Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1452Visninger
AA

11. Skænderi(2)

 


Kapitel 2.

***

Min puls stiger og min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Der er for mange mennesker til at jeg kan komme hurtigt nok væk. Da jeg får mast mig forbi en gruppe ældre pensionister - som alle har valgt at gå arm i arm, så ingen andre kan komme forbi - mærker jeg nogle som tager fat i mit håndled. Mit hjerte stopper og ryger med 110 km/t op i halsen på mig. Jeg bliver drejet rundt og ser Niall. Han er så tæt på og hans forvirret blik fortæller mig at han er mindst lige så overrasket over at se mig, som jeg var over at se ham. Jeg prøver at trække vejret, men der kommer ikke noget luft ind. Han rynker sine bryn og studere mit ansigt.

Mit håndled gør ondt, ikke fordi han holder stramt, men bare fordi hans nærkontakt gør ondt. Jeg vil gerne rive mig fri, men jeg kan ikke. Alle mine muskler trækker sig sammen og gør det umuligt for mig at bevæge mig. Min vejrtrækning er tung og besværet, men selvom min hjerne beder mig om at fortsætte ned ad gaden, så lytter min krop ikke til min hjernes befalinger. 

 

- Hv-hvad laver du her?

 

Jeg prøver at se på alt andet end ham, for synet af ham, gør ondt.

 

- Addison, kig på mig.

 

Jeg tvinger mig selv til at se på ham, men mine blanker øjne afslører mig blindt. Han tager min hånd og fører mig væk fra den åbne gade, med de mange mennesker. Hans  berøring gør stadig ondt og jeg kan mærke hvordan den fortsætter op igennem min arm og vider ind i min mave. Det føles rart at mærke hans hud mod min. Det føles trygt og savnet, savn, jeg har savnet ham som én i fanden.

Som en glat ål, snoer han sig igennem, uden problemer og med mig efter. Han stopper først da vi er på en sidegade, med knap så mange mennesker. Han giver langsomt og tvivlsomt slip på min hånd, som om han heller ikke vil slip mig.

Vi står bare og kigger på hinanden og venter på at den anden skal starte. Jeg havde forberedt alt det jeg ville sige til ham og havde kørt min tale igennem et par gange, men det var før jeg så ham med en anden. Nu? har jeg ingen ting.

 

- Hvad laver du her?

 

Jeg rømmer mig og ved ikke hvad jeg skal sige. Skal jeg fortælle den reelle grund til at jeg er her? Eller skal jeg lyve og sige at jeg havde et par ærinder som jeg skulle nå inden butikkerne lukker?

 

- Jeg-jeg kom for at…

 

Jeg tager en dyb indånding og prøver at få kontrol over min rystende stemme.

 

- Jeg kom for at finde dig.

 

Sandheden, jeg går med sandheden.

Han ser overrasket ud, men med et snært glæde.

 

- Jeg havde ingen ide om hvor du har sovet den sidste uge, så jeg måtte starte med at tage hen på hospitalet og spørge efter dig, men der sagde de at du havde meldt dig syg, hvilket du jo aldrig gør, så jeg frygtede at der var noget galt og da jeg havde besluttet mig for at tage hen til dine forældre… så jeg dig, midt på gaden, som et lyn fra den klare himmel, men du var jo ikke... alene.

 

Jeg er startet med at snakke og Jeg. Kan. Ikke. Stoppe. Hans blik ændrer sig og jeg kan se at noget er ved at gå op for ham.

 

- Der stod den her smukke langbenet pige ved din side og jeg havde aldrig set hende før, så tusinde tanker kører igennem mit hoved, men da du kyssede hende på kinden, faldt noget på plads for mig.

 

Tårerne kommer igen, men min mund er ustoppelig. Nialls ansigt har ændret sig og han ser trist ud, men han lytter opmærksomt.

 

- Og jeg ved godt at det er min egen skyld, jeg bad dig om at gå, jeg startede det åndsvage skænderi og jeg ved at jeg skubbede dig væk, men det betyder ikke at det ikke gør ondt, for det gør det. Hver millimeter gør ondt ved tanken om at du er sammen med en anden, for jeg elsker dig, det gør jeg, jeg elsker dig, men jeg kan godt se at jeg er for sent ude.

 

En tår triller ned af min kind og Niall stikker sin hånd forsigtigt frem for at tørre den væk, men jeg skubber hans hånd væk. Niall ligner en der er blevet slået og jeg træder et skridt tilbage.

 

- Jeg var bare dum nok til at tro, at det bare var et skænderi, at vi nok skulle komme igennem det, men det havde jeg åbenbart læst forkert. Jeg vidste ikke engang at vi havde slået op og der er knap nok gået en uge, så jeg håbede…

 

Min stemme knækker og mine ord forsvinder. Mit hjerte banker sig vej gennem mit bryst og jeg tager en dyb vejtrækning inden jeg fortsætter.

 

- Men… jeg har forstået det, okay? Jeg forstår det. Men jeg bliver nød til at gå nu, for jeg føler mig utilpas og nu har jeg ikke mere at sige.

 

Han er mundlam og ser trist ud, men jeg vender mig om og skynder mig væk inden han kan nå at sige noget, som jeg ikke vil høre. Jeg høre mit navn en enkelt gang, men jeg løber videre ned af gaden. Jeg kan mærke tårerne strømme op i mine øjne og jeg kan knap nok se mine egne fødder.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...