Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1458Visninger
AA

10. Skænderi (1)

 


 

Kapitel 1.

***

Jeg ved ikke helt hvad der skete, det hele gik fra fred og ro, til råb og skrig på to sekunder. Jeg står midt i rummet og holder stramt om den bog, jeg var ved at læse. Alt inde i mig brænder af raseri og jeg kan se at Niall føler det samme. Han står i den anden ende af stuen med vilde øjne og stemme, som sikkert kan høres helt over i den anden bygning.

 

- HVAD VIL DU HAVE AT JEG SKAL GØRE ADDISON? SKAL JEG SIGE OP?! DET VED DU GODT AT JEG IKKE KAN! DET. ER. MIT. JOB.

 

- LAD VÆRE MED AT SNAK TIL MIG SOM OM JEG ER IDIOT!

 

Hans kropsholdning er fjendtlig og han puster og pruster som en vred tyr. Han tager sig frustreret til håret og griber fat.

 

- BAD JEG DIG OM AT SIGE OP? VAR DET DÉT JEG SAGDE?! NEJ.

 

Han slår ud med armene og tager et hurtigt og voldsomt skridt frem.

 

- HVAD VIL DU SÅ HAVE?!

 

Jeg trækker vejret tungt og prøver at samle mine tanker, men den vrede som vokser inde i mig, stjæler al fokus.

 

- FORHELVED ADDISON, FOR EN GANGS SKYLD SÅ SIG HVAD DU VIL HAVE, HVAD VIL DU HAVE AF MIG!

 

- JEG VED DET IKKE! OKAY!

 

Han fnyser og vender sig rundt. Han tager sin hånd op til munden og klør sig i sine skægstubbe. Det føleles som om at der går flere minutter før han siger noget igen. Men som jeg skal til at åbne min mund, kommer han mig i forkøbet.

 

- Jeg kan ikke det her, Addison. Ikke mere…

 

Mit hjerte brister og jeg føler mig tung som en sten. En klump er ved at danne sig i min hals og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Han vender sig om og hans blodskudte øjne fortæller mig, at han er lige så sur og trist som jeg.

 

- Fint, så gå.

 

Mit svar er koldt og afvisende. Jeg ligger alt over på ham, men jeg vil ikke have at han skal gå. Hver nerve og celle i min krop skriger at jeg ikke må lade ham gå, men min mund er stædig og dumdristig. Jeg stirre vantro på ham og han stirre tilbage.

Der går sekunder, minutter før han svare. Uden ord, vender han sig om og før jeg kan nå at registrere det, er han ude af døren og væk er han.

Mit hjerte brister og jeg kan ikke få vejret.

Hvorfor sagde du at han skulle gå? Hvorfor stoppede du ham ikke? Hvorfor fanden lod du ham gå…

Mine øjne fyldes med vand og af ren frustration kaster jeg bogen igennem rummet indtil den rammer en væg. Et billeder lander på gulvet med et brag og jeg kan mærke stilheden kom kravlende.

Lejligheden føles kold og stor og det er først ved at gå op for mig, hvad fanden jeg har gjort.

 

***

Der er snart gået en uge og jeg har ikke set skyggen af Niall. Jeg har det forfærdeligt, men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Den sidste uge har jeg levet som en zombie. Jeg har meldt mig syg på arbejde og har levet af rester fra køleskabet, da jeg ikke har haft lyst til at sætte min fod ud for lejligheden. Men jeg ved godt at det er mig der skal tage det første skridt, hvor nu jeg bad ham om at gå. Men hvor finder jeg ham? Er han taget på hotel, bor han hos en ven og hvis ja, hvilken?

Jeg gnider mine øjne og går ud for at plaske frisk vand i ansigtet. Jeg finder noget rent tøj frem og inden jeg kan nå at fortryde det, er jeg på vej ud af lejligheden og ned mod byen.

 

Der er koldere end hvad jeg husker, og jeg må holde begge hænder om mit tørklæde for at det ikke blæse af. Jeg går forbi butik efter butik og da jeg rammer centrum, krydser jeg gaden for at komme hen til strøget. Mit første mål er at besøg hospitalet, der hvor Niall er ved at uddanne sig som kirurg. Han er på sit femte år og mangler kun et år og den afgørende eksamen, men det er også det hårdeste år med den hårdeste eksamen. Jeg går direkte hen mod receptionen, men receptionisten snakker i telefon mens hun taster løs på sit tastatur. Jeg stiller mig helt hen til skranken og venter tålmodigt på at hun er færdig. Hun ser op på mig med et træt blik i øjnene, og lægger sin hånd hen over mundstykket på telefonen.

 

- Hvad kan jeg hjælpe dig med?

 

Hun lyder uengageret, men hvem kan dømme hende? Det er lørdag eftermiddag, og hun ligner en der har arbejdet hverdag, hele ugen.

 

- Jeg ville bare høre, om Niall Horan er mødt på arbejde i dag?

 

Hun klikker nogle gange på sin mus og rammer tasterne nogle få gange. Hun beder personen i telefonen om at vente inden hun svare:

 

- Horan… Nej, desværre. Han har meldt sig syg.

 

- Meldt sig syg? Han plejer aldrig at melde sig syg, heller ikke når han er syg.

 

Hun sender mig en mærkelig grimasse og svarer med irriatation i stemmen.

 

- Og hvad vil du have at jeg skal gøre ved det?

 

Jeg slår forsigtigt ned i skranken, skiftevis med min pege- og tommelfinger, mens jeg grubler over grunde til at han er blevet væk. Men mit hoved føles tomt.

Jeg kan mærke den travle stemning og ser mange på min alder som rende rundt i en hvid kittel. Gad vide hvad gennemsnitsalderen for at blive læge eller sygeplejerske er her omkring? Det er meget forskelligt og kommer an på hvilken stat man befinder sig i.

 Min første oprigtige drøm, var at blive sygeplejerske. Men eftersom jeg besvimede på min første dag, da jeg så blandingen af opkast og blod, så gik det hurtigt op for mig, at jeg måtte finde en anden drøm. Jeg var ellers lige startet på min uddanelse i Seatel. Der var gennemsnitsalderen omkring de 25-28 år. Det afhænger lidt af hvor mange forsøg det tager en at består afgangseksamen. De giver en tre forsøg, hvilket kan strække sig over to år, men hvis du fejler den tredje, så er det slut. Nogle mennesker er født til det og andre er ikke.  

 

- Er der andet jeg kan hjælpe dig med?

 

Wow, sikke en attitude. Jeg smiler mit bedste smil og ryster på hoved.

 

- Nej, men tak.

 

Jeg vender mig om og trasker tomhændet ud af bygningen. Jeg går ned gennem byen og tænker så det knager. Burde jeg ringe til ham? Nej, jeg vil ikke have at vores første samtale skal foregå over telefonen, især ikke efter dette skænderi. Jeg begynder at lede efter noget mad, en sandwich eller noget andet, men det er vidst frokost tid, så gaderne er fyldt med mennesker.

Den travle stemning, minder mig igen om hospitalet, hvilket minder mig om Niall. Niall har fyldt mine tanker den sidste uge og jeg vil bare gerne se ham. 

Jeg husker tilbage til den dag vi mødtes. Vi mødtes på SC. Johnsons college for Hospitality and Employment. Han var i gang med sin uddannelse som fremtidig kirurg og mig, med mine drømme om at blive sygeplejerske, noget jeg aldrig blev. Han fangede hurtigt mine øjne, han var både klog, smuk og venlig. Han var den type dreng, som man sjællendt møder, hvilket kun forstærkede min interesse. Han respekterede lærerne, var fulgt opslugt af undervisningen og jeg bemærkede endda, hvor meget han gik op i af beskytte sine skolebøger. Han havde pakkede dem ind i en form for folie, så de ikke skulle gå i stykker i tasken, eller skabet. Han var både opmærksom og forsigtigt, noget som man ikke så hos de andre drenge. Niall lignede en som kæmpede for at opretholde sin plads på SC. Johnsons College, hvor imod de andre, lignede en stor flok forkælet drenge, hvis forældre havde betalt for deres plads på skolen. 

Der gik uger hvor jeg smug kiggede på ham, både på biblioteket og gennem de åbne klasselokaler, men jeg følte aldrig at han så mig. Han var altid meget optaget af sin undervisning og med næsen begravet ned i sin bog. Jeg var for stor en kylling til selv at sige noget til ham, men en dag, hvor jeg var stærkt optaget af mine tanker og stressede skema, så jeg mig ikke for og endte med at løbe direkte ind i ham. Det er første og eneste gang, at jeg har været taknemlig for min specielle evne, til aldrig at se mig for. Det plejer ellers at være vrede cykelister eller faretruende biler, som jeg vader ud foran, men denne gang, var det den smukke dreng, med de søde briller. 

 

Jeg får mast mig igennem en kø, som starter inde i en bagel butik og strækker sig helt ud på gaden. Da jeg ser op igen, ser jeg noget bekendt og alt i mig synker og mit hjerte går i stå, bare i et sekund. Det er Niall. Han kommer ud af en restaurant med en smuk pige ved sin side. Hun har smukt og skinnende mørkt hår og en kjole som sider på hende som om den er skræddersyet til hende. Hendes lange stænger stikker ud under kjolen, selvom der næsten kun er fem grader udenfor, ligner hun ikke en der fryser.

Niall har et helt nyt og pænt sæt tøj på, en flot lyseblå skjorte som er i kontrast til hans blå øjne, nogle flotte mørkeblå (næsten sorte) par bukser som passer perfekt til skjorten og som en fin detalje, har han et brunt lederbælte rundt om livet. Jeg føler en kniv som stikker mig hårdt i maven og smerten er næsten ubærlig. Hun vender sig om mod ham og de smiler til hinanden og lige inden de går hver til sit, giver han hende et kys på kinden og hans hånd glider ned af hendes ryg og stopper ved hendes lænd. Han giver hende en let klem og så skilles de. Det. Gjorde. Ondt. Jeg kan mærke hvordan alt blod i mind åre, fryser til is og jeg kan ikke mærke mine ben. Jeg har ikke følt denne form for smerte før. På en og samme tid, føler jeg at smerten er for stor til at én person kan rummer det, men alligevel føler jeg mig tom og følelseskold. Det er værre end den gang jeg gik i High School og faldt ned af skolens sytten trin, hvor jeg endte op med et brækket kraveben og et forstuvet håndled. Selvom det var en anden form for smerte, så vil jeg til hver en tid vælge den fysiske form for smerte end den smerte jeg føler lige nu. Jeg ville til hver en tid vælge at falde ned af tredvide, haltreds eller hundrede trapper, end at føle det jeg føler nu. 

Mit hjerte bløder og det værste er, at jeg ved det hele er min skyld.

Hun forsvinder ned af gaden og Niall skimmer sine omgivelser inden han bestemmer sig for hvilken retning han skal gå. Hans øjne strejfer mig og alt i mig fryser, jeg kan ikke bevæge mig. Hans blik flyver hurtigt tilbage på mig og nu har vi øjenkontakt. Han rynker sine bryn og træder et skridt frem. Jeg vender mig om med et ryk og mit hoved dunker. Panik. Min krop ryster mens mit hjerte er ved at bearbejde de nye og frygtelig informationer. Min hjerne prøver at tænke klart, men det eneste jeg kan tænke på, er dem og hans hænder på hende.

Jeg baner mig vej gennem den tætte menneskemængde, nogle bander af mig, men jeg er ligeglad. Jeg skal væk.

 

- Undskyld, I må meget undskylde, må jeg lige komme forbi…

 

Hvad i alverden har jeg dog gjort...?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...