Julens Juveler

Ginger er en lille alf, som altid glæder sig omkring juletid. Hun er nemlig en af de fem alfer, som har en af julens juveler, og hun er den eneste som kan få sin til at virke. Hvis hun ikke sætter sin juvel i Det Store Juletræ, i Hindbærskoven, præcis den 24. December, kommer julen ikke. Men hvad skal hun så gøre, når hun bliver fanget i menneskenes verden, langt væk fra Det Store Juletræ, og samtidig skal passe på en rimelig skør fysik lærer, som har en ting for insektvinger?

0Likes
0Kommentarer
203Visninger
AA

5. Kapitel 4

Ginger kan høre larm, og begynder at flyve hen mod det. Hun har brugt de sidste par dage på at udforske det nye område hun er i. De første par dage har hun brugt i et hul under et træ, på at finde ud af hvor hun dog kunne være og tænke på hvad hun skulle gøre. Hun er kommet frem til, at hun må være kommet et sted hen, som ikke er hendes egen verden. Og hvad der er i denne verden, må hun bare finde ud af! Efter en forfærdelig lang flyvetur, og flyven i ring, er hun endelig kommet ud af skoven. Ikke langt derfra kommer hun forbi en masse, sjove bygninger af sten. Hun er ikke helt sikker på hvad de er til, men der lever nogle vingeløse alfer inde i dem, og der er en masse forskellige rum, så hun tror næsten at det er huse, selvom huse skal være bygget af træ. Hun kan heller ikke få øje på en brændeovn i hvad hun tror må være køkkenet, og de sover på nogle sjove firkanter, istedet for i nødeskaller. 
Larmen bliver højere, da hun flyver tæt på en meget lang version af stenbygningerne, med en masse små, vingeløse alfer. Ginger overhører en samtale mellem to af dem.
"Så er der kun 16 dage til jul...hvad ønsker du dig?"
"Det ved jeg ikke rigtig, jeg glæder mig ikke ligeså meget til jul som jeg plejer, jeg gider næsten ikke skrive en ønskesedel..." 
Ginger gisper! Så er det allerede den 8. december! Og hvordan kan man ikke glæde sig til julen? Sikke nogle underlige væsner. Pludselig får hun en underlig fornemmelse indeni. Noget der ligesom trækker i hende, som om der er et sted hun skal hen, lige nu! Hun ved endnu ikke om det er en god ide at disse væsner ser hende, så hun holder sig skjult, mens hun følger sine sanser. Der kommer en sjov lyd fra hendes rygsæk. Hun standser op og kigger ned i den. Juvelen! Den skinner i rød og blå gennem silkeposen. Den har aldrig opført sig sådan før! Det må betyde et eller andet. Der kommer en latter et lille stykke væk derfra, og juvelen lyser kraftigere. Ginger flyver hen mod den, og får øje på to små pige-væsner, den ene med en blå hat på, den anden med en rød. Ligesom farverne juvelen lyser i! Det må være dem, hun skulle hen til! Men hvordan skal hun dog snakke med dem? I samme nu ringer en stor klokke, og Ginger må holde sig for ørene. Og nu løber pige-væsnerne indenfor! Nej, hun skal jo snakke med dem! Hun må følge efter dem. Ind i bygningen! Der er væsner overalt, der skubber og maser for at komme fremad. Ginger prøver at følge pigerne, men er ved at blive mast af alle de andre. Hun bliver nødt til at flyve op, højt op i loftet, men der slipper hun dem at syne. Hun beslutter sig for at vente til alle væsnerne er forsvundet, og så prøve at finde dem igen. Hvis juvelen lyser op igen, kan hun bruge den som kompas. Væsnerne drysser allesammen stille ind i nogle små rum, nogle ind i et, nogle andre i et andet. Men i hvilket et er dem hun skal finde? Hun tager juvelen frem. Den lyser ikke længere. Skidt med det, tænker hun, jeg prøver mig bare frem. Dørene er lukkede til alle rummene, så hun må virkelig stole på at juvelen lyser op igen. Første rum hun kommer forbi sker der intet ved, heller ikke det næste, eller det næste igen. Men ved det fjerde rum begynder juvelen at lyse, dog meget svagt. Det må være her! Nu skal hun bare gennem døren, hvilket viser sig langt mere problematisk end hvad hun havde troet. Den er jo gigantisk, og ufattelig tung! Hun kan ikke engang komme igennem nøglehullet, fordi det er helt fyldt med en masse mærkelige takker. Nøglehul plejer da bare at være små hul, tænker hun, men åbenbart ikke det her. Hvad gør hun så? Hun skal jo ind på den anden side af døren! Hun hører noget lidt længere nede af gangen. Nogen banker på en af de andre døre, og kort tid efter bliver der lukket op. Måske hun kunne gøre det samme? Hun prøver at banke, men der sker intet. Det kunne være de ikke kunne høre hende. Hendes hænder må være for små til at kunne lave en lyd høj nok til at nå den anden side af døren. Hun må have fat i noget tungere. Hun kigger rundt og får øje på en skohylde, og aller øverst på den, står der et par store, røde gummistøvler. Hvis hun nu kan løfte en af dem, og smide den mod døren. Ja, det kunne faktisk måske virke! Hun flyver hen og tager fat i kanten af den ene. Hold da op hvor er den tung! Hun kan jo slet ikke holde fast i den. Den glider ud af hendes små hænder, og lander på gulvet med et bump. I næste nu bliver døren til det rum hun skal ind i åbnet, og en mand står i den.
"Hallo, hvem der?!" siger han. Ginger skynder sig at flyve gennem døren, lige som den skal til at lukkes, og får gemt sig bag en stak bøger på den anden side. Hun kigger rundt. Alle de små væsner sidder ved borde, to og to. Manden, som åbnede døren, står oppe foran dem, ved en grøn tavle og skriver nogle ting på den. Nede bagerst i klassen, får hun øje på en rød og en blå hat. Der er de! Hun hopper ned på gulvet, og begynder at gå hen mod dem. Alle væsnerne har travlt med at lytte og skrive ned, så ingen af dem får øje på Ginger. Nu slår det hende. Hvad skal hun sige? Hvordan skal hun snakke med dem? Det er i hvert fald nok ikke en god ide at snakke med dem herinde, hvor der er så mange andre væsner. Hun sætter sig ned under deres bord, og venter på at få en ide. Pludselig ringer klokken igen, som hun hørte tidligere, og alle væsnerne begynder at pakke de ting de har på bordene ned i tasker ved siden af. Og nogle af dem rejser sig op for at gå. Hun må gøre noget, hurtigt! Hun når lige at hoppe ned i den røde takse, før væsnet med den røde hat lyner den og tager den på ryggen. Ginger lyner tasken lidt op igen, så hun kan se ud af siden. Tasken gynger forfærdeligt meget, og hun må sætte sin lille rygsæk i spænd mellem de store bøger, for ikke at blive mast.
 De går ud af bygningen, ned af nogle trappetrin og ud på en vej. Nu håber jeg bare de er venlige, tænker hun, mens hendes øjne begynder at lukke sig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...