Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1478Visninger
AA

8. Ulykken (2)

 


Kapitel 2.

***

Jeg vågner næste dag, ved solen som skinner ind gennem vinduet. Jeg blinker et par gange og gaber stort, men lydløst. Niall ligger med begge arme om mig og presser sin krop ind mod min. Jeg kan høre på hans vejrtrækning, at han stadig sover tungt. Hans hoved har han begravet ind i mit hår og det kilder i min nakke for hver gang han puster ud. Hans krop er varm og jeg formår at vender mig rundt så jeg kan se hans ansigt. Han ser sød og fredfyldt ud, hvilket beroliger mig lidt efter i går aftes.

Jeg fik hjulpet ham ind i seng og hele aften lå jeg med armene om ham. Jeg prøvede bedst muligt at berolige ham. Jeg kan stadig huske hvor stramt han holdt mig, som om han var bange for at jeg ville forsvinde. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men han faldt mere og mere til ro og til sidst sov han i mine arme. Det var hjerteskærende at se ham sådan og jeg kunne ikke helt forhindre en tåre i at glide ned af min kind. Selvom det både var hårdt for ham og mig, ved jeg at det har været godt for ham.

 

Jeg planer et let kys på hans læber og kravler forsigtigt ud af sengen. På vejen ud af værelset, griber jeg min hættetrøje og lukker døren forsigtigt bag mig. Jeg trækker trøjen over mit hoved og sætter noget vand i kog. Stuen ligner noget der er løgn. Næsten hele stuen er smadret. Det eneste han ikke har ødelagt er sofaen og Tv’et, men jeg er ligeglad. Han kunne havde ødelagt hele lejligheden og jeg ville stadig være ligeglad. Det er bare ting og ting kan erstattes.

Uden at tænke over det, griber jeg telefonen og taster Liams nummer ind. Han tager den med det samme og han lyder lige så træt som jeg føler mig.

 

- Hej Lola

 

- Hej, hvordan går det? Noget nyt?

 

- Nej vi har ikke hørt noget fra hospitalet siden i går. Jeg tror at Louis’ mor er derinde nu.

 

Johannah er fløjet fra Doncaster og ind på et Hotel her i LA, men det eneste hun bruger sit hotelværelset til er opbevaring af sine ting. Hun sidder ved Louis’ side 24/7 og tager kun tilbage for at klæde om eller tage et bad. Hendes største frygt er at han vågner op i sin hospitalsseng, alene. Så når vi kommer om eftermiddagen, tager hun tilbage på hotellet og frisker sig en anelse op.

Daniel er blevet tilbage for at passe på de små. Johannah kunne ikke overskue, at skulle tage stilling til andet end Louis.

 

- Jeg kom sent hjem i går, på grund af arbejde og synet var ikke kønt.

 

- Hvad? Hvad er der sket?

 

- Niall var helt ude af sig selv. Han blev ved med at græde og sige at Louis vil forsvinde. Jeg vidste godt at han holdt alle sine følelser inde, men det overvældede mig alligevel.

 

- Det er godt at han har fået det ud, er du okay? Det må have været lidt af et syn.

 

- Jeg blev overrasket, men jeg har det fint. Jeg har meldt mig syg resten af ugen.

 

- God ide. Han har brug for dig!

 

***

 

Jeg laver en stor kop te til Niall, men inden jeg når at hælde mælken i, kommer han traskende ud i køkkenet. Jeg havde ikke hørt ham komme, så jeg er lige ved at tabe hele koppen, ved synet af ham. Han ser træt og udmattet ud. Hans hår er livløst og hans øjne er helt røde. Jeg stiller koppen fra mig og han løfter mig op på køkkenbordet. Han hviler sine hænder på mine bare lår og hviler sin pande mod min. Han lukker sine øjne i og sukker en enkelt gang.

 

- Undskyld for i går, jeg har ødelagt hele stuen… Det var ikke min menin…

 

- Hey.

 

 Jeg løfter hans hoved op med begge mine hænder, så han kan se på mig. Jeg lader min hænder hvile på hans kinder, mens jeg holder vores øjenkontakt.

 

- Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du smadrede, ødelage eller endda tilintetgjorde i går.

 

Der kommer en kort og hæs latter fra ham og synet får mit hjerte til at synge.

 

- Så længe du er okay, er jeg fuldstændig ligeglad med hvad du gjord, okay? De ting betyder ingenting for mig, så længe du har det bedre.

 

Hans smil forsvinder stille og han læner sig ind for at kysse mig. Han lader sin hånd glide om bag min nakke og masser sig tætter på mig. Jeg svinger mine ben om hans hofter og lader mine hænder glid ind under hans t-shirt. Jeg kører min hænder om på hans ryg og kan mærke hvordan mine berøringer påvirker ham. Han hiver forsigtigt op i min hættetrøje og med et hurtigt træk, hiver han den helt af. Vores læber finder hurtigt hinanden igen og jeg skubber ham endnu tætter på.

Hans kys er så intense at jeg tror jeg besvimer. Han hiver selv hurtigt og elegant, sin egen t-shirt af.

Han kyser mine kraveben og vider ned gennem min kavalergang. Jeg griber fat i hans hår og tvinger ham til at se op igen. Han kysser mig dybt og grådigt på samme tid.

Han løfter mig op fra køkkenbordet og fører mig ind i soveværelset. Han smider mig ned på sengen og en latter undslipper mine læber. Med et stort smil, kravler han hen over sengen, indtil han når min mund. Han presser sin kropsvægt ned og med et hurtigt skub, får jeg ham ned på ryggen. Jeg kravler op på ham og hans fjoget smil fylder hele hoved. Jeg kysser hans hals, vider ned langs hans bryst og ned langs maven. Hans krop reager på hvert kys og et gisp undslipper hans læber. Han trækker mig op til sig og kysser mig passioneret.

Jeg hører en telefon der ringer og jeg ved at det ikke er min.

 

- Niall… Din mobil...

 

Han kysser min hals og kraveben, det virker ikke til at han selv hører den.

Jeg griner og bliver helt ør af hans berøringer.

 

- Det kunne være… Hospitalet…

 

Han stopper sine bevægelser og sukker. Han ser op på mig med et forfjamsket smil og jeg kan ikke selv lade være med at smile.

Han kæmper sig over til sit natbord og tager telefonen uden at se på nummeret.

 

- Hallo?

 

- Ja, det er Niall Horan.

 

- Hvornår?

 

Hans ansigt bliver seriøst og jeg læner mig op på mine albuer, for bedre at kunne se ham.

Uden at sige så meget, lægger han på og ser stift ud i luften.

 

- Hvem var det Niall?

 

Han siger ikke noget, men som en robot ser han over på mig.

 

- Det var… Ho-hospitalet.

 

Jeg sætter mig helt op og venter på at han fortsætter.

 

- Han er vågnet, Louis er lige vågnet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...