Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1480Visninger
AA

2. Forandret (2)


 

Kapitel 2. 

***

Jeg sidder hjemme i Harrys stue med et tæppe omkring mig og en kop te i hånden.

Harry og Zayn er taget ud for at finde noget takeaway og jeg kan høre Louis og Liam diskutere ude i køkkenet.

 

- Hvad fanden tænkte i på? I kunne sgu da ikke bare lade hende gå derind alene!

 

- Hvad skulle vi ellers havde gjort? Hvis han havde set os, ville han flippe helt ud! Du ved da hvordan han er!

 

De hvisker så jeg ikke skal høre det, men jeg kan høre hvert et ord.

 

- Hun er helt skræmt. Det der, var hun slet ikke forberedt på! 

 

Koppen varmer mine hænder og jeg tager en tår af den. Varmen spreder sig i min krop og jeg føler mig tom. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på Niall. Jeg har aldrig set ham sådan og jeg ønsker heller ikke at opleve det igen.

Hans giftige ord og kolde ansigt, sidder fast i mig og jeg ved ikke hvordan jeg skal ryste det af mig. 

Jeg er stadig sur over mit mislykkedes forsøg på at holde mine tåre for mig selv. Jeg græder sjældent og det er meget få mennesker som har set mig græde, men når det handler om Niall, skal der ikke så meget til. Niall er en af de eneste mennesker som har set mig græde og dengang var vi ikke mere en 12 år. Jeg græd fordi en af vores lærer havde råbt af mig eftersom hun havde set mig 'snyde'. Jeg havde glemt at lave lektier til en af vores mange timer og som en god ven, tilbød Niall at jeg kunne skrive af efter ham. Vi blev selvfølgelig opdaget og jeg fik en ordentlig skidebalde. Det var første og eneste gang at jeg er blevet sendt på kontoret. 

 

Mine tanker stopper, da hoveddøren går op. Liam og Louis er stoppet med at diskutere og Zayn står i hoveddøren med favnen fyldt med mad.

 

- Vi har købt kinesisk.

 

Han sender mig et skævt smil og lægger al maden på sofabordet.

Harry kommer efter ham med mindst lige så meget mad. Klokken er kun otte og jeg er ikke særlig sulten. Drengene slår sig ned og begynder at tage for sig. De er meget sultne. Harry skovler forårsruller og nudler ind, man skulle tro at han ikke har spist hele dagen. Louis tilbyder mig noget kylling og jeg tager imod det. Selvom jeg ikke er sulten, burde jeg nok spise noget.

Jeg får spist to stykker kylling og en lille portion ris. Vi er alle sammen stille når vi spiser, mest fordi de har travlt med at proppe sig.

Efter en halv times tid, er barkerne ved at være tomme. Louis lægger sig på gulvet og jamre sig.

 

- Alt. For. Meget. Mad…

 

Jeg griner af ham og han sender mig et smil. Harry læner sig op ad mig og stirre på forårsrullen i min hånd.

 

- Har du tænkt dig at spise den der.

 

Han ser op på mig og jeg stikker den i munden på ham. Han smiler og tygger fornøjet.

 

Jeg ser på Liam som ser afventende på mig.

 

- Hvad så nu?

 

Han sender mig et undrende blik.

 

- Hvad mener du?

 

- Hvad skal vi så nu? Angående Niall?

 

Louis sætter sig op og ser på mig. De andre bliver også stille.

 

- Jeg tror, at vi har gjort nok for i dag…

 

Jeg trækker tæppet op om mine skuldre og lænder mig frem.

 

- Hvad er det helt præcist du mener, Anna?

 

Liam tørre sig om munden og ser spørgende på mig.

 

- Vi kan da vel ikke bare side her? Kan vi? Vi må da tage ud og finde ham?

 

De ser alle sammen på hinanden og så på mig igen.

 

- Vi havde ikke regnet med at du allerede ville snakke med ham, det var lidt hektisk i dag.

 

Jeg ser på Liam mens han snakker.

 

- Yeah… Du begyndte jo at... græde?

 

Louis’ stemme er hæs og han ser undrende på mig.

Jeg trækker på skuldrende og ser på Harry.

 

- Jeg blev bare en anelse overrasket, ikke andet.

 

De ser ikke ud til at tro på mig.

 

- Kom nu, det bliver ikke lige frem bedre af at vi sidder her. Vi må hjælpe ham. Der er vel en grund til at i har hevet mig hele vejen her over?

 

Louis klør sig i håret.

 

- Vi kan vel tage på nogle af Niall's ynglings Natklub og se om han dukker op?

 

Liam ser overvejende ud.

 

- Dem nede i centrum?

 

Louis nikker til Harrys spørgsmål. De ser på hinanden og nikker lydløst.

 

- Okay, men hvad er det så helt præcist vi skal, hvis han dukker op?

 

Zayn ser forvirret ud og Liam tænker sig om.

 

- Vi kan prøve at overtale ham til at tage med os hjem, her hos Harry?

 

Louis griner.

 

- Som om han vil det…

 

- Holde nu op Louis, vi bliver jo nød til at prøve.

 

Liam taler roligt og fattet og jeg ser bedende på Louis.

 

- Okay, fint…

 

***

Vi får mast os ind igennem den dansende menneskemængden og hen til baren. Jeg sætter mig op på en barstol og en bartender ser afventende på os. Drengene ryster på hoved, men jeg læner mig frem mod ham og får hans opmærksomhed.

 

- Øhh… En Martini med is og et twist, tak!

 

Han nikker og de andre ser overasket på mig. Jeg trækker bare på skuldrende.

 

- Hvad? det har været en lang dag… Og det er ikke mig der skal køre hjem.

 

Louis puffer til mig og jeg griner svagt. Musikken er meget høj og her er meget varmt.

Bartenderen lægger en lille serviet foran mig, efterfulgt af en drink. Jeg takker ham og tager en lille slurk, den er lidt krads, men det er dejligt. Zayn snupper den ud af hånden på mig og tager selv en tår.

 

- Heyy…

 

Han smiler til mig.

 

- Du er ikke den eneste, som ikke skal køre hjem.

 

Han blinker til mig og tager endnu en tår.

 

Der går noget tid og klokken er ved at blive tolv. Drengene virker trætte, men jeg vil ikke hjem før vi har set ham. Liam holder øje med indgangen og jeg har delt tre drinks med Zayn. Musikken er blevet mere behagelig og min nerver er faldet en smule til ro. Harry bliver puffet bagfra og hans brummer irriteret.

 

- Nå, kan vi tage hjem nu? 

 

Vi har været her, snart en time og her bliver mere og mere fyldt med mennesker. Vi står tæt mast sammen op af baren og da jeg skal til at gi' mig, ser jeg på Liam som ligner en der har fået øje på noget. Han rynker sine bryn og stiller sig på tæer, for et bedre udsyn.

 

- Dér, han er lige der!

 

Han peger, men jeg kan ikke se noget. Liam går først og masser sig mellem de dansende mennesker og vi andre følger trop. Louis holder mig bag ham og sørger for at jeg ikke bliver væk.

Liam stopper op foran nogle borde og Zayn og Harry stiller sig på hver sin side af ham. Jeg prøver at gå fremad, men Louis holder mig tilbage.

 

- Lad være, bliv her.

 

Han ser på mig og jeg står stille. Hvorfor må jeg ikke gå fremad.

Han læser mine tanker og svarer på mit usagte spørgsmål. 

 

- Jeg vil ikke have at du bliver ked af det, igen.

 

Han vender sig rundt og holder fast i min arm. Jeg står stille og prøver at høre hvad der bliver sagt, men det er svært.

 

- Hey Niall!

 

Jeg stiller mig på tæer bag Louis så jeg kan få et snært af hvad der sker. Jeg kan se halvdelen af Niall og han ser ikke glad ud.

 

- Hvad laver i her?!

 

Hans øjne er hårde og anderledes.

 

- Vi vil gerne have dig med hjem.

 

Han ser på Harry og griner.

 

- Men jeg vil gerne have at i lader mig være i fred, men man får åbenbart ikke alt hvad man ønsker sig.

 

Louis træder et skridt frem og jeg bukker mig en anelse.

 

- Helt ærligt, Niall. Kan vi snakke om det her, før det går galt?

 

Niall stiller sin drink fra sig og rejser sig op.

 

- Der er ikke en skid at tale om…

 

- Hold nu op, det her er ikke dig og vi bekymrer os  om dig… især Anna.

 

Hans ansigt ændre sig ved lyden af mit navn.

 

- Ja, hvorfor fanden har i blandet hende ind i alt det her?! Hun har ikke en skid at lave her!

 

Louis klemmer min hånd og prøver at forsvare mig.

 

- Hold dog kæft, i er bedste venner og hun vil gerne hjælpe dig.

 

Han ruller øjne og tage et skridt frem.

 

- Det kan godt være at hun er bekymret for mig, men jeg er ligeglad med hende, hun er ingenting for mig! Jeg ser ikke noget når jeg ser på hende. 

 

Mit hjerte synker. Jeg bliver sur og river mig ud af Louis’ greb, jeg træder ud ved siden af ham og ser direkte på Niall. Han ser overrasket ud, men siger ikke noget. Han ser på mig og jeg ryster på hoved mens jeg går mod den nærmeste udgang.

Jeg svømmer igennem de mange mennesker og jeg kan ikke får vejret. Jeg kan høre at der er en der siger mit navne, men jeg stopper ikke. Jeg vil ud.

Jeg begynder at hyperventilere da der er alt for mange mennesker omkring mig og for anden gang i dag, fyldes mine øjne med vand. 

Da jeg kommer udenfor gisper jeg og bøjer mig forover. Jeg suger alt den luft som mine lunger kan rumme, ind og puster det hele ud igen. det gør jeg et par gange, indtil min krop stopper med at ryste. 

Mine tanker flyver rundt og det eneste jeg kan tænke på er Niall's ord. betyder jeg virkelig ikke noget for ham? Det fortjener jeg vel heller ikke, men det gjorder stadig ondt. 

 

Jeg græder lydløst og prøver samtidig at skjule det for de mange mennesker som befinder sig på gaden. 

Der bliver lagt en hånd  på min ryg og jeg fare sammen, det er Louis.

 

- Kom, jeg tager dig hjem.

 

Han fører mig hen mod bilen, men jeg stopper op, hvilket stopper ham op.

 

-Hvad med de andre? Hvad med Niall?

 

Han tager min arm og skubber mig blidt fremad.

 

-De har styr på det, de skal nok få noget fornuft ind i ham.

 

Han sender mig et blik, men jeg kan se hans tvivle i øjnene.

 

***

 

Jeg vågner midt om natten, der er mørkt og jeg kan høre regnen udenfor. Jeg sætter mig op og tager mine briller på. Klokken er halv fire og der er helt stille. Gad vide om de andre overhoved er kommet hjem?

Efter Louis kørte mig hjem, gik vi begge to i seng. Både ham, Zayn og Liam sover hos Harry. Bare indtil vi har fået styr på Niall-situationen.

Jeg rejser mig op og hopper i nogle sutsko. Jeg tager en en hættetrøje på, et par nat shorts og lister ud mod køkkenet. Jeg har værelse lig ved siden af stuen, så jeg prøver at være stille, da jeg ikke vil vække de andre (hvis de overhoved er her). 

Jeg lukker stille døren efter mig og lister ned af gangen og ud mod køkkenet. Hele huset er mørket og jeg kan knap nok se mine egne fødder. Jeg lader min hånd strejfe væggen, så jeg har noget at støtte mig til. Jeg snubler over et hjørne på et tæppe og er lige ved at rage et billede ned fra vægen. Det lykkes mig at gribe det, inden det lander på gulvet. Jeg føler mig frem og finder et søm på væggen. Jeg går udfra at det tilhører dette billeder og jeg får hængt billedet op igen. Jeg fortsætter ned af gangen og da jeg skal til at dreje om hjørnet, ind mod køkkenet, støder jeg ind i en. Jeg får et chok og hører et glas som rammer gulvet. Det går ikke i stykker, men jeg ser det hoppe og danse hen over trægulvet. Jeg ser op og ser direkte på Niall.

Mit hjerte stopper og jeg bliver stum. 

 

- Overrasket?

 

Han ser mærkeligt på mig og vender sig om. Han samler glasset op og træder udenom vandpølen. Han stiller glasset på bordet og smider et håndklæde på gulvet, i et sølle forsøg på at tørre vandet op. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige og ender med at gå langsomt forbi ham og hen til glasskabet.

Jeg snupper et krus og vender mig om. Han stirrer på mig og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Jeg strammer mit greb om krusset og venter på at han ser væk, men det gør han ikke.

 

Jeg går langsomt hen mod vasken og tænder for vandet. Jeg holder min hånd ind under vandhanen og venter på at vandet bliver koldt. Jeg kan mærke Niall's blik på mig, men jeg prøver at ignorere ham, ligesom jeg prøver at ignorere mine rystende knæ. Vandet får endelig den rigtige temperatur og jeg fylder min kop halt op. Jeg vender mig rundt og han ser stadig på mig. Det giver et uventet sug i min mave og det er først nu, at det går op for mig, hvad han har på. Han er kun iført et par slidte Jeans og hans blege hud skinner her i mørket . Jeg stiller min kop på bordet og tørre min hånd i håndklædet. Her er lyser end der var ude i gangen. Det er nok måneskindet fra køkkenvinduet, som gør forskellen. 

Jeg snupper min kop igen og er på vej ud af køkkenet, men lyden af Nialls stemme, stopper mig.

 

- Hvad laver du her?

 

Min krop føles stiv og jeg vender mig langsomt rundt. Hans blik er tomt og jeg rynker brynene.

 

- For dig, jeg er her, for dig.

 

Han fnyser og jeg kan mærke irritationen vokser på ny.

 

- Hvad laver du selv her?! 

 

Min stemme er hård og mine ord kommer ud gennem mine sammenbidte tænder. Han ser overrasket på mig og tænker sig kort om.

 

- Har jeg da noget valg?

 

Han vender ryggen til mig og fylder sin kop op, igen.

 

- Hvis du selv er så sikke på at du ikke har brug for hjælp, vores hjælp. Hvad fanden laver du så her?

 

Han svare ikke på mit spørgsmål, han stirre bare på mig. Jeg bliver utilpas og synker lydløst. 

Hans ansigt ændre sig og han ser på mig, som hvis jeg var en svær ligning han prøver at løse.

Han træder et skridt frem og jeg flytter mig ikke en centimeter. Begge mine føder er plantet i jorden og jeg min greb om koppen, strammes yderlige. 

 

- Du har fået huller i ørene.

 

Han rynker brynene og jeg bliver overrasket over hans emneskift.

Jeg rør selvbevidst ved mit øre og ser væk fra ham.

 

- Jeg har altid haft huller i ørerne?

 

- Jeg mener, ekstra huller…

 

Han er den første der har langt mærke til det. Jeg plejer selv at skulle vise folk det, fordi mit hår er så langt, dækker det for mine øre. Men mærkeligt nok, så han det.

Jeg fik dem lavet for et par uger siden. Jeg har lavet to ekstra huller i hvert øre. Jeg har altid ønsket mig at få flere huller, men jeg har aldrig fået det gjort, ikke før nu. Jeg havde hørt hvor ondt det ville gøre og at smerte efter, bare er endnu værre. Det tager flere uger før man kan skifte ringene, men jeg fik endelig taget mig sammen og fik det gjort. 

Jeg gjorde det mest for at tænke på noget andet end Niall. Han har fyldt mine tanker de sidste mange uger og smerten i mine øre, overtog pladsen, bare for en stund. 

 

Han ser såret ud, som om jeg har slået ham. Men hvorfor skulle han blive såret over at jeg har fået huller i ørerne?

Jeg står stille og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Selvom jeg føler at jeg ikke kender den dreng, drengen som står over for mig, så ved jeg, at jeg gør. 

 

Han tager sin kop og går ud af køkkenet, uden et eneste ord. 

 

***

Dagen efter, snegler sig afsted. Niall forholder sig på sit værelse og kommer ikke ud, ikke en eneste gang. Drengene går på skift ind til ham, men hver gang kommer de ud med et surt ansigt og smækker med døren fordi Niall har sagt et eller andet flabet. Jeg holder mig på afstand, for jeg tror ikke at han bliver gladere af at se mig.

Jeg har lukket mig inde i Harrys bibliotek. Først anede jeg ikke at han havde et, men da jeg fik nævnt hvor ked af jeg er over at have glemt min egen bog, nævnte han det. Jeg blev meget ivrig og ville se det med det samme. Harry viftede mig med ham og jeg fulgte nysgerrigt med.

Jeg elsker bøger og jeg elsker at fordybe mig i dem. Synet var et syn for guder. Jeg havde aldrig set så mange flotte og gamle bøger på et sted. Rummet er mørkt, men på en hyggelig-mystisk måde. Der er kun et par få lamper som er med til at lyse rummet op, man kan knap nok læse forfatter navn og titel, så mørkt er her. Væggene er fyldt med reoler og hver og en reol er fyldt til renden med bøger, hvorfor har han ikke fortalt mig om det her noget før?

Han fortalte mig at det var hans mors idé. Hun mente at det ville være klogt af ham, at sørge for noget læsestof i nærheden, så han ikke ville kede sig. Men han har kun åbnet meget få af dem og han har kun læst tre af dem. Jeg forstår ham ikke. Hvis jeg havde et rum som dette, så ville folk aldrig se skyggen af mig. Jeg ville låse mig inde og læse til mine øjne gjorde ondt.

Der er gået over halvanden time og jeg har ikke fundet den perfekt bog endnu. Der er rigtig mange jeg vil læse og jeg har stablet skyskraber af bøger omkring mig. Den første jeg vælger, skal være perfekt. 

Jeg rejser mig igen og går i gang med at undersøge reol nr. 3. Jeg skimmer den først og ser nærmer på bøgerne bagefter. Men der er én speciel bog der fange mit blik. Den er mellem stor og har en flot mørkerød farve med flossede sider. Jeg tager den forsigtigt ud af reolen og sætter mig på gulvet for at undersøge den. Det er en tysk forfatter med navn ”Ludvig Schneider”. Jeg vender bogen om for at læse hvad den handler om. Der et kort resume som er skrevet med fin kursiv skrift med en gylden farve.

 

Efter et langt liv med ensomhed og tilsidesættelse har Veronika lært at sætte en mur op om sine følelse. Hun har aldrig lært  ordrerne at elske og hun ved ikke hvad det vil sige, at være en prieotet.

Det hele ændre sig for Veronika, da hun ved et tilfælde render ind i den ung fyr med de grønneste øjne. Waldemar bliver straks betaget af hende. Han vender alting på hoved for Veronika og hun kommer virkelig ud af sin comfort zone. Hun lærer at ensomhed, ikke, er den eneste følelse og at livet er mere end indkøb og lange gåture.

 

Mit hjerte hamre efter at have læst beskrivelsen. Den. MÅ. Jeg. Læse. Jeg rejser mig op og springer ud af rummet og ned i stuen til de andre. De ser alle sammen overrasket på mig, men jeg stopper brat op og mit smil forsvinder da jeg ser Niall ude på terrassen. Han står med en smøg i mundvigen og mine arme bliver slappe og slasker ned af siden på mig. Han ser mig ikke (heldigvis), men Zayn ser min reaktion. Han prøver at aflede mig ved at spørge ind til bogen.

 

- Har du fundet noget godt?

 

Jeg tvinger mit blik væk fra Niall og hen på Zayn. Han ser ivrig og interesseret ud.

 

- Ja, det er en gammel bog.

 

- Hvornår er den fra?

 

Jeg ser over på Louis som ser mindst lige så interesseret ud. Jeg trækker langsomt på skuldrende og ser igen ud på Niall. Han snakker i telefon.

Louis rejser sig op snupper forsigtigt bogen ud af mine klør. Han smiler forsigtigt og jeg ser på ham.

 

Han åbner bogen og bladre frem og tilbage. Han stopper på en af de første sider og læser koncentreret. Med en tung fornemmelse dumper jeg ned i sofaen, ved siden af Zayn og venter på at han finder frem til noget.

 

- mmmhmm… ahh her… Der står at den er fra 1980.

 

Han virker overrasket men jeg ved ikke helt om han er oprigtig eller bare prøver at aflede mig. Jeg trækker på skuldrene mens han rækker mig den.

 

- Hvor er Liam og Harry henne?

 

Jeg hoster for at få lidt mere kraft på stemmen.

 

- Liam tvang Harry med ud og handle. Det eneste knægten har i køleskabet, er noget yoghurt og nogle meget brune bananer.

 

Zayn griner og det letter mit humør, en anelse.

 

- Skal jeg ikke lave mad i aften?

 

De ser begge overrasket på mig.

 

- Ja jeg gider ikke takeaway to dage i stræk…

 

Jeg bliver afbrudt af Liam og Harry der kommer hjem. Jeg vender mig om og går ud til dem, Niall snakker stadig i telefon.

De slæber begge to på indkøbsposer. Louis kommer ud ved siden af mig og griner hæst.

 

- Hvad har i købt? Hele butikken?

 

Jeg griner og hjælper dem med at bære ind og putte i køleskabet.

 

***

Klokken er blevet mange og jeg er i gang med aftensmaden. Jeg har valgt at lave spaghetti med kødsovs, da det er det eneste jeg kan, udenad. Louis hjælper mig med at skære grønsager og løg. Jeg svitser kødet og koger spaghetti.

 

- Hvorfor skal jeg skære løg?...

 

Han klør sig i øjnene mens jeg tænder radioen. Jeg slår hen på min yndlings kanal og Coldplay strømmer ud af højtalerne.

Jeg griner af ham og svare med dril i tonen.

 

- Fordi det er det eneste du kan.

 

Han ser fornærmet ud og lægger kniven fra sig.

 

- Nå, det mener du?!

 

Han snupper et viskestykke og ruller det sammen. DET gør han ikke. Han går truende hen mod mig og jeg bøjer mig sammen og prøver at beskytte mig selv med mine arme.

Han slår ud efter mig mens jeg hviner.

 

- LOUIS! Gå væk!

 

Han griner og går efter mine ben. Han rammer mig en gang og det giver et smæld.

 

- Ohhhh!!!

 

Han griner og jeg hviner. Jeg griber fat i viskestykket og prøver at få det ud af hans favn, men han er stærk.

 

- LOOUIS!

 

Han løfter mig op i sin favn og drejer mig rundt. Jeg griner til jeg får tåre i øjnene og Louis råber et eller andet, men det forsvinder i hans latter.

Drengenes humør er lidt højre i dag, højre  end i går. Det er nok mest fordi de har fået lidt mere ro på, eftersom Niall befinder sig under samme tag som dem. 

Louis stoppe brat op og jeg fjerne mit hår fra ansigt, for at se hvad der sker. Jeg stopper min latter da jeg ser Niall stå i døråbningen. Louis sætter mig ned og jeg bliver meget tavs. Niall ser hårdt på Louis og jeg får lyst til at gøre mig lille og kravle ned i et mussehul. Han ser på mig med et blik jeg aldrig har set før.

Han går direkte forbi os og fylder sit glas op med vand og går hurtigt ud igen, helt uden et eneste ord. Min knude i maven vokser til dobbelt størrelse. Jeg går hen og skruer ned for kødet og hælder grønsagerne op. Louis skruer lidt ned for radioen og lægger venligt sin hånd på min ryg. Jeg ser op på ham og han sender mig det bedste medlidenheds smil.

Jeg trækker på skuldrende og prøver at sænke den klump, som har dannet sig i min hals. 

 

Retten bliver færdig og Zayn kommer ud for at dække bord. Liam kommer også ud og tager fat i den store gryde med sovsen. Zayn åbner skabet og skal til at tage tallerkner ud, men han stopper i sin bevægelse.

 

- Hvor mange skal jeg tage?

 

Han ser først på mig også på Liam.

 

- Seks, tag seks.

 

Han nikker og snupper seks og bærer dem ind i spise stuen. Jeg hælder vandet fra spaghettien og putter det ned i en skål.

Harry kommer ud og overtager det jeg er i gang med.

 

- Her, lad mig. Går du ind og sæt dig.

 

Han blinker til mig og jeg nikker taknemligt og lister stille ind i stuen. Jeg sætter mig på venstre side af bordet, ned i hjørnet. Louis sætter sig på den anden side af mig og skubber venligt til min skulder. Jeg sender ham et lille, men oprigtigt, smil.

Drengene slår sig til os og Zayn går hen for at banke på Nialls dør. Han forsvinde ind og lukker døren efter sig.
Harry bryder tavsheden.

 

- Skal vi starte?

 

Han ser på mig og jeg nikker. Louis snupper min tallerken og øser op.

 

- Wowwowowo! Ikke så meget!

 

Jeg griner og han smiler til mig.

 

- Du er jo syg knægt….

 

Han stiller min tallerken foran mig og tager en lille håndfuld spaghetti.

 

- Hvordan kan du dog sige det!

 

Han laver trut mund og laver et meget fint overskæg med spaghetti. Liam griner af ham og Harry tagger også en håndfuld og lægger det op sin hat, så det ligner en sombrero. Jeg griner højre og må holde mig for munden. Døren til Nialls dør går op og min latter stopper brat. Zayn kommer først ud, efterfulgt af Niall. De andre smiler til ham og byder ham velkommen, men jeg krymper mig og ser ned i min mad. Niall ser ikke engang på mig.

Jeg hviler mit hoved i min hånd og køre min spaghetti rundt på tallerknen med gaflen.

Niall sætter sig på den højre siden af bordet, helt ned i venstre hjørne eller retter sagt, så langt væk fra mig, som muligt.

Harry prøver at starte en samtale med ham, men jeg lytter knap nok til det der bliver sagt, og jeg tør overhoved ikke at se op. Jeg er bange for hvilket blik jeg vil møde.

Lige meget hvad drengene spørge Niall om, så svare han blot ved at trække på skuldrende.

 

- Anna…

 

Jeg ser op og får øjenkontakt med Liam. Han smiler skævt.

 

- Vil du have noget sovs til?

 

Han hentyder til min meget ensomme spaghetti og jeg retter mig op.

 

- Jo, det ville være dejligt.

 

Han små griner og tager imod min tallerken. Jeg griner flovt og smiler genert.

 

- Det havde jeg glemt.

 

Liam skovle sovs op på min tallerken, da jeg hører en lille og bitter stemme. 

 

- Det er ikke det eneste du har glemt her for tiden…

 

Jeg fryser og ser ned på Niall. Har stirre på mig og jeg får det dårligt. Alle stopper deres bevægelse og stilheden stiger.

 

- H-hvad sagde du?

 

Jeg er mundlam og jeg kæmper mod den voksende klump i min hals. Den er nu på størrelse med et granatæble. Han ryster på hoved og ser ned i sin mad.

Alle sidder stille og ser lige så chokeret ud som jeg gør. Liam rækker mig langsomt min tallerken og jeg tager imod den. Jeg holder mit blik på tallerkenen, selvom jeg kan mærke at han søger mit blik.

 

Zayn prøver at starte en samtale. Han spørger mere indtil min bog, som jeg stadig ikke er begyndt på. Min plan er at begynde i aften.

 

- Er du startet på bogen, Anna?

 

Jeg ser op på ham og sender ham mit bedste smil, men det bliver kun til en ansigtstrækning.

 

- Nej, men jeg satser på at starte i aften.

 

Han nikker. Harry lytter med og læner sig ind over Louis for bedre at se mig.

 

- Har du fundet en bog? Hvilken en blev det?

 

Jeg nikker og tager en lille tår at mit vandglas.

 

- Jeg valgte ”Nothing but Surpriseaf Ludvig Schneider.

 

Han nikker.

 

- Hvad er det nu den handler om?

 

Han rynker brynene og jeg sender ham et lille smil.

 

- Det handler om den her pige som er vokset op i ren ensomhed. Hun har aldrig været vant til at sætte andre mennesker frem for sig selv, da der aldrig har været andre mennesker i hendes liv. Men da hun møder Waldemar, går det op for hende at der findes mennesker, som kan og vil elske hende. Hun skal så lære, at af og til, må hun sætte andre frem for sig selv, hvis…

 

Jeg bliver afbrudt af Niall som umenneskeligt hvisker.

 

- Det er hun ikke den eneste der skal…

 

Jeg hørte det og de andre hørte det. Jeg prøver mit bedste for at lade som om jeg ikke gjorde og snakker videre.

 

- øhhmm… h-hvis hendes forhold til Waldemar skal… øhm… lykkes.

 

Min usikre og skælvende stemme ødelægger det for mig, og ud af min øjenkrog kan jeg se, at drengene ser bekymret på hinanden. Louis prøver at fange mit blik, men jeg ser kun på Harry.

Jeg strammer taget om min gaffel og venter på han siger noget.

Han retter sig op og siger stille.

 

- Den tror jeg ikke at jeg har læst.

 

Jeg trækker på skuldrende og vender mit blik mod min tallerken igen.

Der er en anstrengt stemning ved bordet og jeg har mistet min appetit, fuldstændig.

Hvorfor er han sådan efter mig? Er dét den eneste grund til at han er her? For at gøre min samvittighed endnu værre end den allerede er? Det er dog ikke det han siger til mig, som sårer mig, det er hvem det kommer fra og tanken om hvem han er blevet til, som sårer mig. 

 

Louis hiver mig ud af mine tanker, idet han lægger sin hånd på min hånd og tvinger mig til at se på ham.

Han mimer stille ”Er du ok?” Han kører blidt sin hånd op og ned af min ryg, selvom Liam, Harry og Zayn snakker om noget andet, med fokus et andet sted, kan jeg dog mærke Nialls blik på mig. Det følelse som om han skyder ild med sine øjne, men jeg gør alt hvad jeg kan, for ikke at se på ham. 

 

Jeg nikker langsomt til Louis, som ikke ser overbevist ud. Niall hamre sit glas lidt for hårdt ned i bordet, hvilket giver et sæt i mig og jeg ser over på ham. Han ser kun på sin mad og stikker lidt for hårdt til den.

Louis fjerne sin hånd fra mig og spiser videre.

 

- Hey, nu har du jo afsluttet High Scholl og er startet på college.

 

Liam hentyder til mig og jeg ser op på ham.

 

- Hvilke hovedfag har du valgt?

 

De ser alle interesseret på mig og mit humør letter en smule.

 

- Jeg har valgt engelsk, på højt niveau og psykologi.

 

Zayn virker overrasket.

 

- Psykologi?

 

- Ja, jeg har altid godt kunne lidt at lære om hvad menneskets kropssprog siger og signalere. I ved, ting som man normalt ikke ville vide eller opdage.

 

Louis skubber blidt til min skulder.

 

- Du er da en lille Einstein, hva?

 

Jeg griner og skubber blidt tilbage.

 

- Ved du hvad du vil, altså senere hen?

 

Jeg flytter lidt på mig og mit blik flyver kort over på Niall.

 

- Først og fremmest, vil jeg gerne have et sted ind i byen. Så bliver det ikke så kaotisk med transporten, frem og tilbage. Lige nu ligger min lejlighed i udkanten af byen, hvilket giver en transporttid på en time, ud og hjem. 

 

De nikker sig enige og jeg lever en smule op.

 

- Men jeg kunne godt tænke mig, måske at blive psykolog eller noget i den stil. Jeg vil gerne uddanne mit til noget, hvor jeg kan hjælpe folk. 

 

Niall fnyser på en hånlig måde. Det var dråben. Nu føler jeg mig ikke lille eller såret, alt er blevet erstattet med vrede. Jeg finder mig ikke i at han taler sådan til mig. Han må tænke om mig hvad han vil, men det der! Det gider jeg ikke. Jeg ved at jeg har dummet mig og at jeg fortjener hans mistillid, men jeg gør mit bedste her og det virker ikke til at han overhoved vil lade mig prøve. 

Uden at tænke over det, hamre jeg mit glas ned i bordet og rejser mig så hurtigt op, at min stol vælter bag mig.

De ser alle chokeret på mig, mens jeg stormer ud af stuen og direkte ind på mit værelse.

 

***

Der er gået en times tid og jeg kan hører at nogle er i gang med opvasken ude i køknet. Først var jeg rigtig sur, men det blev hurtigt erstattet med sorg. Jeg forstår godt at han er sur på mig og det har han også ret til, men det betyder ikke at hans ord ikke sårer mig. Han har aldrig snakket sådan til mig, eller om mig. Det er nok det der gør det her så svært for mig. 

Da vi var yngre kunne vi godt skændes, fx om hvem der skulle have den sidste vingummi eller hvilken film vi skulle se. Men aldrig noget stort.

Der har kun været den ene gang, den ene episode, hvor vi var freshmens. Der var denne pige fra vores engelsk klasse, som pludselig begyndte at vise interesse for Niall. Hun hed Nicole og var en meget smuk og flirtende pige. Niall havde aldrig  haft en kæreste og opmærksomheden fra Nicole, var nok dejlig.

Først havde jeg ikke noget imod det eller hende. Det var sødt at denne smukke pige, ikke havde noget imod at vise sin interesse i ham, men jo længere tid der gik, jo mere pressede hun sig på. Jeg vidste godt at hun ikke kunne lide mig, for det lagde hun skam ikke låg på. Hun afbrød mig altid og kaldte mine højtelskede bøger for ” Ren tidsfordriv”. Jeg var ikke hendes største fan og hun var så sandelig heller ikke min. 

Niall sagde hende aldrig imod, han gjorde faktisk det modsatte. Det gjorde mig nu ikke så meget, for det var jo hans første kæreste osv., men til sidst blev det for meget. 

Først ”overtog” hun ham i engelsktimerne (hvilket jeg godt kunne leve med), men da hun begyndte at snige sig ind i frokostpausen og tiden efter skole, nærmede hun sig grænsen. Jeg respekterede hans forhold til hende, men det betyder ikke at vores tid sammen, var mindre vigtig og skulle underprioriteres. Bare fordi man får en kæreste, skal man ikke glemme sine venner.

Skænderierne mellem Nicole og mig, irriterede Niall og han bad tit mig om at slappe af, selvom det var "Little Miss Perfect" som var grov og ubehøvlet. Han havde en forventning om, at jeg ville skulle bære over med hende. Men jeg har grænser og dem skred hun hen over. 

Jeg brokkede mig tit over den tid han brugte på hende, den tid han engang brugte på mig og selvom det lyder selvoptaget, så betyder det at have en kæreste, ikke at al' ens tid skal bruges på dén ene person.

Hver gang jeg bragte det op, blev han sur. ”Hun er min kæreste, Anna.” Det var hans fortrukne undskyldning. Han fik det til at lyde som om jeg var idiot. Han forstod bare ikke det at fordele sin tid. Ligevægten mellem kæreste og venner, den var der ligesom ikke. Jeg bad ham aldrig om at slå op med hende, jeg ville bare gerne have lidt af den tid som han brugte på hende. 

Efter fire måneders forhold, slog de endelig op. Han havde overværet et skænderi mellem hende og jeg, et skænderi som foregået midt på skolen. Hun råbte af mig og sagde at hun var træt af mig og at jeg skulle lade Niall være, for det var de begge to, blevet enige om.

Kort efter, slog Niall op med hende. Hun blev flov over at han havde fanget hende i at tale på hans vegne, endda noget han aldrig havde sagt. Jeg husker det stadig som en af mine yndlings dage.

 

 

Det er blevet mørkt udenfor og jeg sidder på kanten af min seng, med hoved bøjet. Jeg holder mit hoved koldt og trækker vejret dybt. Jeg kan høre at de rumstere derude og jeg tænder min natlampe.  

Der kommer to bank på min dør og Louis stikker sit hoved ind. Jeg ser op og da han ser mit ansigt går han helt ind.

 

- Shit…

 

Jeg bekæmper væsken i mine øjne, men det bliver svære idet han sætter sig ved min side. Jeg borer mit hoved ind i hans skulder og hans T-shirt bliver våd efter mine tåre.

 

- Han mener det ikke… det ved du godt. Ikke?

 

Jeg retter mig op og ser på ham. Jeg ryster langsomt på hoved.

 

- Nej, det gør jeg ikke…

 

Han trækker mig ind til sig igen og sukker lydløst.

 

- Harry har åbnet en god vin, hvorfor kommer du ikke med ud og får et glas?

 

Jeg ser mistroisk på ham. Han klapper mig på låret og rejser sig op.

 

- Kom ud om fem minutter og hvis du ikke er ude om 10, så kommer jeg selv ind og henter dig.

 

Han åbner døren og lister ud. Jeg klør mine øjne og går ud på toilettet. Jeg vasker mig ansigt og lægger kun en anelse mascara, bare så jeg ikke ser fuldstændig død ud. Jeg sætter mit hår op i en hestehale og skifter mine T-shirt ud med en hoodie. Min bog, som stadig ligger på mit natbord, tager jeg under armen og smutter ud i stuen. De har tændt lys og der er et hyggeligt skær. Harry står og vasker op og de andre har sat sig ind i stuen. Der er godt gang i pejsen og jeg bliver overrasket da jeg får øje på Niall. Han sidder i sofaen og da han får øje på mig, er der et snært af fortrydelse i hans øjne.

 

- Heeey, og du har hele fire minutter tilbage.

 

Louis griner og jeg sætter mig hen ved siden af ham. Der står en flaske rødvin på bordet og kun et enkelt vin glas. Liam, Zayn, Louis og Niall sidder med hver deres øl i hånden.

 

- Vin?

 

Louis tager flasken og ser spørgende på mig.

 

- Jo, tak.

 

Jeg ser rundt på de andre.

 

- Som den eneste.

 

Louis smiler og fylder mit glas halvt.

Jeg har sat mig i hjørnet af sofaen, mellem Louis og Zayn. Sofaen er formet som et stort ”L” og Niall sidder ude i kanten af den lange side, ved siden af ham sidder Liam, så Zayn, mig i hjørnet og Louis på den anden side.

Der er noget afdæmpet musik i baggrunden, jeg vil gætte på ”U2”, men det er for lavt til jeg kan være sikker.

Jeg åbner min bog og sætter mig til rette. Jeg holder mit vinglas i højre hånd og holder bogen åben med venstre hånd. Lige så snart jeg begynder at læse, forsvinder alt omkring mig. Jeg kan høre at de snakker, men om hvad? Det ved jeg ikke jeg ved ikke for nu, er det bogen der betyder noget.

 

Hver gang jeg får læst en side tager jeg en slurk af vinen. Den er bitter og varm, men jo længere jeg kommer ind i bogen, jo bedre bliver vinen.

 

Jeg er op på mit tredje glas vin nu og jeg må give op på læsningen. Hvis jeg læser videre nu, er der chance for at jeg ikke kan huske det i morgen. Jeg klapper den sammen og lægger den på sofabordet. Harry har gjort os selskab og jeg smil til ham.

 

- Wow, Anna. Hvor mange glas er du op på?

 

De andre ser på mig og jeg trækker på skuldrende.

 

- Tre, tror jeg.

 

Harry griner og de andre fortsætter deres samtale. Niall rejser sig og går ud på terrassen, han skal ryge. Jeg føler mig tung, men alligevel rejser jeg mig op og følger efter ham. Jeg lukker terrassedøren bag mig og Niall vender sig forvirret om. Han bliver overrasket da han ser mig. Han står med pakken i hånden og har allerede en smøg mellem læberne. Han ser på mig og jeg ser på cigarretten mellem hans tænder og pakken i hans hånd. Han rykker på sig, utilpas.

 

Der er koldt og jeg svinger armene om mig selv for at holde varmen.

 

- Hvis du er kommet herud for at fortælle mig, hvordan det her...

 

Han holder smøgen op foran mig.

 

- ikke ”er mig” eller hvor dårligt rygning er? Så kan du godt spare dig selv noget tid og gå ind igen.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal læse hans ansigt. Det er hårdt og jeg tøver kort, men så rækker jeg selv ud efter pakken i hans hånd. Han træder et enkelt skridt tættere på mig.

 

- Hvad laver du?!

 

Jeg snupper en cigarrat og putter den i munden. Jeg kaster pakken tilbage til ham og han griber den. Han ser forvirret på mig og jeg føler mig både dum og modig.

Hans øjne flyver over mit ansigt og jeg kan genkende 'det svære ligning ansigt', men jeg ignorere ham. 

Jeg snupper lighteren fra havebordet. Den er stor og klodset og er sikkert til at tænde bål med, ikke cigaretter.

 

- Hvis rygning ikke er så slemt, så gør det vel heller ikke noget at jeg tænder en?

 

Hans øjenbryn flyver helt op til hans hår grænse og ligner en der ikke forstår situationen, det gør jeg heller ikke selv.  Jeg hæver det ene bryn og han ryster på hoved. Han griner hånligt af mig, igen. Han tror ikke på mig, han tror ikke at jeg tør gøre det.

Jeg ved ikke om det er alkohollen eller hvad, men jeg tænder for lighteren og lyden af den stopper Niall's latter. Jeg fokusere på flammen og prøver smøgen, samtidig med at jeg suger indad. Jeg får gang i den og  tager et hiv. Jeg har aldrig røget før og jeg ved ikke hvorfor jeg gør det her.

Det brænder ned gennem min hals og jeg hoster voldsomt. Niall hiver smøgen ud af munden på mig og smider den ned på jorden. Han stamper på den og ser surt på mig.

 

- Hva fanden laver du?! Det er ikke for sjov det her!

 

Jeg tager også et skridt frem.

 

- Ser det ud som om jeg griner?

 

Mit ansigt er fattet og jeg stirrer på ham. Han bliver gal og hans muskler bliver spændt.

 

- Hvad prøver du på?

 

- Ikke noget. Jeg tager mig bare en smøg, for ifølge dig, er der jo ikke noget stort i det. Vel?

 

Han rynker brynene og ryster på hoved.

 

- Hvis det virkelig ikke er så slemt, så giv mig én.

 

Jeg holder min hånd frem og ser bestemt på ham. Jeg udfordre ham. Han bider tænderne sammen og spænder i kæben. Han putter pakken ned i sin lomme og stormer ind i stuen igen. Han smækker terrassedøren og jeg bliver efterladt tilbage, uden nogle cigaretter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...