Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Disse historier omhandler den søde Niall Horan og dit drømme forhold til ham. Jeg har/ er i gang med at omskrive nogle af mine gamle 'korte' historier til det bedre og håber på at i synes det er bedre. :))

5Likes
1Kommentarer
1449Visninger
AA

1. Forandret (1)


 

Kapitel 1.
***

Liams synsvinkel

 

Vi er alle fire samlet hjemme hos Harry. Ingen af os har rigtig sagt noget siden vi ankom, kun et lille sølle ”hej” da vi kom ind af døren.

Jeg kan tydeligt mærke den anspændte stemning der er mellem os. Vi har alle det samme emne i tankerne og den samme person, Niall.

Niall har forandret sig. Han er blevet til alt det han ikke er og til alt det som han- og vi hader. Vi har ikke set ham i over to uger. Vi ved ikke hvor han er, eller hvad han laver, men en ting er sikkert og der er at der er alkohol indblandet.

 

Det startede for en måneds tid siden, hvor han begyndte at gå mere i byen. Han tager til fester og på klubber til en hver lejlighed og har derved fået skabt nogle nye bekendtskaber. Dårlige bekendtskaber.

Det tog lidt tid før vi kunne mærke at han forandrede sig, men jo mere han tog i byen, jo mere forandrede han sig.

Han er blevet til en ubehagelig og kold person, der ikke vil lytte på hverken mig, de andre drenge eller hans forældre. Han er startet med at ryge og af og til møder han op (når han møder op) til en øver, med blå mærker eller skræmmer. Han vil ikke fortælle os hvor de kommer fra og han bliver arrig hver gang vi spørger, så det er vi helt holdt op med.

Der har været en episode, hvor Louis havde grebet Nialls arm og tvang ham til at trække op i sin bluse så han kunne se hans mærker. Niall rev sig løs fra Louis’ greb og skubbede ham så hårdt, at han faldt bagover og ned i et trommesæt. Vi blev alle så overraset, at ikke en lyd, kom ud af nogle af os. Efter det, stormede Niall ud og det er kun gået ned af bakke siden.

Vi ser ham sjælendt og når vi gør, er han blevet endnu mere bleg, tyndere og har større render under øjnene. Vi ved ikke hvad vi skal gøre, for han vil ikke lytte til os.

 

Vi har sat os i sofaen og venter på at en eller anden vil tage hul på bylden. Jeg ser rundt på dem alle, Harry sidder krummet sammen og skifter mellem at åbne og lukker sit armbåndsur, mens har ser stift ud i luften. Louis stirrer ned på sine fødder og ryster uroligt med sit ene ben og Zayn kigger skiftevist på sin mobil og hen på mig.

Der er tryk på og jeg ved at hvis jeg ikke starter med at sige noget, så ender det med at vi sider her til i aften.

 

- Har du ringet til hende, Harry?

 

Harry ser på mig og retter sig lidt op.

 

- Ja, jeg ringede i går. Hun skulle gerne komme i dag.

 

Louis stopper sin bevægelse og ser på mig med opgivende blik. Han gnider sine øjne og sukker.

 

- Hvorfor tror i at hun kan hjælpe ham? Og har i overhoved fortalt hende hvorfor vi har bedt hende om at komme?

 

Vi ser alle sammen på Harry. Han klør sig i nakken og trækker på skuldrende.

 

- Jeg sagde bare til hende at det er længe siden og at vi gerne vil se hende.

 

Louis stirrer på Harry.

 

- Så hun ved ikke hvad der er sket med Niall og du har løjet for hende?

 

Det er noget bitterhed over Louis stemme.

 

- Nej, jeg har ikke løjet. Det er længe siden. 

 

De stirre begge på hinanden, som en stirrer konkurrence. Zayn rømmer sig, hvilket får mit fokus hen på ham.

 

- Hvordan kan vi være sikre på at hun kan hjælpe ham? De har ikke snakket sammen i over flere måneder.

 

Jeg tænker kort over spørgsmålet og ser på dem alle tre. Lige meget hvor irriteret Louis ser ud, lige meget hvor udmattet og opgivende Zayn og Harry ser ud, skinner deres bekymringer for Niall, igennem.

 

- Det kan vi heller ikke, men jeg ved ikke hvem ellers kan. De har været venner siden, ja, altid.

 

Annas synsvinkel

 

Jeg er lige kommet af flyet og har fået min bagage. Nu skal jeg bare finde en taxa.

Jeg blev ringet op af Harry i går, som ville have mig til at flyve til London og bo hos ham i et styk tid. Han sagde: ”Det er alt for længe siden, vi savner dig alle sammen og nu er det sommerferie, så der findes ingen undskyldninger…”

Jeg prøvede skam heller ikke at finde på en undskyldning, jeg savner dem og glæder mig til at se dem. Men, jeg ved ikke om dem også indebærer Niall. Jeg har ikke set ham siden april, hvor vi kom op og skændes. Han stormede væk og vi har ikke snakket siden. Jeg får helt ondt i maven og bliver pludselig nervøs.

Jeg har savnet ham, men jeg har ikke selv turet ringe til ham. Jeg håbede lidt, at han ville kontakte mig, men det har han ikke gjort.

Jeg kan ikke engang husk vores skænderi, for det skete på en bar og jeg havde drukket lidt, men det jeg husker, husker jeg som at det var ham, der var et røvhul og at han burde opsøge mig.

 

Vi har været venner siden high school og han var (og er stadig) den vigtigste person i mit liv. Jeg har altid haft lidt af et crush på ham, men hvem ville ikke det? Han er en fantastisk sød fyr, med verdens bedste latter.

Vi plejede altid at følges i skole, følges hjem fra skole, spise frokost sammen. Jeg var altid med til hans fodboldkampe og han var altid med til mine kunstfremstillinger.

Til hver kamp havde jeg lavet et nyt hjemmelavet bander som var overpyntet med glimmer og ”GO NIALL” eller ”NIALL ER #1!”. Det var dog sjældent at han kom på banen, men det holdt mig aldrig fra at heppe på ham. Han elskede mine bander og fik dem med hjem hver gang. Først hang han dem op på sin væg, men til sidst var der ikke plads til flere, så han måtte stille nogle om bag sin dør.

Gad vide om han stadig har dem?

 

Han var til gengæld altid med til mine kunstudstillinger. Jeg lever for at tegne og et par gange om året, fik alle billedkunstelever lov til at lave et maleri, som ville blive udstillet på skolens bibliotek. Det var valgfrit for eleverne om de gad og møde op, men Niall kom hver gang og det betød alt for mig.

Der var en gang hvor han havde lavet et stort og neonfarvet bander, hvor der stod ”GOOOO ANNA!!!” Han holdt det så højt oppe han kunne og jeg blev helt rød i hoved. Efterfølgende blev han pænt bedt om at pakke det væk for, sådan noget høre hjemme til en fodboldkamp og ikke til kunstudstilling, eller det var i hvert fald det som vores stramme rektor sagde. Selvom jeg kun nåede at få et glimt af det, er det stadig noget af det sødeste jeg har set.

 

Han har været den jeg har betroet mig mest til og han er den der kender mig bedst. Det er også en af grundene til at jeg håber på at jeg vil se ham, her på min lille ferie i London. Jeg vil gerne snakke med ham, selvom det nok bliver svært efter al den tid.

Jeg savner ham så meget, gad vide om han har det på samme måde?

***

Taxaen stopper lige foran Harrys hus. Jeg stiger ud og ser kort op på hoveddøren men vender mig hurtigt om for at smækker bildøren. chaufføren stiger ud og tager min bagage ud af bagagerummet. Jeg smiler venligt til ham og hvisker et stille tak. Jeg hører et smæld bag mig og vender mig rundt, for at se fire drenge komme tumlende ud af hoveddøren. Jeg stiller min taske på jorden og holder min hånd op foran mit ansigt, for at dække for solens stråler.

Harry er den første og han åbne sine arme og svinger dem rundt om mig.

 

- Anna! Velkommen.

 

Jeg griner og krammer ham. Han giver slip på mig og chaufføren bag mig rømmer sig.

Jeg vender mig rundt og skal til at betale ham.

 

- Nejnej, lad mig.

 

Liam vifter min hånd væk og betaler manden. Jeg siger pænt, tak for turen og han sætter sig ind i sin bil og kører væk.

Jeg ser rundt på dem alle fire og tjekker om Niall skulle stå bag ved en af dem, men det gør han ikke. Skuffelsen overrasker mig ikke, men jeg prøver dog at skjule den.

- Længe siden hva’, stump.

 

Louis trækker mig ind i et kram og vipper mig frem og tilbage. Jeg trækker mig ud af hans greb og ser fornærmet på ham.

 

- Stump? Jeg er vokset fire centimeter det sidste halve år.

 

Han ser overrasket ud.

 

- Wow! Og det kan man overhoved ikke se!

 

Jeg slår ham blidt på armen og han griner af sig selv. Liam puffer til ham og giver mig et rigtig bjørnekram.

 

- Vi er meget glad for at du gad komme.

 

Han ser på mig og snupper min taske over hans skulder.

 

- Selvfølgelig, det er jo så længe siden.

 

Jeg sender dem et smil, men deres ansigter ændre sig og de bliver alle stille. Zayn bryder den ved at svinge sin arm om mine skuldre og trække mig med indenfor, mærkeligt?

 

Liam bærer mine tasker ind på et værelse og lukker døren bag sig. Louis svinger sig op på køkkenbordet og det samme gør Zayn. Harry sukker opgivende og åbner forskellige skabe og finder nogle kopper frem.

Jeg stiller mig i døråbningen og Harry ser på mig.

 

- Kaffe?

 

Jeg tænker mig kort om og går længere ind i køkkenet.

 

- Jo, tak.

 

Der er en mærkelig stemning mellem dem og jeg ved ikke om det har noget med mig at gøre?

Louis svinger voldsomt med benene, ligesom en treårig på en gynge. Hans hår er rodet og han ligner en der lige er stået op. Zayn derimod har sat sit hår til perfektion og Liam ligner sig selv, sat hår, dufter godt, Jeanes og skjorte. Harry har sat alt sit hår op i en knold og hans skjorte er kun knappet op til solar plexus. De ligner alle sammen sig selv, men der er noget anderledes ved dem og hvor er Niall?

Louis dasker til min arm og prikker til mig med sin fod, jeg ser på ham og han smiler drilsk til mig.

 

- Hva så’ noget nyt?

 

Jeg sætte mig også op på køkkenbordet, lige ved siden af Harry. Han tænder radioen og der er noget rock/pop musik der drøner ud af den.

 

- Nææhh… jo, jeg er flyttet hjemmefra, i en lille bitte lejlighed, med kort afstand fra kollegiet.

 

Han nikker interesseret og hans føder svinger i takt til musikken.

 

- Fedt! Dit helt eget sted…

 

Han smager på ordene og ser tankefuld ud. Harry fløjter med på melodien, mens kaffemaskinen arbejder.

Liam hjælper Harry med at indstille maskinen, for han ser ikke selv ud til at vide hvordan den fungerer.

 

- Du skal først sætte kanen i, før du kan tænde den.

 

Harry ser forvirret ud og Louis er underholdt.

 

- Hva sker der Harry? Kan du ikke bruge din egen kaffemaskine?

 

Louis griner af Zayns kommentar og Harry prøver at forsvare sig med den sølle undskyldning, at han kun drikker kaffe, når han er ude og ikke når han er hjemme.

Harrys dårlige undskyldning får Louis til at grine endnu mere.

Harry kaster en klud efter ham og den rammer ham lige i hoved. Jeg griner af dem og indser, at der er gået for lang tid mellem mine besøg. 

Harry holder en kop ud foran min næse og jeg tager pænt imod den. Jeg hopper ned fra køkkenbordet og går ind i stuen. Jeg sætter mig i sofaen og trækker benene op under mig. Zayn kommer og gør mig med selvskab og har også en kop i hånden. Han puster til sin og stiller den på sofabordet. De andre kommer kort efter, og alle har en dampene kop i hånden.

Det er første når de alle sammen sidder ned, at jeg vælger at stille dem mit spørgsmål.

 

- Så, hvorfor er det at i har inviteret mig over på en mindre ferie? Er der et formål, eller har i bare savnet min fantastiske personlighed.

 

Jeg svinger dramatisk med mig hår og afventer på et svar. Louis er den første til at sige noget,

 

- Nu ikke for høje tanker om dig selv, vel stump.

 

Han griner sin hæse latter og de andre griner også. Jeg ser fornærmet ud og Louis sender mig et kækt smil.

Han rejser sig og sætter sig ved siden af mig.

 

- Neeej, selvfølgelig har vi da savnet dig… Du er som vores lille søster.

 

Han svinger sin arm om mig og trækker mig ind til sig.

 

- Vores dejlige, irriterende, lillesøster.

 

Jeg puffer ham væk og han griner igen. Jeg ser på Liam og forventer et mere seriøst svar. Louis klapper mig to gange på låret og snupper sin kop igen.

 

- Den ene grund er fordi at vi har savnet dig og gerne vil være sammen med dig.

 

Harry nikker sig enig i Liams ord og jeg bliver smigret.

 

- Men hvad er den anden grund så?

 

De bliver alle fire stille og deres smile forsvinder langsomt fra deres læber.

Jeg under mig over deres mærkelig opførelse og venter tålmodigt på at en af dem vil forklare yderligere.

Det bliver Liam igen.

 

- Som du jo nok har lagt mærke til, så er Niall her ikke…

 

Jeg nikker mig enig og Liam holder vores øjenkontakt og fortsætter.

 

- Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det…

 

Han ser på de andre som holder blikket nede i jorden. Jeg bliver bange for hvad han vil sig og retter mig en smule op. Er der sket noget med ham? Er det derfor jeg ikke har hørt fra ham? Jeg får skyldfølelse, hvad nu hvis der er sket ham noget. Er han blevet syg? Er han blevet indlagt? Mit hjerte øger sin hastighed. Hvorfor har jeg ikke opsøgt ham og hvorfor har jeg været så stædig og ventet på at han skulle tage kontakt. Hvad nu hvis at han ikke har haft muligheden til det.

Jeg stirre på Liam, som stadig ser ned i jorden. Jeg ser rundt på dem alle sammen, men de ser alle ned i jorden.

 

- Hva… hvad er det?

 

Louis sukker og ser på mig som den første.

 

- Han har forandret sig til det værre.

 

Mit blik flyver hen på Zayn. Hvad skal det betyde? Han kan se på mit ansigtsudtryk, at jeg ikke forstår hvad han mener og han forklarer yderligere.

 

- Han er kommet ned i et sort hul og vi ved ikke om han kommer op igen…

 

Jeg ser rundt på dem alle sammen og de ser alle lige blege ud.

 

- Men… jeh… jeg forstår…ikk.

 

Min stemme ryster, hvilket får dem til at se op på mig.

 

- Hvilket sort hul?

 

Louis tager min hånd og giver den et klem.

 

- Han er blevet til alt det han ikke er. Han er blevet meget ubehagelig og kold og han vil ikke snakke med nogen af os.

 

Louis snakker med en blid og hæs stemme, men jeg kan høre at han selv er bekymret.

Hvad er der sket med Niall, hvorfor har han forandret sig? Er det noget med mig at gøre?

 

- Han er blevet mere aggressiv, han fester og drikker meget mere end hvad han har gjort før og han er blevet permanent ryger.

 

Harrys stemme er rolig, hvilket overrasker mig. Han ser trist ud og det gør mig endnu mere urolig.

Jeg kan ikke forstille mig Niall ryge og jeg kan da slet ikke forstille mig ham aggressiv?!

Han har altid været glad, med et smil på læben og han ville aldrig gøre så meget som en flue fortræd.

Han har et stort hjerte og hver gang vi så løvernes konge, Tictanic, The Notebook eller selv Mads og Mikkel, så græd han. Han prøvede altid at skjule det ved at sige ”Der er noget i mit øje” eller ”Det er al den polm, den dræber mine øjne…” Men jeg ved godt, at den reelle grund, er når Zimba mister sin far, når Jake dør og Rose må efterlade sin livskærlighed i vandet, så hun kan få muligheden for et dejligt og langt liv, når Noah efter flere år har genfortalt sin elskede deres kærlighedshistorie om og om igen, hvor det så ender med at de dør, side om side og ikke mindst når Mikkel bliver forladt i skoven og ender med at blive jagtet af sin bedsteven.

Han har altid været lidt af et bløddyr, når det gælder sådan noget og det er en af grundene til, at jeg elsker ham.

 

Jeg bider mig i læben og ved ikke helt hvad jeg skal sige.

 

- Men, hvad er det helt præcist i vil have at jeg skal gøre?

 

De ser hurtigt på hinanden og tilbage på mig.

 

- I har været bedstevenner siden, altid.

 

Louis holder min øjenkontakt mens han snakker.

 

- Du er lidt vores sidste og eneste håb.

 

- Men, vi har ikke snakket i over en måned?

 

Jeg bliver flov og ser ned på mine hænder, som ryster svagt.

 

- Det ved vi godt, men vi er ikke i tvivle om, at du stadig betyder alt for Niall og at du er en slags svaghed for ham.

 

Jeg krymper mig og føler mig som en idiot. Hvorfor har jeg ikke ringet til ham eller opsøgt ham? Mine tidliger grunde, virker åndsvage nu. Han er min bedsteven og han har det værre en nogensinde. Hvad nu hvis drengene ikke havde taget kontakt til mig? Ville jeg så aldrig havde fået det af vide og ville jeg nogensinde selv havde ringet til Niall, eller ville jeg være for stædig og selvoptaget til det? Tanken skræmmer mig og jeg føler mig som en kæmpe idiot.

Hvad nu hvis jeg tager fejl? Hvad nu hvis det var mig der var et røvhul og det er mig der burde tage kontakt og undskylde? Jeg får lyst til at slå mig selv i hoved, jeg burde have ringet…

 

***

Det er blevet mørkt udenfor og Louis har overtalt mig til at tage med dem ud og finde Niall. De vil gerne have at jeg snakker med ham, hurtigst muligt. Jeg er rædselsslagen for at se ham, vil han mon overhoved snakke med mig? Kan jeg genkende ham efter det drengene har fortalt? Mit hoved er ved at sprænges med spørgsmål og jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig.

Liam og Zayn tager over til Nialls yndlings bar og Harry og Louis tager med mig, over til Nialls nye ”bedsteven”, Kennedy.

De ved ikke hvor han er, så derfor har de valgt at dele os op.

 

Louis er lige kørt ind på en parkeringsplads, til et hotel. Er det her? De stiger begge to ud og jeg følger med dem. Jo tættere vi kommer, jo værre får jeg det.

Vi går igennem lobbyen og min mave snører sig sammen. Vi går ind i elevatoren og for hver etage vi passere, jo større bliver knuden i min mave. 

Louis leder mig ud af elevatoren og ned af en lang gang. Jeg er svimmel.

Han stopper foran en dør og ser på mig. Der kommer en masse larm fra værelset og de er ikke i tvivle om at det er her.

Harry ser på mig og han er den første der siger noget i lang tid.

 

- Det er her.

 

De trækker sig begge lidt væk og jeg ser panisk på dem.

 

- I går da med mig. ikk?

 

Louis ryster på hoved.

 

- Vi tror at det er bedst hvis du går derind alene… hvis han ser os, bliver han vred.

 

Jeg får kvalme og ved ikke hvad jeg skal gøre.

 

- Men...

 

Harry tager et skridt frem og hviler sin hænder på mine skuldre.

 

- Bare rolig, vi er lige her og du vil ikke være alene, okay?

 

Jeg nikker og vender mig langsomt om. Mit bank er svagt og jeg kan knap nok selv høre det. Louis stiller sig ved siden af mig.

 

- Okay, du bliver nød til at virke mere selvsikker, okay? Drengene derind er ikke de mest behagelig typer, så længe du er selvsikker, skal det nok gå.

 

Jeg retter mig en anelse op og tager en dyb indånding. Louis tager et skridt tilbage og jeg banker hårdere på døren.

Jeg føler mig mere selvsikker, men jeg holder vejret, da døren bliver flået op. Smageløs musik strømmer ud af værelset og en høj ranglet fyr står lænet op af dørkammen. Han ser på mig og har en øl i hånden. Han laver et nik med hoved og venter på at jeg siger noget.

 

- Er Niall her?

 

Min stemme er rolig og mere kraftig end jeg tur håbe på. 

 

Han tager et skridt til siden, som tegn på at jeg bare kan gå ind. Jeg går ind og skimmer hurtigt værelset. Her lugter som et værtshus, øl og smøger. Forfærdeligt.

Der er mange drenge på alderen 20 og op. Nogle har lagt mærke til mig.

Jeg kan ikke lide den måde de ser på mig. Jeg er den eneste pige og det gør mig endnu mere utryg. Jeg får øje på en blond fyr, den eneste fyr med blond hår. Han sidder med ryggen til og det må være Niall. Mit hjerte synker og det tager mig et par sekunder før jeg går hen mod ham.

Fyrene der sidder foran ham, ser op på mig og jeg prikker ham to gange på skuldrene. Mit ansigt er roligt og fattet og jeg er selvsikker, selvom jeg ikke føler mig selvsikker, så prøver jeg at udstråle det.

Niall vender sig langsomt om og lige så snart han ser mig, flyver han op på benene.

 

- Anna?

 

Jeg ser noget velkendt i hans øjne, men lige så hurtigt det kom, lige så hurtigt forsvinder det igen. Hans kindben er mere markeret og hans hår er livløst. Han har tabt sig.

Og med ét, bliver hans ansigt hårdt og koldt.

 

- Kan vi snakke sammen?

 

Min stemme er fattet og jeg føler mig selvsikker. Jeg får øje på cigaretten i hans hånd, men prøver at ignorere den.

Han vender rundt og går hen mod et værelse, jeg følger efter. Han lukker døren bag os og tænder lyset. Det er et klamt værelse, med smageløse plakater på væggene og der er tøj overalt. Der er bunker af brugt tøj på gulvet, i sengen, på natbordet og selv i vinduskammen.

Bor han her?

Han tager en tår af sin øl og ser afventende på mig.

 

- Hvad laver du her!?

 

Han spytter orderne ud og jeg kan med det samme se hans vrede.

 

- Jeg er kommet, for at snakke med dig.

 

Han griner hæst og tager et sug af sin smøg, provokerende.

 

- Virkelig? Om hvad dog?

 

Hans stemme er hæs og hånlig. Han skræmmer mig, men ikke på den jeg-er-bange-for-dig-måde, for det er jeg ikke. Mere på den hvem-er-du? - måde.

Han puster røgen ud, blot få centimeter væk fra mit ansigt og jeg lader som om det ikke irriterer mig, selvom det gør. 

Mine bryn flyver op i panden på mig og jeg stirrer på ham.

 

- Mener du det? Se på dig selv, du ligner ikke ligefrem dig selv?

 

Han brummer.

 

- Hvad ved du om det? Du ved sgu da ikke hvem jeg er?

 

Hans ord er giftige og nu forstår jeg hvad drengene mener. Niall er alt andet end sig selv. Hans udspilede krop fortæller mig, at det ikke ligefrem er mad som han har prioriteret de sidste par uger. Hans mørke rander under øjne, får mig til at tvivle på hvor meget søvn han egentlig får, eller om han formår at holde sig oppe via alkohol og smøger. 

Hans ansigt skifter mellem at være koldt og hårdt. Han tager cigaretten op til munden og skal til at tage endnu et sug. 

 

- Det her…

 

Jeg snupper smøgen ud af munden på ham og holder den op foran hans ansigt.

 

- …er ikke dig.

 

Jeg propper den ned i hans øl og kan se hvor gal han bliver.

 

- Hvad rager det dig!

 

Han tager et skridt frem, hvilket får mig til at tage et skridt tilbage. Hans øjne flakker rundt i mit ansigt, men jeg stirrer tilbage på ham. 

 

- Hvordan vidste du overhoved hvor jeg var?!

 

Han ser på mig og jeg svare ham ikke, men jeg kan se på ham, at han selv kender svaret.

 

- Det var dem, ikke? De har fortalt dig hvor jeg var, har de ikke?!

 

Jeg svare ham ikke, jeg stirre bare på ham. Hans muskler bliver spændt og han bider kæben sammen.

 

- Jeg har ikke brug for dem, jeg har ikke brug for deres hjælp og jeg har SLET ikke brug for din - så kladt ”hjælp”! Jeg har det fint, nej, jeg har det Fantastisk! Jeg er mere mig nu, end jeg nogensinde har været.

 

Han laver vilde armbevægelser, hvilket giver mig lyst til at træder yderliger et skridt tilbage, men jeg er frosset fast til gulvet. 

 

- Hvis du virkelig kendte mig, eller i det mindste havde åbnet dine øjne for andre end dig selv, bare i et split sekund... så ville dette ikke komme som et chok for dig.

 

Han klasker de hårde og fjentlige ord, lige i ansigtet på mig og jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. 

 

- I kan ikke hjælpe mig, for jeg har ikke brug for jeres hjælp. I skal bare lade mig være i fred, i sær dig!

 

Han peger på mig og hamre efterfølgende sin øl ned i kommoden ved siden af. Han stormer lige forbi mig og ud af værelset. Det går først op for mig nu, at jeg har holdt vejret. Han rev al min 'opdigtet' selvsikkerhed ud af mig og efterlod mig med ingenting.

Det tager mig nogle få minutter, før jeg er klar til at vise mig foran de andre. Jeg fjerne mine ufrivillige tåre væk fra mine kinder og jeg kan med det samme mærke den vrede som vokser sig inde i mig. Jeg flår døren op og stormer forbi Niall og alle de andre, uden så meget som at se på dem. Jeg flyver lige forbi Kennedy og bemærk knap nok hans bemærkning på min vej ud. 

 

- Jeg håber vi ses igen…

 

Jeg går direkte forbi Louis og Harry og fortsætter hen mod elevatoren. De skynder sig efter mig.

 

- Hvad skete der?!

 

- Fik du snakket med ham?!

 

Jeg ignorere deres spørgsmål og går hurtigere. Jeg er på vippen til gråd og det vil jeg alt i verden undgå. Han fortjener ikke mine tåre. Jeg burde ikke græde.

 

Louis tager fat i min arm og vender mig rundt.

 

- Hey…

 

Han tvinger mig til at se på ham og han kan se mine blodskudte øjne. Han trækker mig indtil ham og et hulk undslipper mine læber. Jeg bander indvendigt over mig selv og jeg skammer mig over den magt som Niall har på mig. 

Han holder mig stramt og jeg borer mit hoved ind i hans bryst.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...