Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

6Likes
1Kommentarer
1644Visninger
AA

12. Skænderi (3)


 

Kapitel 3.

***

Klokken er snart elve om aften og med tunge skridt, låser jeg mig ind i min bygning. Efter jeg forlod Niall midt på gaden, har jeg gået rundt i hele byen i over otte timer. Jeg gik rundt om havnen to gange, ned gennem strøget og tilbage ca. Fem gange og så har jeg været steder, jeg aldrig før har været før.

Jeg tog også et smut forbi en café, da jeg følte trang til kaffe. Da jeg havde drukket den, kunne jeg mærke at jeg havde brug for noget stærkere, så jeg tog på bar. Jeg købte to shot efterfulgt af en øl, til at skylle ned med. Det hjalp og beroligede mig en smule, men det følelse stadig som om mit hjerte er blevet erstattet med en 10 kg tung sten.

Jeg tænder lyset i opgangen og det gule lys irriterer mine øjne, så jeg slukker det igen. Jeg har virkelig ikke lyst til at komme op i en kold og ensom lejlighed, hvor jeg ved at Niall hverken er- eller kommer hjem. For at trække tiden ud, tjekker jeg min postkasse og river Nialls efternavn af postkassen og dørtelefonen.

For hvert skridt jeg tager op af trappen, følelse det som om mit hjerte får et spark. 

Da jeg når min dør, stirre jeg ned i gulvet og tager en dyb indånding inden jeg låser mig selv ind.

Lejligheden er som jeg frygtede, mørk, kold og jeg er alene. Min jakke og sko ryger begge ned på gulvet og jeg går direkte ud i køkkenet og stirre omkring mig. Jeg har så mange følelser inde i mig og jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig. Al’ den sår og alle de tåre jeg har holdt tilbage hele dagen, ændre sig til vrede. Jeg er vred på den irriterende, smukke langbenet pige som nu har æren af at kalde Niall sin kæreste (eller hvad hun nu er), vred på Niall for ikke at snakke med mig først eller i det mindste gøre det klart at vi har slået op -  for guds skyld, alle hans ting er her jo stadig og ikke mindst er jeg mest vred på mig selv. Det hele er min egen skyld, jeg bad ham om at gå, jeg ringede ikke til ham som jeg skulle have gjort allerede dagen efter vores skænderi og det er mig som blev sur på ham fordi han bruger mere tid på hospitalet end her hjemme hos mig. Så det hele snæver ind til at jeg er en stædig, egoistisk tøs, som ikke engang fortjener Niall.

Niall har armisioner med sin uddannelse og han vil for alt i verden, blive en kirurg, en fantastisk kirurg. Selvom han fortalte mig hvor meget han elsker mig, hver dag, så tvivlede jeg stadig. Men det gør jeg ikke mere. Selvom han brugte timer på det hospital, med time lange observationer ved operationsbordet, selvom han tit havde 20 timers vagt og først kom hjem efter jeg var gået i seng, så havde han altid lyst og overskud til at lytte til min dag. Han gjorder så meget for mig, men min frygt for at miste ham, overskyggede alt det. 

Jeg ved godt hvor meget det kræver at blive kirurg. Det tager så meget tid og hårdt arbejde, men jeg ved ikke hvad der skete den aften. Jeg tror bare at jeg mistede kontrol og det gik så ud over Niall.

 

Jeg vender mig om og trasker videre ind i stuen. Jeg tænder loftlampen og da lyset spreder sig i rummet, får jeg hurtigt øje på en krop som ligger i min sofa. Jeg får et kæmpe chok og en gisp flyver ud af mine læber.

 

Hele min krop reagere som om jeg får stød op igennem gulvet og kroppen i sofaen springer op og det er… Niall.

Mit hjerte banker hårdt i mit bryst og jeg kan næsten ikke trække vejret. Hans skuldre bevæger sig med hans vejrtrækning og nu stirrer vi på hinanden. Hans øjne ser trætte ud, men de fanger lysets stråler og de er endnu smukkere end jeg husker dem. 

 

- Hvad laver du her?

 

Han klør sig i håret og ser betaget på mig. Hans skjorte har han trukket ud af bukserne og jeg kan se et stykke af hans mave. Åh gud. Jeg har aldrig haft så stor trang til at røre ved ham.

Hans bukser er krøllet og hans farverrige sokker, stikker ud under. Jeg ser at det brune læderbælte er blevet smidt hen over sofaarmlænet og jeg undrer mig over, hvor længe han mon har været her. 

 

- Hvor har du været? Klokken er snart halv tolv?

 

Han lyder helt bekymret og jeg trækker på skuldrende.

 

- Øhh… rundt omkring.

 

Han nikker og stirre på mig, som om han prøver at læse mine tanker.

 

- Niall,

 

- mmh

 

- Hvad laver du her?

 

Han stirre på mig, i noget som føleles som timer før han svare. Hans blik tænder noget i mig og hver gang han ser mig i øjnene, snapper jeg efter luft. Hvordan er det muligt at savne nogen så meget? Jeg har lyst til at røre alt ved ham, blidt strejfe hans kind, køre min hænder igennem hans blonde lokker, hvile mine hænder på hans bryst, køre min hænder langsomt op og ned af hans muskuløse skuldre og arme og hans læber. Jeg har sådan lyst til at kysse ham. Jeg savner hans berøringer og jeg savner hans arme omkring mig.

 

- Jeg har stadig mine nøgler.

 

Han hiver hurtigt sit nøglebund op og ned af lommen og han stirre på mig igen. Please sig nu noget!

 

- Addison… jeg er ikke kommet videre. Det eneste jeg tænker på, er dig. Den eneste jeg vil snakke med, er dig. Den eneste jeg vil komme hjem til… er dig.

 

Hans ord overrasker mig og min rystende stemme understreger det bare.

 

- Me-men, hvem var det så du…

 

- Dr. Webber? Ja, hun er sidder i bestyrelsen for medicin studiet.

 

Mit forvirret blik må fortælle at jeg ikke forstår situationen, så han forklare yderligere.

 

- Alle residents fra Johns Hopkins Hospitales skal finde en mentor, inden de sidste eksaminer som er her til vinter. De skal hjælpe os med at studere de rigtige ting, det er dem der skal hjælpe os i vores første ledende operation og det er dem som skal ligge et godt ord ind for os til toplederne og de resterende hospitaler rundt i landet.

 

- Men receptionisten sagde at du havde meldt dig syg…?

 

Han bevæger sig langsomt hen mod mig og min puls stiger for hvert skridt han tager.

 

- Dr. Webber er en ’on call doktoer’ om natten, så eftermiddage er de eneste ledige tidspunkter hun har og da jeg arbejder om eftermiddagen, var jeg nød til at melde mig syg for at fast holde vores aftale.

 

Det giver mening, men der er stadig.,

 

- Men din hånd… og hendes ben…

 

- Addison, hun er 40 år.

 

Han står lige foran mig og jeg kan næsten ikke trække vejret, jeg kan ikke trække vejret.

 

- Tro mig når jeg siger dette,

 

Han ligger forsigtigt sine hænder omkring mit hoved og hans øjne borer sig ind i mine.

 

- du, er den eneste jeg har tænkt på og den eneste jeg vil tænke på.

 

Jeg føler mig dummer end dum og bliver meget flov over hele situationen.

 

- Undskyld… undskyld for alt det jeg sagde tidligere og undskyld for det åndsvage skænderi som jeg startede. Det var ikke fair og je…

 

- Du behøver ikke at undskylde.

 

Han smiler og skævt.

 

- Jeg ved godt at jeg burger meget tid på hospitalet. Men du skal vide, at når jeg får taget min eksamen og består, forhåbentligt, så bliver arbejdsdagene ikke lige så krævende. Jeg får et mere stabilt skema, selvfølgelig med nogle få nødopkald en gang i mellem, men, jeg får mere tid.

 

Han ligger tyrk på det sidste og jeg føler mig en del letter. 

Hans tommelfinger laver små bløde cirkelbevægelser på min kind og hans øjne lyser klarer end nogensinde før. Han læner sig langsomt ned mod mig og min krop ryster svagt. Hans pande lænder sig mod min og vores næser strejfer hinanden. Han lader sine hænder glide ned af min ryg og de stopper først da de rammer min lænd.

 

- Åh gud, hvor har jeg dog savnet dig…

 

Hans hvisken giver mig kuldegysninger hele vejen ned gennem min kroppe og endelig kysser han mig. Det følelse som om alt inde i mig eksploderer. Mine hænder holder jeg stramt om hans hofter, men lader en af dem bevæge sig op i hans bløde hår. Han holder mig trygt ind til sig og jeg kunne skrige af glæde. Han presser mig langsomt bagud indtil jeg rammer vægen og skubber mig en anelse opad. Jeg fumler med hans skjorteknapper, men det lykkes mig at få dem alle op, uden at se ned. Jeg trækker den hurtigt hen over hans skuldre og han hiver den selv helt af.

Hans bare hud er varm og blød og jeg får lyst til at kysse hver centimeter af hans bare hud. Med en hurtig armbevægelse, river han min T-shirt over mit hoved og den lander samme sted, som hans skjorte. Hans øjne stråler da han nøje studere mig og da jeg hiver ham ind i endnu et kys, kan jeg høre at hans fnisen. Jeg kan ikke lade være med at smile ved lyden af hans glæde og inden jeg kan nå at registrer det, løfter han mig op og bevæger os hen mod sofaen. Jeg griner og kysser ham mens han langsomt lægger mig ned. Han bruger sin kropsvægt til at presse mig ned i puderne og et smil danner sig på min læber. Han kysser mig vider ned af min hals, hen langs mit kraveben og stopper ved mine bryster. Rent og nemt får har åbnet min BH og den lander på gulvet med en lille bump.

Han kysser blidt og forsigtigt begge mine bryster og min vejrtrækning bliver tung og hurtiger på samme tid. Jeg ruller os rundt og jeg er nu på toppen. Han griner og jeg sætter mig på hans lår. Jeg trækker ham op til mig og denne gang kysser jeg ham hårdt og intenst.

 

***

 

Vi ligger begge nøgne under et tæppe og jeg ligger med mit hoved på hans bryst. Han stryger blidt sin hånd hen over mit hår og jeg laver blide cirkelbevægelser med min pegefinger, på hans bare bryst. Han studerer mit ansigt og jeg tror aldrig at hans øjne har været mere blå. Han smiler til mig og jeg smiler tilbage.

 

- Hvorfor ringede du ikke til mig?

 

Han tager en dyb indånding inden han svare.

 

- Du bad mig om at gå, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

 

Jeg smiler skævt og rykker mig tætter op mod ham.

 

- Du ved, når en pige siger Du skal aldrig snakker til mig igen! eller jeg vil aldrig se dig mere! Så mener vi faktisk det modsatte.

 

Jeg smiler til ham og han ler hæst.

 

- Aha! Piger, I er jo som en åben bog.

 

Jeg griner.

 

- Præcis.

 

Han trækker mig helt op til sig og kysser mig igen.

 

- Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke?

 

Jeg nikker og lader mine læber strejfe hans.

 

- Jeg elsker også dig…

 

Jeg kysser ham dybt og glæden der spreder sig i mit bryst, er ubeskrivelig!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...