedste venner. Blandede traditioner, julefrokoster og og en masse uventede juleplaner. Hvordan vil det påvirke Julia? Hvordan vil det påvirke Niall? I 26 kapitler er det lige præcis det, vi vil finde ud af. ❅ Drengene er kendte, og dette er mit bidrag til julekonkurrencen med mulighed 1.

42Likes
63Kommentarer
26305Visninger
AA

22. ❅ All about you and me

Dag 21, 20. december 2016

 

❅❅❅

 

“Babe?” Niall var i gang med at gøre sig klar til arbejdet, og jeg til at bruge nogle timer alene igen i dag. Efter middagen med hans familie i går, havde vi fået snakket ud om Greg, og jeg havde fortalt ham alt hvad Greg havde sagt. Jeg fortalte det hele, og hvordan der ikke var sket noget. 

“Ja?” Svarede jeg tilbage, i en råben så han kunne høre mig. Med hensyn til Greg, så var han ikke vigtig for mig. Men det var Niall, og det var vigtigt for mig at Niall havde det godt med sin familie. Han skulle være glad, og han skulle ikke føle at han var nødt til at invitere mig til ting, fordi at hans bror nærmest tvang ham. 

“Vil du med i studiet? Lily og Christine kommer åbenbart med,” råbte han inde fra hans værelse. Jeg havde kun været i studiet for at hente ham, for at aflever noget eller for at hente noget. Jeg havde aldrig været der i mere end fem minutter, og slet ikke når de skulle bruge tiden på at arbejde. 

Måtte vi overhovedet være der, og ville vi ikke bare forstyrre? Jeg tænker bare, tre piger sidder i lokalet med dem og laver ingenting eller snakker sammen; hvilket jo giver larm, og så skal de sidde og arbejde og være kreative. Vil vi så ikke distraherer dem, eller irritere dem, og sørge for at de skal arbejde endnu længere?

“Er du sikker på at det ikke bliver for distraherende at vi er med?” Spurgte jeg tilbage, stadig mens at vores kommunikation foregik ved at råbe igennem hele lejligheden. Jeg havde aldrig været med Niall på arbejde før, og ja, jeg var da nysgerrig omkring hvordan hele processen foregik, men jeg ville ikke presse mig på, på nogle måder. Jeg ved at Olivia engang har været med, og jeg ved også at det ikke gik så godt. 

“Ja, selvfølgelig. Kom med,” råbte han tilbage, og lød overraskende insisterende. Jeg smilede for mig selv, velvidende at han ikke ville kunne se det. Jeg havde ikke rigtigt selv fået tøj på endnu, og ud fra hvad tiden sagde ville jeg heller ikke nå særligt meget. Jeg nærmest løb ind på værelset, og hev et par sorte jeans frem og en tætsiddende, grå t-shirt. Det var stadig koldt udenfor, men vi skulle være inde det meste af tiden. 

“Hvornår smutter vi?” Spurgte jeg ham, kun en anelse højere end jeg normalt ville. Der var trods alt kun en væg i mellem os, så han ville ikke have nogle problemer med at høre mig, selvom jeg snakkede i normal volume. Jeg hev min den t-shirt jeg havde sovet i over hovedet, og erstattede den med en bh og den rene, grå t-shirt. Jeg havde kun et par silke lignende shorts på, og de lå hurtigt på min seng. I stedet for tog jeg et par ankelstrømper på, og kæmpede med at få bukserne op over lårene. 

Jeg havde bevidst undgået vores vægt hele måneden, og jeg havde valgt ikke at tænke over min kost. Men når man så vælger at tage et par nyvaskede, elastiske bukser på, så kan man godt mærke at elastikken har samlet sig. Dog fik jeg dem på og knappet dem, og så sad de som de plejede. 

“Kan du være klar om fem minutter?” Spurgte han tilbage, hvilket jeg svarede ja til. Jeg skyndte mig hen til mit bord med makeup, og fik hurtigt redt mit hår igennem. Niall var stadig inde på hans værelse, og det tog jeg som at han havde brug for mere tid. Så hvorfor ikke tage den mindste smule mascara på mine øjenvipper? Så det gjorde jeg, efterfulgt af tre sprøjt med parfume. Et på halsen, et på hvert håndled.

Jeg gik ud mod hoveddøren, og Niall kom lige efter mig. Jeg smilede til ham, mens at jeg lagde min mobil ned i min baglomme, så jeg ville kunne tage sko og jakke på uden problemer. 

“Du ser godt ud,” komplimenterede Niall, mens at han smilede til mig. Varmen steg i kinderne på mig, på trods af at det var noget han sagde tit. Som regel var det bare inden vi gik ud på den røde løber, eller ud til et paparazzi angreb sammen. Normalt ikke når jeg havde det kedeligste tøj på, nogensinde. 

Jeg hev mine støvler op over min fod, og lynede dem på siden. Jeg hev min røde jakke over skuldrene, og trak armene igennem ærmerne. Den kunne ikke lynes, men knappes og bindes hvilket jeg gjorde. Niall derimod tog sneakers og en adidas jakke på, og gjorde alt for at ligne et normalt menneske. Jeg tiltrak opmærksomhed på åben gade, hvilket måske ikke altid var lige smart. 

“Skal vi smutte?” Spurgte jeg ham, og åndede ud. Jeg var ikke nervøs, intet lignende det, jeg skulle bare prøve noget nyt. Jeg vidste hvor irriterende Olivia havde været dengang, dengang hun skulle høre færdiggørelsen af hendes sang. Sådan ville jeg ikke have det skulle være, men jeg vidste selvfølgelig heller ikke hvad dagens skema var, hvad de var igang med at arbejde på. 

For alt hvad jeg ved af, så kunne det være de skulle indspille nogle af sangene, og at det var grunden til at vi kunne komme med. Jeg forstod bare ikke, hvorfor Jessica ikke skulle med. 

Det kunne jeg selvfølgelig spørge Liam om, men jeg vidste ikke om det ville være en god idé. Jeg mener, hvis det var noget mellem dem; et skænderi, en uenighed, eller noget meget større, så ville jeg ikke være den der skulle minde ham om det, og måske ødelægge hans kreative tanker. 

“Jeps,” svarede Niall, inden han hev i bilnøglerne som hang på en krog foran døren. Vi havde altid døren låst, andet ville være for uansvarligt med en kendis i lejligheden, så vi kunne ligge nøglerne hvor vi ville. Hvis bil det var, var jeg stadig ikke sikker på, men vi brugte den til alt nu. Det ville være rimeligt skønt hvis det var vores, så vi ikke skulle låne af alle andre igen. Det havde været en træls periode. 

Vi satte os ind i bilen, og kørte mod studiet med musikken spillende i radioen. De sjoveste tidspunkter i en bil med Niall, var når de spillede en One Direction sang. I starten havde han syntes det var den underligste ting nogensinde, og at det også var ubehageligt. Sådan at høre sig selv i radioen, det havde han jo ikke været vant til. Nu var det naturligt, og naturligt nok til at vi kunne sidde og skråle med, selvom at andre måske ville kunne høre os. Vi var ligeglade efterhånden, folk vidste hvem jeg var - grundet Niall, og det var fint. 

“Hvad skal I så lave i dag?” Jeg kiggede på ham, og var oprigtigt nysgerrig. Han smilede skævt, og satte farten op, da vi kørte hen på en ny vej. 

“Det er en overraskelse,” drillede han, med blikket sat fast på vejen. Jeg hadede overraskelser, og det vidste Niall godt. Men det betød muligvis bare, at de ikke skulle bruge tre timer med os tre piger på at skrive på nogle forskellige sange, hvor at halvdelen af dem alligevel ville blive kasseret. 

Niall havde flere gange brokket sig over, hvordan han havde skrevet den her helt perfekte sang, og pladeselskabet så bare have lagt den på hylden. Han havde været i så dårligt humør hele dagen. 

“Jeg hader dig. Det ved du vel godt, ikke?” Spurgte jeg ham drillende om, mens at jeg på samme tid prøvede på at lyde så seriøs som overhovedet muligt. Han kiggede hen på mig, og blinkede med højre øje. Han vidste udemærket godt at jeg jokede med ham, for hvordan kunne nogen overhovet hade ham? 

“Jeg elsker også dig,” svarede han tilbage, da han havde låst sine øjne på vejen igen. Jeg kunne se studiet herfra, og Niall gik også igang med at sænke farten så vi kunne dreje henover vejen. Studiet lå et dumt sted, og lidt væk fra så mange andre ting. Mange ville måske forveksle det med et motel, eller et billigt hotel. 

“Det ved jeg godt,” sagde jeg lavt, mens at jeg smilede endnu en gang. Det var længe siden at jeg sidst havde følt mig så glad, som jeg havde været de sidste par dage. Niall var et godt fit til mig, vi passede på hinanden, og selvom vi aldrig havde indrømmet det før - så tror jeg at vi har elsket hinanden længe. 

Vi havde toppen af vores venskab for længe siden, for flere år siden sikkert, og vi troede at det at flytte sammen ville løse det. Men vi skulle komme endnu længere, det tror jeg på hele tiden har været meningen. Niall har aldrig været min type fyr, jeg er normalt til brunetter og brun hud, og højde og muskler. Niall farver det lyst - dog er det brune hår så meget mere charmerende til ham - og han er forholdsvis bleg, på højde med mig, og gemmer sin sixpack godt væk bag pizzafedtet. 

Vi lever godt, og vi gør det sammen, og jeg havde aldrig troet at det ville være noget jeg kunne. Leve usundt, lade min kæreste leve usundt, og så uden at vi prøvede at slippe af med hvalpefedtet igen. 

Niall fandt en ledig parkeringsbås, og fik så let som ingenting parkeret bilen. Han havde altid været den bedste chauffør, men jeg foretrak når det var mig der havde den kontrol. Kontrolfreak, du må gerne tænke det og sige det. Hele mit liv har det været sådan, endnu en grund til at hade gruppearbejde i folkeskolen. 

“Er du klar?” Spurgte Niall, mens at hans hånd var omkring hans sele. Jeg nikkede og spændte mig ud, men da jeg steg ud af bilen havde jeg denne her underlige følelse i kroppen. Som om at jeg blev hevet tilbage til bilen, af en magnetisk forbindelse. Jeg kiggede om på Niall og smilede, mens at han var på vej hen mod indgangen. Han havde ikke engang opdaget at jeg ikke gik ved siden af ham, eller lige bag ved. 

Jeg løb forsigtigt hen til ham, og forsøgte at være så lydløs som muligt. 

Parkeringspladsen føltes som var den en kilometer lang, der var en evighed hen til indgangen. Bygningen lignede fra ydersiden ikke noget specielt, men når man kom ind i de forskellige lokaler hang de platinplader, guldplader og hvad de forskellige kunstnere eller havde præsteret. Hvis et band havde vundet en award, eller flere, som drengene havde, så blev den oftest også stillet i deres lokale. På den måde skulle de ikke finde ud af hvem der måtte have den hjemme på hylden, og så var der ikke et skænderi der. 

Det var koldt at gå udenfor, jeg var sikker på at det var minusgrader. Moder Natur havde ikke været sød mod os. Det var isnende koldt, og der var ikke engang nået sne i dag. Bare frost og sjap. 

Trapperne kendte jeg godt, og vejen til lokalet var også utroligt nem. Jeg elskede hvordan alle dørerne var udsmykket med navnet på det band eller den artist som hørte til derinde, og hvis lokalet blev brugt til flere kunstnere - så stod alle navnene der også. Det var så sjovt når man gik ned, og kunne se hvad for noget musik der blev produceret her, og hvem man kunne risikere at rende ind i. 

Da Niall åbnede døren ind til deres lokale, så sad Christine og Lily der allerede. Jeg gik ud fra at drengene var ude efter noget, eller lignende. De var i hvert fald ikke i lokalet, men der kunne være så mange grunde til det. De kunne snakke med deres management, de kunne snakke sammen uden pigerne, eller de kunne hente kaffe, the, kakao, brændte mandler, slik, sandwiches, hvad ved jeg. 

“Hey piger,” sagde jeg, da jeg også trådte ind i lokalet. Både Christine og Lily nærmest susede op fra sofaen med det samme, og kom luntende hen imod mig, for at vi kunne have et gruppekram. Vi grinede alle tre, og Niall stod bare og kiggede på os som var vi sindssyge, eller som om at vi ikke havde set hinanden i en evighed. Det var et smukt øjeblik, hvis man spurgte mig. Også selvom det var en uge siden vi sidst havde set hinanden, eller sådan noget. Ikke ligefrem det store savn, som vi havde haft. 

“I så hinanden for nyligt, hvor meget kan I have noget at savne hinanden?” Niall stod og betragtede os henne fra hjørnet af sofaen, og havde et kæmpe smil på læben. Han drillede os, uden tvivl, men vi trak os da fra hinanden og satte os alle ned igen. Jeg satte mig ved siden af Niall, og Christine og Lily satte sig hvor de havde siddet før jeg kom ind og forstyrede dem i at være på sociale medier. 

“Vil du så sige hvad I skal lave i dag, nu?” Spurgte jeg, mens at jeg kiggede insisterende op på Niall, som var overraskende meget højere end mig, når man tænkte på at vi sad i den samme sofa. Hans overkrop kunne umuligt være så meget længere, eftersom at hans ben var længere end mine. 

“Mh,” startede han mumlende ud. Jeg puffede ham på armen, og åbnede munden i et o, for at vise hvor fornærmet jeg var over hans drillerier. 

“Niks,” afsluttede han dog så, med en drillende tone i stemmen. Jeg rullede øjne af ham, hvilket fik ham til at grine. Han lagde sine læber på mine, og efterlod et kys, som om at han ikke lige havde været den mest irriterende kæreste i verden, som tilfældigvis ikke ville sige hvad man skulle bruge sin dag på i et musikstudie. 

Harry og Louis trådte ind af døren, og grinede til hinanden over noget de sikkert havde snakket om på vej herhen. I hænderne havde de bakker med sodavand, kaffe, kuglepenne, papir og bolcher. Både Christine, Lily og jeg kiggede mistroisk på dem, da vi jo intet havde fået at vide. 

Jeg opdagede jo så også at Liam ikke var her, hvilket var ret usædvanligt. Det kunne være at ham og Jessica havde planer, som ikke kunne aflyses eller lignende. Måske arbejdede han hjemmefra, så han også kunne bruge tid sammen med hende. Hun havde haft en travl måned, så de havde ikke set hinanden så meget. 

“Hvad skal vi lave i dag, Haz?” Spurgte jeg med en sukkersød stemme, og vippende øjenvipper. Jeg blinkede så kraftigt med øjnene, at tårerne nærmest løb ned af kinderne på mig. Harry kiggede skiftevis på Louis og på Niall, og smilede skævt hele tiden. Det virkede så underligt, og det var et tydeligt tegn på at de havde aftalt hvad der skulle ske i dag. Det havde været meningen at jeg skulle tage med, derfor havde Niall været så insisterende. 

“Kom nu, Lou. Du kan ikke holde på det længere,” lokkede jeg, mens at jeg smilede på en eller anden helt speciel måde. Louis kiggede ned mod jorden, og grinede som om han ikke havde mere luft i lungerne. Han kiggede bedende op på Harry, og så hen på Niall, i håb om at de ville hjælpe ham, men de trak bare på skuldrene. De skulle jo sige det på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke bare lade Louis gøre det?

“Fint. I skal hjælpe os med at skrive sangene, så hvert par får skrevet en sang,” sagde han, mens at han pustede alt luft han havde i kroppen ud. Han lød som en forpustet hvalros, men idéen var genial. Lily og jeg begge hvinede, og Christine så ærligt talt bare en smule forvirret ud - men det var ret sødt. 

Jeg kiggede på Niall, og det første der faldt mig ind var at slå ham på skulderen, hvilket jeg så gjorde. Han prøvede at få det til at ligne at det gjorde ondt, som fik os begge til at grine. I det mindste prøvede han at få mig til at virke stærk, og det var jeg ret taknemmelig over. 

“Så vi har fået lov til at låne to lokaler mere, så vi kan sidde adskilt,” forklarede Niall videre, mens at Louis og Harry delte en kuglepen og en blok af papirer ud til os hver. Ikke bare til hvert par, nej. Men til hver enkelt person i lokalet, og derefter delte de kaffe, sodavand og snacks ud også.

De fik det til at se ud som om at vi skulle være her hele dagen, men planen havde kun været to til tre timer. Jeg vil vædde med at nogle af de andre også måtte have planer, hvorimod jeg faktisk gerne ville være her hele dagen. Min dag skulle bare have været dedikeret til Niall, og det her var en fin måde at gøre det på. 

“Jamen skal vi så ikke bare komme i gang?” Spurgte jeg, mens at jeg havde et kæmpe grin klistret på læben. Drengene nikkede, og vi fik tildelt hver vores lokale - og Niall og jeg var de heldige, der fik lov til at blive i One Direction suiten. Christine og Louis skulle vidst ind til en soloartist, som jeg ikke kan huske navnet på, og Lily og Harry skulle ind i et ekstra rum, som der ikke var optaget lige i øjeblikket. 

“Så har du nogle idéer?” Spurgte Niall om, som om at jeg rent faktisk havde skrevet en sang før. Dog havde jeg en masse idéer. Man får jo at vide at man skal skrive om ting man kender, og ting man aldrig går død i. Så hvorfor ikke skrive om Niall og jeg? Måske bare overdrive det en smule.

“Det kan du tro,” svarede jeg derfor selvsikkert. Jeg smilede til ham, og lagde derefter mine læber på hans. 

 

❅❅❅

 

“Hvad med det her?” Startede jeg ud med at spørge. Niall kiggede op på mig, stadig med blyanten i hånden. Vi havde indtil videre fået styr på to vers, og havde et udkast til et omkvæd - dog var jeg slet ikke tilfreds med det, og nu skulle vi så lave c-stykket. 

Bare fordi at jeg var med til at skrive sangen, så betød det ikke at den ville ende sådan. Det betød ikke at den ville komme med på albummet, men jeg vil vædde med at drengene bare løb tør for idéer, og den sidste mulighed tilbage var at kalde deres kærester ind, så vi kunne skrive sangene for dem. 

“And I know that it’s wrong, but i just can’t move on,” sang jeg, som havde jeg været en sanger hele mit liv. Vi havde aftalt at sangen skulle være akustisk, det var Nialls særområde og det var der han følte sig mest tilpas. Det var også der jeg foretrak ham, det var der han skinnede igennem, uden tvivl. 

“Jeg kan godt lide det, babe. Men det skal have en anden melodi end det andet,” svarede han, mens at han grinede svagt over mit forsøg. Jeg havde selvfølgelig bare sunget ud fra den første melodi, uden at tænke over at den netop skulle ændre sig i det her stykke. 

At skrive en sang var sværere end jeg troede, og hvordan Niall havde kunne skrive så mange, vidste jeg ikke helt. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og pustede noget ligegyldig luft ud igennem mine læber.

“Det er svært,” brokkede jeg mig, mens at jeg prøvede at kigge op på hans ansigt. Niall kyssede mig på håret, og jeg kunne mærke på hans kinder at han smilede efterfølgende.

“Og det er hvad jeg lever af,” mumlede han ned i mit hår, efterfulgt af endnu et kys. Jeg smilede for mig selv, men jeg var rimelig sikker på at han kunne mærke mine kinder mod hans hals. 

“Du lever af at synge, babe,” fortalte jeg ham, som om at han var et lille barn der ikke vidste hvad han havde gang i. Han grinede svagt, og kyssede mig endnu en gang i håret. Han var en lille charmør, og det havde han altid været. Det samme med hans nevø, som mindede så utroligt meget om ham. Sidespor. 

Jeg flyttede mit hoved fra hans skulder, og lagde mine læber på hans i et kort kys, som vi gentog afskillige gange. Jeg smilede i mellem kyssende, og det samme gjorde han. Min ene hånd var i hans nakke, hvor at mine fingre legede med hans nakkehår, og min anden hånd lå på hans kind og legede med den smule skægstubbe han havde fået. Det stikkede mod min hud, men det gik nok. 

“Vi burde virkelig få skrevet den sang,” mumlede Niall mod min kind, i en af pauserne fra vores kys. Man skulle jo også trække vejret nogle gange, og vi kunne ikke bare blive ved med at stjæle hinandens vejrtrækning. Til sidst ville der intet luft være tilbage jo. 

Jeg kiggede skuffet på ham, og skød min underlæbe frem. Niall grinede af mig, inden han kyssede mig på panden og tog blyanten op i hånden igen. Jeg var ikke skuffet, men lidt sjov kunne man jo godt lave. 

“Kan du ikke finde guitaren, så vi kan lave melodien?” Spurgte jeg ham, mens jeg skrev den tekst ned som måske ville kunne virke til c-stykket. Jeg kunne selv ret godt lide det, og den passede meget godt til resten af sangen. Sangen var alt i alt om den by vi mødtes i, og hvordan den førte os sammen. 

Selvfølgelig var den information utroligt godt skjult, og mange ville nok ikke regne ud at den handlede om os som et par, og som to bedste venner. 

And I know that it’s wrong, that I can’t move on, ‘but there’s something ‘bout you.

Hvor ordene kom fra, vidste jeg ikke helt, men de var der ligesom bare. Jeg ønskede ikke at flytte væk fra det her sted, for det var her jeg engang for mange år siden havde mødt Niall, og her jeg havde lært ham at kende. De tre linjer handler om hvordan jeg ikke vil give slip, fordi at alt ved byen minder mig om ham, og nu vil denne sang bare holde mig her endnu længere. Det var her jeg havde mødt mit livs kærlighed, og jeg tror aldrig at jeg vil flytte væk. Måske fra lejligheden, ja, men ikke fra byen. Det kan jeg ikke se for mig. 

“Den tekst er god, wow,” mumlede Niall, da han satte sig ned med guitaren ved siden af mig. Han kiggede ned på ordene, som stod under endnu et omkvæd, som jeg forelskede mig mere og mere i. 

Jeg havde aldrig troet at Niall og jeg skulle skrive en sang sammen, og slet ikke at den ville blive god. Vi havde ikke diskuteret om noget, vi var bare kommet med forslag. Det havde været så naturligt for os. Det var en del af Nialls jobbeskrivelse, men det var første gang at jeg nogensinde skrev en sang. Jeg havde sunget før, og jeg sang ofte bare for sjov, men denne her gang brugte jeg min stemme til at få kreativiteten frem. 

Nialls fingre kørte hen over strengene, og jeg lyttede ikke så meget til de forskellige melodier han prøvede af, før jeg hørte den jeg mente passede til. Den passede helt perfekt til hvad jeg havde tænkt, og det fortalte jeg ham også. Måske endda lidt for ivrigt, da han virkede overrasket over min handling. 

“Det er den melodi!” Nærmest råbte jeg, mens at jeg hoppede op fra sofaen. Jeg havde et kæmpe smil på læben, og melodi sammen med tekst kørte på repeat inde i hovedet på mig. Det var et perfekt match, præcis ligesom Niall og jeg. Niall grinede svagt af mig, men skrev akkorderne ned på et nodeark vi selv havde tegnet. Det var den ene ting Louis og Harry ikke havde tænkt på; nodeark. 

“Rolig nu, sunshine. Den er god, og vi kan godt bruge den,” sagde han mens at han stadig grinede af mig. Man skulle tro at han kunne rulle nede på gulvet af grin, men han håndterede sin krop ret godt imens. Jeg smilede af synet, og mærkede virkelig hvor taknemmelig jeg var for at have en som ham. 

Normalt brugte jeg mine dage på at lave kaffe og afleverer muffins til forretningsmænd med kæmpe succes, mens at jeg stod i et forklæde og fik sølle halvtreds kroner i timen, og i dag sad jeg og skrev en sang som måske kunne blive et kæmpe hit, når Niall havde kigget den igennem. Hvis pladeselskabet godkendte den, kunne den komme på et album, og så ville de skulle takke mig på deres takkeliste bagerst i albummet. 

Jeg havde altid været meget dedikeret til Nialls karriere. Jeg havde været til utallige koncerter, jeg havde været med til så mange arrangementer der involverede at klæde sig fint på, og jeg havde købt alle sange enkeltvis for at støtte økonomisk. Ikke at de havde brug for det, men det var en ting jeg elskede. Jeg kunne være fan, være hans bedste veninde, og nu også være hans kæreste. 

Der var fire dage til jul, det var allerede nu på lørdag at vi skulle bruge hele aftenen sammen, og jeg kunne ikke have fået en bedre gave. Uden at være totalt sentimental, følelsesladet og irriterende at høre på, så er Niall nok det bedste der nogensinde er sket for mig, og jeg kunne ikke elske en person højere. 

“Syng lige hele sangen igennem,” sagde jeg, nærmest som en kommando. Niall kiggede ned på vores noter, vores linjer og ord som stod noget så sjusket, og grinede så da han kiggede hen på nodearket. 

“Kun hvis du synger den med mig,” svarede han så tilbage, på samme måde som jeg først havde bedt ham om at synge den. Jeg satte mig hen ved siden af ham igen, og lagde mit hoved kort på hans skulder. Jeg skulle bare nyde hans nærvær, inden at jeg skulle til at bryde en kæmpe grænse. 

Jeg skulle sidde med en verdenskendt popstjerne, og synge en sang som måske ville blive spillet i radioen en dag. Jeg ville kunne sidde og lytte til mit absolut yndlingsband, med mine bedste venner i det, og kunne høre dem synge en sang som jeg havde været med til at skrive. 

Jeg løftede mit hoved, rettede ryggen, og gjorde min stemme klar til at skulle brillere. Niall kiggede på mig, og vi havde en fantastisk øjenkontakt. Vi smilede begge, og lagde vores læber på hinandens, inden at vi begge lagde vores øjne på sangteksten foran os. 

Jeg tror mere at Niall fokuserede på nodearket, da han også skulle spille på guitaren imens, men jeg nær studerede hvert enkelt ord, og overanalyserede det. Niall begyndte at spille forspillet, et fantastisk smukt fingerspil, som jeg ville ønske at jeg kunne lære at spille. Det lød så smukt, og jeg nød det virkelig, 

Waking up to kiss you, when nobody’s there,” sang jeg, uden overhovedet at tænke over det. At synge med ham faldt så naturligt, mere naturligt end det måske burde. Men jeg kunne jo også godt høre at Niall ikke sang sammen med mig, men det generede mig ikke. Jeg nød det. 

Jeg nød at synge, og jeg nød at synge min egen sang. Kunne det virkelig passe?

 

❅❅❅

WUHU! Der er fire dage til jul, og jeg glæder mig som en lille pige!

Jeg håber virkelig at I kunne lide kapitlet, og at I har kunne lide historien. Den nærmer sig trods alt sin ende, desværre. Tror I Julia kunne komme ind i musikindustrien, eller er hun for bange? Tror I hun kunne finde på at prøve?

Vi ses i morgen, i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...