Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1476Visninger
AA

9. Ulykken (3)

 


 

Kapitel 3.

***

Vi løber igennem alle gange på hospitalet og Niall giver ikke i et sekund slip på min hånd. Lige meget hvor mange læger der råber efter os og beder os om at sætte farten ned, så stopper vi ikke. Vi har været her så mange gange de sidste par uger, så vi ved præcis hvor vi skal hen.

Vi drejer skarpt om et hjørne, hvilket medfører at jeg hamre direkte ind i en middelaldrene mand. Han er lige ved at falde, men genfinder balancen. Jeg ømmer mig stille og holder på det sted hvor jeg ramte ham. Det kan godt være at han ser lidt tyk ud, men blød, det er han ikke. Han bander og råber af os begge to. Niall tjekker om jeg er okay og ser irriteret over på den halv skaldet mand.

Jeg prøver at undskylde, men det går ikke helt så godt.

 

- Ja undskyld mig et vis sted! Har du ikke øjne i hoved!?

 

Niall træder ind foran mig og forsvare mig. Han hæver sin stemme og får manden til at klappe i. Jeg trækker i Nialls arm og fortæller ham at det ikke er tiden værd. Vi fortsætter med samme hastighed ned af gangen og da vi når Louis’ værelse, er de andre her allerede. Johannah holder hans hånd og de ser alle op på os da vi kommer tromlende ind i rummet. Vi stopper brat op og synet af Louis som sidder op, fylder mig med glæde.

 

- Heeeeey! Der er I jo!

 

Louis stor smiler og det samme gør alle de andre. Selvom det ser ud til, at Harry også græder en smule.

 

- Får jeg ikke et kram?

 

Louis åbner sine arme og jeg skubber Niall hen mod ham. Niall omfavner ham i en stor bjørnekrammer og Louis klapper ham to gange på ryggen.

Dr. Adams træder ind i rummet og Niall stiller sig hen ved siden af mig igen. Han laden sin hånd hvile på min hofte og kysser mig på kinden. 

 

- Godt at se at i alle sammen kunne være her, på så kort varsel.

 

- Selvfølgelig!

 

- Vi har ikke ventet på andet.

 

Drengene smiler og det føleles som en sten har forladt mit hjerte.

 

- Vi skal have fået kørt nogle små prøver, før vi kan være helt sikker på, at alt er som det skal være. Men som det ser ud nu og siden du ikke har været i koma længer end 12 dage, ser det lyst ud.

 

Johannah ser lettet ud. Louis strækker sin arm og hviler sin hånd oven på hendes. Han ligner fuldstændig sig selv, bare i en mere spinkel udgave.

 

- Hvis du bare følger lyset.

 

Dr. Adams tager en lille lommelygte frem og lyser ind i Louis’ øjne.

 

- Og kig her og her.

 

Han kører sin finger frem og tilbage og Louis’ følger den intenst med øjnene.

 

- Okay, jeg kommer tilbage lidt senere og så tager vi de sidste prøver og hvis alt er som det skal være, ville jeg mene at du kan komme hjem om en uges tid.

 

Louis nikker og både drengen og Johannah siger på samme tid.

 

- Tusind tak, doktor!

 

***

Vi kommer sent hjem og vi er begge helt udkørte. Efter vi har været på hospitalet hele dagen og underholdt Louis, er vi så først kommet hjem nu. Klokken er tolv om aftnen og lejligheden er fyldt med mørke. 

Man kunne slet ikke mærke på Louis, at han har været med i en bilulykke. Han spiser, snakker og griner som han plejer, hvilket har lettet hele stemningen. Drengene er blevet sig selv og jeg kunne ikke ønske mig noget bedre.

Eftersom Louis er blevet testet i alt han kunne testes for og siden de ikke har fundet noget, betyder det så at han bliver udskrevet i næste uge. Det er den bedste nyhed, jeg har fået hele ugen.

 

Jeg kaster mine sko af og smider efterfulgt min jakke på gulvet.

 

- Skal jeg lave noget mad? Jeg kan varme nogle fritter i ovnen og måske endda et par…

 

Niall vender mig rundt og skubber mig op af væggen. Mit hjerte springer et slag over og jeg glemmer alt hvad jeg var ved at sige. Hans næse rammer næsten min og han bider sig drilsk i læben.

 

- Jeg er ikke særlig sulten, er du?

 

Han strejfer mine læber og mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Han presser sin krop ind mod min og kysser blidt min nakke. Jeg lukker øjnene og gisper et, Nej. Han smiler og bevidst lader han sine læber strejfe mine, uden at kysse mig. Jeg prøver at læne mig frem mod ham, men han holder mig tilbage.

Han begynder langsomt at knappe min skjorte op og jeg er ved at dø af længsel.

 

- Er du helt sikker? Jeg mener vi har både kartoffler, kylling, forårsruller…

 

Hans hvisken kilder min kind og min krop brænder efter ham.

 

- ris, pasta, toastbrø…

 

- Ja, jeg er sikker!

 

Han smiler lumsk og knapper den sidste knap op. Et stød går igennem min krop og han river min skjorte af. Jeg gisper højlydt og han smiler skævt. Han lader sine hænder glide ned af min ryg, indtil de lander på min numse og så løfter han mig op. Jeg kysser ham intenst mens han bærer mig ind på soveværelset, som han havde gjort tidligere. Han lægger mig ned, uden at vores læber bliver adskilt. Jeg hiver hans trøje over hoved og kaster den over i den anden ende af værelset. Han lyner langsomt mine bukser ned og lyden får alt inde i mig til at skælve. Hans mund arbejder samtidig med hans hænder og jeg kan næsten ikke være i mig selv. Med et arm tag, lykkedes det ham at river mine bukser af. Hans hænder er på min ryg, skuldre, kinder, lår, hofter, bryster og numse på én gang. Det følelse som om han har ti hænder og jeg ved ikke hvordan har bærer sig an.

Jeg fumler med hans læderbælter og da jeg endelig får det op, river jeg hans bukser af. Der lyder et bump da de lander på gulvet og jeg smiler for mig selv.

Med en hånd åbner han min BH og den ryger samme vej som vores bukser.

 

- Du ved godt at jeg elsker dig, ikke?

 

Selvom jeg ikke kan se det, så ved jeg at han smiler.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...