Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1556Visninger
AA

7. Ulykken (1)

 


Kapitel 1. 

***

Jeg har altid hadet lugten af hospitaler. Den har en bitter lugt af gummi og et snært af ubehag og død. Lyset har et irriterende skær, hvilket gør at folk ser mere syge ud end hvad de oprigtigt er. Væggene har altid en gyselig farve, som hvis den prøver at overdøve den forfærdelig lugt. Som sagt hader jeg hospitaler og denne situation, hjælper ikke ligefrem på mine holdninger.

Jeg står med Niall ved min side og ser ned på søde Louis. Han ligger i koma og lægerne ved ikke hvornår han vågner eller om han vågner. Han har tusindvis forskellige slanger stukket ind i kroppen og en stukket ned i halsen. Han ser bleg og tynd ud. Hans kindben er mere markeret og renderne under hans øjne er mørke. Han har forbindinger om den ene arm og små skræmmer i ansigtet. Sådan har han ligget i snart to uger og for hver dag, nej for hvert minut, vokser min knude i maven og frygten for at miste ham, vokser.

Hans hjerte rytme er stabil og lægerne har bekræftet hjerneaktivitet, så han er stabil, men som lægen sagde, ”Det kan pludselig vende 180C”. Harry lignede en der skulle kaste op, efter lægens nyheder og jeg selv følte mig ikke på toppen.

Jeg får en tung og tom fornemmelse af at se på ham sådan, jeg havde aldrig troet at jeg skulle se ham så, livløs.

Drengene har omringet hans seng og de ser næsten værre ud end ham. Harry har blodskudte øjne og hans hår har aldrig været så livløst som det er nu, Liam ser smadret ud og stirre stift ned på Louis, som om han prøver at indse at dette er virkeligheden og Zayn ligner et spøgelse. Jeg har kun set ham i joggingtøj de sidste par uger, hvilket er meget unormalt.

Ingen af dem har sagt et kvæk siden vi ankom, men mine største bekymringer hviler omkring Niall. Niall er den eneste der ikke har grædt eller vist en anden form for følelser, de sidste to uger og jeg kan mærke på ham at han holder det for sig selv. Han har prøvet at være den stærke i det her, han vil gerne være der for drengene.Det betyder dog ikke at han ikke selv har lov til at være ked af det eller sur, for den sags skyld. Han gør alt for at holde det inde, han gør alt for at være stærk for de andre og for mig, men jeg kan se hvordan det æder ham op. Louis er en af hans tætteste venner og det vil knuse ham, hvis han mister ham.

Niall fletter sin hånd i min. Jeg kan mærke at han søger mit blik, men jeg kan ikke se på ham. Hvis jeg ser på ham, så begynder jeg bare at tude, igen. Jeg gør alt for at holde mig sammen og jeg ville ønske at Niall ville give en anelse slip. Jeg vil gerne hjælpe ham, trøste ham, men han vil ikke lade mig. 

 

Køreturen hjem, er stille og trist. Vi ved begge to hvad den anden tænker, men ingen af os vil nævne det. Jeg læner mig ind og slukker for radioen. Niall vender sit blik mod mig og jeg tager en dyb indånding inden jeg siger noget;

 

- Er du okay? Det her er vores femte besøg, i denne uge og han har snart været på hospitalet i to, og jeg har ikke set dig vise nogen form for følelser, så, er du okay?

 

Niall stirrer ud på vejen og jeg ved godt hvad der foregår inde i hans hoved. Han sukker en enkelt gang og ser kort over på mig igen.

 

- Jeg har det fint, Lola, det er bare en rigtig hård tid lige nu. Drengene er længere nede end nogensinde før og en af os må være stærk.

 

- Men det behøver ikke hele tiden at være dig. Du behøver ikke at lukke alt inde, for at hjælpe dem. Det ender med at ødelægge dig.

 

Han er stille i lidt tid og nu, ved jeg ikke hvad han tænker.

 

- Det ved jeg… men, jeg kan ikke lade være. Deres forældre og venner er hjemme i London og vi har kun hinanden. Jeg bliver nød til at være den stærke over for dem.

 

- Det forstår jeg godt, men du har også mig.

 

Jeg griber forsigtigt hans hånd og klemmer den mellem mine.

 

- Jeg vil gerne være der for dig, men du vil ikke lade mig.

 

Han ser over på mig og jeg kan se alt den sår der gemt i hans øjne.

 

***

Det er ved at blive mørkt udenfor og jeg ved at jeg er sent på den. Jeg halvløber rundt i lejligheden for at samle mine ting: nøgler, mobil og taske. Jeg skal være på arbejde om en halv time og hvis jeg kommer for sent igen, falder der brænde ned.

Jeg tog med vilje en aften vagt i dag, men når jeg ser på Niall, ved jeg ikke om jeg burde melde mig syg.

 

- Er du sikker på at jeg ikke skal blive hjemme?

 

Jeg går hen til ham og han hiver mig forsigtigt ned på sit skød.

 

- Jeg kan godt ring og sige at jeg er blevet syg, også kan jeg lave noget ordentlig mad til dig.

 

Han tvinger et skævt smil frem, og hviler sin pande ind mod min.

 

- Din chef slår dig ihjel og det ved både du og jeg.

 

- DU er vigtiger end mit arbejde.

 

Han kysser mig blidt og skubber mig op på benene.

 

- Afsted, inden jeg skifter mening og tvinger dig til at blive.

 

Jeg går mod hoveddøren og ser tilbage på ham.

 

- Jeg har mobil med, så du kan bare ring. Jeg skal nok sørge for at have den på lyd, så misser jeg den ikke. Der er vist nogle rester i fryseren, fra sidste uge som du bare ka…

 

- Farvel Lola!

 

Han sender et luftkys som siger at jeg skal gå, selvom jeg slet ikke har lyst til at forlade ham.

 

***

 

Klokken er snart tolv og jeg er gennem banket. Hver nerve i min krop er træt og jeg ser frem til at sove i min varme seng. Jeg kom heldigvis ikke for sent, men det gjorde ikke den helt store forskel. Min chef var stadig efter mig hele aften og selv da vi ikke havde nogle kunder, fandt han stadig tusindvis af opgaver som jeg kunne lave.

Jeg hader ham.

Jeg arbejder som servitrice på Delis nede down town. Det værste job jeg har haft, men det er til gengæld også det bedst tjente jeg har haft. 

Siden Louis var i ulykke, har jeg været tvunget til at tage aftenvagter, da jeg gerne vil med ind og besøge ham om eftermiddagen. Aftenvagterne er de værste, det er dér hvor vi får flest kunder. Jeg har arbejdet der i snart et år og hver gang jeg går hjem, overvejer jeg at sige op. Det tjener bare så gode penge, så jeg må bide det i mig. Desuden er jeg snart færdig med min uddannelse, så det gælder om at holde fast det næste års tid.

Jeg har ellers forstillet mig hvordan det ville være at sige op. Hvordan jeg for første gang, kunne hæve min stemme og til sidst forlade køkkenet med stampende skridt, efterfulgt af et dramatisk kast med mit forklæde. Det ville dog aldrig ske og det ved jeg godt. Jeg bliver sikkert fyret inden jeg når at få muligheden, men man har vel lov at drømme.

 

Da jeg går op ad de sidste sæt trapper kan jeg høre en masse støj komme fra en af lejlighederne. Jeg stopper op for bedre at kunne høre og da det går op for mig, at det kommer fra vores lejlighed. Jeg skynder mig at lås døren op og lyden forhøjes. Det lyder som møbler der bliver skubbet og vaser der knuses. Jeg høre høje råb og jeg ved med det samme hvad der sker. Jeg smider min taske og jakke i et tag og styrter ind i stuen. Synet er ikke kønt. Lampen i vores vindueskarm er smadret og det samme er vasen fra spisebordet. Sofabordet har mistet to bordben og tre ud af fire spisestole er spredt rundt omkring. Det ligner at en tornado har ramt vores stue.

Jeg ser over på Niall, han står med ryggen til mig og er i gang med at sparke det tredje bordben af. Han har hverken set eller hørt mig. Hans smertefulde råb, er som at høre en hundehvalp hyle efter hjælp.

Jeg går forsigtigt hen mod ham og da jeg står bag ham ligger jeg langsomt mine hænder på hans ryg. Han slapper en anelse af og stopper sine voldesomme bevægelser. Hans råb ændre sig til hulken og han vender sig om mod mig. Han omfavner mig med begge sine arme. Jeg kan mærke hans tåre på min kind og jeg kan mærke hvordan han kollapser under mig. Han sætter sig på knæ og jeg følger med ham. Han holder stramt om mig og borer sit hoved ind i mit bryst. Jeg stryger forsigtigt en hånd hen over hans hår og nu fortryder jeg, at jeg ikke meldte mig syg.

 

- Jeg mister ham, Lola…

 

Det følelse som om mit hjerte går i to. Hans stille hvisken er så smertefuldt og jeg må bide mig hårdt i læben for undgå selv at græde. Jeg strammer mit grab om ham og kysser ham en enkelt gang på panden.

Jeg kan mærke hvordan hans krop ryster og mit hjerte brister ved synet af ham. Han er helt knust og det eneste jeg kan gøre er at holde om ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...