Julens Hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Igang
Jamie er træt af julen og selv om det kun lige er blevet december. Hun er ikke bare træt af den hun hader den og det gør det bestemt ikke bedre at hun er født julenat og aldrig har haft en familie at fejre hverken jul eller fødselsdag med.
Jamie havde regnet med endnu et irriterede december, da tre underlige mænd dukker op og beder hende om at stjæle noget meget værdigfuldt. Snart vendes hele Jamies verden på hovedet og hun må tage en lang rejse sammen med de tre juleagenter, Glitter, Bjælde og Fnug, i et kampløb med tiden og antinisser. Kan de nå at rede julen?

En julekalender i 24 dele

mulighed 2 i julekalender konkurrancen

1Likes
0Kommentarer
779Visninger
AA

7. 7. December

”Hr. Krage er fløjet til Paris. Han havde ikke forventede at vi allerede ville være tilbage. ” sagde Piloten, mens han lagde telefonen i lommen. ”Hr. Knud og hr. Krat er på vej for at hente dig. De er her om en times tid. ” Jamie nikkede og knugede tasken tæt ind til sig. Hun følte sig mere tryk, med hjerte tæt på sig. Hun havde haft det fremme et par gange under flyveturen hjem. Hun havde huskede at tage handskerne på hver gang, for at det ikke skulle gå i stykker. Hver gang hun tog det frem havde hun lyst til at tage handskerne af. Hun havde en brændende lyst til at mærke papiret under sine finger. Hjertet føltes næsten levende i hendes hænder. Nu mere at hun så på det, nu mindre havde hun lyst til at give det fra sig. Hun ville altid have det på sig. Hun kunne ikke forklare det, men det var som om at det burde være hendes. Hun var ligeglad med hvad mændene ville betale hende, hun kunne ikke give det til dem. Piloten forsvandt gik ind i cockpittet igen. Han lukkede døren bag sig. Jamie rejste sig lydløs. Hun gik over til døren, med tasken presset ind mod brystede. Hun fik døren op og så ned. Der var ikke så langt ned, hun kunne klare det spring. Hun tog taksen på ryggen og så tilbage ind i flyet. Piloten havde ikke hørt hende endnu. Hun sprang ud af flyet og landede trænede på jorden. Hun sundet sig et øjeblik og satte så i løb. Hun ville så langt væk så muligt inden af mændene kom. Tasken dunkede hende i ryggen, mens hun løb. Hun kunne ikke løbe langs vejen, så ville mændene se hende når de kom kørende. Der var marker, så langt at Jamie kunne se. Hun løb over vejen og ud på den første mark. Hun prøvede at komme i tanke om hvilken retning at byen var. Hun var ikke sikker, men hun kunne ikke blive der. Så hun begyndte bare at løbe, så hurtigt at hun kunne.

Hun var ikke sikker på hvor langt tid at hu havde løbet, da hun endelig kunne se byens bygninger stå som skarpe silhuetter mode solens lys. Hun smilede lettede for sig selv og pressede sig selv til at løbe endnu hurtigere. Svedende og forpustede løb hun ind på de velkendte gader. Det var midt på dagen og der var kun få biler på vejende og endnu færre mennesker på fortovet. Hun måtte finde et sted at gemme sig, et sted at mændene ikke kunne finde hende. Hun måtte finde Juels og Chris. De var altid klar til at hjælpe hende. Hun satte tempoet ned og forsøgte at flade i et med de få mennesker der var. Hun bukkede nakken og stoppede hænderne i lommerne. Der var ikke nogen der lod mærke til hendes underlige tøj. Jamie tænkte at det var godt at leve i en tid hvor alle havde for travlt med sig selv til at se længer end deres egen næse. Hun drejede om et hjørne og kom ned mod gågaden. Hun vidste at Juels havde et skjule sted der. Han havde altid sagt at hun kunne bruge det, også selv om han ikke selv var der. Juels havde mange skjulesteder, han skriftet i mellem dem. Han sagde at han godt kunne lide friheden i at kunne flytte rundt som han ville. Jamie havde aldrig troede på ham. Juels snakkede ikke meget om sin fortid, men Jamie vidste at han havde gjort nogle ting som han ikke var stolt af. Det havde de alle, men det var ikke dem alle som havde brug for flere gemmesteder. Jamie havde aldrig spurgt, men hun havde altid gættede på at Juels selv gemte sig for nogen. Lige nu havde Jamie også brug for at gemme sig for nogen. Så han var den perfekt at søg hjælp hos.

Fnug havde ikke prøvet at rejse med portal før, og han havde det som om at hans mave var blevet vendt på vrangen. Agent mus virkede upåvirket af rejsen og var allerede i gang med at orienter sig. Glitter havde det også dårligt. Fnug kunne se at hun var helt grøn i ansigtet. De tre var blevet sendt af sted fra værkstedet igennem en portal, som rådsmedlemmerne havde åbnet. De var blevet advaret om at hvis de ikke var klar til at rejse tilbage inden for seskoghalvfems timer, ville råddet ikke have magi til at åbne en portal for dem. Fnug rettede sig op, hans hoved snurredet stadig rundt. 
”Er du okay?” spurgte han Glitter og lagde en hånd på hende skulder. Glitter rystede på hovedet. 
”Jeg hader portaler. ” sagde hun og satte sig ned på jorden. 
”Vi har ikke tid til det her. ” sagde agent Mus over skulderen. Fnug var begyndte allerede at ønske at agent Bjørn eller agent Slædehund havde været taget med dem og ikke agent Mus. 
”Kan du mærke noget, Bjælde? ” spurgte Glitter. Nissen så surt på dem. 
”Det er agent mus, og ja, jeg kan mærke noget. ” sagde han. ”Den her vej. ” Han begyndte at gå. Fnug rakte Glitter en hånd og trak hende op og stå. Fnug havde en fornemmelse af at det ville blive en lang mission, hvis agent Mus skulle være så sur. Han tænkte at han hellere måtte holde sig i baggrunden. Agent mus havde ikke lagt skjul på, hvad han mente om at skulle have Fnug med. Fnug lagde Glitters arm om sin skulder, så han kunne støtte hende. 
”Du må hellere gemme dine vinger. ” sagde han til hende. De ville være meget afslørende. Glitter nikkede. 
”Om et øjeblik, nå jorden ikke drejer rundt længer. ” sagde hun. Efter lidt tid trak hun sin arm til sig. Fnug så op på hende, hun så bedre ud. Glitter knipsedet med fingrene. De candyfloss farvede vinger på hendes rygs lys famlede hen til de forsvandt i en lille glitte sky. Agent Mus var allerede langt foran dem, og de måtte små løbe for at indhente ham. 
”Det var i længe om. ” sagde han uden at se op på dem. ”Kan du se hende, kadet?” Fnug så for første gang ordentligt omkring. De var blevet sendt til en by og gik midt på en åben plads. Der var kun nogle få mennesker ude. Der hang slukkede juleguirlander mellem husene. Der lugtede af brændt mandler og frost. Fnug så rundt på menneskerne. De gik alle sammen med hovedet i deres mobiler og så ingen ting. De var i mørke lange frakker og store halstørklæder. Der var kvinder i højhælede støvler og mænd i fine sko. Han så rundt på alle ansigterne, han kunne ikke genkende nogle af dem. 
”Nej. ” sagde han skuffede, han havde håbet at han for en gangs skyld kunne gøre noget rigtigt. 
”Hold øjne åbne, kadet, hjertet er tæt på. Jeg kan mærke det. ” sagde agent Mus og gik videre. Glitter sendte ham en lille skævt smil. ’Det er okay’. mimede hun med munden. Fnug blev ved med at kigge rundt, mens de gik. Et glimt at en lave skikkelse, med en hvid taske på ryggen, der løb ind mellem to huse, fangede hans opmærksomhed. Han stoppede op og så i den retning at hun var løbet. Han var sikker på at de var hende. Han havde genkendt taksen. Uden af advarede de to andre, satte han i løb. 
”Kadet. ” råbte nissen efter ham. Han kunne høre deres støvler på jorden bag sig. Fnug løb hurtigt ind mellem de få mennesker og ned mellem de to huse, at han havde set hende løb ind imellem. 
”Fnug. ” kaldte Glitter. Han stoppede op. Det var en blindgyde, og den var tom, med undtagelse af en skraldespand og en brandtrappe der førte op til taget af det ene hus
”For… ” Fnug slog ud med armene og drejede rundt om sig selv. Han havde fejlet igen. 
”Så du noget?” spurgte Glitter, der kom hen til ham, med agent Mus bag sig. Fnug rystede på hovedet. 
”Jeg troede at jeg så hende, men der er ikke nogen her. ” sagde han og så sig omkring. 
”Vi finder hende. ” sagde Glitter. ”Kom lad os gå videre. ” 
”Vendt er øjeblik. Kadetten var ikke helt vedsiden af. ” sagde agent Mus og gik forbi dem. Fnug så efter ham, mens han gik over til skraldespanden. Fnug rynkedet på næsen, da agent Mus skubbede den til side. 
”Kom her din lille tyv. ” sagde han og trak en pige frem fra bag skraldespanden. Fnug genkendte det tjavset brune hår som stak ud under hatten. Hun havde en sort agentuniform på, Fnug genkendte mærket og den lille guldstjerne på hendes jakke. Hun trykkede den hvide taske ind til sit bryst. Fnug mødte hendes øjne, hun var ikke bange. Hun virkede bare sur og mistroisk. 
”Giv slip på mig. ” sagde hun og sparkede ud efter agent Mus. Nissen gav slip på hende for at undgå at blive ramt over benet. 
”Hvem er I? Har hr. Krage sendt jer?” spurgte hun og rettede sig op. Fnug og Glitter så undrende på hende, de havde aldrig hørt om en hr. Krage. Agent Mus stivnede og vendte sig mod hende. 
”Er det hvem der fik dig til at stjæle hjertet?” spurte han. Fnug blev overrasket over at høre frygt i hans stemme. Pigen så rundt på dem. Hende øjne låste sig på Fnugs ansigt. 
”Du var der. ” sagde hun og gik et skridt baglæns. ”Hvem fanden er I?” Fnug trådte forsigtigt frem mod hende. Han bevægede sig ind mellem pigen og agent Mus, som stod om mumlede noget for sig selv. 
”Vi vil dig ikke noget ondt, ” sagde han og forsøgte at fange hendes øjne. ”Du tog noget fra værkstedet, som vi skal have tilbage. ” Pigen så på ham med sammen knebet øjne. 
”Hvordan fandt i mig?” Fnug pegede på tasken. 
”Vi sporet hjertet. ” forklarede han. Agent Mus trådte hen med siden af ham. 
”Det kadetten her prøver sige, er at du bliver nød til at komme med os. ” sagde han. Fnug så overraskede på nissen. 
”Det var ikke… ” Nisse skulede af ham. Fnug tav, agent Mus, vidste noget som han ikke ville fortælle dem. 
”Jeg skal ikke med nogen. ” sagde pigen. Fnug var ikke sikker på hvordan at hun gjorde det. Men før de så sig om, sprang hun op på skraldespanden, med tasken i den ene hånd, og så videre hen over muren. 
”Ved julemanden skæg. ” råbte agent Mus. Fnug stod med åben mund og så op på muren, hvor pigen var forsvundet. Agent Mus greb fandt i hans krave og trak ham hen til sig. 
”Næste gang, overlader du det til de trænede agenter, er det forstået Kadet? ” Fnug nikkede langsomt. Julemanden og alle de andre havde taget fejl af ham. Han duede ikke til noget. Han havde ladt tyven slippe væk med hjertet, to gange. 
”Kom så. ” sagde agent Mus og gik tilbage mod tovet. Glitter så efter ham. 
”Bjælde, hun løb jo den vej. ” sagde hun og pegede mod muren. 
”Det er agent Mus, og hun er for længst væk, vi må prøve og se om vi kan opfangede hende igen. ” sagde han og gik. Fnug fuldt slukøret efter. Han havde mest af alt lyst til at giv op.
”Jeg tror vi finder hende hurtigere, hvis vi deler os op. ” sagde Glitter. 
”Kadetten kan ikke gå alene, han er ikke klar. ” agent Mus lagde armene over kors. Fnug skulle lige til at give ham ret. 
”Fnug er klar, giv ham en chance. ” Fnug så bedende på Glitter. Han ville have hende til at stoppe. 
”Syns du ikke han har fået nok chancer? ” nissen pegede på Fnug. 
”Det var ikke Fnugs skyld at hun slap væk. Du skæmte hende med din snak om at vi skulle tage hende med. ” Glitter slog ud med armene og så surt på agent Mus. 
”Fint, han kan gå på tagene og se om han kan få øje på hende, vi mødes hvor vi ankom om to timer. ” sagde agent mus og pegede på brandtrappen på den en hus væg.
 

Jamie kravlede hurtigt op af en brandstige. Hun trak sig op over kanten til taget. Hun tasken bankede ind i hendes ryg. Hun tog den af og åbnede den. Hun løftede op i jakken og tjekkede at hjertet stadig var der. Hun var lige ved at rør ved det. 
”Der er du. ” Jamie lukkede hurtigt tasken i. Hun vendte sig rundt. Drengen fra værkstedet stod på den anden side af taget. Jamie tog tasken på ryggen, klar til at stikke af. 
”Lad mig være. ” sagde hun. 
”Det kan jeg ikke. ” sagde drengen ”Ikke før at du giver mig hjertet tilbage. ” Jamie knib øjne sammen. 
”Hvorfor er folk så interesseret i det skide hjerte? ” Drengen gik hen mod hende. Hans mørke hår bølgede i vinden, og afslørede hans spidse øre. Hun kunne se usikkerheden i hans grønne øjne. 
”Det… det kan jeg ikke fortælle dig. ” sagde han tøvende. Jamie rullede med øjne. 
”Så skal du ikke regne med at få det fra mig. ” sagde hun. 
”Jeg kan ikke fortælle det, her. ” Jamie rystede på hovedet. 
”Lad mig gætte. Jeg skal komme med dig, så skal jeg nok få alt at vide. ” sagde hun mistroisk. 
”Noget i den retning, ja. ” drengen sendte hende en nervøst smil. Jamie kunne ikke vurdere om han var bange for hende, eller om han bare var usikker på sig selv. 
”Den har jeg hørt for mange gange. ” sagde hun. Drengen trippedet på stedet. 
”Kan du give mig en chance? ” spurgte han. ”Stol på mig. ” Jamie fnøs. 
”Jeg stoler kun på mig selv. ” Hun lagde armene over kors og så drengen an. 
”Hvad er dit navn?” spurgte hun. Han tøvede. ”Jeg kan ikke stole på en jeg ikke kender. Hvad er dit navn?” sagde hun. 
”Fnug. ” Jamie havde hørt mange underlige navne. Folk på gaden kunne komme på de mærkeligst ting. Men den her dreng var ikke fra gaden. 
”Hvad er det for et navn? ” Drengen trak på skulderne. 
”Det mit navn, hvad er dit ” sagde han. Jamie bed tænderne hårdt sammen. Hun var ikke meget for at fortælle det. 
”Kald mig J. ” sagde hun. Fnug nikkede. 
”J.” sagde han prøvende, med et lille smil.
”Okay… Fnug. Hvor skal vi så hen? ” Jamie fulgte ham med øjne, mens han gik over til brandstigen. 
”Det skal jeg fortælle dig, når jeg komme i tanke om vejen. ” Jamie kunne ikke lade vær med at smil over hans kommentar. 
”Du er helt sikker ikke fra her. ” 
”Langt fra. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...